Forberedelser til hjemrejsen

Forberedelser til Hjemrejsen.

Den 15. december 1620 rejste Roland Crappe ind i landet til
Patte for at opkøbe peber. Naichen reagerede med det samme. Man skulle næste
tro at han havde et meget effektivt efterretningsvæsen. Han skrev et brev til
Ove Gedde, som denne modtog den 17. Brevet forsikrede ham al den fornødne
støtte, han havde brug for, da han havde erfaret at kanonerne var komme i land,
og købmændene havde etableret sig i landet. De næste dage var travle dage, men
nu var der fremgang i det hele. Næste dag enedes Ove Gedde med en sergent og en
"Gefreider", som allerede var i land på det, der senere blev
Dannisborg, om at lede arbejdet med volden og kontrollere, at den blev lige, og
at tørvene var skåret i lige linjer. For dette skulle de have 60 daler. I den
gruppe, der blev omtalt som "folkene" var der uddannede håndværker.
Dagen efter var der igen besked fra Crappe. Han skulle handle om 600 barrer
peber. Han vil få deres pris den næste dag, da naichen endnu ikke havde
afsløret, hvor meget han skulle betale for det. Ove Gedde svarede straks, at
han havde 28717 pund bly og 2814 pund tin til rådighed. Nu hvor de ikke havde
så mange kanoner mere og alligevel var på vej hjem, var det vel noget, som Ove
Gedde mente, at de kunne undvære, bare de havde et håndfast bevis på handelen
med hjem.

Den 23. december gik det op for Ove Gedde, at han også havde
erhvervet en hel by med indbyggere, huse og andre værdier. Trankebar blev
overfaldet af 30 mand med sabler og "rundasser". De nåede at komme
end i et hus, før de indfødte soldater blev samlet for at drive dem væk.
Derefter overtog vore egne soldater vagten. Det havde de også gjort på Bremerholm
under istandsættelsen og udrustningen af skibene. Men nu var det altså under
andre omstændigheder. De var overtroiske, der var fremmede lyse, flakkende lys
af bål på fremmede gudebilleder, præsternes klingen med bjælder i tide og
utide. Dette kunne nok få den kode sved frem på panden. På den 23. fik to af
Trankebars indbyggere tilladelse til at sejle til Ceylon på de
"Frede-Havne", måske det er de af danskerne anerkendte havne? Dog
ikke hvis de var under vore fjenders kommando. Ove Gedde var ikke helt sikker
på, at kejseren kunne holde portugiserne væk.

Heller ikke juleaftensdag har Ove Gedde fred. Crappe kom
tilbage, og han havde kompagniets penge med. De indfødte ville have 26 daler op
barre peber og her for vi at vide at en barre er på 360 pund. Dvs. at 600 barer
koster 15.600 daler. Naichen ville ikke give mere en 12.000 daler for
kanonerne, så de manglede 3.600 daler. De kunne få ca. 460 barrer peber for de
12000 daler. De besluttede ikke noget den dag. Det skulle de nok lige tænke
lidt nærmere over. I grunden var det jo noget, kompagniet skulle finde ud af.
Christian IV var hovedaktionær, og Ove Gedde var hans repræsentant så han
varetog majestætens interesser.

Næste dags indførsel i rapporten, Juledag den 25. december,
står det ikke noget om julehøjtiden. Den obligatoriske daglige Gudstjeneste var
måske lid længere end på almindelige dage. (Grundstenen til "vores"
jul med, Juletræet og gaver blev først "grundlagt" i 1800 tallet. Før
den tid var ordet jul = fester druk og ædegilde - I 1100 tallet blev der lavet
en lov som forbød folk at opføre sig som det passede dem, med det hjælp ikke
æde og drukgilderne fortsatte. I 1600 tallet blev der indført en ny lov, som
slog hårdt ned på folks druk og æde vaner). Det er nok sandsynligt, at der ved
de påbudte gudstjenester blev talt om julen og sunget nogle da tidens salmer.
Så soldater og besætning har nok ikke savnet julen, som vi kender den idag.

Der var de helt almindelige pligter, der også den dag skulle
udføres. Soldaternes vilkår på Dannisborg blev bestemt med Roland Crappe. Sådan
som det står  beskrevet i rapporten,
skulle man tro, at det var noget, de forhandlede om. Soldaternes løn blev 6
fanous om ugen, der er ½ rigsdaler, de fik ris og 29 stykker tøj og 2 måneders
løn. Dette gjaldt fra den 1. januar og blev betalt af købmandsregnskabet.
Herefter skulle al mytteri og modvilje holde op, og de skulle tjene troligt og
lydigt og over for Ove Gedde forpligtige sig til det. Det er første gang at man
kan læse om uroligheder blandt soldaterne. Den uro, der har være forståelig. De
er blevet hyret som soldater til at gøre tjeneste i Ostindien. Medens de var på
skibene, var de underlagt skibsartiklerne sammen med alle de andre folk. De har
ikke set n rød øre i al den tid. De har forrettet almindelig skibstjeneste,
skønt de var professionelle soldater. De har nok ikke været forplejning nok til
deres familier, og sidst, men ikke mindst, den ulidelige ventetid på endelig at
komme i gang med det, man var blevet hyret til og kunne udføre. Ikke mere
kravle rundt i riggen, spule dæk, sove i er mere eller mindre tilfældigt hjørne
på kanondækket på en sæk ikke særlig frisk halm. Ind i mellem skulle de nok
også ekserceres af gnavne befalingsmænd og med grinende søfolk i kulissen. De
har heller ikke haft det sjovt med at ligge stille ved kysten i lummervarmen,
kostens kvalitet var tvivlsom, og der var trangt på banjerne, soldaterne fyldte
meget. Skibene var ikke beregnet til at huse så mange ekstra mand.

Næste dag, den 26., kom en af naichens præster og
bombarderen for at forhandle om handlen med de 600 barrer peber. De blev enige
om følgende:

Til naichen skulle der leveres i Tanjour: 12 af de største
kanoner kaldet fyrmørser, og to falkonetter med 10 - 30 kugler til hver. De
skulle sammen med 10 falkonetter på fæstningen være underpant for 18000 daler i
guldfanour. Denne sum skulle leveres inden 7 dage.. Betalingen skulle udføres
inden 3 år, ellers kunne naichen behold alle kanonerne. Ove Gedde og Roland
Crappe kunne godt drive forretning sammen.

Den 27. var egentlig også en stor dag i Trankebars dansker
tid. Den dag blev en "Almanaih Naich" indsat i sit embede i
Trankebar. Han svor troskab til hans majestæt, til hans riger og lande huld og
tro, såvel som tilde danske officrer på Dansborg. Han blev indsat som en slags
foges til n månedlig løn af tre "Stykker von Acht". Nogle dage efter
får danskerne sig et kulturchok. Den 29. er det de indfødtes nytårsdag. Det er
deres fornemste højtidsdag, skrive Ove Gedde. Denne nat bliver deres fornemste
gud båret rundt i byen. Når man har overværet sådan et optog, ved man, at det
er ganske støjende, farverigt og meget fremmed for os. Der er musik og dans,
som vi ikke kender til, nogle går i træsandaler med søm slået i sålen, så
spidsen af sømmet rager op i fodsålen, eller de går på skarpe sværd. Der er masser
af gule blomster og store folkemængder, og alle er mere eller mindre optaget af
den festlige religiøse stemning. For en tidlig renæssancedansker er dette
ugudeligheden selv det vidner om mangel på anstand og civilisation og strider i
det hele taget mod normerne for anstændighed. Det er vigtigt, at man ikke
glemmer, at danskerne må undvære deres hjemlandes tryghed med denne tids
gældende komfort, mad, drikke og skikke.

Christian 4 og religionen:

Christian den 4. er en af de konger, vi ved mest om, men hans
inderste forhold til tro og religion er det umuligt at udtale sig om. Det, vi
derimod ved noget om, er kongens praktiske holdninger til kirke og kristendom.

Han levede i den
periode, vi kalder den lutherske ortodoksi (rettroenhed). Danmark var et luthersk
land, hvor alle var døbte, alle gik i kirke. Det var et krav, at alle skulle
tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dette gjaldt også kongen og gælder også
dronningen i dag. Kongen var endnu ikke enevældig, men han havde meget stor
magt i landet, og med sine lovgivning og udnævnelser tog Christian den 4. meget
del i kirkens arbejde.

Karakteristisk var hans valgsprog "Gudsfrygt styrker
rigerne". Christian den 4. ville redde Danmark ved at styrke gudsfrygten.
Derfor gav han en række love, der skulle få folk til at gå i kirke, holde
andagt derhjemme, ikke arbejde om søndagen, ikke bande osv. Han tog også
initiativ til at undgå pluralisme i samfundet. Han ville bevidst holde
katolikker og reformerte kristne ude af landet, for et land, der ikke var en
åndelig-kirkelig enhed, ville have svært ved at bestå.

Danmarks nederlag i Trediveårskrigen så man som Guds dom, og
kun ved bod og omvendelse kunne landet reddes. Kong Christian forordnede
bededage, hvor folket skulle samles i bøn til Gud for Danmarks overlevelse som
land.

Kirken blev af kongen styret som en statskirke, som
traditionen havde været siden reformationen. Hans forhold til biskopperne var,
at han udnævnte dem han ville, og at de til gengæld støttede hans kongemagt.
Biskopperne forsøgte på den anden side at presse ham til at styrke kirketugten.
Så kirkelovene var både biskoppernes politik og hans egen.

Som alle andre på den tid var Christian den 4. udadtil en
from mand, der gik i kirke, hørte prædikener, holdt andagt osv. Det hører dog
med til billedet, at han ikke selv efterlevede den kristne etik i sit forhold
til kvinder. Hans forbrug af spiritus var stort, og hans interesse for
astrologi stemte heller ikke lige overens med Bibelen.

