Gæstfrihed, Tinghold og selskabsliv

Gæstfrihed, Tinghold og Selskabsliv.

Udover den selvsagte gæstfrihed og fest som fulgte med jul
og andre højtider, familiebegivenheder og besøg af slægtninge, måtte
handelsstederne holde åbent hus for rejsende og desuden tinge hold for
øvrigheder på en række steder.

Rejserne i Nordland over større strækninger foregik med
jekt, men fra sted til sted med bådskyss (robåd). Fra 1700-tallet benyttedes
ofte store husbåde eller vengebåd til embedsrejser eller skyss af
konditionerede familier. De som benyttede skyss med almindelig fembøring eller
åttringsbåd, måtte benyttet olietøj. Men i den lille kahyt som var på husbåden,
sad man forholdsvis trygt og tørt. Her som regel nogle puder på langbænken, en
lille ovn og soveposer eller sengetøj. Der var trangt med plads og om sommeren
kvalmt, men aligevel en luksus sammenlignet med åben båd. Det var som regel
proprietærer og embedsmænd som ejede disse både, men de blev gerne udlånt til
rejsende. Enkelte handelsmænd havde også vengebåd eller lystbåd.

En præstekone fortæller hvordan hun og hendes mand som
nygifte rejste nordover kysten, og i Tromsø fik de lov at låne biskoppens
husbåd. Kahytten var stor nok til at kunne sidde i, men stå op derinde kunne
man ikke. Om aftenen landede de ved handelsstedet Finnkroken.

finnkroken2
Finnkroken


Når en malet båd styrede mod landings havn i Norland, blev
den hilst velkommen af flagning på hovedbygningen. De almindelige både vare
tjæret, men de malede både betød gæster. Beboerne mødte op på havnen, og man
"man hilste og hilstes af disse ankomne som var de ens egne" Denne
sans for festlig og venlig modtagelse af fremmede nævnes også af Leopold von
Buch: "Skønne, gæst venlige skikke. Overalt hvor vi kom, fløj straks
flagene til tops.

BuchLeopoldVon300px
Leopold von Buch

"Gæstfriheden er i intet land almindeligere og større
end i Norge", siger amtmand Blom, men lægger til at ingen steder finde man
den større end i Nordland. Og det "skønt den måske på få steder sættes
mere på prøve, eftersom omstændighederne ofte tvinger rejsende til et længere
ophold end han ønsker. På de offentlige gæstgiverier vil den almindelige
rejsende, som kun for en kort tid tager ind der, sjældent for lov til at betale
for den gode pleje. Og dog vil han aldrig kunne spore hverken i værtens eller
værtindens miner at han kommer til ulejlighed, men ofte vil han se
umiskendelige tegn til at hans ophold synes den for kort. "Det anses i
denne Nordland som en fornærmelse at rejse en embedsmands, proprietærs eller
handlendes hus forbi".

Blom fortæller at Nordlands gæstgivere og handelsmænd nok
har pligt til at modtage og beværte rejsende, men at værtskabet for det meste
nægter at tage imod betaling. Selv om det kan være kedeligt for den fremmede at
komme i taknemligheds gæld man ikke kan gengælde, er skikken et udtryk for
velvilje og gæstfrihed som ikke kan værdsættes højt nok. Der findes vel enkelte
som tager sig betalt, men det er kun fordi de er tvingen til det. Som en
undtagelse nævner Blom en enkelt gæstgiver, som var berygtet for at tage sig
godt betalt, men denne mand var en ny ankommen uden forbindelse med de gamle
handels slægter.

