Hekse proces 51 - 60

51.

Siri Christphersdatter

Fra
Senjen. Hendes bekendelse.

Hun lærte sit af Siri
Persdatter fra Senjen på følgende måde. En dag kom nævnte Siri til hendes mens
hun stod i sin far lade og tærskede korn. Hun bad om at få noget korn, med da
hun ikke fik det sagde hun: "Du skal forgylle mig det." Da Siri Persdatter
derefter blev bedt om at jage en ko væk fra ladedøren, sagde hun: "Far fanden i
vold". Dermed sprang koen straks itu og døde. Med det samme kom Satan i en stor
mands skikkelse, med sorte klæder og horn på hovedet. Han kaldte sig Jacob og
hun måtte da love ham sin tjeneste. Siden, da hun kom her til Finnmarken, lærte
hun Lille Mari også at trylle gennem et stykke fladbrød. Da kom Satan igen til
dem i en stor, sort mands skikkelse som var lodden og havde klør. Med ham måtte
de spille kort om at tjene ham og da de tabte, lovede han dem alt hvad de
behøvede. Så fulgte han dem et stykke på vejen hjem.

Hendes
idræt.

1.
Otte dage før juleaften var hun i en ravne
skikkelse sammen med forannævnte Kirsten Olsdatter og Henrik Persens Mette som
var i en sæl skikkelse samt Mari som holdt sig i en måge skikkelse. Da forgav
de Lars Olsens båd.

52.

Mari Thomasdatter

født
i Bergen

Hun lærte først af Siri
som foran nævnt, nemlig i et stykke brød. Da hun havde spist, begyndte jorden
at dreje rundt for hende og med et samme kom Djævelen til dem med klør på
hænder og fødder og bad hende om at tjene ham. De spilede kort med hinanden,
med hun tabte og så måtte hun love ham sin tjeneste. Som Siri har bekendt, var
hun også med til at forgive Lars Olsens båd. Ellers havde de ofte omgang med
Fanden.

I amtmand

Christopher Ornings

Tid.

53.

1662

Doreth Larsdatter.

Fra Vadsø. Hendes
bekendelser om sin lære.

Hun bekendte at hun
havde lært trolddom af en kone i Nordlandene som gav hende en fløjte idet hun
sagde: "Når du blæser i den kan du gøre hvad ondt du vil, både op folk og fæ."
Efter den gamle kones råd og befaling forsværgede hun siden Gud den
almægtigste. Kunsten prøvede hun på et af sine får i Vadsø. I Fandens navn
spyttede hun i en suppe som hun gav fåret at drikke. Derefter døde det. Det
samme gjorde hun med to af Lars Brassens køer som også døde nogen dage senere.

Hendes
idræt

1.
Da hun forgav Kars Brasses to drenge, blæste hun
i Fandens navn i sin fløjte og bad ham fare i dem.

2.
Maren Sigvoldsdatter, en finnekone ved navn
Solveig og Ragnhild i Andersby var med hende og ville forgive skibet til Jens
Ottesen da han sejlede hjemover. Men de kunne ikke få noget magt over skibet.
Da var Doreth som en ørn, Maren som en svane og Ragnhild i en krage skikkelse.
Da de ville udrette dette værk, sad de alle på en tønde.

54.

Maren Sigvoldsdatter

fra
Vadsø. Hendes bekendelser.

Hun lærte af forannævnte
Doreth og fik det ind gennem en drik mælk. Efter hendes befaling forsværgede
hun derefter Gud, og Doreth lovede hende at hun skulle få rigdom nok. Efter en
lille stund kom der en lille snespurv til dem i gammen som løb frem og tilbage
på gulvet. Senere kom der en lille sort mand ind, som sagde at hun skulle tjene
ham og forsværge gud, hvilket hun således også efterkom. Kunsten prøvede hun på
et lam idet hun gav det et stykke brød som hun først spyttede på tre gange idet
hun sagde: "Sprek i fandens navn." og det skete lidt senere.

Hendes
idræt.

