Hans Hansen Lindenov

Hans
Hansen Lindenov til Ørslevkloster (død 1620 i Ostinden), dansk kaper.

Han var søn af Hans Christoffersen Lindelov til
Aggersborggård og Ørslev Kloster og Elsebet Juel.

Han gjorde sig første gang bemærket ved 1602 i København at
tilføje en svensk agent hug, slag og skældsord i dennes bolig, hvad der ikke
den gang synes at have fået andre følger end nogle diplomatiske forhandlinger.

Efter det følgende år at have gift sig med Else Andersdatter
Thott bosatte han sig på hendes gård Ingelstad i Skåne. Under et besøg på
Bornholm, hvor faderen var lensmand, men syg og sengeliggende, kom han for
skade med en gærdestave at dræbe en mand, der med flere andre gjorde spektakler
uden for lensmandens bolig. Faderen betalte imidlertid erstatning til den dræbtes
slægt, så ingen tiltale fulgte.

I sin tid havde den ældre Hans Lindenov stået den færøske
søhelt Magnus Heinason nær og endog i sin sognekirke ladet sætte et epitafium
til dennes ære, og sønnen har formentlig delt sin fars beundring. I alle fald
søgte han efter evne at træde i Magnus Heinasons fodspor. Efter faderens død
(omkring 1610) udrustede han 2 skibe, formentlig med fragtfart for øje, men da
Kalmarkrigen med Sverige brød ud, fik han i januar 1612 af kongen kaperbrev for
sit ene fartøj og deltog samme år i en lille træfning ved Travemünde.
Fredsslutningen kom ham ubelejlig, thi han og hans besætning havde fået smag
for kaperlivet. Således lod han engang, da han ved pinsetid 1613 lå i
Trelleborg Havn, sin arkelimester for morskab skyde til måls efter en
indsejlende Blekingfarer, hvis formast derved tabtes, men bagefter gav han
skipperen en ny mast og en lille pengesum. Senere på året var han i Danzig,
hvor han sagsøgte en bortløben bådsmand, men mødte her fuld i retten og opførte
sig "modvillig" mod borggreven og andre øvrighedspersoner. Også under et besøg
i Stockholm gjorde hjan ballade, men fik tilgivelse; siden roste han sig af, at
han på hjemvejen under Bornholm havde ladet nogle lybske skippere springe fra
råen og nogle matroser kølhale, fordi han i Stockholm havde hørt nogle
lybekkere tale hånligt om de danske.

Han kom så til Helsingør, hvor han hyrede et par mand til at
følge sig på togt mod tyrkiske galejer, men da deres kvinder med grædende tårer
bad ham om at give dem fri igen, opfyldte han ønsket. Rejsen til de tyrkiske
farvande kom der ikke noget ud af, idet han, da han kom til Ålborg, efter
kongelig ordre blev fængslet. En skotsk skipper, som han på rejsen fra Danzig
ved skud havde tvunget til at stryge sejl og komme om bord til sig, hvor
skipperen havde måttet erstatte skuddet med en rosenobel, "således som det
plejede at holdes på Kongens Skibe", havde på tilbagevejen indgivet klage over
Hans Lindenov, og da det også oplystes, at denne på Læsø havde udgivet sig for
at sejle i kongens tjeneste og derved formået bondefogeden til at tilsige en
styrmand til at føre ham til Ålborg, hvor han ganske vist betalte manden for
hans umage, vakte denne optræden Christian 4.'s vrede. Lindenov blev ført til
København, og et års tid gik efterforske sagen; men så kunne også den kongelige
aktor fremlægge en omfangsrig anklage, hvori intet manglede, hverken de
skrinlagte overfald og drab 1602 og 1603, de udenlandske optøjer i Danzig og
Stockholm eller Lindenovs egne fortællinger om de kølhalede søfolk, at han med
dolk havde røvet en fiskerbåd, at han havde haft en fredløs mand i sin
tjeneste, eller at han havde forgrebet sig på kongens højhed ved at udgive sig
for kongens skibschef. Den 16. marts 1615 dømte kongen og rigsrådet ham til
livsvarigt fængsel, og han førtes så til Dragsholm, hvor fængslingen dog
indskrænkede sig til 3 år.

Hvad enten man havde
fået øje for dommens strenghed eller for, at manden sad inde med evner, der
fortjente bedre anvendelse, så er det, da familien tog anledning af Ove Gjeddes
forestående ekspedition til at ansøge om fangens løsladelse, mod at han
forpligtede sig til at tjene 7 år i Ostindien, blev denne ansøgning bevilget. I
november 1618 forlod han derfor landet og blev senere chef for et undervejs
opbragt fransk skib, men hjem kom han aldrig mere; han døde 1620 i Ostindien.