Heksesekten

Heksesekten

Under
kirkens påvirkning har man efterhånden fået forestillinger om heksesekten som
en fasttømret organisation med Djævelen som øverste top på kransekagen. Heksens
forhold til Djævelen har været som vasallers til en lensherre, bl.a. har de
måtte betale en vis afgift årligt til ham. Inden for organisationen har man
opereret med en række gejstlige, militære og civile grader. De ældste og
argeste hekse har fået de fornemmeste grader.

Det
var de fornemme hekse, der sad Djævelen nærmest ved sabbats måltidet, og der
var også dem, der var ham behjælpelig med under sabbatten at lære de yngre op i
trolddom. Desuden var det et tillidshverv for de ældste at koge den heksesalve,
som heksene fik fyldt deres smørehorn op med, før de drog hjem.

heksesalven

Heksesalven
er et kapitel for sig selv. Den har interesseret en del forskere, der i deres
begejstring har grebet pennen, uden at vi er blevet meget klogere af det.

Heksehammeren tager sine oplysning om heksesalven fra en
heks, som domme Pertus i Boltingen har afhørt. Hun fortæller at de koger salven
af småbørn. De koger dem i en stor kedel, indtil kødet skiller fra benene. Af
den faste masse laver heksene da en salve, som de kan udøve trolddom med, bl.a.
bruger de den, når de skal flyve gennem luften. Den flydende del bliver fyldt
på "flaske", og efter hvad heksen forklare, bruges den når heksene skal hverve
nye medlemmer til sekten. Når man drikke denne væske, vil man blive "medvider
og kyndig i heksesektens lærdom," og så for resten glemme sin rene tro. Denne
drik er altså både en kundskabsdrik og en glemselsdrik.

En
sådan heksesalve som den beskrevne volder ingen bekymring for forskerne. Den
passer godt ind i den uhyggelige atmosfære, der skabtes omkring heksen. Man
tiltroede hende alle former for fandenskab.

Det
er anderledes med de heksesalver, man finder i retsakterne, der indeholder
plantestoffer, som man ved har en indvirkning på organismen. Specielt spændende
bliver det, når det viser sig, at det er de samme stoffer, der går igen i
heksenes bekendelser. Allerede heksenes samtid var opmærksom på dette. Således
nævner den berømte hekseforkæmper, den hollandske læge Johan Weyer, to
forskellige opskrifter på heksesalve i sin bog. Disse to opskrifter indeholder
en række planter, som vi ofte finder i en eller flere af retsakternes
heksesalver:

Den
ene er blandt andet kogt med barnefedt, selleri, stormhat (aconitum
septentrionale) og blade af bævreasp (populus tremula).

Den
anden med kalmusrod (aconus calamus), rød fingerbøl (digitalis purpurea),
flagermus blod, belladonna, også kaldet galnebær (atropa belladonna) og olie.

Alle
disse urter er alle kendte urter fra den tidlige læge medicin og de har alle en
indvirkning på den menneskelige krop nogle på det psykiske plan og andre på der
funktionelle.

Atropa
belladonna og bulmeurt er begge urter som har været brugt i folkemedicinen i
Norge, de indeholder begge atropin og hyoscyami og er begge kendte for at
indvirke på nervesystemet. I mindre doser kan de virke afslappende og fremkalde
svævende flugtlignende fornemmelser. De alkaloider, disse planter indeholder,
har den specielle egenskab, at de kan trænge ind i organismen gennem huden. Ve
ved at bulmeurt har været meget brugt i Norden mod tandsmerter.

Der
er ingen tvivl om at men ved indsmøring af en salve, der indeholder hyoscyamin,
vil kunne opnå et "trip" af en eller anden art.

Man
er stort sete enige om, at mange af heksesalverne kan have haft vise virkninger
på den menneskelige organisme, med det, som man ikke er enige om, er, om de,
som blev anklaget for at have deltaget i sabbat og bekendte deres kendskab til
heksesalve, har brugt den for at komme ud af hverdagens trivialitet.