1.
Hun var med på tøndebund for at forgive Ottesens
skib sådan det foran er beskrevet. De kom alle tre på den fra Vadsø til under
Domen. Der fløj de senere op, løste hver sine knuder og sagde: "Vind i Fandens
navn." Så fløj de alle fire ud til skibet. Maren i en due skikkelse, Doreth i
en ørns, Ragnhild i en svanes og Solveig i skikkelse som en krage. Doreth satte
sig ved roret og ville vrikke det løs fra skiber, mens Maren og Ragnhild sad på
overløbet og Solveig på det stor merset.

55.

Ragnhild Klemmetsdatter

Fra
Ekkerøy. Hendes bekendelse.

Efter egen bekendelse
var hun helt lille da hun lærte. Derfor kan hun egentlig ikke mindes hvem som
lærte hende det. Ellers sagde hun at hendes Gud som hun på kalder, hedder Peder
og var i en sort hunds skikkelse. Hun var sammen med de andre og ville forgive
skibet, sådan foran er beskrevet. Dog var Doreth hovedmand for det værk fordi
hun var vred på Lars Brass som havde sin fisk ombord.

Disse
tre troldkvinders dom,

afsagt
den 6. november 1662

ved
Lars Bøgvad.

Siden disse tre
troldkvinder, nemlig Doreth, Maren og Ragnhild , nu for retten, hver især
personlig og punktvis, fuldkommenhed har bekendt som foran beskrevet, vi
derfor, efter sagens beskaffenhed, ikke anderledes at kunne erkende og dømme
end, at de jo for slige deres begåede misgerningers skyld skal straffes til ild
og bål.

56.

Maren Mogensdatter

Født
i Ofoten. Hendes bekendelser.

Tilstår at hun lærte af
en gammel troldheks i Vardø ved navn Klara som gav hende det ind i en drik
mundgåt. Af der fik hun to gange hovedpine. Omkring tre uger senere kom den
onde i en sort hunds skikkelse og spurgte om hun ville forsværge Gud i Himmelen
og i stedet tjene ham. I så fald skulle hun få hvad hun ønskede. Denne apostel
hed Samuel. Kunsten prøvede hun på et lam. Hun spyttede på det i den ondes navn
og straks derefter sprang det. Fanden bad hende også om at have et godt forhold
til de andre troldkvinder i Vadsø og Ekkerøy.

Hendes
idræt.

1.
Sammen med Maren Hemmingsdatter fra Ekkerøy og
Marthe Rasmusdatter fra Vadsø var hun med til at forgive en smellebåd som roede
vest i Finnmark. Fordi de havde beskyldt hende i Vardø for at være en
troldheks. Hun var da selv i en hunds skikkelse. Marthe som en svane og Maren
Hemmingsdatter var omskabt til en krage.

2.   Med
de samme to var hun også på Domen en søndag. Der dansede de efter en gige som
Fanden spillede på og han gav dem øl af en skål. Om natten lå imidlertid alle tre i en høstak i
Kiberg.

57.

Marthe Rasmusdatter

Fra
Vadsø. Hendes bekendelse.

Hun havde også lært af
Klara i Vardø og fik det ind i et stykke brød. Derefter kom den onde til hende
som en lille snespurv i Klaras stue og der løb den rundt på gulvet nogen gange.
Senere kom Satan til hende i en hunds skikkelse ude på marken og spurgte om hun
ville tjene ham. Efter at han lovede hende mad nok og alt godt, samtykket hun
omsoder i det, men han holdt ikke sit løfte. Kunsten prøvede hun på et lam med
en sort drik som den onde gav hende. Da lammet havde drukket, sprang det i to
dele. Hendes Gud hedder Christen.

Hendes
idræt.

1. Sammen med de andre
var hun med til at forgive en båd fra Nordland med fire mand om bord. Hun var
også sammen med de andre på Domen hvor de dansede krydsdans med den onde Satan
som spillede for dem på en langeleik (Citarlignende instrument med
violinhoved). I tillæg var også en anden troldkvinde der, som kaldes Liren,
alias Margrethe Jonsdatter, kone til Støker Olsen.

58.

Maren Hemmingsdatter,

Ole Sørensen kone fra Ekkerøy

Mor til Hemming.

Af de andre var hun
fuldstændig udlagt for trolddom, men ville ikke selv tilstå noget om det.
Alligevel tilbød hun sig gerne til at død for at have begået blodskam med to
brødre for nogle år siden.