Når amtmændene fra 1750-årerne så stærkt havde anbefalet
gæstgiverier , var det også for at skaffe øvrigheden og andre ting søgende
skikkelig husly og forplejning. Tidligere havde de ofte måtte tage til takke
med det tarveligste logi og holde egen kost. På gæstgiverierne, som nu alle
steder overtog ting afholdelse, fik de ikke kun en standsmæssig forplejning,
men som regel også en hyggelig og gæstfri modtagelse. Det dog ikke lige godt
alle steder, især under overgangs tiden i 1780-årerne. Vi har eksempler på at
en tingvært frasagde sig ting afholdelse, selv om folk var vant til at komme
til dette sted. Denne mand vat for øvrigt kun en velstående jekteskipper og
havde vel ikke så stort et hus at byde på. Fogeden flyttede da ting afholdelsen
til nærmeste gæstgiver sted, og dette blev godkendt af amtmanden trods protester
fra almuen og fra misundelige personer på den nye ting vært.

Forårs og sommer ting blev i ældre tid holdt fra april til
juni, efterårets tinge fra september til november, i tur efter tur på
tingstederne. Isæt tinge på høsten trak en stor almue til, for da blev
størstedelen at skatterne betalt. I forår og sommer månederne var folk optaget
af fiskeri og landbrug. Ting dagene var som regel 3 - 4 hvert sted, men var det
dårligt vejr, måtte rettens folk ofte blive 8 dage på samme sted.

Det blev store dage på handelsstedet når tinge tider var
inde. Fra fjorde  og sund kom almuen
roende og sejlende i Nordlandsbåde, hele ting området blev sat stævne, og en
hel lille flåde med fulde råsejl stod ind mod bugt og strand på handelsstedet.
Her blev bådene trukket op på lang og lagt på rad og rækker langs kysten. Tingalmuen
fordelte sig i farmannshus og på loft eller anden ledig sengeplads. Siden
forsamlede de sig i samtalende grupper og ventede på "øvrigheden"
Snar dukkede den hvidmalede vengebåd op, måske to i følge, med det store
statsflag viftende i vinden eller på slæb i søen. På handelsstedet var flaget
også hejst, og måske lød der en salut for at hilde de fornemme gæster
velkommen. Båden lagde til ved broen, sorenskriver og foged steg i land iført
deres røde embedsskjorte med guldbesætning, og blev modtaget på stranden af
værten, siden skred de med skriverkarle og betjente op mod huset mellem rækker
af bukkende almuesmænd.

Under afholdelse af tingdagene blev husets gæstfrihed og
ikke mindst husmoderens evner sat på en hård prøve. Der skulle koges og
serveres for husets folk og de fremmede samt den store ting almue også krævede
deres. Eller gik en stor del af dagen med rettens forretninger. Oppe i
tingstuen sad sorenskriver, foged og prokurator ved hver sit bord, assisteret
af skrivekarle. Fjerpennene skrabede henover papiret i store folianter, vidner
blev kaldt frem og gjorde saligheds ed på mere eller mindre sandfærdige udsagn,
mens almuen stod tæt som sild i en tønde og hørte andægtigt på. Arme delinkventer
ventede i bånd og lænker på at blive ført ind fra fangeburet på gården. Men
inde ved rettens skranke blev de løst fra båndene, svarede som frie mennesker
på spørgsmålene og fik dommen til straf eller frifindelse. Andre dage tog
fogeden eller hans fuldmægtige mod skatte penge, udlejer, proprietærer,
udreddere og skyldmænd skulle fremvise deres kontrabøger. Skriveren stod op og
fremsatte de almindelige spørgsmål om brug af kongens jord, om nyrydninger i
almenning, om lejeforhold og skovhugst, om fundne vrag og i land dreven hval,
om almuen af nød og tvang havde været nødt til at handle med russerne og flere
sådanne sager. Hvorpå laugrette og almue svarede så og så, og satte deres segl,
bumærker eller navnetræk under i tingbogen.

Ud på aftenen når tinget var slut, kom de hyggelige timer
alle havde længtes i mod i hverdagens slid. Almue folkene samlede sig måske til
dans i borstua eller legede "skibe-jekten", som Jonas Lie har
skildret det i en af sine bøger:

"Nu skal jekten til Bergen gå - hvad skal vi have til
Føring på?"

