Klosteret del 8 Gensyn

Gensyn

Pilgrimsvandringer er meget almindelige i hele det russiske
rige. Mænd, kvinder og børn vandrer i
flok og følge fra kloster til kloster eller fra det ene hellige sted til
det andet for at forrette deres andagt der. Der findes individer, selv blandt
kvindekønnet, som tilbringer hele sit liv på pilgrimsvandringer, skønt de kan
være i besiddelse både af hus og hjem og formue. En forunderlig trang driver
dem af sted.

De er næppe hjemkommen fra en rejse og har hvilet nogle
dage, før end de atter må af sted for under savn og besværligheder at vandre
til et nyt sted, hvor denne eller hin helgen er begravet, eller hvor dette
eller hint berømte skrin findes med relikvier af denne eller hin martyr.

Mange pilgrimme, endog krøblinger, der slæber sig
møjsommeligt frem, gør sådanne valfarter ifølge et løfte og i håb om ved et
sådant løftes opfyldelse at blive helbredt for en eller anden sygdom.

En pilgrim er et helligt væsen i en russers øjne. Ingen dør,
hverken den rige eller fattige, er lukket for ham eller hende, ingen stemme
hæver sig mod dem.

Man anser det tværtimod for en lykke og velsignelse eller et
godt varsel, at en pilgrim træder over husets tærskel. Man giver ham gerne logi
og hjælper ham få vej videre frem til hans mål.

Der er ingen, som ikke har en eller anden synd på sin
samvittighed, eller som ikke føler sig lidt lettet ved at yde en gave til
kirken og få en for bøn af en from mand eller læst en sjælemesse for en afdød.
Den, der ikke selv kan rejse, sender derfor ofte, med pilgrimme gaver til
forskellige klostre, for at der kan bedes for ham ved dette eller hint hellige
skrin. Den fattige sender ikke sjældent sin sidste kopek i samme øjemed. Men
både den rige og den fattige er overbevist om, at en pilgrim heller ville dø
end bedrage dem.

Blandt andre steder foregår der i 1896 stadige
pilgrimsrejser til Solowetskikklosteret. PÅ den tid er det nemt at komme til
klosteret, da der er dampskibstrafik mellem Archangel og øen hvor klosteret
ligger. Men i gamle dage, da de her omtalte begivenheder foregik, måtte
pilgrimmene ofte vente længe, før de ved em eller anden bådlejlighed kunne
komme over til øen.

Fra Solowetski udstrakte de ivrigste pilgrimme sine
vandringer end og op igennem russisk Lapland til Kola og derfra til det kendte,
for sin fjerne beliggenhed og sin hellighed berømte kloster ved
Petschenga-elven, hvor den hellig Trifon var begravet.

Så ledes skete det også i 1589 ved juletid, at der kom en
pilgrimsskare til Kola, netop straks før den svensk-finske røver hær, efter at
have ødelagt klosteret, blev slået tilbage fra Kola og flygtede sydover lang
Tulomelven.

Blandt pilgrimmene var der både med og kvinder, både rig og
fattige. De fortsatte turen fra Kola til Petschenga, delt til fods, dels ved
hjælp af rensdyr, hvormed de rettroende lappe gav den køre lejlighed, eller som
overlod den til fri afbenyttelse. Pilgrimmene vidste endnu intet sikkert, om at
klosteret var lagt i ruiner.

Blandt pilgrimmene var der en ung pige, som udmærkede sig
blandt de andre kvinder ved sit noget blege, men usædvanlige fine ansigt. Sorg
havde åbenbart tæret på dette ansigt, så kinderne ikke havde sin rette fylde.
Men der strålede en dyb glød af begejstring frem fra de smukke øjne, og hendes
smil var som en velsignelse for enhver, der kunne opfange det. Hun bar
nonnedragt og blev betragtet af pilgrimmene som en helgeninde. Hun havde
sluttet sig til truppen i Orlonets og siden tålmodigt delt savn og
besværligheder med dem. Hun plejede de syge og trøstede de bedrøvede og blev
betragtet med kærlighed og ærefrygt af hele skaren.