Ove Geddes rejse forsat:

Ved det skuespil, de blev udsat for i de dage, blev de
virkelig overbeviste om, at de indfødte var nogle værre ugudelige barbarer.
Næste dag gentog det hele sig ude på markerne.

Nytårsdag 1621 var en ganske almindelig arbejdsdag. Der var
to begivenheder, der prægede dagen. Et besætningsmedlem rømmede, og naichens
bombarder kom med brev. Det første var ikke så vigtigt. Besætningsmedlemmet var
englænder, måske en af de omvendte sørøvere. Han havde taget Elephantens lille
båd og var stukket af til Negapatam. Dette kunne han gøre, for Elephantens store
båd var afleveret til Patientia, da denne ingen storbåd havde. Ove Gedde skrev
til den engelske kaptajn i Negapatam, at han skulle sende den undvegne mand
tilbage, da han var i den daske konges tjeneste. Desuden havde han også lovet naichen,
at der ikke skulle være fjendskab mellem Trankebar og Negapatam. Den engelske
kaptajn svarede, at det var mod al kristelig brug, ellers ville han gerne have
sendt den undvegne tilbage. Vi får aldrig at vide, hvad den undvegne englænder
egentlig har fortalt den engelske kaptajn om hans oplevelser på det danske
skib. Det er første gang, Ove Gedde nævner, at der er engelske skibe i
farvandet.

Den anden begivenhed var, at5 der kom en præst med naichens
bombarder med brev fra naichen. Han ville kun låne den 12.000 daler for de
kanoner, der var sat i land. Det var jo ikke nok til at dække prisen på 600
barrer peber. Så måtte Ove Gedde igen i gang med det spilfægteri som handel på
Østen jo er. Efter råd fra Crappe gik han fra dem i vrede og sagde, at han ikke
ville handle yderligere. Men han lod dog Crappe blive i land hos dem og
eventuelt se, om han kunne få noget ud af det. Thi sådan var deres skik,
skriver han. Om aftenen kom Crappe tilbage til skibet og fortalte, at han havde
fået den til at sværge, at de ville overholder de betingelser for handelen, som
naichen havde foreskrevet. Crappe har nok haft på fornemmelsen, at de prøvede
at redde noget af handelen til dem selv. Næste dag blev Crappe atter sendt af
sted. Naichen skulle gå med til de 12.000 daler, og hvis den aftalte sum ikke
faldt inden tre år. kunne han beholde kanonerne og morteren. Crappe fik det
skriftligt på malabarisk og han skulle også fortælle naichen om de folk, Ove
Gedde havde i Negapatam.

Den 5. januar meddelte den indfødte foged i Trankebar at han
havde fået at vide, at en portugisisk armada på 12 store skibe samt nogle
galleoter og karakker (mindre skibe) var på vej og ville være fremme inden fem
dage. Ove Gedde beordrede straks, at alle der var nogenlunde raske, skulle
komme ud til skibene. Skibene skulle gøre sig klar til at sejle fjenden i møde.
Skulle styrken vise sig at være for stor skulle skibende holde sig i nærheden
af hinanden for således bedre at kunne afværge et angreb. Folkene i land skulle
være agtpågivende i deres dont, som han skriver. Det gjaldt nok både de syge og
soldaterne ved fortet, det ikke var færdigbygget endnu.

To dage senere fik Ove Gedde et brev fra Crappe, hvori han
skriver, at han er utilfreds med skipperen på København. Han var en besværlig
herre, skriver Crappe. Det er Sikst Jakobsen. Men han skriver også, at dersom
der bliver indsat en anden kaptajn og skipperen fik sin afsked, ville han være
tilfreds. Ove Gedde sendte et brevv samme dag til Crappe. Der står ikke noget i
rapporten om hans svar på anmodningen om at få Sikst Jacobsen afskediget.
Derimod står der noget andet, som er værd at lægge mærke til. Ove Gedde havde
af Crappes brev forstået, at denne havde en sampan, der skulle til Ceylon. Ove
Gedde forslår, at en hvis person skulle lokke kejseren med 5000 daler til at tilfredsstille
soldaterne og hjælpe handelen i gang. Den person han henviser til, må være Erik
Grubbe. han lånte jo 5000 daler af Christian IV, som han skulle indskyde i det
nystiftede kompagni. Dem kunne han nu passende bruge til at fremme af
kompagniets interesser, og så var han jo også langt væk så længe. Det var jo
ham, der var kaptajn på København og stak af fra flåden ud for Sokotra. Han
kunne have været hårdt straffet for dette, men Ove Gedde foretrak nok at overse
det. Havde han straffet alle efter skibsartiklerne, havde der været et endnu
dårligere klima i flåden og en del færre folk til at udføre arbejdet på
skibene. Skibene David og Patientia skulle forsynes med proviant til nogle
måneder af skibet Christian. De skulle udnytte monsunen og bestræbe sig på at
få handelen med kontoret i gang , så de kunne få nogle faste forbindelser. Han
ville også have Crappes mening om dette sammen med forslag, til hvordan det
kunne lade sig gøre.

Den 8. var der igen besked fra Naichen. Han ville have
sengeklæder. Ove Gedde sagde, at det skulle med det samme sendes til ham med
alle mulige ceremonier. Ja Ove Gedde havde lært det. Han havde også travlt med
at komme hjem med et resultat. Crappe fortalte også, at en delegation købmænd
fra Patte var kommet til Trankebar. De tilbød en barre peber for 26
"Stykker von achten". Ove Gedde rådede han til at acceptere tilbuddet
så de kunne få noget peber i lasten. Den 10. kom der et brev fra Crappe:

1. Sampanen var klar til at sejle til Tricomali, når Ove
Gedde befalede det.

2. han syntes ikke, det var en god ide at sende to af
flådens skibe for at finde bytte ved det røde hav. Han ville desuden svække
flåden. De " Cambayiske Klæichens" var meget eftertragtede i
kongeriget Siam (I dag Thailand) . Der er måske stoffer fra Cambodja, der
hentydes til. Han ville komme med et overslag om profitten ved denne handel,
der ville tjene kompagniet bedst.

Dette overvejede Ove Gedde i et par dage og kom til følgende
konklusion:

1. Crappe skulle rådføre sig med de andre købmænd og
officerer og skriftligt få deres beslutning, om de to skibe kunne være at nogen
nytte for kompagniet.

2. Om de ville sørge for at skibet Elephanten blev lastet
først og sendt hjem, idet de skulle tænke på, at de ikke kunne laste skibene
for de penge der var tilbage i skibene, selv om naichen havde lovet dem 12000
daler. Og når pengene og godset var givet ud for ladningerne, kunne de ikke
stille noget op med deres skibe. Undtaget var så de to skibe, der blev sendt ud
til at finde noget de kunne tjene på. Derfor syntes Ove Gedde, at det var
forsvarligt at sende de to ud for at finde en last og eventuelt et lille
sørøveri? Hvorfor ikke erobre dem, der er villige til at erobre os? skriver
han.

Allerede den 13. svarede Crappe, at officererne og
købmændene var blevet enige om følgende:

1. David og Patientia skulle så snart som muligt sejle til
farvandet omkring Sokotra eller deromkring. Der skulle de vente på "hvis
gud og Lykken dennem ville tilføje" De kunne få 200 daler fra Christian,
hvis de derefter havde behov for det.

2. Crappe ville gerne have at vide, hvordan bytter skulle
fordeles, hvis altså der var bytte at fordele. Hvor meget skulle kongen have,
og hvor meget kompagniet kunne få. Gevinsten skulle registreres og anvendes til
største gavn for kompagniet. man kan her undre sig over, om ikke Crappe kendte
kongens skibsartikler. I disse er det nøje angivet, hvordan og hvorledes et
erobret skibs værdier skulle deles mellem konge og besætning.

3. Det peber, der blev indkøbt for de penge, der var i
flåden, skulle lastes i Elephanten og København. I tilfælde af et forlis af det
ene skib, kom der i alle tilfælde et hjem. De to skulle afsejle, så snart de
var klar.

Det ser ud til, at beskæftigelsen af skibene har været et
problem, som Ove Gedde har arbejdet på, siden han kom tilbage fra kejseren af
Candy. Flere gange foreslår han mere eller mindre direkte, at skibene kan tjene
noget ved fribytteri. Under gennemgangen af forløbet fra Ceylon og til
Trankebar kunne det ud som de har være ude på fribytteri. Patientia sejlede jo
flere gange mellem Tricomali og Coromandelkysten. Den skulle blandt andet
advare og beskytte flåden mod angreb fra Portugiserne og andre med skumle
hensigter.

Ove Gedde svarede Crappe således:

1. Han bifaldt deres beslutning om lasten til Elephanten,
dog måtte bestyrelsen for kompagniet aftale med kongen om fragten af lasten på
København.

2.Man kunne ikke blive enige om fordelingen af de to andre
skibes bytte, før man fik besked fra Ceylon om, hvordan de skulle bemandes og
forsynes med udrustning og proviant. Man måtte søge kontoret om fuldkommen
accept af projektet.

3. Begge skibes proviant, mandskab og penge samt skibet
Patientia skulle overgå til kompagniet. Så fik kompagniet dog noget at handle
med, hvis togtet ikke lykkedes. Ove Gedde ville gerne snarest have en afgørelse
på disse emner.

Så fortsætte Ove Gedde med at skrive , at han glædede sig
til at modtage peberet, og at Crappe skulle skrive til deres folk i Negapatam.
De skal købe arrak - en lokal brændevin - og olie, fisk og eddike til de to
skibe, der skal hjem. Der er tydeligt, at Ove Gedde vil sikre sig mest muligst,
mod at skulle stå til regnskab for uregelmæssigheder i regnskabet til hans
majestæt. Det hele skal gå efter alle reglerne for ejerskab og deling af både
eventuelle finansielle tab og gevinster. Bestemmelserne om erobring af fremmede
skibe skal overholdes, som kongen har bestemt det i skibsartiklerne. Når skibet
først er solgt til kompagniet, er det kompagniets regler, der gælder. I hele
dette forløb er Ove Gedde meget forsigtig. Han er tjenestemanden.