Men oppe i de store stuer hos Handelsmanden samlede øvrighed
og andre gæster sig om herskabets veldækkede bord, med dampende retter på
tinfade og i skåle, med skummende drikke i de blanke bæger. Efter maden trak
huset kvinder sig tilbage, og herrerne blev alene om kortbordet og punch
bowlen. Det skete vel at de kiggede i kortene, fordi lysene var få og små, men
sikkert kiggede de dybt i glassene, for de var rigelige og gode. Muntre
historier fra utallige ting rejser skiftede med andre oplevelser og eventyr.
Iblandt nåede et drøn af mandfolkelatter op til husmor og ungmø på deres
sovekammer, når det rigtigt gik til der nede. Og ind i mellem sang de om "Norge,
kæmpernes fødeland", med særligt eftertryk på "den som elsker tvang,
og hader piger, vin og sang". Eller de kastede sig ud i hidsige
diskussioner om politik og handel, om kvinden og ægteskabet, eller andre opbyggelige
materier.

Det kunne være tid for at dyrke kvinden og selskabelig
omgang med det andet køn udenfor hjemmets fire vægge. En søndag eftermiddag
kunne de unge måske tage båden på en tur ud på den blanke fjord med fiskesnøre
og madkurv. Det var en lyst når solen spillede i de blanket dønning, og blinket
fra fisk efter fisk som brev trukket ind over båd siden. Måske var det en und,
nyankommen søn af en skriverfuldmægtig, som underholdt med alle de nyeste
vittigheder og glade eller sørgelige viser, som de unge damer gerne ville lære,
og skrive ind i poisibogen. Siden gik selskabet i land på en af holmene, kogte
fiske og fandt fugleæg eller bær efter som årstiden bød på.

Mens de ældre og mere magelige, holdt sig ved teltene,
vandrede måske en tur ud af stien langs marker og skov, De talte sammen om
årets udbytte og fiskeriets udbytte, mens de indåndede duften af blomster og
løv, sammen med det salte hav. Ude på odden var der udsigtspladser med
stenbænke og hval bens stole. De satte sig der og nød den smukke aften, mens
solen gik ned i havet over den spejlblanke fjord, og ungdommen roede de ældre i
møde under dæmpet sang på båden.

Udover tider for tinge, var der mange andre lejligheder til
selskabelighed, ofte i rigere former. Den nordlandske tone har altid været
noget forskelligt bedømt, med de fleste roser den. Amtmand Blom tager i sin
rejseskildring fra 1827 stærkt til genmæle mod den engelske rejsende A. Capell
Brooke, som besøgte Nordland i 1820 og havde udtalt sig noget uforsigtigt om
nordlandsk selskabsliv. "Jeg har vist," siger Blom, "iflere
selskabs kredse end den flygtigt gennemstrejfende C.B., læst at kende flere
familiers levemåde end han, omgået flere damer end ham, men jeg kan med glæde
benægte hans beskyldninger, så vel imod tonen i almindelighed, som i mod
damerne i særdeles her-. Omgangs tonen i Nordland måler sig med omgangstonen i
enhver anden egen i Norge, uden at tabe". At de nordlandske damer drikker
om kap med mændene, er usandt, siger han, og at de fordriver de lange
vinteraftener med kortspil, kan lige lidt dadles som også gør alle andre
steder. Andre engelskmænd har dømt anderledes, siger han. Nordlændingen har
ingen større  hang til punch end andre.
Og skønt Blom ofte havde fået mere mad end nødvendigt, ville han aldrig finde
på at dadle et så uskyldigt udtryk for gæstfrihed og velkommenhed. "Hos
mig vil den nordlandske gæstfrihed altid være i taknemlig erindring.

