Norge som u udforsket land

Det er kendt fra historien at indlandsdalene Målselv og Bardu i Troms fylke blev koloniseret af fogden Jens Holmboes initiativ. Men det ser ikke ud til at ret mange ved, at indtil da var landet ganske ukendt og at han i ordets rette forstand blev opdager af land hvor mennesket endnu ikke havde været og havde kendskab til. Som opdager af et nyt område på kloden regner vi jo den hvide mand som først gennemrejser og skildre et område, så det bliver kendt for en større del af den dannede almenhed. Udforskningsrejser af denne art var jo netop de to rejser Jens Holmboe foretog i de omtalte områder i Norge under sin første tid som foged i Tromsø. Troms indland var endnu i begyndelsen af 1700 tallet et terre inconita, og selv det bedste og fineste kort over Nordland fra denne tid er kun et kyst kort, uden detaljer over indlandet. Først ved major Peter Schnitlers grænse inspektioner i 1743 kom der en del oplysninger frem fra fjeldfinnerne, som en gang om året drev deres rener gennem området. Men for nordmanden var og blev indlands distrikterne længe ukendte og ubeboelige. Det fiske bønderne her i det nordlige land havde at forholde sig til, var skovene i Salangen og Melangen, som gav dem det nødvendige træ til skibe og hus byggeri. Inde i landet boede ingen, idet landskabet af fjelde, vandområder og moser var ganske uegnet til beboelse. Malangens eller Målselvs skov blev kun udnyttet op til fosserne – ”thi fosserne er her så høje og stejle, at tømmeret sønderslås, hvis det skal flådes der igennem”. Sit kendskab om dalene og fosserne fik Schnitler udelukkende fra de svensk fjeldfinner, som kunne fortælle ham om fjeldene og hvordan elvene løb ud fra Altevatn og Rosvatn og forenede sig ned gennem fosserne. Finnerne kunne også fortælle om de meget store fyrreskove som strakte sig i en 4 mils længde ind gennem disse dale. På grundlag af deres beretninger udførte Schnitler sine kort, som er de ældste over disse ukendte områder. Men han havde alt fra anden eller tredje hånd/mund, og han satte aldrig sine fødder i området. Schnitlers undersøgelser var foretaget uden tanke på rydning og bosættelser, og noget sådan ville heller ingen anden mand kunne tænke sig. Bosætningen var i 1740 årene kun nået til det inderste af Malangen og Balsfjord, og dermed mente man helt sikkert at grænsen var nået. Efter Schnitlers undersøgelser som gjorde stor nytte ved fastlæggelsen af grænsen mellem Norge og Sverige, var det overhovedet ingen som skænkede indlands området en tanke. Herefter var det at Jens Holmboe kom til med et nyt syn og nye visioner. Han var hos lagmand Rist kommet i besiddelse af en kopi af Schnitlers kort, og det medførte at tankerne og fantasien om hvad disse indlandsdale kunne rumme af rigdomme og muligheder, fulgte ham resten af hans tid med de mange rejser nordpå. Holmboe blev foged i Senjen og Tromsøe i 1781, og de to første år gik med at komme på plads. Men i sommeren 1781 tog han initiativ til at få undersøgt de kongelige almene skove i Salangen og Malangen. I forbindelse med disse undersøgelser fik han kendskab til nogle løse rygter om, at der langt inde i fjeldene og i forlængelse af omtalte skove, skulle forefindes en fyrreskov, som de omrejsende svenske finlapper havde talt om, og kaldte Bardu skov eller Storskoven. Holmboe prøvede herefter på alle mulige måder at få fat i yderligere oplysninger om denne skov, men ingen i hele fodgeriet kunne hjælpe ham med yderligere oplysninger - ”thi der var ej en mand af bønderne at finde, som enten havde set skoven eller havde nogen slags kundskab derom” Folk kunne fortælle at det ikke var muligt at komme dertil, og at det heller ikke var muligt at få nogen udbytte af det træ som måtte befinde sig i disse ”rygte skove”. Men Holmboe lod sig ikke afskrække, da han vidste at nordlændingerne var ganske ukyndige i alt som ikke vedkom havet og fiskeriet. Han kunne ikke engang finde en vejviser blandt nordmændene, og tilsagde derfor en fjeldfinne til at vise sig vej. Og da sommertingene var afsluttet i juli 1783, foretog han med en fjeldfinne som vejviser og eneste rejsefælle sin første opdagelsesrejse i skovene. Holmboes rejse var ingen planlagt og opreklameret forskningsfærd. Men der er alligevel noget stort patetisk og storslået ved denne ensomme nordmand som med sin gule ledsager trængte ind i urskovene, hvor ingen hvid mand havde sat sin fødder. Rejsen var, siger Holmboe, forbundet med så mange besværligheder at der krævedes både mod og styrke for at gennemføre dem. På en strækning af 4 til 5 norske mil (40 – 50 km.) måtte han rejse gennem fuldstændigt vejløs land, med fjeld og moser imellem hinanden, og i al slags vejr færdes under åben himmel både dag og nat. ”Men jeg fandt mig tilstrækkelig belønnet for al den møje, da jeg omsider nåede skov egnen, som for det første var en ganske behagelighed, og for det andet begroet med en fyrreskov, der kun findes ganske få steder i Norge og samtidig på en plan strækning. Omstændighederne tvang ham dog denne gang til at vende om, før han havde undersøgt hele skoven. Kort efter at han var kommet hjem fra denne færd, holdt han sit bryllup med Anna Margrethe Irgens, og kun nogle uger senere brændte fogedgården på Kastnes. Holmboe og hans familie blev nødt til at bo midlertidig på Selseter i Astafjord, og det var først da han i 1785 havde købt sin berømte gård Ervik i Trondenes, at han igen kunne genoptage sine undersøgelser af skovene. På høsten i 1785 drog han ud på sin anden færd også denne gang med en fjeldfinne og en gulbrandsdøl – vistnok hans nabo Jørgen Thorstensen fra Lesja, som allerede i 1782 var ankommet til Kastnes. Holmboe ville ikke bare stole på sin egen dom over skovene, men ønskede at medtage en uvildig skovkyndig på turen. Antagelig gik de fra Slangen op til Bardu og undersøgte hele skovstrækningen fra Altevandet og ned til fosserne. De fandt da en gammel forældet fyrreskov, efter øjemål cirka 5 norske mil lang og en ½ mil bred. Størsteparten af dette område var bevokset med fyrreskov, bortset fra enkelte åbne partier, som til gengæld havde ”de smukkeste og fedeste græsgange” Om træerne fortæller han at top og rod var næste lige tykke, 12 – 14 alen fra roden og opover var der ikke en kvist at se på stammen, og tykkelsen var lige over en alen i diameter. Den store elv som løb gennem skoven kom fra ”et meget stort vand i Sverige” og dannede ved den nedre del af løbet en foss, som de også beså. Vandstanden var netop da meget lille og de mente at det kunne lade sig gøre at flåde tømmeret med fossen i tøperioden og videre ud i søen. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre måtte der bygges en kæde af sammensatte tømmerstokke ovenfor fossen, og tømmeret måtte køres en mil over land til Reisvandet. ”I denne samme skov” fortæller Holmboe, ”ligger væltede træer i tusindtal, dels af ælde og dels af storm, hvoraf de fleste er angrebet af forrådnelse i yderkantet, men på grund af deres tykkelse er der en stor og solid kerne, hvoraf der kunne saves mange gode brædder til almindelig brug og byggeri. I den elv som løber på langs gennem skoven, er en mængde af de fedeste og bedste ferskvandsfisk, så når man betragter dette sted først i henseende til skove, dernæst de fede græsgange og endelig den mængde fisk som er i elven, da tror jeg udtaler Holmboe at naturen har nægte de fleste steder de bekvemmeligheder til et nyt kirkesogns anlæggelse, som findes på dette sted. Holmboes opdagelsesrejser i Barduskoven er måske ikke af de største, men de indtager en ærefuld plads i vort lands udforskningshistorie, og kan meget vel tåle en sammenligning med de første rejser i Jotunheimen. Det er vel noget nær enestående at støde på sådanne opdagelsesrejser i Norge, ind i store ukendte urskove, langs fiskerige elve og rige græsgange – ikke så fjern fra en Livingston Stanleys opdagelsesrejse i Afrika gennem det mørke fastland, som påbegyndes nogle ganske få årtier efter Holmboe. Men Holmboe og hans guldbrandsdøl har fået noget af den enestående oplevelse som er og har været alle opdagelsesrejsens løn. De så og oplevede det samme som vore ældste forfædre her i landet, når de fra kysten trængte ind i dalene med øsken i næven, og ryddede vej og ny jord, byggede nye beboelser i de nyopdagede landområder. De havde en vidunderlig fornemmelse af at træde på jomfruelig jord og trække nye ukendte stier, som en vandre endnu i dag kan opleve i den vilde del af Norge langt fra beboede områder og mennesker. Men det enestående er at Holmboe opdagede dette sidste store stykke Norge så nær op mod vores egen tid, så vi kender opdagelseshistorien og opmålingerne for hele dette smukke landområde. Holmboe fik sine første kolonister fra Helgeland. Det var jordløse bondefolk fra Ranatrakterne som en af fogdens venner havde skaffet ham. De kom først i 1787 til fogedgården Ervik, og blev fra 1788 sat i gang som nybyggere i Målselv. Holmboe hjalp dem på alle måder, med redskaber og såkorn, med husdyr og gode råd og vejledninger. De fire første kolonister bosatte sig på Øvre og Nedre Rossvoll. I 1789 kom otte nye familier, deraf tre fra Gudbrandsdalen og resten fra Helgeland. De ryddede og grundlagde gårdene Takholmbukt, Broderstad, Fagerlidal, Brandskognes og Olsborg. Der er en underlig klang over disse navne, de festlige trekomposita giver en fornemmelse af smuk natur, Broderstad fortæller om sammenholdet mellem de fire Helgelands brødre som bygget dette sted. Olsborg vidner om ejerstoltheden hos nybyggeren Ole Bardunson fra Øyer. For at hjælpe disse kolonister satte Holmboe sig i stor gæld til sin Bergens købmand. Rentekammeret godtgjorde ham disse forskud og gav ham fuldmagt til at yde fortsat støtte fra kongens kasse. Men for at kontrollere Holmboes planer sendte rentekammeret i 1789 skovinspektør Ramm nordover, og sammen med fogden foretog han i juli en besigtigelse af dalene. Denne rejse er ofte fejlagtigt nævnt son den første opdagelsesrejse i ”Barduskoven”. Men som vi har omtalt tidligere, var dette Holmboes tredje og måske fjerde rejse i dalen. Han har sandsynligvis været på stedet også i 1788 med de første kolonister. Ramms rejse var en inspektionsrejse forlangt af det offentlige, men det tjener ham til ære at han gav en sandfærdig og positiv indberetning om sagen. Beretningen har en særlig interesse som den første detaljerede skildring af rejseruterne og af livsvilkårene i dalen. Rejseselskabet bestod dengang af Holmboe, Ramm, Jørgen Torstensen og en østerdøl Sevat, foruden to søfinner som vejvisere og tolke. Udstyret blev trukket af 10 heste. Efter en vandring på ca. 50 km fra Sørreisa kom de 3 juli frem til Bardu elven, på det sted hvor dalen er bredest oh kaldes Bardujord. Ad fjeldfinnerne lånte de en lille båd som de brugte til overfarten. Først beså de skovene i den øvre del af dalen, og siden målte de Bardujord og fandt ud af at her var de bedste steder for opdyrkning. Sevat og finnerne med heste blev nedover i dalen, mens Holmboe, Ramm og lensmanden satte sig i den skrøbelige elvbåd og padlede nedad elven. Det har formentlig set ud som en scene fra ”Den sidste mohikaner”. Elven var på sit højvande stadie og Ramm skildre ganske humoristisk den lystige færd nedover, som endte med at de væltede rundt i et kraftigt fald og reddede sig i land på en lille holm. Her var de maget kraftigt plaget af insekter (myg, kvægmyg), på trods af at de tændte bål for at holde sig varme og holde myggene borte. Næste dag mødte de igen deres følge ved Bardufossen, og drog siden over fjeldet tilbage til Sørreisa. ”Besynderligt” udbryder Ramm i sin skildring: ”Udi denne så trivelige dal findes der intet andet spor efter mennesker en fodsporene efter de finner som i høsten trækker ind mellem de norske og svenske fjelde. Efter øksen er der ikke det mindst mærke – ikke en eneste træstub, ikke engang en afhugget gren”. Ramm mente at dalen måtte kunne få en betydelig korn afgrøde. Således som den lå åben mod middagssolen og beskyttet mod nordenvinden af de høje fjeld. Vegetationen og jordbunden kunne kun give de optimale vilkår for folk oh dyr. Det var kun nødvendigt at opføre husly. ” Alt hvad jeg så på stedet var i overflod, og fisk tog vi ved at stikke hånden ned i vandet fra vores lille båd. Kort sagt: mit øje har aldrig skuet et bedre sted for nybyggere”. Han anbefalede fortsat kolonisationen, men mente at antallet af nybyggere ikke burde overstige 20. Ramm nævnes ofte som kolonisationens far ved siden af Holmboe, men dette er urigtigt. Den følge at hans indberetning var at skovende blev reserveret til det nye byanlæg i Troms efter at handelen var givet fri i 1789. Det blev nærmest en stilstand i nogle år, og da kolonisationen fortsatte, var det igen på Holmboes initiativ. I 1790 fik han fra rentekammeret den nedslående besked at det kongelige tilskud til kolonisterne skulle ophøre. Men da nybyggerne ikke kunne klare sig uden hjælp, tog Holmboe det nødvendige af sin egen lomme, køer og heste fra sin egen stald, når det var nødvendigt. Omkring 1791 blev der grundlagt 3 – 4 nye gårde i Målselv, men det vigtigste som skete det år, var at koloniseringen af Bardu begyndte. Det hang sammen med den store oversvømmelse – ofsen – som i 1789 drev folk fra gård og grund mange steder i øst dalene. Kundgørelsen om frihandel nordpå sammen med rygter om fri jord lokkede mange forarmede familier nordover. I 1791 stod en hel flok af dem på fogedgården Ervik og bad om jord. Holmboe kunne ikke skuffe dem, og anviste dem uopdyrkede jordstykker dels i fjord egnene og dels i selve Bardu. Der rejste de første kolonister et fælleshus, hvor de holdt til den første vinter. Siden blev gård efter gård bygget, således at der i 1800 var 6 – 7 familier bosat i denne dal. Imens havde nybyggerne gået vældigt frem i Målselv, så der ved folketællingen 1801 var blevet hele 21 gårde med 30 familier. Holmboe havde samtidig både utak og bekymringer for sin frivillige opgave. Ikke nok med at regeringen unddrog kolonisterne sin støtte, men han måtte i 1792 værge sig mod beskyldninger om at ville berige sig på kolonisationen. Efter mange vanskelige og bitre år fik han endelig en slags oprejsning. Biskop Schønheyder besøgte dalene i 1800, på grundlag af hans beretning kom en rosende artikel i det officielle ”Collegial-Tidende”. Holmboe fik det danske landhusholdningsselskabs store guld medalje for sit mønster jordbrug på Ervik, men på trods af mange henvendelser nægtede man ham med småtskåren surhed offentlig erkendelse og godtgørelse for kolonisations arbejdet. Endnu ved Holmboes død i 1804 stod en række af nybyggerne i personlig gæld til ham. Men hans værk levede videre. Krigsårene som snart fulgte efter, lagde en dæmper på ekspansionen. Men siden fortsatte indvandringen til dalene, nu mest af døler og trønder. I disse år, før emigrationen til Amerika rigtig tog fart, var nybygderne i Målselv Bardu det forjættede land for udvandrere fra Sydnorge. Matrikkelen 1838 nævner 64 gårde med 78 landbrugere i Målselv, og tilsvarende var væksten i Bardu. Kort efter i 1842 – skrev Henrik Wergeland i sit blad ”For Arbejderklassen” en beretning om nybygderne her i nord, og gengav Holmboe smukke tale til ”mine kære børn” (kolonisterne). Den står endnu i dag som et af de smukkeste minder over manden og ånden bag værket. Et godt vejnet binder i dag disse bygder sammen og knytter dem til nabobygderne. Europa vej E 6 går i dag gennem store dele af Bardu og Målselv, og ved 150 årsfesten i 1939 blev den nye Målselvbro med sit 90 meters spænd åbnet for trafikken. Her i brændpunktet af dalenes moderne liv står også monumentet over Jens Holmboe, som blev afsløret ved samme lejlighed. De nybygder han grundlagde i 1788 – 89 er efter 150 år (1939) blevet hjem og bosted for 6 – 7000 mennesker, som med tak mindes hans navn.