Han havde også fået et brev tilsendt fra Crappe, som var
skrevet af en ulykkelig bogholder. Bogholderen skrev, at han var blevet
frarøvet sit kød og blod, hvormed han mente sin kone. Deraf må man slutte, at
han havde konen med på rejsen, måske r det samme bogholder som under opholdet
på Isle og Wight blev gift med en dame, der hed Temperance. Røveren var ingen
mindre end enkemanden Erik Grubbe. Han havde mistet en dreng og sin kone ved
Kap det Gode Håb. Hun havde været i land og passet adelsmanden, da denne var
blevet syg. Erik Grubbe havde desuden plaget og slået bogholderen, som
beklagede sig "højeligen" og gerne ville have hjælp til en retssag.
Det var første gang, Ove Gedde hørte om det og Crappe kunne frit disponere over
bogholderens fremtidige stilling inden for kompagniet. Crappe tog sig af
handelen, de legale problemer i forbindelsen med handelen, og han var
personalechef for kompagniet. Ove Gedde ledede hele ekspeditionen og var
ansvarlig for kongens skibe og besætninger. Den 19. januar sker der endelig
noget igen.

1. Der var kommet brev fra købmanden i Pallicate omhandlende
soldaternes løn.

2. Naichens sendebud ville have Ove Gedde med til Patte for
at se til det peber, som naichen havde lovet dem.

3. Sidste punkt vedrører de bjælker og planker til broen ved
fortet, som Ove Gedde havde sendt bud efter. Så ved vi, at der har været en
bådebro ved Trankebar.

Den 21. besluttede begge skibes officerer, at Crappe selv
skulle spørge naichen, om de kunne få de 12.000 daler, han havde lovet dem, og
om de kunne få peberet om fire eller fem uger. Skibene ville så blive liggende
i denne tid. Efter 12 dage fra denne dato skulle Crappe bestemme, hvilke af
skibene, der skulle gøres klar til hjemrejsen. Kom peberet ikke, skulle dette
skib sætte sejl nogle dage efter. Samme dag kom der 14 eller 15 barres peber
til Trankebar. Var det mon en tilfældighed, eller blev der reageret på truslen
om at sejle tom hjem

Fire dage efter gik Ove Gedde i land for at se til arbejdet
på fortet. Det var forladt, ikke en arbejder var i gang, da de manglede fanour.
Arbejderne kom dog næste dag igen. Det var således en strejke for at få løn.
Havde Ove Gedde oplevet sådan noget før? Så fik han brev fra naichen, der bad
om "Pas-sedler" til indbyggerne i Negapatam. Det er måske passersedler
til at færdes frit og handle med Trankebar. Dette kunne Ove Gedde ikke gå med
til, før de havde sendt de folk, der var rømmet til Negapatam, tilbage. Ellers
truede han med at gøre det samme mod folk fra Negapatam. Her må man uværdigt spørge
om hvor mange der reelt var rømmet? Var der flere end den enlige englænder, der
stak af til Negapatam, og som han forlangte udleveret for nogle dage siden?
Fristelserne var store derude i det fremmede. man kunne uden videre få hyre på
andre skibe, ja endog frit slutte sig til mandskabet på en fribytter eller
sørøver. de franske fribyttere fra slaget ved Kap Verde var en broget flok,
Mandskabet fra den engelske jagt, som blev erobret, deltog i dette slag på
fribytternes skib. Nogle af sørøverne mønstrede om på de danske skibe inden
afgangen fra Kap Verde.

De 27.lbage til skibet på grund af sygdom. Samme dag
udstedte han passerseddel til en borger i Trankebar, da han havde betalt den
kongelige told og dermed erhvervet ret til at handle i de havne, hvor der ikke
var fjender af den danske konge. Mande fik samtidig et brev med til Niels
Rosenkrants med besked om:

1. At få sit skib, David, sejlklart.

2. Efter Crappes befaling at indtage fem måneders proviant
fra skibet til Elephanten.

3. Christian at hugge sort træ til ballast

Det sidste punkt er interessant. Ballast er normalt sten i
bunden af lastrummet. Hvis de mener pokkenholt, så er det en tung træsort og
derfor nok en god erstatning for sten. Pokkenholt er en meget hård træsort og
bliver brugt til blokskiver, kofilnagler, værktøj til at splejse tovværk m.m.
Det er dyrt og kommer skibene hjem med pokkenholt, så er det vare der kan
afsættes.

Den 2. februar er der igen vrøvl med betalingen af peberet.
Crappe skriver i et brev, at naichen ikke vil låne dem mere end 5000 daler på
kanonerne. Han mener, at de ikke er mere værd en 300 eller 400 daler pr, stk og
denne pris laver han om på hele tiden. De indfødte vil kun have betaling i
fanouer. Han mener derfor, at København skal sejle til Ceylon og tage
forsyninger ind der. Så skal både København og Christian sejle til Trankebar.
Der bliver altså ingen last til Elephanten. Fogeden i Trankebar kom samme dag
og berettede, at der lå en flåde galejer ved Manae på Ceylon, og at de kunne
være hos dem om tre dage. Det kunne være venligtsindede eller fjendtlige skibe.

Den 5. samlede Ove Gedde rådet. Han sagde til dem, at
visitateuren, Roland Crappe, tvivlede stærkt på, om der var nogen last til
Elephanten på grund af naichen og hans undersåtters løgnagtigheder og falskhed.
Det ville under alle omstændigheder tage lang tid at få en last i det hele
taget. Skibet ville ved længere ophold komme til at mangle forsyninger, men han
ville samtidig selvfølgelig på kongens vegne yde visitateuren og hans
kompagnitjenere al den støtte og hjælp som hidtil. Så kom tjenestemanden dog
frem i ham, idet han ville have deres ønsker skriftligt. Han ville så om tre
dage sejle til Negapatam for at få sine folk tilbage, enten med det gode eller
onde. Der ville han afskedige de soldater, som ville blive på kysten. Så ville
han med Guds hjælp sejle til Danmark. Soldaterne om bord var jo en del af de
soldater, der skulle slås for kejseren af Candy.

Nu da Ove Gedde havde bekendtgjort sin snarlige afrejse og
lovet de tiloversblevne al mulig støtte, fik Roland Crappe kolde fødder. Han
sendte kongens gesandt, Ove Gedde, et langt brev med nogle problemer, han
stadig gerne ville have en løsning på. De var som sædvanlig sat op i punkter, i
alle tilfælde i rapporten. Der er ingen grund til at tro, at sådan nogle
paragrafryttere ikke også i virkeligheden skrev officielle breve på denne måde.
Altså:

1. Lønnen til besætning.

2. Forsikring på hans egen person. Det må være sikkerhed for
ham selv, da han jo havde forlist et af kompagniets skibe og dermed var
økonomisk ansvarlig for tabet.

3.Jagtens besætning skulle forhøres på skibet.

4. Om sikring af hans egen gage og stilling, såvel som
soldaternes ed, befaling og anden orden. Med andre ord ville han have klare
linjer også om de udsendte soldater forhold.

5. At kompagniets skibe ikke blev drænet for mandskab og
forsyninger. De kunne ikke bære at miste mere. Der han nol været et anseligt
tab af folk på grund af sygdom og flugt fra skibene. Proviant beholdningen og
beholdning af almindeligt forbrugsgods som tovværk, smedejern. talg og værk til
tætning af skrog har der nok ikke været ret meget tilbage af. Det har også
været en lang rejse uden at kunne supplere beholdningerne.

6. Skibet Patientia skulle sløjfes, står der. Han mener, at
skibet skal overlades til kompagniet. Det var jo et dristigt forslag til
admiralen. Ifølge skibsartiklerne er skibet som prise kongens ejendom.

7. At Ove Gedde skulle hjælpe købmændene på Ceylon. Der var
altså nu nogle af kompagniets købmænd på Ceylon.

8. At Ove Gedde ikke skulle angribe Negapatam. Han havde jo
sagt, at han ville have sine bortløbne folk tilbage med det gode eller onde.
Altså ingen fjendtlige handlinger inden for kompagniets handels område. Det var
lederen af handelen, der nu talte.

Der var mere af den slags i brevet, skriver Ove Gedde i
rapporten. Han svarede Crappe med det samme med en gentagelse af det han havde
sagt, da han gav besked om sin snarlige afrejse. Han gentogat kongen altid
havde og ville fortsætte med at behandle kompagniet med velvilje og nåde, selv
om kompagniet ikke altid havde gengældt dette. Det var jo kompagniets skyld, at
skibene havde ligget så længe, at de dårligt havde forsyninger til hjemrejsen,
med det vill nok lykkes med Guds hjælp at komme hjem alligevel. Her bebrejder
Ove Gedde faktisk Roland Crappe for ikke at have forhandlet med kejseren, så
snart han var landet på Ceylon. Han var nok for godt kendt på de kanter, og man
får en mistanke om, at hverken han eller de andre købmænd var særlig
interesseret i handlen på Ceylon. Det hele begyndte jo med der formål at tage til
Coromandelkysten. Men so kom Boschouwer med et godt tilbud om handel fra
Ceylon, og deres eventuelle drømme om Coromandel måtte skrinlægges, fordi
majestæten bestemte sig til kejseren af Candy.

Den 9. sendte Ove Gedde et mere udførligt svar på Crappes brev.
Han svarede punkt for punkt Crappes sidste brev.

1. angående besætningen på jagten: Han var ikke befalet at
sikre nogen deres gage. Men han ville tale deres sag over for kongen og bestyrelsesmedlemmerne.

2. Angående sikkerhed for retslige følger af Crappes tab af
jagten kan Ove Gedde kun skrive, at et sådant brev gav man kun "æreløse
Tyve og Skjælme". Det ville Ove Gedde dog ikke gøre mod ham.