Omtrent samtidig med Capell Brooke - i 1821 - rejste
svenskeren J. W. Zetterstedt særligt i Troms og besøgte mange handelssteder.
Han giver  nordlændingerne de smukkeste
vidnesbyrd: "Norges indbyggere ved kysterne i Nordland og Finnmarken er et
ædelt gæstfrit folk, og de ønsker intet højere en at fjeldryggen (Kjølen) var
borte, så de ofte kunne besøge deres søskende i Sverige. De tilbringer et tilfreds
liv i deres kolde afkrog, og de ønsker ikke bedre frugtbare bo og opholdssteder
end de bjerge og det hav som deres forfædre havde levet lykkeligt i. Deres
kropsbygning er stærk: svagelighed og sygdomme er næsten ukendt blandt disse
hærdede og raske mennesker. Deres udseende er mandigt, deres hud hvide, øjnene
blå og håret som regel glat og lyst. Klædedragten er på ingen måde udpræget:
man ser ingen klædt overdådigt, men heller ingen indhyllet i klude.

Norges Fjellkjede
Del af Kjølen

"Deres levevis er enkel", siger han, "og
deres bord ganske tarvelig. Værtinden bliver aldrig væk fra traktementet hvis
en af hendes eller mandens venner kommer. Til et måltid bruges ikke mere end 2
retter mad: til middagen for det meste suppe og kød, suppen spises da altid
først, og til aften fisk og mælk eller risengrød. Et net dækketøj og flere
asietter, hvorpå der ligger syltetøj / af multer eller tyttebær) små skiver af
rensdyr og rensdyr ost (som spises når måltidet er slut), sammen med lidt
salat, pryder bordet og giver det udseende af at været rigt serveret. Selv ved
fest øges antallet af retter ikke, men en punch bowle er ud adskillelig fra
enhver glad anledning. Deres første skål er for deres konge, og de siger at
være forvisset om at en velment gerning, selv om de bæres frem i et så enkelt
udtryk, ikke kan mishage landets fader." Han til lægger, at når en
nordmand rigtigt vil udtrykke sin agtelse for en person, kalder han
vedkommende  far eller lille far, noget
som indbefatter både agtelse og tillid. "Stundom gøres denne skål endnu højtideligere
gennem kanoners bulder." Ved en sådan lejlighed, siger han, sprang
vinduesruderne i handelsmandens hus, uden at det på mindste måde forstyrrede
selskabets munterhed, og værten ytrede sin glæde over dette lille offer til
dagen.

Når man har sat sig til bordet, læser man en kort bøn og gør
derefter en lille hoved bøjning til højre og venstre. Det samme sker når man
rejser sig fra bordet. Han finder dette uvant for en svensker, som læser
bordbønnen stående  med foldede hænder.
Når måltidet er slut, går man til hver enkelt og håndtakker, det samme bruges
også nå man hilser og tager afsked. Denne ceremoni kan tage lang tid hvis
selskabet er talrigt. Efter dette bæres der ind kaffe og te, som drikkes
umiddelbart efter hinanden. "Man gør norske værtinder meget misfornøjet,
hvis man ikke da nyder flere kopper af disse deres ynglings drikke. Men en gang
hændte det , at vi kom til steder kl. 2 eller 3. om natte, og et kvarter efter
vores ankomst blev der serveret te og kaffe." (Den nordlandske nat kaffe
har gamle traditioner). " Til spisestuens almindelige pryd hører også et
bord ved et vindue eller i et hjørne, dækket med en mængde tekopper og kander.

Også han forbavses over hvor meget man drikker: "I
Norge er der virkelig en overflod af drikkevarer. Man er knapt kommet inden
døre, før værten byder på en dram til velkomst hilsen, en dram bydes om
morgenen, en dram bydes efter måltiderne. Både under og efter måltiderne bydes
på brændevin, men såkaldte appetit suppen før manden bruges ikke her. Klokken 5
om eftermiddagen er det toddy glassene, og senere på aftenen frembærer en andet
forøget oplæg af  middags bowlen. Den som
ikke er opvokset ved ishavet, formår ikke at nyde så meget spirituosa som de
velmenende værter byder."

Hans landsmand Sven Nilsson, som i 1816 besøgte en række
steder i Nordland op til Salten, og han har kun lovord om sine været. Hos
handelsmand Anders Dass på Strand i Nesa standsede han en dag, og fortæller om
modtagelsen: "Også her mødtes man af gæstfrihed og venlighed, og skønt jeg
var fremmed, blev jeg vist hjertelighed. Fortroligheden og det glade humør er
fremtrædende o disse selskabskredse. De fleste er eller i slægt med
hverandre." Og han fortsætter, med særlig henblik på forholdene efter
1814: "Helgeland synes mig at have en egen udpræget nationalånd. Stor
velstand råder også blandt mange af indbyggerne. Selvstændigheds følelsen, som
i så høj grad er et særkende for den norske karakter, viser sig i Helgeland
måske tydeligere end mange andre steder. Men man er rundhåndet, velvillig og i
høj grad gæstfri. Omgangstone er ukompliceret, munter og hjertelig. I hele Nord
Norge siger alle du til hinanden. Den fremmede, som en gang har besøgt disse
egne, vil altid med inderlig glæde og taknemmelighed mindes de stunder han der
har tilbragt."

Hans skildring giver os et godt indblik i hvordan
selskabeligheden kunne flytte med den rejsende fra sted til sted. Efter et
besøg på Mo roede de ud over Ranfjorden til Hemnes: "Hr. Dass fra Lurøy,
vittig og underholdende, morede under hele rejsen selskabet, som foruden ham
selv bestod af krigsråd Coldevin med frue, pastor Heltzen med frue, samt hr.
Dyhr og jeg." (Hr. Dyhr var en politisk flygtning fra Sverige, som sammen
med sin staldbroder Erik Stalin slog sig ned som handelsmand på Helgeland.) "Vi
roede forbi Strømsholmen og landet ved det gæstfrie Hemnes, hvor vi tilbragte
en hyggelig dag hos pastor Keltzen. Værtinden, en datter af den fortræffelige
fru Dass på Strand, glædede  os med at
synge smukke norske sange: "Boer jeg på det høie Fjeld" m. fl. Efterfølgende
dag rejste vi ud på fjorden, men vinden var så stærk at vi snart måtte vende
tilbage til Hemnes, der blev vi modtaget med den vanlige munterhed og
gæstfrihed."

Næste dags eftermiddag kom de til Dønnes, der blev de efter
almindelig skik, når man kom på besøg om eftermiddagen, budt velkommen med et
dram på sølvfad, og bagefter bød man på kaffe og te. "Overalt her på
Helgeland råder der stor gæstfrihed, og den fremmede bliver mødt med
hjertelighed og fortrolighed. Ved måltiderne går alt for sig med stor stads.
Sjælden, om nogensinde, har jeg set så meget sølv på bordene som i velstands
husene her. skåle, kander, bakker, fade m.m. er alt af sølv."

Under sit besøg hos præsten Schytte i Bodø blev han indbudt
til amtmand Berg på gården Løp. De roede fra Hundholmen og fik undervejs følge
at et andet selskab som skulle samme vej. "Ved ankomsten blev vi venligt
modtaget af hr. amtmanden. Et prægtigt bord var dækket, og da hele selskabet
var ankommet satte vi os til bords. Værten foreslog skål, og ved afslutningen
af måltidet istemte alle Norges elskede national sang. "For Norge, Helters
Fødeland" osv. Ved sidste vers stod alle op, og et livligt trefoldigt
hurra af sluttede sangen. Glassene tømtes, og man gik fra bordet. Munterhed og
samtalen forsattes.

Norges Skaal, bedre kjent under sin
førstelinje «For Norge, Kiempers Fødeland», er en drikkevise av student, senere
biskop, Johan Nordahl Brun (1745-1816). Visen ble skrevet i 1771/1772. Innholdet
ble oppfattet som opprørsk mot kongemakten i helstaten Danmark-Norge, men at
den ble beslaglagt av politiet da den ble forsøkt trykt i 1772, er nok en myte

For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal vil tømme,
Og naar vi først faae Blod paa Tand,
Vi sødt om Frihed drømme;
Dog vaagne vi vel op engang
Og bryde Lænker, Baand og Tvang;
For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal udtømme!

Hver tapper Helt, blandt Klipper fød,
Vi drikke vil til Ære;
Hver ærlig Norsk, som Lænker brød,
Skal evig elsket være!
Den vrede Livvagts Vaabenbrag
Forklarer trolig Nordmænds Sag.
Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød,
Vi drikke nu til Ære!

En Skaal for Dig, min kjække Ven,
Og for de norske Piger!
Og har Du en, saa Skaal for den!
Og Skam faae den, som sviger!
Og Skam faae den, som elsker Tvang
Og hader Piger, Viin og Sang!
En Skaal for Dig min kjække Ven,

Og for de norske Piger!
Og nok en Skaal for Norges Fjeld,
For Klipper, Snee og Bakker!
Hør Dovres Echo raabe: «Held!»
For Skaalen tre Gang takker.
Ja tre Gang tre skal alle Fjeld
For Norges Sønner raabe Held;
Endnu en Skaal for Dig mit Fjeld,

Fru J. (Akhelln?) en ung talent fuld dame, satte sig til
pianoet og sang nogle meget smukke norske folkeviser. Henimod aften blev der
budt på punch, og to fioliner lod sig høre, hvorefter dansen begyndte. Polka
synes at være national dansen, men her dansede man også vals og anglaise. Alle
var glade, og de smukke unge piger nok mest. "Klokken 12 om natten forlod
han det glade selskab og red sammen med præsten til hest i den stille
måneskinsnat til præstegården.

Disse skildringer gælder rigtig nok proprietærer eller
embedsmænd hus, men det gik nok i hovedsagen lige så på handelsstederne. Andre
rejsende  bekræfter dette med de unge
pigers musikalske uddannelse og dansefærdigheder. Frederick Metcalde siger om
de unge damer på Melbu at de ikke bare forstår at holde hus, men også perfekte
i det som kaldes moderne færdigheder, da de er uddannet i Bergen. De synger
alle tre og spille piano, et helt udmærket sådant af tysk fabrikat, og de er eksperter
i at danse. Og skønt der er en rolig målbevidst "air" ved deres
fremtræden, vil deres medfødte venlighed og gode  humør altid gøre deres selskab yderst
behagelig. Solide og agtværdige egenskaber, virkelig godhed, ægte "gode
sense" og ukroket enkelhed er, når alt kommer til alt - det mest
værdigfulde".

I den galante til på slutningen af 1700-tallet og
begyndelsen af 1800-tallet var det åbenbart god skik og brug at give gæsterne
et kys, som blev gengældt ved specielle lejligheder. Svenskeren Johan Erik
Forsstrøm fortæller fra et besøg på Lyngseidet i 1801: "Ved alle mulige
lejligheder bruges her kys. Hilse, taksigelser, afsked, alt forgår ved kys.
Komplimenter betales med samme mønt." Hans landsmand Sven Nilsson har også
på sin rejse i 1816 noteret det samme, skønt fra en almindelig bondegård på
Helgeland: "Konen opvartede os med fisk, lammesteg, multegrød og mælk, ved
afskeden kom hun og gav mig et ordentligt kys. I Nord Norge er det nemlig i
mange egne en almindelig skik at man kysser værtinden efter måltidet, ligesom
ved ankomst og afsked. Værten giver man hånden" Denne skik med kys som
hilsen og tak synes at være ophørt senere i 1800-årerne.