Finnmarkshandelen

Finnmarkshandelen

Finnmarken,
Norges grænseland mod nord og øst, har sit næringsgrundlag meget til fælles med
Nordland og Troms. Også handelshistorisk har de i mangt og meget samme skæbne.
Vi finder begge steder en udvikling fra frie og naturlige handelsformer, over
strenge reguleringer og monopoltvang frem til ny frihed og rigere udnyttelse af
naturens rigdomme.

 

Finnmark 1539

 

Finnmark
1539

Men
samtidig finder man også en dybtgående forskel i nærings vilkårene, folkeliv og
handelshistorie. Finnmark er i ældre tid mere ensidigt præget af jagt og
fiskeri som næringsvej. Jorden og skoven har nok spillet en rolle, men slet
ikke som i Nordland og Troms. Længe var landet en ideel tumleplads for jæger og
fisker eller nomader, som alle kun var lidt bofaste, de flyttede fra sted til
sted. Derfor blev finnerne indbyggere længe før nordmændene, som med dette gav
navnet det navnet Finnmark, finnernes ødemark, skov, land, grænseland.

 

Men der kom snart andre til, lokket af rigdommen. Først fandt nordmændene på sine
rejser langs kysten vejen derop. Siden kom russerne fra øst, først på
plyndringstogt og senere på fredelig færd. Sidst vandrede kvernerne
(svenskr<9 ind fra deres skovområder nord for Bottenviken og bosatte sig i
Finnmarken. Således blev dette land et mødested for fire folkeslag. Og denne mærkelige
blanding prægede folkelivet og dermed også handelslivet lige op til nutiden.

 

Men netop fordi Finnmarken til at begynde med var et slags ingenmandsland, kom det
til at få en særstilling både rigspolitisk og handelspolitisk.

For Norges konge blev der nok at gøre med at hævde sin ret her mod nord.
Handelsrettigheder og rigsrettigheder gik hånd i hånd. Fra at være et
ingenmandsland gik Finnmarken over til at være den norske konges ejendom - en
ret som nok var bestridt af nabomagterne, men som blev endelig godkendt ved
grænsetraktaterne af 1751 og 1826. Ligeså blev retten til handel på Finnmark
tidligt et kongeligt privilegium som regeringen nok til side tider kunne
overlade til andre, men alligevel aldrig tabe af syne.

 

Denne kongelige Finmarks politik fik sin stærkeste udfoldelse under den voldsomme
konkurrence mellem de nordiske stormagt Danmark-Norge, Sverige og Rusland på 16
- 1700 tallet. Det var nødvendigt for hver enkelt at samle sine kræfter.
Fyrsterne blev enevældige der hvor de ikke var det, og det blev god dansk
politik at samle mest muligt økonomisk, politisk og åndelig magt i København.
Ud fra dette må vi også de det faktum at Finnmarkshandelen efterhånden gik ud
af norske hænder og over til danske monopoler. Således gik det til at det ikke
blev Bergen, men København som blev lagerplads for Finnmarken. Og denne
indgroede forbindelse med København kom til at præge Finnmarkshandelen ikke kun
i det 1800 århundrede, men langt ind i det 19. århundrede. Mens nordlandstrafikken
gik med jekter til og fra Bergen, gik Finnmarkshandelen uden skærs på store
skibe til fremmede lande.

 

Men Finnmarken havde også en anden gammel handelsvej - vejen mod øst.

 

Og skønt den til tider var lukket eller indskrænket, blev den altid åbnet igen og
det med bedre tider til følge. Denne handels vej blev til stadighed af større
betydning for Finmark. Og så længe russer handelen stod på, lå landsdelen i en

lykkelig dobbeltstilling mellem øst og vest. Dette sammen med mindre og kortere

handelsveje skabte grundlaget for Finnmarks fremgang i nyere tid.

 

fiskevar i finmark

Fiskevær i Finnmark