Dommen
af den 28. november

1662

Siden Maren Monsdatter
og Marthe Rasmusdatter for retten frivilligt vedstår at have lært
trolddomskunst, og på adskillig vis øvet sig i disse, ved vi derfor om dette
ikke anderledes end at erkende og dømme, at de jo for deres fulde udåds
misgerninger skal miste deres liv til ild og bål. Og, siden Maren
Hemmingsdatter ikke alene er tillagt trolddoms sagen, uden at kunne bevise sin
uskyld med kirkenavns es selv med 11 andre, efter love, men endog, efter egen
offentlig bekendelse, desuden har begået og øvet blodskam med to kødelige
brødre imod såvel Guds som den verdslige lov, har hun derfor fortjent døden.
Derfor kan vi i denne sag ikke anderledes erkende og dømme, end at hun for sine
misgerningers skyld skal lide til ild og bål.

59.

1663

Sigri Olsdatter.

Klokkerens
kone i Kiberg. Hendes tilståelse.

En kvinde ved navn
Sigri, på Steinsland i Nordland, ville have hende i sin tjeneste og af hende
fik hun en blanding af brød og fisk. Af den fik hun så ondt i hovedet at hun
måtte kaste op. Samme kvinde ville også give hende noget at drikke af en skål.
Samtidig rådede hun hende til, at når hun ville have noget at drikke, skulle
hun bare begære det af hendes Gud. Hun skulle påkalde og tro på ham, så skulle
han også give hende rigeligt af hvad hun ellers måtte begære. Men denne
klokkerens Sigri siger imidlertid at hun sagde nej til dette fordi hun troede
på sin Gud, så kunne Sigri Steinsland tro på sin gud så længe hun ville. Derfor
ville hun heller ikke tage imod den skål hun blev tilbudt.

Hun bekendte også at
denne Guden Ole en dag. i præstehabit kom ind i stuen, tog hendes hånd og
hilste. Han satte sig ned hos hende i højsædet ved bordet. Da lagde hun mærke
til at han var sort i hovedet med to horn på og havde langt hår og skæg.
Desuden havde han to store, glødende øjne ligesom på en ko, sort hat og sko på
fødderne. Hænderne var både sorte og lådne.Han ånde gik ud som en rød ildflue
og han snakkede med hende sådan at Sigri ikke kunne høre det. Derefter talte
han så højt at man kunne høre følgende: "Vil vi gå?" og hun svarede. "Ja vi vil
gå" Atter sagde han. "Ja, vil vi gå, så går vi!" Dermed for de af sted med
hverandre, men hun viste ikke hvorhen.

En dag skulle hun fare
over sundet til Leikvik med nogle finner, men finnerne, som var blevet uenige,
forgjorde båden. Sigri så at de kastede knusk (fyrresvamp) med ild på havet.

Mens hun endnu var ung,
havde hun af en halvgal student lært en signe og avindsbøn. Den lød som følger:

Jesus
går til broen bred.

Der
mødte ham avind den lede.

Hvor
skal du gå, spurgte Jesus

Jeg
er på vej til bondens gård.

Finne
bonde og barn.

Jeg
skal dig omvende

Til
den dig udsendte.

Guds
ord Amen.

Efter hendes bekendelser
blev hun dømt til at rømme kongens land og rige. Dette ifølge domsslutningen,
dateret Kiberg den 20. december 1662.

Da hun imidlertid senere
blev udlagt af andre troldkoner, faldt hendes bekendelse om sin idræt i
trolddom på denne måde.

1.
Hun var med Solveig og flere andre en julenat i
Anders Persens kælder, hvor de drak sammen med de to børn. Da var Satan både
deres kompagnon og anfører. Han holdt et tændt lys i sin rumpe for at de skule
kunne se bedre.

2.
Hun forgav Per Christensens ko i Vardø. Denne
kunst havde Skarve Karen lært hende og det i noget avindssalt. Og når hun
forgav nogle husdyr, gav hun det ind med same avindssalt. Dermed skulle det
straks dø, men da Per Christensens kø tog noget tang fra hende på stranden,
slog hun efter den med et stykke tang og sagde: "Far fanden i vold fra mig."
Derefter døde den straks og dermed var hendes kunst prøvet og klar. Med saltet
forgav hun Nils Christensens ko så den straks døde. Da hun om natten sad hos
underfogden, kom adskillige katte op på taget og ville ned gennem skorstenen
til hende. De samme katte sagde hun havde været Solveig med flere. De ville
have hende med ud i kælderen igen.