Reichborn-Kjennerud
tager visse forbehold i forhold til salven: Når vi skal dømme om disse ting, må
vi ikke glemme, at troldsalven ikke altid skulde smøres på troldkvinderne selv,
men ligeså ofte på de brugsting eller dyr hun red på, og at mange af disse
kvinder havde meldt sig selv for retten og kom med frivillige tilståelser.
Dette viser at ikke få af disse tilfælde med troldsmøring i hornet bare har
været fri fantasi.

Her
har Reichborn-Kjennerud ikke gjort sig klart, at en del af de almindeligst
nævnte stoffer i heksesalven absorberes gennem huden.

Kvinderne
er trods alt i flertal blandt heksene, og i den tid brugte de ingen form for
underbeklædning. Smurte man et rideredskab med heksesalve og satte sig
overskrævs på dette, havde salven rig mulighed for at trænge ind i organismen
gennem skamlæbernes slimhinder, samtidig med at en ridende bevægelse kan have
fremkaldt vellystfølelser. Hvis man læser samtidsbeskrivelser, kan man let
forestille sig, hvilken mangel på udbytte, kvinderne havde af et seksuelt
forhold, og hvilken glæde en sådan ridetur kunne give. I disse seksuelt
underernærede kvinder ligger vel også en del af forklaringen på de blomstrende
bekendelser om Djævelens hyppige besøg i sengen bag ægtemandens ryg. Hvad ved
man om, hvad der kan være dukket op af skyldkomplekser hos et stakkels
menneske, der havde siddet og rådnet op i et af de stinkende fangehuller, som
man bød den tids arrestanter, med eneste selskab af sig selv og rotter, utøj og
rå fangevogtere. Seksuelle tanker var syndige for kvinder på dette tidspunkt af
historien. De var først og fremmest avlsdyr. Men 1600-talskvinderne var vel af
kød og blod de også og gav deres ægtemage dem aldrig nogen tilfredsstillelse,
har man vel også dengang kendt til selvtilfredsstillelse. Men når man helt op i
vor tid kan læse i lægebøger at onani kan medføre skæv ryg, dårlig ånde og alt
muligt andet ondt, er det vel ikke så usandsynligt, at man på hekseprocessernes
tid troede, det var djævelen selv der var ude, Noget så godt måtte vel høre
Jordens fyrste til.

At
coitus med Djævelen altid beskrives som koldt og ubehageligt, vil kun kunne
tilskrives forfølgerne. Det kan kun blive med det som med de lækre
glædesmåltider. Heksenes bekendelser skulle få godtfolk til at gyse, ikke til
at få lyst at gå hen og gøre ligeså.

Det
kan ikke bevises at alle kvinder der har bekendt sabbat, har benyttet
heksesalve for at opnå "Sabbat". Det skal blot påpeges at der heller ikke er
nogen grund til at tage afstand fra en realistisk brug af heksesalve, hvor man
i heksebekendelserne møder, at heksene smurte salven på rideredskabet. Det kan
ikke bevises at folk brugte heksesalve for at få denne særlige form for
oplevelser, men det kan heller ikke afvises. Fra folkemedicinen ved vi, at man
har kendt disse forskellige lægeurters virkning. Hvorfor skulle der ikke være
mennesker, der forsøgte at komme bort og på flugt fra en træs hverdag og gennem
"stoffer" opleve lykken, dengang som nu i
vore dage.

Måske
var heksene den tids narkomaner, før apoteket kom på benene var det kræmmere
sydfra, som drog rundt og solgte forskellige medikamenter, vi kender dem som
theriakkræmmerne og det må være datidens narkotikaforhandlere fordi der altid i
deres medikamenter var et opiumslignede stof, som gav en flugt fornemmelse og
en svimmel lykkefølelse. Men der er nok kun en del af forklaringen og at hævde
at alle kvinderne som blev henrettet som hekse var narkomaner.

Men
det er spændende at kunne drage paralleller fra den tid til vore dages
narkomanproblemer.