3. Angående forhør af jagtens besætning, svarer han bare, at
det skulle ske efter hans ønske.

4. Angående Crappes løn stilling og soldaternes troskabsed:
Han ville sende ham hans bestalling og sikre hans løn samt hans medlemskab af
bestyrelsen i kompagniet. Soldaterne skulle lønnes af kompagniet og have
rettigheder i Trankebar. Han mener at de derved kunne tjene kongen bedst. Han
ville også så hurtig som muligt udnævne en kommandant og send ham med 20
soldater fra Ceylon til fæstningen på Trankebar

5. Angående de skibe, der skulle blive tilbage, og Ove
Geddes eventuelle overførsel af forsyninger og proviant til de skibe, der først
skulle rejse hjem: Han ville ikke tømme borgerskibene for folk, men kun have
dm, som tilhørte kongen. Det var de fribyttere, de fik med sig fra Kap Verde
ifølge den liste, han havde over dem. Da de jo var med i prisen, var de også
retslig ansat af kongen.

6. Angående Patientia tilhørsforhold: Han kunne ikke give
afkald på skibet, hvis ikke kompagniet stillede sikkerhed for betaling af
kongens skib. Desuden var det i mod kongens befaling at skibet blev ført af en
skipper.

7. Angående købmanden på Ceylon: Købmændene ville
"efter deres Begiering blive befordret".

8. Der står, at han ville være tilfreds, såfremt han kunne
få Københavns lille båd. De har hele tiden haft noget rod med deres skibsjoller
og storbåde.

Der var mere i brevet i samme stil, men det svare han ikke
på. Samtidig sender han er andet brev med et noget andet indhold. Heri skriver
han, at det er en rigtig god ide at laste København som det første skib oog
straks sende det hjem. Det ville være vanskeligt at opretholde en trafik til
Danmark, hvis der ikke kom skibe hjem med last. Der var ingen mangels på peber,
men der havde altid været mangel på penge. Nu havde de 18.000 daler, efter at
naichen yderligere havde givet den 6000 daler.

Sort Peber

Den 7. kom skipperen på Elephanten tilbage fra en tur i
land. Han kunne fortælle, at naichen havde sendt brev til Crappe fra Tanjour.
Heri skrev han, at hvis det var meningen at Ove Gedde ville sejle hjem med det,
der nu var ombord, så skulle de oplyse ham om det. Så ville han nemlig returnere
alle de gaver, han ellers havde fået af dem. De skulle i alle tilfælde ikke
lide noget tab for hans skyld. Det var et snedigt træk i forløbet af
forhandlingerne i Trankebar. Men forberedelserne til afrejse fortsatte
ufortrødent. At de ikke svarede på naichens første henvendelse. gav resultat
samme dag. Naichen sendebud var naichens livtjener og type-naichens bror.
Naichen ville låne dem yderligere 4000 daler for kanonerne og købe for 2000
daler bly. Under alt dette må man huske, at Ove Gedde trak sig tilbage til
Elephanten både for bedre at kunne arbejde, men også fordi han var syg, som han
skriver. Der står ingen steder, at han nu er rask. Men tarminfektioner er ikke
sådan at slippe af med, og kosten var heller ikke for god til sådanne tilfælde.
Han har i hvert fald ikke været helt oppe på mærkerne. Godt at han ikke også
skulle gå vagt.

Den 9. kom der besked fra Crappe, at der kom 40 pund sukker
og den efterfølgende dag 2 piber vin, ca. 900 lister. Samtidig undskyldte han
over for Ove Gedde, at han havde bedt om klarhed om kompagniets kaptajn og
folk. Det var kun fordi, at han i fremtiden kunne henvise til de beslutninger,
der var taget desangående. Det hele er noget uklart i rapporten. Samme dag blev
artiklerne læst op for officerer og soldater på Dannisborg. Ove Gedde havde
tilpasset dem til nye forhold og afleveret en kopi af de reviderede artikler
vagtmesteren, som havde kommandoen, indtil en anden kommandant blev udnævnt.

Så var det galt igen med Roland Crappe. Han forlod
Dannisborg og skrev blandt andet, at Ove Gedde skulle find en anden visitateur.
Ved daggry næste dag roede Ove Gedde ind til land for at find den gode mand.
Elephantens skipper og naichens mænd fandt ham og kom tilbage med ham. Ove
Gedde spurgte Crappe om, hvad der var skyld i, at han brød sin ed på denne måde
uden at give en grund til det. Dertil svarede han, at alt kunne klares hvis:

1. Ove Gedde tog til Ceylon og sørgede for, at alle skibe,
både kongens og Patientia, er vel bemandet med både officerer og folk. Muligvis
måtte han overlade Patientia til kompagniet derved.

2. Elephanten skal have leveret 4 trekvart kanoner fra
Christian og al den tørfisk, ærte, bønner og gryn, som kompagniets skibe lå
inde med.

3. En kommandant med 20 soldater skulle så hurtigt som
muligt sendes fra Ceylon til Dannisborg. Kommandanten skulle kun passe huset og
soldaterne.

Crappe var stadig ikke tilfreds. Den 10. fik Ove Gedde et
brev hvori han skrev, at soldaterne havde været i slagsmål med type-naichens
soldater. Han ville hellere opholde sig hos hedningerne end hos dem, Dersom han
ikke fik fuldstændig magt over soldaterne og skibene, måtte Ove Gedde se sig om
efter en ny visitateur. Han ville rejse væk.

Ove Gedde skrev tilbage, at han undrede sig meget over at
han ville gøre så lille en sag så besværlig og derfor opgive sin tjeneste inden
for kompagniet. Han Havde da fulgt alle hans råd vedrørende kompagniets skibe,
og der havde ikke været klaget over soldaternes opførsel inden da. Dette kunne
han ikke straffe soldaterne for. Desuden havde han af skipperens brev erfaret,
at Roland Crappe ikke var tilfreds med hans svar på alle de punkter, han havde
anført. Dette forekom Ove Gedde sælsomt, da han jo hidtil havde føjet ham i
alle punkter undtagen den tabte gage for jagtens folk. Som han tidligere havde
sagt, da måtte han stole på majestætens og bestyrelsesmedlemmernes velvilje.
Han syntes i øvrigt, at det var besynderligt, at han værdsatte penge mere end
ære og omdømme. Ove Gedde håbede, at de kunne skilles som venner, og at Crappe
ikke skulle tvivle på majestæten og "Bewindhebberne", men vente til
der kom svar fra Danmark. Elephantens skipper sendte to breve og bad Ove Gedde
om at komme i land. Han syntes ikke, at situationen var afklaret. Crappe var
stadig utilfreds med Ove Geddes svar. Crappe havde ladet sig bære ud af byen i
en bære stol. Skipperen var løbet efter ham og havde indhentet ham og bedt ham
om at komme tilbage. Men Crappe svarede, at han ville tage ophold i en
nærliggende landsby. Der kunne Ove Gedde kontakte ham. Men naichens bud hentede
ham tilbage. Den bortløbne uartige dreng blev hentet hjem.

En gang til måtte Ove Gedde gentage de forsikringer om
stilling, gage og forholdene omkring jagtens forlis og fo9lkenes sikkerhed for
deres løn. Så næste dag tog Ove Gedde ind til landet og gav Roland Crappe tre
breve. I det ene står der det samme, som han allerede havde fået. Crappe skulle
både være visitateur og direktør og oppebære gagen for de to stillinger. Så
skulle han ligesom den afskedigede visitateur være medlem af bestyrelsen. Dog
skulle han også som medlem af bestyrelsen straks indskyde 3000 daler i kompagniet.
Det andet brev var mere alvorligt. Det drejede sig igen om Øresunds forlis.
Crappe blev her irettesat for ikke at have opfyldt de af kongen udstedte
forpligtelser. Han havde ved afrejsen fået en udtrykkelig ordre om kun at rette
sig efter kejserens befaling.  Han
indrømmer selv, at han af kongen og bestyrelsen ikke havde fået bemyndigelse
eller tilladelse til at foretage sig andet. Det tredje brev handlede om jagtens
besætning. I dette brev skrev han, at Crappe til Ove Gedde offentligt havde
erklæret, at folkene ikke havde gjort andet end at adlyde deres ordre, han
havde givet dem på kompagniets vegne. Nu havde Roland Crappe fået alle sine
ønsker opfyldt og oven i købet fået dem skriftligt. Ove Gedde havde kun skrevet
det han kunne stå inde for. Han kunne ikke komme Crappe mere i møde, end han
gjorde med de tre breve. Så måtte han håbe, at det var nok for Crappe. Dagen
efter kom Erik Grubbe med to eksemplar af handelskontakten, som han havde fået
af naichen. Det ene var skrevet på malabarisk, og det fik Crappe, det andet var
på tysk, og det fik Hans Møller den 30. marts.

Den 13. februar lettede Elephanten og sejlede til Ceylon.
Fra dette tidspunkt skulle Trankebar kunne begynde at blive den handelsplads,
der var arbejdet så meget på at få. I Ceylon skulle Ove Gedde se, om der var
nogle løse ender hos kejseren, og se til skibenes tilstand inden han forlod
flåden og tog kurs mod Danmark. Den 17. sendte Crappe deres sorte folk til
Ceylon til at arbejde om bord på Elephanten og bad om, at man ville behandle
dem ordentligt. Er det de første udlændinge fra u lande, der kom om bord? Det
tyder på, at skibene ikke havde folk nok til at sejle hjem. De skulle i alle
tilfælde lære at håndtere sejlene og arbejde som sømænd i den danske flåde. Der
har også været problemer med integrationen dengang.

Den 22. kommer København fra Trankebar og skipperen har et
brev til Ove Gedde fra Crappe. Som sædvanlig er brevet delt op i flere punkter:

1. Om Ove Gedde ville hjælpe købmanden på Ceylon med at få
sendt gesandten Boschouwers gods og guld og andre værdier til Trankebar med
angivelse af vægt. Det måtte ikke være skøder på land og ejendomme. Det skulle
være let omsætteligt. Så skriver han, at det i Danmark alligevel ikke er andet
end sølv og guld. Han kan bedre bruge pengene her i handelen.

2. Gesandtens kone kan blive på kontoret i Ceylon, indtil
der kommer en afgørelse om hendes skæbne fra Danmark.

3. Soldaterne er ikke tilfreds med Henrik Hess. Han er nok
blevet deres kommandant. Det er i alle tilfælde første gang, at han er nævnt i
denne sammenhæng. Han gjorde tjeneste som løjtnant under Thyge Stygge.

4. Ove Gedde skal sørge for, at kommandanten intet foretager
sig mod visitateurens vilje, og at de skal have et godt samarbejde.

5. Han ønsker, at Ove Gedde vil være tilfreds med hans
tjeneste og pligtopfyldelse, som han hele tiden ville bestræbe sig på, og at
tiden ville vise, at han altid havde været det.

6. Han håber at kunne sende København hjem til foråret. Han vil  samle peber, indtil Christian og de andre
skibe ankommer.

Så sker der ikke noget i rapporten før den 3. marts. Hvad
har de lavet i al den tid?

Det tager ikke så lang tid at sejle fra Trankebar til
Ceylon. Man kan kun gætte. De har kan måske have brugt tiden til at komme i
gang igen med de daglige rutiner på et skib. Reparationsarbejder har de jo haft
masser af tid til, under opholdet på Trankebar. De nye skal indøves og
tilpasses arbejdet, de gamle skal måske omrokeres i deres pligter og
stillinger, og måske viser der sig et lille harmløst, tung laste skib, man lige
kunne snuppe. Hvad har de andre skibe lavet i mellemtiden? David og Patientia.
Hvor er de henne? I alle tilfælde lod de den 3. marts bådene sejle ind til
kysten og fik vand og brænde til både Elephanten og København. De fik også
nogle "skiønne" planker, der blev brugt til at lave årer af. Stedets
befolkning var flygtet for portugiserne, så de kunne tage frit.

Så sejlede de måske igen ud fra kysten og "solede"
sig. Nu kunne de da lave årer til de to skibe og lufte ud under dæk. De 21. kom
de ind i bugten ved Cotiaram. Der var ingen skibe. Der må alligevel have været
nogle mennesker tilbage, for de fik at vide, at David var sejlet hjem og
Christian forlist. Kejseren havde ikke opfyldt sine forpligtigelser med
bygningen af fæstningen. De fik også at vide, hvor officererne havde gravet
brevene til dem ned, sammen med en kopi af et brev fra folkene på Christian. I dette
brev klagede folkene over deres kaptajn. Han udsatte dem for meget arbejde,
plagede dem og satte dem i fængsel. De havde heller ingen proviant. De ville
derfor finde en last til skibet og sejle fra Bantam til Danmark. Hvad skulle de
til Bantam efter? Det er ikke den gemene hob oprørere, der har fundet på det.
Ligner det mytteri? Det kan kun være de erfarne købmænd om bord, der har vidst,
at man kunne få varer i Bantam eller deromkring. De skrev endvidere, at vice
admiralen og deres kaptajn var uvenner. og at de ikke kunne finde ud af, hvem
der var ven eller fjende. Niels Rosenkrants, Kaptajnen på David, havde ellers
lovet at dele proviant, penge og andet gods med dem, men var altså stukket af
fra det hele. Det var da en sørgelig historie. Ja, man kan altså ikke slippe de
mennesker af syne, så laver de straks ulykker, tænkte Ove Gedde måske
ærgerligt. Samme dag kom Madonnes tolk med er brev fra skibsrådet på Patientia:

1. Skibet Christian var forlist og folkene havde delt
pengene imellem sig.

2. Soldaterne havde røvet skibet Patientia og havde taget de
dødes ejendele. Ifølge skibsartiklerne skulle de afdødes folks gods enten
bevares til arvingerne i Danmark eller sælges på auktion.

3. De var sejlet med Patientia til Mottuaram, (Palligamme),
for der at købe alt hvad flåden havde brug for. Samme nat havde skipperen
forladt skibet i Palligamme og var taget til bugten ved Cotiaram, hvortil Ove
Gedde allerede var ankommet. Skipperen sagde til Ove Gedde, at han var sendt af
Erik Grubbe og Henrik Hess og de andre officerer for at vente på Ove geddes
ankomst til stedet.

Samme dag kom der også et brev, der ikke var forseglet,
eller også var det brudt op. Det kunne læses af alle. Brevet var fra Erik
Grubbe:

1. Da de kom ind til Ceylon med skibet, plyndrede soldaterne
skibet på egen hånd.

2. De var under befaling af skipperen på Christian. Han gav
dm mere i løn end admiralen.

3. De havde forpligtiget sig til at slå alle danskerne
ihjel.

4. Til sidst skriver han, at han var taget med Patientia på
indkøb.

Skipperen
på Christian var Jan Jansen. Han var tidligere blevet dømt fra stilling
og løn på grund af vrangvillighed m.m. Det ser ud til, at ikke alle officerer
var med i oprøret. Man må lige se på, hvem der egentlig havde kommandoen på
Christian. Oprindelig var Jens Hvid kaptajn, men han døde og blev efter nogen
tid afløst af Thyge Stygge, som døde på Ceylon. Derefter var der ingen kaptajn
udnævnt til skibet. Øverste myndighed havde så Jan Jansen der i forvejen var
plettet med en alvorlig straf. Han havde været pot og pande med Boschouwer, van
Xanten og Herman Rosenkrants. Det var ikke særlig klogt at lade ham være uden
opsyn så længe. Lunterne blev jo kortere hos alle i den lange tid, de lå der,
uden at der skete noget særligt. Klimaet var fugtigt, varm og der vrimlede
sikkert også med kendte og ukendte insekter. Provianten var ringe og knap,
tøjet hang i laser, og de befandt sig efter sigende i et land, hvor ædelsten og
andre formuer lå på jorden klar til at blive samlet op. Det var jo det motiv,
som mange havde haft for at mønstre på denne rejse.

Soldaterne var hvervet og svarede til det, vi i dag kender som
lejesoldater. Det var en del af deres løn, at de kunne plyndre og ellers opføre
sig, næsten som de ville i erobret land. Nogle havde familie med. Dem var der
ikke taget højde for i provianteringen. På en sulteløn kunne det ikke gå i
længden. Der, hvor tøjlerne var slappe eller manglede, måtte det komme til et
opgør. Næste dag sejlede Elephantens skipper til vraget. Det eneste, de kunne
se, var fokkemasten med en rå og storstange. Intet kunne bjerges af vraget.

Ove Gedde skulle sørge for at få ordnet sit mellemværende
med kejseren af Candy. De 24 marts sendte han et brev til kejseren med besked
om, at han havde erfaret, at kejseren ikke havde overholdt sin del af
kontrakten angående bygningen af fæstningen. Ove Gedde vidste ikke, hvis skyld
det var, men hvis kejseren sendte folk og proviant til byggeriet inden 13 dage,
ville Ove Gedde overholde sin part af kontakten. Kejserens gesandter til det
danske hof kunne straks komme om bord, for han agtede straks at sejle hjem,
efter at kejseren havde holdt din del af aftalen. Han sendte også Jan Pedersen
og den indfødte tolk med et brev til Erik Grubbe og Henrik Hess i Palligamme.

1. De skal oplyse ham, om der er noget, de kan købe til
hjemrejsen. Dette kunne både være mere proviant eller last. 600 barrer peber
fylder jo ikke meget.

2. De skal bestille nogle læster ris.

3. Erik Grubbe skal købe noget vin, og han vi få det
refunderet når skibet kom til Palligamme.

4. Han ville vente på dem i Palligamme i 8 dage.

Nu tror han, at han kan sejle hjem. Den 25. hægtede de Elephantens
ror af. Det hang kun i de tre nederste løller. Det var et større stykke arbejde,
men det skulle gøres, ellers kunne de tabe roret. Styringen på de store træk på
havet foregik mest med sejl, særlig bovblinden, råsejlet under sprydstaget.
Roret var godt nok, når sejlet ikke trak på grund af for lidt vind.

Dagen efter kom der en delegation af Madonnes soldater. De
havde været i Madonnes tjeneste i så lang tid, at de fortjente at få bygget et
fort af Ove Gedde, ellers ville de behandle ham, som danskernes soldater havde
behandlet deres overordnede. Ove Gedde indvendt, at er skulle meget til for at
bygge en fæstning. Han ville selv tale med Madonne, men de måtte love ikke at
handle ondt mod ham. De sagde ,at de ville skaffe de fornødne materialer. Da Ove
Gedde spurgte, om de vidste, hvad der skulle bruges, kunne de ikke svare
ordentligt. Tre dage senere ønskede Madonne, at Ove Gedde skulle bygge en
fæstning. Han ville med tiden betale den danske konge for det. Da opdagede Ove
Gedde, at han nu var en brik i det interne magtspil på Ceylon. Men han var ikke
sådan at bide skeer med. Han var blevet langt mere dreven i forhandlinger efter
sine oplevelser med både kejseren og naichens hof. Han undskyldte sig med, at
han skulle sejle om et par dage.

Den lange tid, som Ove Gedde tog om at sejle fra Trankebar
til Ceylon, var måske en velfortjent ferie oven på de sidste hektiske dage med
forhandlinger med naichen og ikke mindst Roland Crappe. Nu var ferien forbi.
Der skete ting som han skulle tage stilling til, næsten hver dag. Den 29. om
aftenen kom Københavns skipper, Siks Jacobsen, og tilkendegav, at nu var han
klar til at sejle. De havde besluttet at sejle tilbage til Trankebar og ville
have Ove Geddes mening om det. Han fik at vide, at Ove Gedde skulle have deres
beslutning skriftligt med Visitateurens instruks. Det fik han næste dag.
Visitateurens instruks ar helt i Ove Geddes ånd. De måtte ikke erobre et skib
uden Ove Geddes skriftlige befaling og ej heller give noget af skibet væk, som
ville skade kompagniet. Dermed var ethvert forsøg på sørøveri forpurret. De
skulle også have deres folk - det må være kompagniets - til bage fra Patientia
og få dem så hurtig som muligt tilbage til Christian. Crappe vidste endnu ikke,
at Christian var tabt. På København ville de også gerne have udstedt et
skibspas, da de ikke havde et sådant ombord, og kysten var usikker. Skibspasset
havde Erik Grubbe i sin kiste, og han var der ikke. Ove Gedde sendte straks
Siks Jakobsen til vraget af Christian med to dykkere, men de kunne ikke find
noget.

Den 1. april kom endelig Erik Grubbe og Henrik Hess med
overtømmermanden fra Christian. Han havde breve med fra Davids officerer. De
skrev, at de agtede at sejle hjem. Gesandtens "Quinde" havde de sendt
i land. Samme dag inviterede Ove Gedde alle officerer fra København om bord på
Elephanten, og "tractered dennem efter dens Tids Leilighed
magnifice". Der har altså ikke manglet noget af hverken mad eller drikke.
De lovede alle at hjælpe Ove Gedde så meget som muligt.

Den 2. april sendte Ove Gedde et brev til København og bad,
om de ville levere ham to kanoner fra vraget Christian. Samtidig rådede han dem
til at følge med Elephanten til Palligamme. Der skulle de købe så meget ustødt
ris, som det var muligt. Ove Gedde ville hjælpe dem med penge, klæder og hvad
de ellers kunne undvære.

Han fik et skriftligt svar den næste dag. Hvis han ville
forstrække dem med penge og gods til at handle med, var de ham skyldige at
handle, men de ville have det på skrift. De var ikke på nogen måde forpligtiget
til ellers at hjælpe ham. Lidt senere sendte de dog to kanoner, to fad kød og
to vand- eller "bandlegger".

Den 3. sendte han Elephantens store båd ind i floden ved
Cotiaram. Der købte de nogle planker, potisser og noget voks. De indfødte ville
ikke sælge det til dem, selv om de blev tilbudt betaling for det. Men de kom
dog senere og tog imod betalingen. Var danskerne bare sejlet fra betalingen,
hvis de indfødte ikke var kommet?

Om aftenen kom underkøbmanden fra København for at fortælle,
at de ikke ville sejle til Palligamme. Derpå svarede Ove Gedde, at de selv
havde hørt fra folkene på Elephanten, hvordan det stod til med ris i
Palligamme, og hvis de ikke sejlede der hen ville det skade kompagniet meget.
Næste dag kom Københavns overstyrmand så og sagde, at de kun ville sejle til
Palligamme, hvis Ove Gedde ville sikre dem mod al skade. Samtidig fortalte
overstyrmanden, at de manglede anker og tov. De frygtede at miste både anker og
tov, hvis de kom på den inde grund. Det var da også et alvorligt tab, hvis det
skulle ske. De var jo langt væk fra Bremerholm. De fik så lov at sejle, selv om
Erik Grubbe ikke havde sit skibspas med. Ove Gedde fandt det dog tilrådeligt,
at de efterlod Hans Møller til at købe ris og laste det på kompagniets sampan.
De ville hellere have Morten Finche til dette hverv. Erik Grubbe og Henrik Hess
blev sendt til Palligamme samme dag. De fik penge og klæde til at købe ris og
vin til Elephanten. Af Erik Grubbe fik Ove Gedde et brev, som Jan Petersen, den
bortløbne styrmand fra Øresund, havde afleveret til ham. Han skrev at han ikke
ville have noget at gøre med Patientia, han ville vente på Ove Gedde i
Cotiaram. Der mente han at kunne bjerge Christians kanoner og gods. Han havde
også et brev fra Patientia skibsråd, hvori de meddelte, at de ikke længere
kunne ligge ved Mottuaram, men de ville vente på ham i Tricomali eller ude på
kysten. De bad om at få at vide, hvor de skulle sætte Christians skipper og
købmand i land. Det sidste er en interessant bemærkning. Var de mon fanger? Det
hele ser lidt forvirret ud. Man skulle tro, at alle har travlt med at vise hvor
loyale de er. Dette spind af sandhed og løgn skulle Ove Gedde finde rundt i.

Ved samme lejlighed fik Jan Kornelissen et skriftligt
tilsagn om at han ville få sin løn efter skibets dagbogs indhold og ifølge
skibsartiklernes bestemmelse. Altså løn indtil forliset. Der skal også være
lidt menneskelighed i det hele. Gesandtens tjener blev der også tid til at tage
sig af . Ove Gedde anbefalede ham at søge tjeneste hos enten englændere eller
hollændere, hvor han bedst kunne få arbejde. For den danske konge kunne ikke
bruge ham mere. Var det en indfødt tjener?

Det var meget, der skete og skulle tages stilling til på en
dag. Ove Gedde måtte tænke sig godt om, før han handlede. Det var jo er
regulært mytteri, der var sket på Christian. At der var noget galt, var ikke
til at tage fejl af. Hvad havde ført til dette voldsomme opgør under hans
fravær? Dette skulle han også finde ud af og han måtte træde varsomt, så det
hele ikke eksploderede igen. Med dette i tankerne gik han næste dag om bord på
København. Der ønskede han dem alle en god rejse og gav officererne i kahytten
en stor flaske destilleret akvavit. Folkene fik 20 daler til at drikke for. De
måtte dog selv se, hvor de kunne købe det. De fik også et skibspas udstedt af
Ove Gedde, der bekræftede, at kongen havde udleveret et skibspas til kaptajnen,
men at denne havde fjernet det fra skibet og skulle levere det tilbage snarest.
Dette havde Ove Gedde gjort, for at der ikke skulle ske noget
"utilbørligt" med skib og besætning. Uden skibspas var de faktisk
udenretslig beskyttelse. Visitateuren fik også tilsendt et brev med en
beretning om hændelserne.

1. Skibet Christians forlis, Davids afrejse til Danmark. og
soldaternes "skielmske", forbryderiske opførsel og til sidst, at
København ikke ville sejle til Palligamme.

2. Elephanten havde fået 2 kanoner, 2 fad kød og 2
bandleggere.

3. Patientia var sejlet til Trankebar den 17. marts. Han
ville bede visitateuren at sørge for, at skibet tjente til kongens og kompagniets
bedste. København vil af sejle samme formiddag.

Næste tilføjelse til søjournalen er den 6. april. På denne
dag lettede de og sejlede længere op ad floden. Denne gang kastede de anker på
7 favne vand. Han skriver, at de indtil da havde ligget på 40 favne. Det er
dybt og kræver et langt ankertov, og det er meget tidskrævende at lette igen.
Men der står, at de ikke havde turdet komme tættere på land. De havde ligget
tæt op ad en grund på 3½ favne. De har virkelig være bange for at gå på grund,
og de kendte ikke de fremherskende strøm og vindforhold. Det ville være en
katastrofe at miste et skib i dette fremmede land.

Men altså, derinde fik de en god portion tamarinde, voks og
honning. Den 8. sejlede de så til Mottuaram, hvortil de ankom den 16. Det tog lang
tid at sejle sådan en kort afstand. De lagde sig et musketskud fra land på 6
favne. Styrmanden havde dog forinden været inde og lodde dybden. Straks blev
der sendt folk i land for at provianterer. De købte arrak, ris, fisk og hvad d
ellers kunne få fat på. Ove Gedde forsøgte altid at få friske grønsager og frugt.
Det havde han gjort ved alle anløbspladser.

To dage senere, den 18. april, skrev Ove Gedde til kejseren
af Candy og mindede ham om, at han havde skrevet til ham allerede den 24. marts
og ikke fået svar på dette brev. Derfor var han kommet med den danske konges
skib. Han ville blive liggende i ti dage, hvis kejseren ville sende nogle af
sine fornemme herrer med skibet og dermed ende deres forhandlinger. Kejseren
ville også gøre dem en stor tjeneste, hvis han sendte dem noget ris og arrak
til den lange rejse.

Til kongen af Palligamme skrev han den 18. april og bad om
at blive hjulpet med forsyninger og andet i hans land. Gesandtens kone fik også
et brev. Hun var stadig i Candy. Han spurgte, om hun kunne få
"tilstrækkeligt til sit runde Ophold", altså leve som det nu sømmer
sig for en af damerne, der er hustru til en af kejseren højest rangerende mænd.
Ellers måtte hun flytte til Dansborg og blive der, indtil der kom nærmere
besked fra Danmark. Han mente nok, at den danske krone var ansvarlig for hendes
ve og vel. Samme dag kom også Thammis Duggert, overstyrmand, og sagde, at der
ikke var folk nok til at sejle skibene hjem. Han foreslog, at de tog til
Mesulapatam. Der kunne de få gode sømænd "iblant de Sorte".

Så skete der noget hver dag. Den 19. kom Henrik Hess fra
land med arrak og hentede nogle fade til mere arrak. Der var nok ikke mere god
dansk brændevin tilbage. Han medbragte også en larin, en indfødt mønt, som han
viste Ove Gedde. Erik Grubbe havde ladet den slå i land. Den var slået med: Don
Erik Grubbe. Tømmermændene var i land for at finde egnet træ til at lave en
pumpe. To sømænd rømmede og blev leveret tilbage af kongen. Der blev holdt
rettergang over dem. En hollandsk underkøbmand havde på en tur til Candia
opført sig dårligt og var flygtet. Han blev sendt til videre behandling til
kejseren.

Kongen af Palligamme og Erik Grubbe blev skriftligt bedt om
at sende bortløbne folk tilbage til skibet. Christians folk blev skriftligt
opfordret at melde sig på Elephanten. Der ville ikke ske dem noget. Ove Gedde
var i bekneb for mandskab til hjemrejsen. Man må også påregne en vis
spildprocent på selve rejsen. Det var ikke så meget arbejdsulykker, som dårligt
helbred, de døde af. De var generelt i dårlig fysisk stand. Skrevet på moderne
dansk, deres immunforsvar var meget svækket på grund af de uvante forhold i
troperne. Han måtte sikre sig et vist overskud af mandskab til at starte med.

Kejseren af Candy skulle også lige have en påmindelse om de
breve Ove Gedde havde sendt til ham. Han sendte underkøbmanden Morten Finche
til ham. I brevet stod der, at Ove Gedde havde sendt ham to breve, der mindede
ham om, at han ventede på de to gesandter, som han havde lovet kejseren at
ville tage med hjem. Han havde hidtil ikke fået noget svar. Nu ville han vente
i yderligere 8 dage på dem. Om kejseren i det hele taget modtog det sidste
brev, vidste han ikke, for den gode underkøbmand kom aldrig tilbage.

Elephantens skipper kom den 26. tilbage med Christians
konstabel og højbådsmandsmat. Den 24. var han sammen med profossen blevet sendt
i land efter dem. Profossen var blevet i land for at købe ris. Han havde
samtidig fået penge og klæde med til at betale for det. Deres kassebeholdning
var knap, de måtte bruge noget af deres reserve beholdning som betaling. Nu var
det vigtigste at få proviant nok til hjemrejsen.

Erik Grubbe bad om at få gaver til Konge af Palligamme,
ellers ville konge ikke være særlig villig til at hjælpe dem. Desuden ville han
have refunderet 80 daler, som han havde forstrakt sampanen med.

Næste dag blev storbåden hevet op på land for at blive
tætnet. De var dog svær at få tæt. Tropisk havvand er ikke det sundeste for en
træbåd. Dagen efter blev to mand sendt i land for at bygge et hus af træ til at
røge disk i. Elephantens skibsmand, var det en tømmer? - blev lovet et stykke
tøj for det.

Så står der 1. maj på kalenderen, og de er ikke sejlet
endnu. Den dag sendte han folk i land for at finde planker, de kunne bruge til
pumpen. De første, der blev sendt i land for at lave pumpe, havde nok ikke
kunnet finde egnet træ. Næste dag havde de fundet træ til det, og de mente, at
de kunne være færdige med arbejdet den 3. eller 4. Overtømmermanden blev lovet
et stykke tøj, "en klædning". Admiralen var nu gavmild de sidste dage
enden afgangen. Men den 3. forsvandt underbotteleren. Han kom tilbage senere.
Der er ingen tvivl om, at nogle var bange for strabadserne på hjemrejsen, og
nogle havde heller ikke meget at se frem til. De kunne ikke regne med, at de
bøder, de var blevet idømt, ville blive eftergivet, når de kom hjem.

Lidt spændende skete der også. Den 4 maj så de to galejer
komme sydfra. Da galejerne så Elephanten lagde de sig uden for reden.

Ove Gedde fik sat kongen flag og skød et skud medkanonen. Det
var ment som signal til folkene i land at de skulle komme om bord. Der var kun
fem mand om bord på skibet. Galejerne satte skyndsomt deres sejl og sejlede
væk. Da de var langt ude, fyrede en af dem et skud af. Ove Gedde mistænkte dem
for at ligge ude og vente på, at det mørkt. Men til aften var alle om bord på
nær dem, der var langt inde i landet for at købe forsyninger. Næste dag kom
yderligere to sejlere. Der blev sagt at de var fulde af soldater og skulle til
Jafnapatam, nuværende Jaffna. Derfra skulle de til Coromandel kysten.

Henrik Hess blev sendt op i landet for at sende alle, der
var i land tilbage til skibet. De skulle have alt det, de havde købt med sig.
En båd blev sendt ind for at hente pumperøret, og skipperen blev sendt i land
for at købe planker til en båd. Senere på aftenen blev han igen sendt ind.
Denne gang med en indfødt som vidste hvor underbotteleren var. Begge kom igen
den 9. Endnu samme dag blev Erik Grubbe sendt til kejseren med et brev. Ove
Gedde havde læst brevet op for Erik Grubbe. Ove Gedde skrev, at da han efter to
breve endnu ikke havde fået svar, vidste han ikke, om kejseren var ve eller
deres uven. Han håbede, at det ikke var det sidste. Derfor sendte han en af
kongens kaptajner til ham og bad om, at kejseren ville sende ambassadørerne, der
skulle til Danmark, med breve og gaver til kongen af Danmark, så man klart
kunne forstå, at han var venligt stemt over for den danske konge. Erik Grubbe
fik også befaling til at minde kejseren om portugiserne og deres forhold. Hvis
han undslog sig den danske hjælp, kunne han intet forvente fra deres side. Hvis
kejseren ville undskylde sig over for kongen og sende ham en erkendtlighed, så
ville - hvis kejseren ønskede det - Erik Grubbe eller Ove Gedde blive i landet,
indtil der kom en besked fra Danmark. Han prøvede nu i sidste øjeblik på at få
en aftale med kejseren, men altså betingelsesløst. Aftalen med Erik Grubbe var,
at han skulle blive hos kejseren i 8 dage og vente på svar, for derefter at
komme tilbage til skibet.

Den 11. maj fik kongen af Palligamme skriftligt besked på at
udlevere de to mænd som var rømmet den 20. april. Budbringer var Jens Bilde.
Hvis Ove Gedde ikke kunne få de to mand tilbage, ville han brænde og skænde
hele landet. Der kom svar om, at de kom tilbage den næste dag, Da blev kongen
enten bange, eller han syntes ikke , at de to mand var det værd. Senere
herskere i Ceylon fangede hele besætninger og holdt dem som fanger i adskillige
år. Robert Knox, en engelsk kaptajn i den britiske Ostindien handel, var en af
fangerne, Efter årelangt fangenskab i det åbne fængsel, der var hele kejserens
rige, lykkedes det ham at flygte, og han kom hjem i 1681.

Endelig svarede kejseren på de mange breve fra Ove Gedde.
Den 11. maj, allerede 7 dage efter, kom en modellar med to breve.
Tilsyneladende havde det kejserlige hof fået at vide, at Erik Grubbe havde en
frist på 8 dage. Det stor, at det ikke var kejserens skyld, at fortet ikke var
færdigt. Det var Ove Geddes folk, der ikke havde adlydt admiralens ordre. Han skrev
om den ulykke, der var hændt med et skib, og at David var rejst. Han havde
måske regnet med, at Ove Gedde alligevel ville overlade David til Kejseren. Men
det er kun gætværk.

Han skrev videre at han stolede på den hjælp, han havde
fået, selv om portugiserne blev besværlige ved det. Han havde fået gesandterne
klar til at sende til skibene, men det ville tage nogen tid inden de kom. Hvis
de nu ikke kom, måtte Ove Gedde afrejse uden dem, og kejseren stolede på, at
han ville sørge for, at alt gik godt og, at han ville komme tilbage med en stor
flåde. Han vidste jo godt, hvor stærk fjenden var. Til slut skriver han, at han
havde fået prinsen af Matecalou og Palligamme til at skaffe proviant til
skibet. Da tilføjer Ove Gedde en bemærkning: "hvilket alligevel ikke var
udi Sandhed".

To dage senere blev modellaren sendt tilbage med brev fra
Ove Gedde. Han svarede, at det var umuligt at bygge en fæstning med de 60 mand,
han havde sendt, uden proviant, løn og hvad ellers hørte sig til. Men dette
ville han ikke skrive mere om. Han ville dog gøre ham opmærksom op hans egen
velfærd. Han skulle tænke på, at ingen anden fyrste i verden ville have gjort
det samme, som kongen af Danmark havde gjort for ham, selv om det havde medført
store omkostninger både materielt og fysisk. Kejseren havde gengældt dette uden
at vise det mindste hensyn eller høflighed. Hvis han igen ville have hjælp fra
kongen, måtte han straks sende en betydelig belønning, så han derved kunne vise
sin taknemmelighed og få ham til at sende hjælp til kejseren. Hvis han ikke så
sig i stand til dette, kunne han inden 12 dage komme til Ove Gedde, så de kunne
afslutte deres forretninger. Han skulle glemme den ovennævnte belønning til
kongen. Ove Gedde mente vel, at så kunne han alligevel få underskrevet
traktaten om handel fra Ceylon. Det ville være godt at have både handelen fra
Trankebar og Ceylon i hus. Til slut skriver Ove Gedde, at han overhovedet ikke
kunne få noget af kongen af Palligamme. Denne havde tværtimod været modvillig
og lokket folk fra skibene til sig. De har nok heller ikke været særlig
uvillige.

Modellaren fortalte så, at Jan Peitersen, styrmanden fra
Øresund, samt en dansker og nogle franskmænd var i landet. Han lovede at få dem
tilbage til skibet. Ove Gedde lovede ham en stor belønning, hvis han kunne
skaffe dem frem til skibet. Folk er nu guld værd, særligt nogle der kan sejle.
Han vidste dog intet om Erik Grubbe, som havde været væk længe nu.

Medens modellaren stadig var ombord kom der bud fra kongen
af Palligamme med en besked til Ove Gedde. Kongen ville vide, om Ove Gedde ville
møde ham på stranden, eller om han skulle komme om bord. Ove Gedde svarede, at
han overhovedet ikke ville mødes med ham, før alle hans folk var leveret
tilbage til skibet. Han måtte vente til den 14. Da kom de to, der var rømmet.
Om eftermiddagen drog Ove Gedde ind til landet. Der blev han trakteret med mad og
Ove Gedde gav vinen. Kongen lovede ham mangt og meget, og til sidst slap det
ud, at han ville have passerseddel til de 15 sampaner, han havde liggende. Men
Ove Gedde var ikke så let at narre. han svarede, at når skibene lå ude på
reden, og han vidste, hvor de skulle hen, ville han give dem en passerseddel.
Uden passersedler kunne de ikke frit handle med Trankebar. De må have haft en
vis respekt for danskerne på kysten. Der kom en stor regnbyge, og Ove Gedde
ville om bord igen. Så han gik ned til båden, der lå og ventede. Da kom kongen
løbende bagfra hen mod ham med en dolk i hånden, idet han råbte og forlangte en
passerseddel til sine skibe. Ove Gedde trak sit sidevåben og sagde, at han
skulle tage godt imod ham, når han kom på denne måde. Der blev konge så
forskrækket at han lagde dolken fra sig. Han fik så at vide, at hans anmodning
om at få passerseddel til sine skibe ikke kunne imødekommes. Efter denne
episode, kom han om bord igen. Var han rystet? Det skriver han ikke noget om.
Det er jo en nøgtern tjenestemandsrapport til kongen han skrive på.

Den post, en vandbeholder, de var ved at bygge inde i land,
blev færdig og kom ombord og blev fyldt med vand. Roland Crappe fik et brev med
oplysninger om Jan Petersens og de bortløbne folks tilbagekomst og om de
portugisiske galejer, der dukkede op og forsvandt. De var formentlig på vej til
Trankebar. Den 17. kom Henrik Hess og berettede, at de indfødte gik rundt i
byen og var til hemmelige forsamlinger. Samtidig var alle de fornemme rejst fra
byen. Man kunne ikke mere stole på den lokale befolkning. Næste dag, den
19.maj, blev alle folk, der var i land, kaldt om bord. Der var en stor del af
besætningen i land. De havde været i land og bagt, smedet, røget. lavet ny
redskaber og meget mere, og de syge var også i land i telte eller hytter. Alle
soldater, undtagen de franske, kom også om bord. De kunne jo roligt tage
tilbage til Danmark. De franske havde svoret at være trofaste mod den danske
konge, men de vidste godt, at de i grunden var sørøvere. Vile Danmark også vise
dem nåde? Så hellere prøve lykken i det fremmede. Ove Gedde gjorde heller ikke
forsøg på at få dem med.

Samme dag fik adrigaren og skrivere noget malet klæde, det
lokale produkt, for at hjælpe med at få købt slagtekvæg. Et par dage senere løb
en fransk sømand bort. Han sluttede sig til de franske soldater. Dog blev en
soldat fanget. Han viste sig at være en af anstifterne til mytteriet. Han blev
senere dømt til at miste livet, en af de sjældne dødsdomme på dette togt. Der
har ellers været rig lejlighed til dødsdom ifølge skibsartiklerne, men
arbejdskraft var meget værdifuldt på sådan et togt.

En interessant episode skete den 23. Fiskalen havde været på
indkøb til skibet inde i landet, da han i Matecalou blev frarøvet gods for 18
daler. Han klagede til kongen af Palligamme og fik en forklaring på det. Det
var en noget fantasifuld forklaring. Den skyldige var konges egen broder. Han
havde to sampaner liggende ude i floder. Dem kunne Ove Gedde holde tilbage,
indtil de 18 daler var betalt.

Afgange må nu have været nært forestående, for det
traditionelle oprydningsarbejde gik i gang. Den 24. maj holdtes der rettergang
over bortløbne søfolk og soldater på Elephanten. Soldaterne var stadig underlagt
skibsartiklerne. Tre soldater blev fra dømt deres løn, og de skulle kølhales
tre gange. En af dem, Eggert Mogensen, blev forvist fra Danmark, og al hans
gods til faldt kongen. Det  var en straf,
der kunne mærkes. Samme dag kom overstyrmanden tilbage fra land og brugte mange
"utilbørlige" ord om konge, retten og Ove Gedde. Næste dag blev han
dømt fra liv og gods. Alle, der havde lyst kunne samles rundt om skibsrådet
under domsafsigelsen. Alle havde taleret, men ikke stemmeret. De havde
tilkendegivet, at de var enige med skibsrådet, men der var en udbredt stemning
for at han blev benådet, og det blev han så. Næste dag var mere fredelig. Alle
blev forsamlet og formanet:

1. At respektere deres overordnede.

2. At være gudfrygtige aften og morgen, såvel som når de havde
"fanget" mad, altså til måltiderne.

3. At være på plads i hver sin bakke, det sted hvor de
spiser. Senere var det bord, de havde fået tildelt plads ved. Der har næppe
været plads til borde på kanondækket i det forholdsvis lille skib. De måtte
ikke forlade deres pladser, før der havde været holdt bøn.

4. Hvert vagtskifte fik fire stykker von achten til at købe,
hvad de lystede.

Samme dag fik adrigaren besked på at skaffe ris til
Elephanten og en ladning stødt ris til sampanen, mod betaling. Forinden ville
Ove Gedde ikke frigive de sampaner, som lå på reden, til at sejle nogen som
helst steder hen. Kompagniets sampan blev så sejlet fra floden ud på reden for
at blive lastet. Ove Gedde passer på kompagniets ejendom. Den 29. blev alle,
der havde været i land beordret om bord med det, de eventuelt havde indkøbt af
varer.

Den 29. lod Ove Gedde de to skrin, der tilhørte Erik Grubbe,
hente sammen med to fad aloe og 35 høns. Dem 31. tog han en svær beslutning.
Erik Grubbes to beslåede skrin skulle brydes op. Han mente, at Købehavns
skibspas måtte ligge deri sammen med private breve og de kontakter, som han på
kongens vegne havde oprettet på Sokotra. De fandt skibspasset i det første
skrin, de brød op. Så nøjedes Ove Gedde med at bryde dette en skrin op. I
rapporten står der, at han ikke var sikker på, om det i det hele taget var
nogle kontakter i det andet skrin. Erik Grubbe havde undgået at vise ham efter
at være opfordret til det flere gange. Han have altid en svævende forklaring
parat. Så to af hans tjenere fik skrinene til opbevaring og aflevering, når og
hvis de fandt ham. De fik 10 daler til hjælp, indtil de fandt ham. Det var jo
ikke sikkert, at han levede. Han skulle have meldt sig for 14 dage siden.
Officerer i byen og kongen fik gaver for at hjælpe de to tjenere. Hvis han ikke
dukkede op, eller de ikke havde hørt fra ham inden en måned, da skulle hans
gods sendes til Dannisborg med en sampan. I dag-registret skriver Ove Gedde, at
han sendte et brev til kongen af Palligamme og bad ham om at hjælpe Erik Grubbe,
hvis han stadig var i live. Han måtte også hjælpe alle de andre folk i land med
kost og logi, indtil han kom tilbage. Han skrev nemlig at han kun ville sejle
til Sumatra og vende tilbage. Han forærede så alle officerer ved hoffet og
kongen nogle stykker klæde og "anden ragelse".

De sampaner, der stadig lå på reden, fik hver foræret en
vimpel. Det lyder i dag ikke af meget, men dengang var en vimpel stor og lang.
Den kunne vise hvem der var reder, eller skibet nationalitet. De blev dog
tvunget til at levere 8 planker og nogle læderspande mod betaling. De bad om,
at kompagniets sampan ville beskytte dem på vej til kysten. Det blev bevilget,
dog føjer Ove Gedde følgende bemærkning til i rapporten: "den var dog lige
så ilde stedt som de".

Erik Grubbe fik et sidste brev. Ove Gedde skrev, at han
havde sendt ham af sted den 9. maj, og at han skulle have været tilbage i løbet
af 8 - 9 dage. Han havde ventet på ham indtil dags dato uden at få en besked
fra ham. Han fandt det ikke længere forsvarligt at vente på ham. Han havde ikke
beslaglagt hans gods, kun tage 2 fade aloe og brudt den ene kiste op. Der havde
han taget skibspasset, og hvis han havde nogle papirer fra Sokotra fik den
danske konge dem nok tilsendt. Den lokale konge havde fået gaver, for at han
skulle behandle dem ordentligt, selv om han havde 30 daler fra dem. Dem kunne
han jo kræve af kongen. Ove Gedde skrev videre, at han var sikker på at, Erik
Grubbe ville blive i landet for bedr at kunne sætte sig ind i handelen, indtil
der kom andre skibe fra Danmark. Derved ville han tjene vores konge godt. Her
behandler Ove Gedde Erik Grubbe som en ligestillet adelsmand med de hæderligste
motiver, selv om han jo flere gange havde overtrådt sin kompetence. Han
forsvandt også fra flåden, selv om han blev signaleret til, om at vende
tilbage. Dette var en grov forseelse. Men her er Ove Gedde den storsindede af
en eller anden grund. Han skrev også til kongen af Palligamme, a Erik Grubbe
ville være ham en god mand. Hermed træder Erik Grubbe ud af denne historie. Han
kaldte sig don Erik Grubbe. Han var lykkeridder. Der er mange myter om hans
ophold på øen, men det er en anden historie.

Henrik Hess blev også samme dag sendt af sted med sampanen.
Ove Gedde havde udnævnt ham til kommandant på Dannisborg. Han skulle have
kosten hos Visitateuren, Roland Crappe. Han ville få en årlig gage, som kongen
bestemte, tilsendt med det første skib fra Danmark. Henrik Hess underskrev en
erklæring på, at han ville være ærlig og tro i sin stilling og bevarer denne
fæstning på danske hænder. Han ville også samarbejde med købmændene, så hans
majestæt blev tilfreds med hans tjeneste. I dag lyder sådan noget lidt
svulstigt, men de mente hvert et ord, der blev nedfældet. Risikoen ved ikke at
overholde sådan en erklæring var tage af ære og gods. Det første regnedes nok
for det værste.

Roland Crappe fik også et brev. Han blev informeret om
folkenes utroskab og hyren for sampanens besætning, og Ove Gedde bekræftede, at
han havde fået en kopi af det brev, Crappe skrev til Ceylon om soldaternes
færden. Crappe blev også informeret om Henrik Hess's udnævnelse og lønning.
Desuden fik ha en inventarliste over Dannisborg bygninger og andet, der angik
kompagniet. Til midnat affyrede han et skud for at tilkalde sampanens båd, der
lå ved land. Da den ankom lettede alle sampanerne og Elephanten, og dermed
"ginge de til seils".