3.
Hun erkendte at Margrethe i Vardø, som kaldes
Liren, var en stærk troldheks som havde forgjort køer tilhørende Hans Ørbech i
Vadsø. Det gjorde hun fordi Kirsten, Hans Ørbechs kone, nægtede at give hende
mælk som hun havde bedt om. Det var hendes Gud Gammel-Erik som havde fortalt hende
det. Hun fortalte også at finner fra Passvik forbandede Store-Lars´s ko i
Ekkerøy fordi han stjal noget fra dem. Endelig fortalte hun at Guri i Ekkerøy,
kone til Store-Lars, også havde lært kunsten med avinds salt og at hun forgav
et lam for hende som hun havde bedt hende om at få.

Dommen
af den 12. januar

1663

Og siden hun ikke kan
fragå at hun har benyttet trolddomskunster og også på alle måder bekendt
frivillig den nøgne sandhed om dette, da kunne vi på grund ag sådanne fulde
begået misgerninger ikke anderledes erkende, end at hun jo skal lide på sit liv
til ild og bål.

60.

Solveig Nilsdatter

Fra
Andersby. Hendes bekendelse om hvor hun har lært.

Sat
i pulken og brændt i Kiberg.

Havde nemlig lært af
Ingeborg fra Hamningsberg. Ole Monsens kone, gennem en fiskegrød og en drik
mungåt. Straks kom den onde til hende i en stor sort hunds skikkelse, men
forandrede sig derefter til en mands skikkelse. Da hun lovede ham sin tjeneste,
gav han tilsagn om at hun til gengæld skulle blive rig. Hun kalder ham Zacharias.

Dernæst prøvede hun på
en kat om kunsten var i orden. Hun gav den noget mælk og fisk idet hun sagde:
"Et nu til Fandens navn." Straks efter sprang den ihjel.

Hendes
bedrifter

1.
Hun forgjorde en ko i Syltevik som fik det ind
med noget hø idet hun sagde: "Et i Fandens navn." Deraf døde den.

2.
Sammen med Dorthe, Maren og Ragnhild, som alle
er henrettet, samt klokkerens Sigri og Liren fra Vardø, var hun med til at jage
fisken fra landet. Da var alle i skikkelse af hvaler og de jagede fisken med
bladtang. Derefter for hun af og til på fjeldet med den onde og udøvede der
adskillige onde bedrifter.

3.
Hun var også St. Hans nat på Domen sammen med de
andre troldkvinder. Der dansede og legede de mens Satan blæste for dem på en
lur samt spillede på en langeleik. Julenat var hun sammen med nogle troldhekse
på Dovrefjeld. Der var utallige som hun ikke kendte. Dog var også Liren der,
som den nat dansede med Fanden. Hun dansede den ene sko af sig, og da den blev
væk, skaffede han hende hurtigt en igen. Han skænkede dem øl og vin af en skål
og var den gang i skikkelse af en lang, sort hund. Solveig var i skikkelsen af
en lille, sort hund, mens Liren i skikkelse som en kat.

4.
Desuden var hun med de forannævnte troldkvinder
under Domen for a forgive Jens Ottesens skib, sådan som det fremgår af de
andres bekendelser.

5.
Sidste høst var hun sammen med de andre
henrettede troldkoner, de små pigebørn Ingeborg og Maren, samt klokkerens Sigri
og Liren i helvede for at se dets herlighed og beskaffenhed.

6.
Amtmand Orning spurgte hende hvorfor hun satte
ondt i hans hånd. Til det svarede hun  at
have gjort det for at han skulle pines og det fordi han behandlede dem så
strengt. Klokkerens kone, Sigri, var også med på denne handling, den ene i en
kats skikkelse og den anden i en hunds skikkelse, som Fanden havde forvandlet
dem til. Det var en nat de stak amtmanden i armen og foden med en knappenål
mens han sov.

7.
Julenat var hun også med Sigri og de to pigebørn
i Anders Pedersens kælder i Kiberg, hvor de drak af en øse og gjorde sig glade.

 

Lyderhorn Norge hvor heksene fra Nord mødtes hver vinter: