Historisk Baggrund Gæstgiverne

Gæstgiverne

 

Tiden omkring 1750 er på mange måder et vendepunkt i Norges Historie under

enevældet. Landets næringsliv og muligheder bliver drøftet indgående, nye ideer

om friere handel begynder at gøre sig gældende, og i denne diskussion tager

nordmændene en stadig større del. Deres store landsmænd Ludvig Holberg og

Tordenskjold havde givet dem mereselvtillid, og som nordmand var de stolte over

deres land og ivrige for at fremme det mest muligt. Samtidig var tidens mænd

mere eller mindre påvirket af pietismen (Pietisme (fra det latinske ord pietas,

fromhed) er en kristen bevægelse med vægt på fromhed og levende, personlig tro),

som stillede højerekrav til et moralsk og sømmeligt liv blandt mennesker.

 

Dette gælder også mange af embedsmændne i Nordland. De ansvarlige og

retsskafne bland dem så med sorg påden dårlige tilstand i landsdelen, og de

forstod fuldt ud at årsagen for enstor del lå i uordnede og uheldige handelsforhold,

sorenskriver Thomæsøn erklæring af 1748, som netop tager sigte på"afhjælpensen"

af den sørgelige økonomiske og moralske tilstand i hans fogderi. Han peger her blandt

andet på det udbredte salg afoverflødighedsvarer og misbrugen af brændevin og

tobak, som en af hovedgrundene til elendigheden.

 

Dette bliver da også ethovedpunkt i senere tiltag for at bedre handelsforholdene

nordpå. Snart efterblev spørgsmålet taget op af den energiske og dygtige Hans

Hagerup (adletGyldenpalm), som var Nordlands amtmand1751 - 67. Siden 1743

havde han væretvise lagmand i Nord og kendte derfor tilstanden i amtet meget

godt. Under etophold i København skrev han til kongen en længere indberetning,

dateret 14.juli 1752, med et motiveret forslag om oprettelse af Gæstgiverier m.m. i
Nordland. Hagerup var en fremragende jurist, skarp og klar i tankegangen, men
måske vel formalistisk, når det gjaldt den praktiske udformning af ideerne.

 

Hans udgangspunkt er det, at "god orden og poletie" i et land er hoved grundlaget

som alle gode foranstaltninger må bygges på, og derfor må alle dårlige vaner og

skikke førstudryddes. Hovedfejlen i Norland var efter hans mening "den for Gud så
vederstyggelige som for menneskers velfærd så skadelig last, drukkenskab",
som i den senere tid har tiltaget her mere end andre steder i Norge. Næsten en
fjerdedel af landsdelens indtægter går til korn brændevin, som føres nordover
med jekterne fra Bergen og Trondheim "i umådelig qvantité". Kun et
enkelt sogn som Vefsen konsumerede årligt for nær ved 2000 rdl. og hele
Nordland amt for omkring 50. 000 rdl årligt. Mange embedsmænd har klaget over
dette, siger han, men måden til afskaffelse af misbruget er vanskelig at finde.

 

Nu skal man også huske på at brændevin på de tider var anset som noget nær det

nødvendige. det spillede samme rolle for  fisker og bønder som kaffen i vore dage,

og tobakken var som nu lige så uundværlig. Hagerup er ogsåklar over dette: "Rent

at forbyde disse varer er ikke gørligt, thi de er isin rette brug højst nyttige og

nødvendige for den gemene mand der i landet, som til dels søger sin største næring

 i fiskeriet, da en lille portion brændevin og et stykke tobak kan iblandt, når intet

andet haves ved hånden, stille både deres hunger og tørst, ligesom og præserve

dem for usundhed somfølger med denne levemåde". Men det store problem er

hvordan man skalkomme misbruget til livs. Vilkårlige straffe mod drukkenskab

hjælper ikke, man må søge ned til selve ondets rod. Og hovedfejlen er mener han, "at
brændevin er til fals alle steder her i landet, blandt alle stender, hos folk
af alle salgs køn og alder", je det går så vidt at selv tjenestefolk ikke
tager fæste hos nogen uden at de får lov til at sælge brændevin og tobak, som
de profiteres mere på end på deres løn. Det ser mærkeligt ud, med det var
velkendt at nok så mange løse folk af de såkaldte "selvfesterkarle"
drev små handel med sådanne varer i bygderne og ude i fiskeværerne.

 

Som  en anden hovedgrund til elendigheden nævner Hagerup den udstrakte

brændevins kredit som bønderne får hos borgere og andre. For så længe der ikke

gøre forskel på borgerlig handel og kromands-næring (gæstgiveri),
bliver brændevin og tobak borgerne vigtigste kramvare. Bønderne er begærlige
efter disse vare og borgerne sælger den mod nordlands produkter til den pris de
har lyst til, sådan at bønderne komme ud i en bundløs gæld.

 

Hagerup foreslår derfor at handel og gæstgiveri må adskilles: Borgerne bør ikke

have lov til at sælge ogtappe brændevin til bonden, mens gæstgiveren på side ikke

må befatte sig mednogen slags "negotier" (handel). Gæstgiveren må heller ikke sælge
brændevin på kredit, det skal betales med rede penge. Når nu borgerne mister
brændevins handelen, bliver de nødt til at handle med mere nyttige produkter.
De burde blive pålagt at have 100 tønder salt på hvert borgerleje i Helgeland
og Salten, og 100 tønder korn på hvert borgerleje i fogderiene norden for, som
selv producerede korn. Men at borgerne kun ligge nordpå om sommeren, sådan at
kræmmerhusene står låst og lukket når bonden har størst behov til mad om
vinteren, det er en ordning som bør afskaffes, om den aldrig så meget står i
privilegierne.

 

Gæstgiverierne bør efterHagerups mening lægges på passende steder lands kysten,

på gårde som tilhøreKongen, og bliver fæster til gæstgiveren for hans levetid.

Der hvor det ernødvendigt, må kronen skaffe sig ejendomsret til gæstgiver

gårde ved mageskifte. Det er klart at en sådan ordning var vanskelig at gennemføre,

for hvem ville godvilligt afgive en gård som lå passende for handelen.

 

Hvem skulle så være gæstgivere? Til det mente Hagerup at man måtte bruge

Lensmændene, hvor dårligt det end kan være. Hensigten var ikke bare at skaffe

pålidelige gæstgivere, men lige så meget at sikre lensmændene større indtægter,

sådan at de fik mere lyst og bedre mulighed for at røgte sit hverv. Lensmænd-gårdene

skulle således blive til gæstgiveri og skydsstationer (rejse), og lensmændene skulle

oppebære skysskaffer-told af almuen. Der burde også bygges arresthuse på så mange
gæstgivergårde som det fandtes nødvendigt. Desuden burde disse lensmand og
gæstgivergårde blive faste tingsteder, så man slap for den uorden i tingholdet
som hidtil havde hersket. Det har hændt, siger amtmanden, at man har måtte
holde ting o hus og skjul hvor både opbevarer. Endelig burde gæstgivergårdene
blive faste mødesteder for at levering og opkrævning af tiende fisk, noget der
ofte var strid om i bygderne.

 

Efter Hagerups forslag skulle borgerne kun have lov til at sælge brændevin i større

partier (hele ankre eller tønder), men ikke udskænke. Gæstgiveren skulle på hans side have
lov til at sælge "vin, brændevin og øl i kanne-,potte-og pæle-tal, samt
tobak pundvis". Og ingen af dem måttelovligt sælge på kredit, et krav som
ve næsten var uladsiggørligt i Nordland.

 

I det hele taget var forslaget vel godt nok, men det var på mange måder så indviklet

at det ikke lod sig  gennemføre. Man kan sagtens forstille
sig at bergenserne ikke gerne så at Trondheims borgerne havde lov til at
overvintre i Norland, og at Trondheims borgeren følte sin næring truet hvis
gæstgiverierne blev virkelighed. Hagerup forslag om gæstgiveri, fandt da heller
ikke straks bifald i rentekammeret, men henlagt indtil videre. Alligevel ser
det ud som om at hans forslag om at der skulle holdes et lager af salt og korn
på kræmmerlejerne, virkelig blev gjort gældende for Trondheims Borgerne.

 

Gæstgiverierne i Norge går tilbage til en kongelig forordning af 20. september

1663. Dengang blev dengamle "skydssferd" afskaffet, og i stedet blev der indrettet
gæstgiverier i landet til nytte og glæde for de rejsende. Men de måtte ligge
godt i byerne, og det var strengt forbudt gæstgiveren at handle med almindelige
købmandsvarer. De måtte kun være forpligtiget til at være forsynet med mad og
drikke for de rejsende, derfor også med brændevin, vin og øl.

 

Da nu myndighederne i pietismens tid fik et mere vågent øje for misbruget af

brændevin blandt folk, gav det først udslag i en kongelig forordning af 30. april

1734 og en plakat af 5. juni 1743 om afskaffelse af ulovlige kroer og brændevins

brænderier. Og hovedanslaget mod brændevins misbruget kom i en række

forordninger 1756 og1756. Af disse gælder forordningen af 8. mats 1757 særskilt

det Norden fjeldske Norge. Forbuddet mod brændevins brænding blev da på det

strengeste indskærpet, og myndighederne fik ordre til at inddrage alle

brændevinskedler og panner. Det blev forbudt alle, også borgerne, at rejse

rundt med brændevinshandel på landet. Det blev i den forbindelse udtrykkeligt

slået fast at man ikke måtte sælge drikkevarer ved kirkerne og tingstederne.

Gæstgiverne, der fandtes, måtte kun sælge til rejsende og bønderne blev forbudt

at sidde på kro og drikke. Brændevins handlerne i byerne måtte ikke udskænk

til bønderne, men havde lov til at sælge til det strengeste husbehov. Brændevinsdrikke

blev forbudt vedbryllupper, barsler, begravelser og lignende sammenkomster. Endelig

var der en del vedtagelser om indenlandsk brænding og importen fra udlandet. Strenge
straffe blev vedtaget for dem som forbrød sig mod forordningen.

 

Efter dette havde Trondheims borgerne ikke længere lov til t sælge brændevin ved deres
ombytningshandel, og myndighederne nordpå havde fået et stærkere grundlag for
et angreb mod dem. Også på anden måde blev forordningen af 1757 udgangspunkt
for indgreb i borgernes handel. Det viste sig at kun få gæstgivere indløste
bevilling, med den undskyldning at gæstgivere alene gav for lidt i indtægt.
Amtmanden foreslog derfor 2at gæstgivere på landet måtte få lov til at tilbyde
for bønder og rejsende de fornødne grov varer, tobak, piber, hamp, lin, tjære, jern,
humle, korn og tørfisk, noget som d gamle "skysskaffere"  i alt fald på Oplandene

mentes at have ret til. Hvis de fik denne handelsret, mente gæstgiverne at de nok

kunne betale den fastsatte afgift.

 

Dette forslag om grove vare handel blev til en stor strid, hvor Trondheims borgerne

forsvarede sig med næb og klør. Forslaget om gæstgivernes handel blev 25.

september 1762 af statholder Benzon oversendt stiftamtmand Rantzow i Trondheim,

og denne sendte det videre til byens magistrat og de 12 udvalgte mænd. I sin

erklæring af 22. januar 1763 udtalte de 12 mænd at gæstgivernes handel efter

de eksisterende forordninger og byens privilegier var forbudt, at gæstgiverne ville

blive i stand til ikke kun at sælge, men også købe mange af de nævnte varer direkte

fra bønderne og derved medføre indgreb i borgerne handel. Af den lovlige handel

med grove varer vil der sandsynligvis opstå en ulovlig omsætning af finere varer, osv.

Det var bedre at afgiften blev nedsat, så spørgsmålet om handel helt kunne bortfalde.
Denne erklæring blev støttet af Trondheims magistrat i en skrivelse af 14. februar 1763.

 

Men her berørte borgerne etfarligt punkt: I gæstgiverierne så rentekammeret en ny

indtægtskilde. Og staten havde et umætteligt behov for penge, til det kostbare hof i

København, til hæren og flåden, til hele det store statsapparat i begge riger.

 

Det viser sig da også at rentekammeret på denne tid, allerede var gået i gang med

at udstede de første gæstgiverbevillinger i Nordland, efter anbefaling fra amtmand

Hagerup. Den ældste af disse bevillinger blev udstedt 18. oktober 1762 til den

velkendte handelsmand Arent Schøning, og betegnede nok på krohold i Kabelvåg,

det gamle Vågan, som engang var bestemt til Nordlands handelsby. Bevillingen

siger at Schønning "må ved Kabbelvog udi Nordlandene og på en fjerding cirkumference
deromkring alene holde kro eller gæstgiveri, med de for vertshusene i Norge i
almindelighed approberet vilkår, og ellers udi fisketiden falholde tobak, klær
og fiskeredskaber efter den takst som amtmanden årligen derpå efter markedspris
sette, imod at han derfor udi Vores cassa erlægger årlig afgift 16 rdl. samt
derhos under sitt privilegii fortapelse blir ansvarlig til all den uorden som
formedels ulovlig handel enten av ham selv eller andre uberettigede kunne
forårsakes". Det bør bemærkes at gæstgiverne på denne måde blev ansat som politi
opsyn mod ulovlig handel i eget distrikt.

 

Efter anbefaling af Hagerup blev der foråret efter givet endnu to gæstgiver bevillinge

i Nordland, den første til borgeren Tyge Bech på Holsøen og Trobergets fiskerlejer

(29.mats 1763) og den anden til borgeren Jonas Greger på Stensjøen i Brønnøy (30. maj
1763), begge mod 12 rdl. årlig afgift. Men herefter var det slut med flere
bevillinger i mange år frem, fordi det nu fik Trondheims borgerne øjnene op for
den fare son truede deres handel, og de protesterede kraftigere end nogensinde
før.

 

Udgangspunktet for den nye strid var et brev fra Amtmand Hagerup til rentekammeret,

dateret, Torget 14. juli 1763. Det er åbenbart at de første gæstebevillinger havde givet

andre lysttil at følge eksemplet, og Hagerup vedlægger en liste over en rækk

formuende mænd fra Andenes i nord til Alstahaug i syd, som alle søgte gæstgiveri med
amtmandens anbefaling. Listen udviser 22 mand, de fleste af dem er knaper, men
man finder også en borger og en borgerenke blandt ansøgerne. Hvis disse
gæstgiverier blev bevilget, ville det give en merindtægt på vel 120 rdl. årlig
fra Nordland, foruden 40 rdl. årlig af de tre som allerede var bevilget.

 

Det ser ud som om Hageruphar forsøgt at undgå en unødig strid med borgerne,

siden han ikke foreslår gæstgiveri i Senjen og Tromsø fogderi, hvor de fleste

tilbageværende Trondheimsborgere havde deres lejer. Men hans forslag måtte

aligevel arte sig som etangreb på dem. Han siger også af flere ikke har villet søge

gæstgiveri fordi Trongheims borgerne intimiderer (skræmmer) dem og hævder

deres gamle privilegier. Han minder om at borgerne ikke betale nogen større afgift

af deres handel på Nordland, og at dette er til skade for den kongelige kasse, som

kunnefå større indtægter af gæstgiverierne. Amtmanden har selv forslået at flere af
de borgere som bor fast i Nordland at påtage sig gæstgiveri, men dette har de
bare moqveret /spottet) over. Hvis nu kongen ville bifalde hans forslag, var
det nødvendigt at pålægge Trondheims borgerne at holde sig væk fra gæstgivernes
distrikter med  produkter som krovarer, tobak, klæder og fiskeredskaber. Uden

det kunne ingen gæstgiver klare sig, for dem som allerede havde fået bevilling,

havde nu opsagt deres privilegier, antagelig efter pres fra borgernes side. For at

tilfredsstille udliggerborgerne, foreslår han at de kan få gæstgiverrettigheder de

tre måneder om sommeren når de er nordpå.

 

Dette forslag blev 17.september 1763 af rentekammeret sendt til Trondheims

myndighederne for en udtalelse, og den 19. november kunne nordlands handlerne

leverer deres svar, eb udførligog harmdirrende protest mod Hagerups forslag.

Det er underskrevet af 14 borgere eller borger enker, stort flere var der vist

heller ikke på den tid. De flesteaf dem hører til i de nordligste fogderiene. Og den

ene af dem har selv været med til at søge gæstgiveri.

 

Borgerne begynder med at erklære at egentlige gæstgiverier er overflødige i Nordland.

Almuen havde selv det med på rejse som de behøvede og andre rejsende var meget få.

Den rejsende som behøvede logi eller mad kun overalt og uden betaling nyde godt af den
almindelige gæstfrihed. Borgerne protesterede mod at de skulle være ophav til
drikkeriet, mangen jekteskipper fører alene, et større kvantum brændevin
nordover end alle borgerne tilsammen. Der nævnes en skipper som hvert år har
ført 50 - 60 tønder fra Bergen, og derfor selvfølgelig sælger til andre.
Foruden jekte skipperne og knaper er der også mange bygdehåndværkere som drive
handel, ligeså mener nordlandsgutter som hat tjent i flåden at de har ret til
at drive handel og fra Bergen kommer mange tyske små kræmmere, de såkaldte
"Nürebergere" og rejser rundt i landet med unyttige produkter.
Borgerne gentager så alle de vigtige punkter i de gamle privilegier, som skulle
sikre deres enehandel nordpå. De mener at gæstgiverierne ikke vil afhjælpe
drikkeriet, og slår fast at gæstgiverhandel med tobak, klæder, fiskeredskaber
o.l. må være i strid ned deres rettigheder.

 

Som talsmand for Trondheimsborgerne optræder ved flere lejligheder Hans P. Gieevers,

som havde sit borger leje på Maursund på Skjervøy. Han vedlægger under 21. november

1763 en særskilt klage over forholdene i sit distrikt. Her bor fem jekteskipper og mange andre
formuende knaper og finner, som alle driver betydelig handel med brændevin og
andre købmands varer. Det er dem som driver en større handel end han selv gør,
siger han, og nævner særskilt en "formuende jekteskipper eller knape"
Abraham Lockert i Karlsø menighed. For hans del kan han ved tingsvidner fra
1761 og 63 bevise at han intet har solgt på sine handelsrejser, siden
forordningen 1757 kom ud.

 

Disse erklæringer blev da på det kraftigste bekræftet og støttet af Trondheims magistrat

i en skrivelse af 21. december 1763. Stiftamtmand Rantzou henstillede at forslaget ikke

måtte bifaldes, og dette blev 28. januar 1764 meddelt Hagerup til underretning.
Hagerup gav sig aligevel ikke, men sendte 28. marts 1764 et nyt udførligt
forslag om gæstgiveri. Forslaget blev imødegået af borgerne og frarådet af
statholder Benzon i 1765. Det ser ud som regeringen har trukket sig for ikke at
sætte sagen på spidsen, for der kom ingen gæstgiver bevillinger i Nordland de

næste 7 år.

 

Men omkring 1770 trak det op til en tredje og afgørende strid i denne sag. Amtmanden

var i 1767 blevetforflyttet, og i hans sted kom justitsråd Peter Holm, som blev her indtil

1771. Den nye amtmand har åbenbart været en ivrig herre. På sommertinget i Skjersted
og Bodø 1769 hørte han om Trondhjems borgernes brændevinshandel og rejsen rundt
i distrikterne. Det var atter knapene som havde klaget. Han skrev da til
fogeden, kammerråd Ahlert Hysing i Salten, og bad ham holde nøje opsyn med alle
slags uorden på tingstedet i Hernes, lukke buene (skur/bod) til de Trondheims
borgere som var mødt frem og undersøge deres brændevins beholdninger. Dette var
jo temmelig drastiske skridt, men fogeden parerede ordre. Borgerne gjorde
straks opmærksom på at de efter byens privilegier var i deres fulde ret til at
handle på stedet. En undersøgelse i boderne, pakhusene og ombord på fragt
skuderne viste det sig også at der var meget små mængder brændevin og øl
borgerne havde med sig.

 

Men amtmanden gav sig ikke. Han sendte indberetning om sagen til rentekammeret og

fik den 18.november 1768kammerets ordre om at undersøge borgernes forhold

nærmere, ordren gik videre til fogederne, som svarede nok så forskelligt.

 

Truls Krog i Vesterålen og Lofoten sagde at det var vanskeligt at skaffe oplysninger, fordi

almuen ikkegerne vidnede i den slags sager. Han troede ellers der kom mere brændevin

med Jekte skipperne end med borgerne Fogeden Jørgen Hansen Wang
i Senjen og  Tromsø havde tidligere frarådet gæstgiveri i sit fogderi, og altid været

venligt stemt mod borgerne. Men de havde krænket ham ved at pålægge ham

udtalelser han aldrig havde fremsat. Og han var harm på dem for deres

ombytningshandel og deres salg at unyttige varer når landet mest behøvede mad.

Især havde været ringe i 1768. Da bygdefars jekterne sejlede til Bergen om sommeren,

stod året kornvækst i fogderiet fint, så dermed tænkte ingen på at tage ekstra

forsyninger med fra Bergen. men i august kom nattefrosten og ødelagde hele korn

høsten, og dette var Trondheims borgerne klar over da de drog hjem. Alligevel gjorde

de intet for at skaffe ekstra kornforsyninger til Norland. Når det gælder brændevinshandelen,
forsømmer han den stærkt, og beder om at den sammen med borgernes
"omstrippen" må blive standset. Fogeden Hyssing i Salten havde kun
tre borgere i sit distrikt, og mener at mesteparten af deres brændevin går til
eget og tjenernes forbrug.

 

Jekte skipperen ved at han heller ikke har drevet noget større misbrug, det værste er

nok smug handelenmand og mand i mellem, som er vanskelig at komme til livs. Både

Hysing og Wangforeslår kontrol med omsætningen, både på det som købes i Bergen

og hvor store mængder hver enkelt opkøber. Ellers gør Hysing opmærksom på at

brændevinssalg på at brændevinssalg på tinge kan være nødvendig fordi folk kommer ofte
udslidte og trætte efter en land sørejse.

 

På grundlag af dette skrev amtmand Holm et forslag dateret 11. april 1770. Her nævner

han ikke kun Trondheimsborgernes handel, men også at den har taget et omfang så

"enhver er så atsige gæstgiver her i landet". Brændevinssalget kan ikke standses, men det
er bedre at give nogle enkelte tilladelse mod en afgift, og siden pågribe dem
som sælger ulovligt. Han foreslog derfor oprettet gæstgiverier, som med støtte
fra myndighederne skulle være de eneste forhandlere af brændevin, vin og øl.
Samme forår som Holm skrev sit brev, var der bevilget to nye gæstgiverier i
Nordland, til Henrik Klæboe på Brettesnes (20 februar 1770) og proprietær Hans
A. Moursund på Berntsjord (2. juni 1770). Holm nævner 5 privilegerede
gæstgivere i amtet og mener at forholdene i distrikterne hvor de ligger, er
ikke bedre end noget andet sted.

 

Dette forslag fremkaldte en ny heftig protest fra Trondheims borgerne, dateret 5. november

1770, støttet af magistratens skrivelse af 19. november. Argumenter var de samme som

tidligere, men tonen skarpere og heftigere. Især faldt der borgerne let at bevise at hr. justitsråd
- amtmand Holm - ikke havde styr på landets lov og ret, når han havde ville
forbyder deres handel på tingstederne. Man mindede om hvor meget nordlands
handelen havde at sige for Trondheims udenrigshandel, især med Hamburg og
Nederland, og beskrev de sørgelige følger en indskrænkning i deres privilegier
ville have. Deres syn blev understreget af stiftamtmand Diedrich Otte von
Grambow i hans brev af 15. december 1770. Statholder Benzon nøles med at udtale
at han fandt forslaget betænkeligt.

 

Af alle de argumenter som var bragt til torvs mod borgerne, var der især et som kan

tænkes at have gjort indtryk på rentekammeret, det er at borgerne ikke forsynede

Nordland tilstrækkeligt med korn og mel produkter når det kneb mest. Det har bidraget

til den ændring iregerings handelspolitik i Nordland, som kan mærkes tydeligt fra 1770 og

frem over. Det gælder ikke kun gæstgiverierne, men også russerhandelen. En stadig
mere firhandels venlig indstilling greb mændene i regeringskontorerne og deres
respekt for de gamle byprivilegier blev stadig mindre. Uden at man kan finde
nogen særlig forordning om sagen, regeringen udsteder også fra nu af en række
gæstgiverbevillinger i Nordland uden hensyn til borgernes interesser.

 

Og her spillede nok, som før nævnt regeringens pengebehov en vigtig rolle. Så sandt som

herrerne iKøbenhavn vågede sig til det, sørgede de altid for at skaffe kronen nye
indtægter. Gæstgiverne i Nordland kunne yde store summer i form af afgifter til
kongens kasse, langt mere end de nok så fåtallige Trondheims borger kunne yde.

 

Omkring 1720 måtteudliggerborgerne nordpå foruden deres skatter i byen  også betale

comsumptions- og folkeskat på sithushold nordpå. Efter mange forhandlinger om den sag,

blev de fritaget fordenne ekstra afgift. Men fra 1753 forlangte rentekammeret at de skulle

svare enhandelsskat på 2 rdl. årlig for deres omsætning nordpå. Da fogeden Rasch i 1765
gjorde alvor af at opkræve denne skat, klagede borgerne til rentekammeret, men
til ingen nytte. Den samme afgift var siden 1730-årene blevet opkrævet af jekte
skipperne og knaper, sådan at det blev 4 rdl. om året for dem som drev både
jekte brug og handel.

 

Da nu gæstgiverne kom til. fik de ikke bare lov til at handel med brændevin, øl, tobak og

den slags, menogså fiskeredskaber, olietøj og andet beklædning, mel og kronvarer oh andet

som behøvedes til fiskeriet. De fleste af dem blev da også jekte ejere ved siden af
det andet, og kunne føre stort hus. I 1778 foreslog Knagenhielm at de skulle
have lov til at handle på markeder og tiendebytter (musik tivoli marked) i
konkurrence med Trondheims borgerne, og sådan blev det. Samtidig fik de pålæg
om at være forsynet med fødevarer, sådan at almuen kunne handle hos dem året
rundt og der hente det nødvendige til livet opretholdelse.

 

Gæstgiverne blev derforrigtig gode skatte objekter. Skatte regningerne fra fogederne udviser

at de mere velstående af dem kunne have en samlet skat på 40 - 60 rdl. årlig, og det
var meget på de tider. Det varede ikke længe for disse skatte fra Nordlands gæstgiverier
batte godt i foged kasserne. Rentekammeret opdagede snart at de havde fundet en
rigtig malke ko og udstedte gæstgiverbevillinger med rund hånd. Men der var
alligevel orden i sagerne. Ingen fik gæstgiveri uden at det på forhånd var nøje
undersøgt af foged og amtmand om vedkommende var i "bekvem" og  om stedet var passende

for gæstgiveri. I nærheden af kirker måtte der ikke ligge gæstgiveri, og dette blev overholdt de
fleste steder med få undtagelser.

 

Gæstgiverne betalte normalt 4 rdl. årlig i jekte skipper og handelsskat, desuden konsumption og

en hel delandre skatter, foruden gæstgiverafgiften. Den sidste var nok så forskellig
efter som omsætningen på stedet viste sig at være stor eller lille. I tiden fra
1770 til 1813 var afgiften sædvanligvis 3 - 4 op til 6 - 8 rdl. Men for enkelte
gode handelssteder var den 10 - 12, ja for de bedste Lofotværerne en 20 - 24
rdl. årlig. Et særsyn var Finnset, som kom op i det dobbelte. Efter 1816 - i
spesiedalerens til - blev de gamle bevillinger fornyet og satserne blev lidt
forhøjet. Det almindelige var da 10 - 12 op til 18 - 20 spd. årlig.
rentekammeret fastslog 23. marts 1782 at når en ny ejer tiltrådte et
handelssted, måtte der søges ny bevilling.

 

Gæstgiverne var en ny privilegeret stand, end slags borgerstand på landet. På mange

måder betyder deen forbedring. Først og fremmest blev handlen bedre reguleret, med fast
handelscentrer i de forskellige distrikter. Kun gæstgiverne hav lov til at
udskænke. Bondehandlerene måtte ikke udskænke eller sælge stærke sager, og
deres handel blev herfra ganske ubetydelig. En stor af de gamle handlende gik
over til gæstgiver standen. Det var del jekte skipper og knaper fra de gamle
Nordlandske slægter, dels Trondheims borger som slog sig ned for godt i
Nordland, dels sønner af embedsmænd og borgere, eller andre som havde lidt
startkapital.

 

Det var en stor gevinst forgæstgiverne da Trondheims borgerne måtte afslutte deres

ombytte handel, den somdet så ofte havde været klaget over. Amtmand Knagenhielm

stævnede enkelte atdem til retten, og forbød dem til slut at rejse rundt. Denne

foranstaltning fik kongelig approbation 19. maj 1775, og blev senere påberåbt som et lovligt
middel til at forhindre borgernes hævdvundne "omstrippen" fra gård
til gård. Det vat jo også rimeligt at gæstgiverne slap for denne konkurrence,
ellers var det ikke muligt for dem at drive nogen handel. Borgerne blev fra nu
af, indskrænket til kun at handle på deres leje, ligesom gæstgiverne på deres
handelssted, og almuen måtte søge hen til den de foretrak. Der kom så det
spørgsmål op, om borgeren kunne fortsætte med sin brændevinshandel - ved en
kanseli-skrivelse af 3. april 1779 blev det slået fast af de fremdeles havde
lov til at sælge brændevin på Borgerlejet. Men det måtte ikke være mindre end
en potte (halv kande, ca. o,96 l.). og altså ikke nogen udskænkning eller
mindre udsalg. Efter dette foretrak en hel del borgere at søge gæstgiver privilegium,
eller flytte nordover og drive sin borgerlige næring året rundt. Kun få af dem
fortsatte en tid som tre måneders borgere, men snart døde de også ud. Ved
rentekammeret skrivelse af 11. marts 1797 blev det bestem at jekte skipper og
andre som drev handel skulle forsynes med privilegium.  Gæstgiver standen slugte både

Trondhjems borgerne og knapene.

 

Når regeringen tog det skridt at skabe en privilegeret handelsstand, bosat og hjemme-

hørende i Nordland, var det ikke kun penge begær eller for at skabe bedre orden i
handelen. Det var også for at sikre at Norland fik bedre forsyning af
levnedsmidler end tidligere. Man har set hvordan der stadig var klager fra
embedsmænd over at  Trondheims borgerneingen hjælp kunne give almuen når den

trængte mest, i den hårde vintertid mensborgerne lå i byen. Fra Bergen kunne man heller

ikke altid får tilstrækkeligeforsyninger med føde varer, da jekterne lastet længe for resultatet

af kornhøsten nordpå var kendt. Fogeden Wangs beretning om tilstanden i frost året
1768 viser tydeligt hvor galt det kunne gå. Sådan havde det nok artet sig mange
gange tidligere, og i 1770 årene kom en ny periode med nød, som kulminerede i
der dårlige år 1773, det værste i hele århundrede. Offentlige tiltag blev
nødvendig for at forhindre den rene hungersnød nordpå. Nu blev det mere end
klart at der måtte sørges for lokale handelsmænd med tilstrækkelige lagre af
mad varer hele året rundt. En ny misvækst periode i 1780 årene fremskyndede
udviklingen, på fem år fik jordejerne i Tromsø fogderi ingen korntiende, året
1785 var det værste. Det blev pålagt alle handlende at forsyne sig godt med
lager af kornvarer, og en række tings vidner fra 1790 årene viser at dette også
blev overholdt. Idet hele taget så spiller kornforsyningen en afgørende rolle
når man skal forsøge at forstå udviklingen af handelsstederne nordpå.
Brændevins handlen var nærmest et moralsk spørgsmål som gjorde sig godt i
agitationen men madforsyningen af et så udsat område som Nordland var i det
lange løb vigtigere for regeringen. Under krigs og nødårene indtil 1814 kom
handelsstederne til at bidrage meget til landsdelens proviantering, og i årene som
fulgte, blev det gerne opsat som vilkår for gæstgiveriet at det skulle holde et
kornlager at en vis størrelse eller indlevere et kvantum en gang for alle til
bygdens kornmagasin.

 

Den samme frihandelsvenlige indstilling og omsorgen for landets korn forsyning,

hos regeringen,førte også til anlæg af de første byer nordpå. Senjen og Tromsø,

var som en delaf det gamle Nordland, blevet i 1787 udskilt fra dette amt og lagt til
Finnmarks amt. Fogderiet fik sit byanlæg op Tromsø i 1794, og det skete ikke
uden strid med gæstgiverne, som så deres interesser truet. Men krigsårene og
efterkrigstiden lagde en dæmper på både byens og gæstgivernes handel og det var
først i 1830 årene at Tromsø for alvor begyndte at tiltrække handelen fra
omkringliggende landdistrikt.

 

I resten af Nordlandfandtes endnu ingen by, indtil Bodø blev anlagt i 1816, og denne

 lille købstadformåede ikke at vokse til til nogen betydning før i 1860 årene. I mellemtiden
var gæstgiverne alene om Nordlands handelen, og på mange måder havde de deres
bedste tid i det 19. århundrede.

 

Handelsstederne vargrundfæstet, hver i sit distrikt, dengang da Nordlands byerne voksede

op. Og alligevel som de gamle byprivilegier længe havde forhindret fri handel i
Nordland, blev handelsstederne noget af en forhindring for udviklingen af
større byer nordpå. Indenfor hver sit område prøvede hver enkelt sted i størst
mulig udstrækning at erstatte byen på alle måder. Og i mange tilfælde lagde de
også grunden til nye byer og ladesteder, som det vil fremgå af de enkelte
handelssteders historie.

 

Nogle tal kan til slutfortælle en del om udviklingen:

På Helgeland var der endnu i 1760 14 Trondheims borger, 44 jekteskipper og 9 bonde

handlere. I 1800 var der kun 3 borger, men hele 46 gæstgiver, foruden en del jekte

skipper. I 1840 varder 38 gæstgivere og 11 jekteskipper. Saltens fogderi havde i 1760

endnu 6borgere, 24 jekte skippere og et par bondehandler. I 1800 var der kun en borger
tilbage, men til gengæld 39 gæstgivere og 12 jekte skippere. I 1840 var tallet
på gæstgivere gået ned til 28 og jekte skipperne til 7. I Lofoten og Vesterålen
kunne i 1756 tælle 8 borgere og der var i 1760 ca. 18 skipper og nogle
bondehandlere. I 1800 var der kun 3 - 4 borger tilbage, mens der var opstået 46
gæstgivere og 20 skipper. Fyrre år senere var en eneste borger i Fogderiet, 6
jekteskipper og hele 52 gæstgivere, på samme måde udviklede tallene sig i
Senjen og Tromsø, men her gik antallet af jekter stærkt tilbage så snart Tromsø
by begyndte at vokse i 1830 årene. I 1764 havde fogderiet 8 Trondheims borger,
deraf 6 i Senjen, og omkring 1760 endnu 16 skippere og 8 bondehandlere, de
sidste alle i Tromsø området. Ved år 1800 bar der kun 3 borger tilbage, en
fjerde havde netop opgivet deres handel, af jekteskipper var der kun 6 igen,
men til gengæld 38 gæstgivere. I 1840 var borgerne helt forsvundet, mens der
endnu var 32 gæstgivere og 5 jekteskipper - de sidste kun i de sydligste
tingsteder.

 

I alle fogderierne kan det bemærkes at de fleste gæstgivere også var jekte skipper,

således at de alleredeomkring 1800 havde overtaget størstedelen af jekte bruget nordpå.

De somtidligere er kaldt jekte skipper, kun nok også have bondehandel ved siden af,
men ingen af dem var "privilegerede" . På denne måde kom gæstgiverne
til at dominere overalt fra 1780 - 90 årene og fremover. I ældre tid havde det
endda været sådan at på særlig gode handelssteder,  kunne der være både

skipperleje og borgerleje på en og samme tid. Da gæstgiverierne opstod, var der også

sted som samtidig var både gæstgiveri og borgerleje. Men i det lange løb blev dette

udjævnet,sådan at der kun var nogle få bygdfarsjekter tilbage der hvor der ikke fandtes
noget gæstgiveri. Bondehandlerne - knapene - måtte efter 1797 enten opgive
deres handel eller blive gæstgiver. Og Trondheims borgerne kunne endnu en tid
kun holde sig til enkelte gamle borgerlejer der hvor der ikke var nogen
gæstgiver. Men som man ser, er de praktisk talt forsvundet omkring 1840, og de
fleste steder overgået til gæstgiver.

 

Når vi derfor fortællerhistorien om de enkelte steder, er det alle sammen steder

sådanne som havdederes glans tid som gæstgiver. Men de allerfleste af dem har en

langt ældretradition, enten ved jekte brug og knape handel eller som borgerleje. Og så
vidt det har været muligt, vil handelsstederne blive beskrevet tilbage til
omkring 1700, for enkelte steders vedkommende endda noget længere tilbage i
tiden.