Elgnes Handelssted

I-C-Dahl-Bergen-2Elgnes

Når vi fra Andenes eller Risøyhamn sætter kursen tværs
over Andfjorden, ligger Hinnøya med sine indskårne fjordbygder og fjeldmasser
på styrbord, og for agten løfter Grytøya sine sorte forvredne toppe. Der hvor
farvandet indsnævres og vi sejler ind i Toppsundet, ligger Grøtavær med sine
hus klynger i profil ud mod havet, mes det gamle Elgsnes skyder frem på den
yderste pynt af Hinnøya. Her findes en mængde gravhøje og der er fundet mange
oldtidsfund, i nyere tid er stedet et handelscentrum for alle bygderne ud mod
havet. ( se kort side 89)

Elgsnes tilhøre Trondenes menighed, men i ældre tid var
gården delt således, at Ydre Elgnes lå i Sands tinglag. Indre Elgsnes i
Kvefjord tinglag. Disse to dele har hver sin historie.

Ytre Elgsnes var på 1 våg og tilhørte kongen. Her var et
gammelt borgerleje, som før 1660 havde været brugt af Sivert Broch. Han solgte
samme år lejet til Hans Andersen, gift med Ingeborg Andersdatter Røst. Hans
Andersen var død før 1685, hvor enken overdrog kræmmerlejet til sin broder Hans
Andersen Røst.

I 1692 solgte hun også sin brygge i Trondheim til en anden
bror Cornelius, som en tid havde været udliggerborger i Senja, men fra 1672 var
købmand i Trondheim.

Hans Andersen Røst beholdt Elgsnes kun til omkring 1712,
hvor han overtog borgersædet på Nergårdshamn. Ifølge en senere oplysning skulle
det så være borgeren Jacob Isachsen Grønbech der handlede på stedet fra ca.
1716, han tog tronhjemsborgerskab med sæde på Elgsnes i 1727. I 1730 holdt han
til der om sommeren med sin hustru Maren og 4 stedbørn. Desuden havde han
"tvende sommersæde og gifte mænd til sit brug fortsættelse", blandt dem en
gammel forhenværende soldat. En tjenestepige boede på kræmmersædet året rundt.

Jacob Grønbech døde formentlig i 1738, da Nicolai Nilsen
Normann tog borgerskab i Trondheim som handler og udligger på Elgsnes. Men
endnu i 1740 sejlede enken Maren på borgersædet med jekten.

Først i 1750 årene synes Nic. Normann at have overtaget
sædet. Han var gift med Karen Eriksdatter Grøn fra Balstad og drev handel på
Elgsnes i sommertiden til sin død i 1778. Denne gård havde været bondeodel
(fædrene jord man havde arveret til) til 1753, da fogden Wang købte den ved
auktion. Ved kontrakt af 5. november 1774 var sønnen Hans Wang blevet ejer af
ytre Elgsnes. Nu sad Normanns enke på borgersædet en tid, og fra 1783 boede
også Christopher Taraldsens enke, født Grønbech på stedet.

I ca. 1783 blev stedet overtaget af Nic Normanns søn Ole Normann, som var trondhjemsborger og først drev sædet kun om sommeren. Men i 1794 blev han fast bosat på Elgsnes. Et par år senere døde han, og enken Elisabeth Strøm sad i 1801 på borgersædet med en voksen søn og datter, foruden 10 andre personer i huset. Hun må have være død i 1810, da der blev holdt skifteret mellem de myndige arvinger Nicolai og Hans Normann og Johannes Holmboe fra Ervik, som havde været gift med deres afdøde søster Maren Anne. Boets arvemasse var nær ved 1050 rdl.

Samme år søgte Nic. Normann gæstgiveri, som han fik
bevilget 12. august 1809, mod den høje afgift af 20 rdl. (bekræftet 8. august
1817 og da nedsat til 16 spd.) Ved skiftebrev efter moderen 1815 fik han 1 pd.
I Gullesfjordbotte, og købte samme år 1 pd 12 mk i gården Alvestad. Han fik
fornyet bevilling som gæstgiver 28. maj 1847, og fortsatte driften på Nedre
Elgsnes – det gamle borgersæde. Han var gift med Ingeborg Benedicte Heiberg,
søster til sorenskriveren. Normann var stortingsmand 1818 – 23 og havde Carl
Johans kroningsmedalje. Der skal findes et gammelt maleri af ham i
kystværnschefs uniform. Han døde i 1859. Det kan tilføjes at Nic. Normann var
stor jord godsejer, bl.a. havde han mange gårde i Astafjord og Trondenes. Først
efter 1820 fik han købt gården som handelsstedet stod på, og drev det derefter,
som et stort landbrug med mange tjenere og husmænd.

Sønnen Ole Normann fortsatte efter faderens død på stedet
som handelsmand. Men ved denne tid – i 1860 – 70 årene, kom "sildtia" og  med den fremdriften for Harstad og andre
steder som lå mere naturligt til for moderne trafik. Handelen på Elgsnes gik
tilbage og med Ole Normann, som var ugift, var det afslutningen på det gamle
handelshus på Ytre Elgsnes. Forretningen gik fallit i 1882, og siden 1914 har
der ikke været handel på stedet.

Også på Indre Elgsnes ( Raten) møder vi Normann – navnet.
Første udligger her var Jon Ellingsen Normann, som holdt til på Øynes i
Kvefjord, men også fik byggede et hus på stedet. Efter ham kom sønnen Niels
Jonsen Normann, som i 1690 tog tronhjemsborgerskab som udligger. Denne del af
Elgsnes var også på 1 våg og tilhørte kongen, og ved folketællingen i 1702 sad
Niels Normann som bygselsmand på gårde (bygsel leje på livstid), var nogenlunde
velstående og havde ansatte. En attest fra 1725 viser af også han havde sit
eget egentlige handelssæde på gården Øynes i Kvefjord, men indskibede sin
ladninger på Elgsnes Sands tinglag. På samme lille jekt sejlede også en anden
trondhjemsborger Erich Pedersen, som havde sæde i Salten og blev hentet af
Niels Jonsen på diverse sejladser.

Begge købte også fisk i Salten, hvor de betalte tiende. En
beretning fra samme tid viser at bebyggelsen på stedet var lille.

Selve gården var fra omkring 1720 bygslet af Joen
Pedersen, som sad der i en årrække. Omkring 1740 hedder det sig at der ingen
borger findes i tinglaget, og ved 1750 sidde Niels Jonsen som lejer hos Jon
Pedersens enke. – Senere bliver en del af Indre Elgsnes igen bygslet af en
Niels Jonsen, men det må være en yngre mand, søn af Niels Jonsen den ældres
stedsøn. Fra 1780 havde han hele gården, og ved skøde af 9. oktober 1793 blev
han selvejer af Elgsnes indre. Han fik gæstgiverbevilling på stedet den 26.
marts 1784. Ved folketællingen 1801 var han 79 år gammel og hans hustru Aleth
Martha Lüster 46 år, der var foruden dem en dattersøn og en stedsøn, en
avlskarl, 4 drenge og 4 piger. Niels Jonsen må være blevet en gammel mand, for
endnu i 1810 drev han gæstgiveri. Men efter hans tid er det slut på handelen på
denne del af gården.

På Ytre Elgsnes står fremdeles (19419 den gamle
Normannsgård, som et minde om den rolle stedet engang spillede i distriktets
handelsliv. Her var der i sin tid i alt 30 huse, bl.a. en særskilt
brændevinskælder med jerngitter for vinduet.

Den store og stadselige hovedbygning står godt synlig fra
sejlruten. Den er 20 m. lang , 5 m. bred og 6 – 7 meter høj. Det er en rigtig
"Nordlands-lånn" med 17 rum i huset, foruden 4 kvistværelser. Tingstuen er det
smukkeste af alle husene, med fine dør og vindueskarme. Nogen af vinduerne har
gamle matgrønne glas. På gården står endnu (1942) et gammel ildhus med tørvetag
og en stor skorsten. Nede i havne ligger det store fiskepakhus som det sidste
af de mange søhuse, som lå i rad og række langs den fine hvide sand strand som
fulgt bugten og hvor bådene landede i gamle dage, da handelen på Elgsnes var på
sit højeste.

 

elgsnes

 

Handelssted 3