Pilgrimmene blev naturligvis højst forfærdede, da de drog
over Petschenga-elven, som nu var is lagt, og i stedet for et prægtigt kloster
med kirker og bygninger og logihuse for pilgrimme, intet andet så, end en hob
sorte ruiner af nedbrændte bygninger og ond imellem disse endnu ikke begravede
menneskelig.

Nogle af de fraværende munke var vistnok kommet tilbage og
havde taget bolig i en badstue, men de havde endnu ikke kunne overkomme at få
alle ligene frem af ruinerne og begrave dem. Det var naturligvis en from
gerning for pilgrimmene, at bistå dermed.

Den unge pige lyttede med ængstelig opmærksomhed til, da
navnene på de dræbte munke blev oplæst.

Hun drog et lettelsens suk, da hun hørte at der ikke var
nogen af dem, som hed Feodor, men på hendes spørgsmål, om nogen af de overlevne
hed så, fik hun også et benægtende svar.

"Søger du en slægtning?" spurgte en af munkene.

"Ja", svarede hun "han skulle findes i
Solowets eller her. Men i Solowets var han ikke. Derfor ventede jeg at finde
ham her?"

"Hvorledes så han ud?"

"Han var en høj, smuk, kraftig mand, med et smukt, rigt
hår og et ar i panden".

"Måske det er Ambrosius, som ligger syg over på
øen".

"Nej, han hed Feodor Ivanowitsch", sagde den unge
pige.

Imidlertid kom også Unnas over fra øen for at se pilgrimmene
og tale med dem. Men der var kun en, som han nogenlunde kunne komme ud af det
med, nemlig den unge pige, som foruden russisk også talte karelsk.

Han fortalte hende da, at der i en gamme ude på en ø i elven
lå en stakkels munk med forbrændt ansigt og hænder, og spurgte hende, om ikke
hun eller nogen anden havde et eller andet lægemiddel, som kunne hjælpe ham.

"Lægemidler har vi kun lidt af", sagde hun
"men jeg har i klosteret lært at pleje syge, og jeg skal gå med dig over og
se til ham".

På vejen fortalte Unnas hende, at den syge engang havde
reddet hans liv, og at ha skulle være bleven optaget som munk og havde aflagt
sit løfte netop den nat, da klosteret blev overfaldet og ødelagt af røverne.

På en briks inde i den noget mørke jordgamme lå Ambrosius
med bind for øjnene.

Unnas fortalte ham nu, at der var kommet en flok pilgrimme,
som ikke havde vidst noget om klosterets ødelæggelse, og at der blandt disse
var en ung kvinde, en nonne, som forstod sig på lægekunst, og som havde været
så venlig at gå med ham, og at hun nu var der for at se på hans sår.

"Tak" sagde Ambrosius.

Den unge pige nærmede sig sygelejet og løste lidt på bindet
over øjnene. Den syge kan ikke åbne dem, da der har sat sig en skorpe af
brandsåret over hele ansigtet. Hun vinker til Unnas og siger til ham, at han
skal bringe hende noget vand, for at hum med sit lommetørklæde kan vaske og
rense sårene i den syges ansigt.

Ved lyden af den fremmede kvindes stemme rejser den syge sig
pludselig op i siddende stilling. Der var noget i denne stemme og i lyden af de
karelske ord, som hun udtalte, der gav genklang i hans inderste sjæl. Men han
lod sig igen med et suk falde til på lejet.

"jeg drømmer", sukkede han.

Da den unge kvinde havde modtaget vandskålen fra finnen,
dyppede hun sit lommetørklæde ned i den og lagde sig på knæ foran den syge. Hun
løsner forsigtigt lidt mere af forbindingen og begynder af vaske panden, men
med en gang bliver hun bleg som et lig, slipper tørklædet og folder hænderne.
Har hun ikke set dette ar i panden mange gange før?

"Gud i himmelen!" udbryder hun, "men det er
ikke muligt!"

Hun rejser sig op, hun ånder dybt og ser på denne mand,
denne pande, disse hænder. Hun bøjer sig ned igen, famler omkring hans hals og
trækker et lille kors frem i en snor. Hun genkender korset. Der står hendes
navn på det. Det er en gave fra hende selv.

"Feodor!" udbryder hun i angst og tvivl.
"Feodor Ivanowitsch", siger hun igen, "er det dig, er det du,
som ligger syg og forbrændt?"

"Hvem taler her, hvem er her?" udbryder den syge,
"hvem er du?"

"Annita!" siger hun sagte.

Annita!" udbryder den syge. "Unnas!" råber
han, "hvor er jeg, er jeg død eller levende, og hvem er det, som taler til
mig?"

"Feodor", hvisker Annita, idet hun falder på knæ,
ved hans leje og kysser hans pande, "jeg er Annita, din Annita, den
forsvundne Annita, og Gud være lovet i al evighed, at du er i love, og at jeg
har fundet dig!".

Den syge ligger ganske stille en stund, aldeles overvældet
af sine følelser. "Er det sandt, er det virkelig dig, Annita, eller
drømmer jeg, fantaserer jeg, er jeg bleven afsindig?"

"Nej, det er mig Feodor, lys levende, og jeg er kommet
hid med en pilgrimsskare. Jeg kommer lige fra dit hjem".

"Jeg må se dig" siger den syge og vil tage
forbindengen fra øjnene.

"Nej nej kære", siger Annita og holder hans hænder
tilbage, "du må ikke forsøge på at åbne dine øjne, dit ansigt er
forbrændt, det er farligt, du må være forsigtig".

"Giv mig din hånd, lad mig kysse din hånd, jeg vil
holde din hånd i mine, jeg vil omklamre dine hænder, som du engang gjorde. Kære
Annita, du er i live og her hos mig i en elendig hytte. Du er ikke død, røvet,
ikke bortført, ikke gift med Anton?"

"Nej, nej ingen af delene".

"Hvorledes er alt dette muligt? Hvor kommer du fra
?"

"Jeg kommer fra dit hjem og har en hilsen med til dig
fra din moder".

"Hvorledes er alt dette gået for sig?"

"Du skal få alt at vide, men ikke nu. Jeg må over i
vores lejer og hente noget salve til dine øjne, og så kommer jeg tilbage og
skal fortælle dig alt.

Du ved nu, at jeg lever og er her og ikke mere skal forlade
dig".

"Ved du, hvem den kvinde er, som du har bragt hid,
Unnas?" sagde Ambrosius, da Annita var gået.

"Nej, men hus ser god og venlig ud!"

"God og venlig", sagde Ambrosius, ja Unnas, hun er
en engel. kærere for mig end alle engle tilsammen. Fade i himmelen",
udbrød han, og foldede sine hænder over sit bryst, "jeg takker dig af mit
ganske hjerte, fordi Annita lever, og fordi du også har ladet mig beholde
livet, medens alle mine brødre er drøbte. Og den gamle Gurij er død, og han fik
ikke set Annita".

"Er det din søster?" spurgte Unnas.

"Ja, hun er både mit barn, min søster, min elskede og
min brud".

Unnas forstod ikke dette rigtig, men at det var en glædelig
overraskelse for hans ven, det var tydeligt nok.

Sagnet har bevaret denne begivenhed med munken, der var
blevet redder fra blodbadet og skjult sig på en ø ude i Petschenga-elven. Men i
sagnet er det ikke nogen dødelig kvinde, der komme og plejer ham, men en engel
fra himmelen, der hver nat kommer ned til ham og lægger sin hånd på hans øjne,
indtil han er helbredt og har fået sit syn igen.

Da Annita kom tilbage, blev Ambrosius forbunden, medens
spørgsmål og svar vekslede de to imellem. Da de talte karelsk, kunne Unnas også
følge med og fik således høre meget om sin velgørers tidligere liv, som han
hidtil kun havde hørt lidt om.

"Din moder sender dig sin hilsen", sagde Annita,
"hun vil modtage os med åbne arme og velsigne os, når vi kommer tilbage
igen".

"Og min fader?" sagde Ambrosius.

"Din fader?"

"Ja, vil han også velsigne os og tilgive os?"

"Du ved altså ikke, hvad der er sket, du ved ikke, at
din fader ikke er mere. Din fader er død".

"Gud være hans sjæl nådig!"

"Du har intet hørt om, at din fader omkom ved et
ulykkestilfælde?"

"Nej, jeg ved intet om, hvad der har tildraget sig i
mit hjem, siden jeg forlod det".

"På en køretur med 3 heste, som han havde købt, og som
han selv ville køre med, over til sin nabo, blev hestene sky og løb ud, så
vognen væltede og han slog sit hoved således, at han døde dagen efter".

"Var du kommen tilbage dengang?"

"Nej, din moder har fortalt mig det. Det er allerede et
½ år siden nu. Hans sidste ord, fortalte din moder var: Kald Feodor tilbage og
Annita, hun er i klosteret ved - - - -. Mere fik han ikke sagt. Jeg tror, at
han havde tænkt sig at tilgive os, da han mærkede, at døden nærmede sig".

"Var du skjult i et kloster?"

"Ja i et lille nonnekloster i nærheden af
Novgorod".

"Hvad hed det, og hvem førte dig dertil!"

"Det ved jeg ikke engang. Det var fremmede folk, som
jeg aldrig har set hverken før eller siden".

"Hvorledes gik det for sig?"

"En vinteraften, jeg havde været sendt over til Fedora
Petrovna og skulle køre tilbage igen med
Anton Kusk, som kom for at hente mig, blev vi overfaldet af 3 mænd. Jeg
blev løftet ud af slæden og sat over i deres og kørt af sted nat og dag, til vi
nåede klosteret, hvor jeg blev indespærre strengere en nogen nonne og holdt
under bevogtning, så jeg aldrig kunne tale med fremmede".

"Og Anton, hvad blev der af ham?"

"ja, hvad der er blevet af ham ved ingen. Det
sandsynligste er, at din fader har givet ham penge og sendt ham tilbage til
hans gamle fædreland".

"Jeg søgte efter dig i over to år, Annita, nær og
fjern, også i alle klostre".

"Nonnerne eller abbedissen i klosteret har vel modtaget
penge efter aftale med din fader for ikke at meddele nogen som helst oplysning.
Jeg skrev flere gange, men brevene er naturligvis ikke blevne afsendte".

"Nogen tid efter din faders død blev man meget mildere
i bevogtningen af mig. Han søs har vel rygtedes til klosteret, og flere penge
blev vel ikke sendt. Jeg rømte derfor en dag fra klosteret og vandrede i min
nonnedragt som pilgrim på mine fødder, tiggende mig frem, lige til dit
hjem".

"Moder blev glad ved at se dig igen?"

"Ja, hun omfavnede mig med tårer, da hun genkendte mig.
Også alle tjenerne og folkene i landsbyen blev glade ved at se mig igen. Men
hvor er Feodor? skal du vide at jeg straks spurgte, da jeg ikke så dig
der".

"Feodor" sagde min moder med et suk, "Feodor
er rejst herfra".

"Hvorhen?"

"Ak, mit kære barn", udbrød din moder og begyndte
at græde bitterligt, "Feodor er rejst til Solowetski kloster for at blive
munk".

"For at blive munk?" udbrød jeg forfærdet.

"Ja, da han opgav håbet om at genfinde dig eller
troede, at du enten var død eller blevet tvungen af din fader til at gifte dig
med Anton, ville han blive munk".

"Gift med Anton!" udbrød jeg, "hvorledes
kunne han tro det?"

"Fader kunne have tvunget dig".

"Aldrig", sagde jeg, "før havde jeg taget
livet af mig selv".

"Hverken din moder eller jeg vidste rigtig, hvor
Solowetskiklosteret lå, eller hvor langt der var dig, men kort tid efter kom
der en pilgrimstrop forbi og blev modtaget på godset. Du kan, jeg blev glad, da
jeg hørte, at målet for deres vanding netop var Solowets. Jeg sagde straks til
din moder, at jeg ville følges med dem. Nu var det blevet min tur til at opsøge
dig. Men du var ikke i Solowets. Munkene fortalte, at du var rejst endnu
længere nordpå til et kloster, som endnu mindre kendte. Da så en del af vores
skare besluttede også at vandre did, fulgte jeg med glæde med dem, og nu er jeg
her".

"ja Gud være lovet!"

"Og du er nu munk, Feodor?"

"Nej Annita, jeg har Gudskelov intet fuldstændigt løfte
aflagt. Det skulle være aflagt juleaften, da klosteret blev overfaldet, mine
brødre dræbt, og alt andet udbrændt".

"Du vil altså vende tilbage igen til denne verden og
til dit hjem?"

"Ja, når jeg er så frisk, at jeg kan rejse og har mit
syn igen, rejser jeg herfra, kan du vide".

"Og du vil tage mig med dig? Får jeg også lov at følge
med dig hjem?"

"Annita, kys mig på panden, lad mig føle dine læber på
min pande, siden jeg ikke kan kysse din mund. Hvad hjalp det mig, om jeg kom
tilbage uden dig, Annita. Hvad bryder jeg mig om slot og gods når der ingen
solstråle falder derpå. Hvad hjælper det en mand, om ham erobrer hele verden,
når han ikke vinder en kvindes hjerte? Alt med dig, Annita, og intet uden
dig!"

Pilgrimsskaren forlod snart Petschengaklosterets ruiner og
drog sydover igen, og en af dem lovede at drage til Olonets og fortælle Feodors
moder, at han og Annita levede og havde genfundet hinanden.

Fire uger senere kunne forbindingen tages fra Feodors øjne.

"Jo, Annita", sagde han, da han første gang åbnede
dem, "nu ser jeg, at det er dig, jeg har ikke været rigtig sikke før, men
nu ser jeg det gamle smil på dine løber og er vi i min sag, ingen anden kvinde
har dit smil".

Det var sent på aftenen en vinterdag, da Feodor og Annita
kørte ind på gården i Olonets. Hele huset var mørkt. Kun i et af værelserne
brændte der et lys, der strålede dem i møde og hilste dem som en venlig stjerne
i den mørke nat.

"Der er lys i din moders værelse", sagde Annita,
"hun våger endnu, kom", sagde hun, og tog Feodor ved hånden.

Sagte gik de hen til vinduet og så ind. Den gamle lå på knæ
på et tæppe, som hun plejede at bruge i kirken, med en bog foran sig, hensunken
i bøn.

"Hun har grædt", siger Annita, "hun har
kæmpet med angst og tvivl, da vi blev så længe borte".

"Lad os gå ind", siger Feodor.

"Ja, gå du", siger Annita, "jeg venter lidt
her, men vær forsigtig, din gamle moder er svag nu".

Da Feodor var gået bankede Annita på ruden og råbte ind:
"Moder, vi er her!" for at hun ikke alt for pludseligt skulle
overraskes.

Den gamle slog sine hænder sammen og rejste sig halvt op. I
det samme trådte Feodor ind og faldt ned på knæ foran hende. Hun udstødte et
skrig, således som det kun kan komme fra en moders hjerte "Feodor, min sø,
min søn!" og klyngede sig grædende om hans hals. Sagte derpå trådte Annita
ind og fældede glædens tårer med moder og søn.

Efterhånden kom også alle husets tjenere ind og kyssede de
hjemkomnes hænder.

Det blev også en glædens dag på hele godset, da Feodor og
Annita kom tilbage. Da det rygtedes i landsbyen, og en kone kom springende hjem
og fortalte det til sin mand udbrød han:

"Er det sandt, hvad du siger kone, at Feodor
Ivanowitsch og Annita er kommet tilbage!"

"Ja, så sandt jeg lever".

"Så skal jeg aldrig prygle dig mere" udbrød han.

Alle strømmede op til gården, for at se de hjemkomne og
kysse deres hænder.

Feodor og Annita havde taget Unnas med sig, og da der et
halvt år senere stod bryllup på hovedgården, fejrede også Unnas sit i
landsbyen.

Feodor havde sagt til ham, at han kunne vælge hvilken pige
han ville blandt alle livegen, han skulle få hende. Unnas blev forelsket netop
i sin modsætning, han valgte den største pige i hele landsbyen, og for gode ord
og et godt hus og jord skænkede hun den lille finne både hånd og hjerte. Hun
var i al fald sikke på aldrig at kunne få prygl af sin mad.

Således gik det til, at Feodors og Unnas efterkommere lever
den dag i dag (1896 måske også i 2012, hvem ved?) i Olonets.

Hermed er den romantiske del af klosterets sagnhistorie
afsluttet. For etnografen må endnu tilføjes følgende:

Da underretningen om klosterets ødelæggelse kom til tzaren,
den fromme Feodor Ivanowitsch, skal han være bleven meget bedrøvet og have
udtalt sin hjertelige beklagelse over ulykken.

For at hjælpe de overlevne og hjemløse munke befalede han,
at et nyt kloster skulle opbygges i Kola indenfor byens befæstning, for at det
kunne været sikret mod røveriske overfald af fjendtlige røver bander. Det ble
skænket til den i staden bestående Jomfru Maria Bebudelses kirke, og blev
bygget tær ved. Men i år 1619 udbrændte både by og kirke og kloster.

Atter befalede den da regerende tzar, det rettroende Michael
Feodorowitsch, at et kloster skule opbygges i nærheden af staden, men på den
anden side af Kola-elven. Det nye kloster fik navn Novo-Petschengske eller
Kolsko-Petschengske kloster og havde egne hegumener eller forstandere, lige til
det archangelske biskop stift blev oprettet.

I 1675 stadfæstede Alexei Michailowitsch de privilegier for
dette kloster, som tidligere monarker havde givet klosteret i Petschenga.

Formodentlig er det opbyggelsen af dette kloster, som har
bragt en enkelt russisk forfatter til at tale om, at der engang fandtes to
klostre ved Petschenga-elven.

I 1701 skal der have boet 13 munke i dette kloster, og efter
et brev fra forstanderen i samme, Laurentius, til ærkebiskop Afanasius, udførte
klosteret samme år til udlandet "12 752 stikfisk, 144 pud tran og 2 470
laks". Men dette er også sidste gang, at der nævnes noget om klosterets
industrielle virksomhed. Blandt hugumener i det Novo-Petschengske kloster
nævnes den hellige Jonas, en elev af Trifon. Ligesom denne tilbedes også hin
endnu af pilgrimme og af befolkningen på egnen.

I 1724 omtales 3 kirker ved Kola, nemlig
Trefoldighedskirken, Jomfru Maria Himmelfartskirken og Peter Poul-kirken.

Endelig blev klosteret ophævet i 1764 og lagt ind under
Kolas katedralkirke samt anvist bopæl for den kolske archipastor. Kejserinde
Katarina den anden udstedte nemlig den 26. februar dette år et manifest,
hvorefter klosteret og kirkerne berøvedes sin gamle privilegier samt sine
bønder eller livegne.

For tiden har både civile og gejstlige russiske autoriteter
deres opmærksomhed henvendt på genopbygningen af det Petschengske kloster på
sin gamle plads.

Således blev der i 1881 i Archangel nedsat en kommission for
at tage under overvejelse, hvad der kunne gøres for at fremme adskillig slags
industri i hine nordlige trakter og råde bod på diverse mangler.

Denne kommission fandt det blandt andet af største vigtighed,
at Petscengaklosteret blev genopbygget, og den hellige synode hat i 1882
tilladt eller sanktioneret genopbyggelsen.

Serapion, biskop i Archangel, har ligeledes interesseret sig
meget for dette foretagne. Han har skaffet sig en kopi ag Trifons billede,
hedder det, og ladet dette male på egen bekostning.

Man tror, at genopbyggelsen af Petschengaklosteret med tiden
vil få samme betydning for disse øde egne, som Solowetskiklosteret har for
Hvidehavs egnene.

En speciel komite, er derfor nu i dette øjemed (1896) nedsat
af gejstlige autoriteter. Komiteen henvender sig nu til alle, som formodes at
ville interessere sig for foretagendet, med anmodning om milde gaver, der skal
sendes "komiteen i Archangel for Petschengaklosterets restauration".



trifons
Hellige Trifon

Kilder:

J: A: Friis

Klosteret i Petschenga

Andet oplag

Gyldendalske boghandel nordisk forlag 1910

J A Friis har angivet følgende kilder:

Et brev, dateret Vardø 7. august 1590, der opbevares i det
norske rigsarkiv. Büschings Magazin, Halle 1773. 7 Th. Opisanie Archangelskoi Gubernii af
S. Kosma Moltscanoff, St. Ptbr. 1813. Tidskriftet "Soumi" for
1843-48. Opisanie Archangelskoi Gubernii af Poschmann. Archangel 1866. Ruski
Wiestnik, Siderof 1866. Ruski Wiestnik, Siderof 1866. Sapiski dl¨jä Stenia, Tschubinske. St Pebr.
1867. Murmanskii i Terskii Berega, E. Ogorodnikoff. St Ptbr. 1869. Novoje
Wremja 10. decdr. 1883