Persongalleri

Hemming Theologus Doct. Niels Hemming

Niels Hemmingsen,  8.(22.)5 (el. 4.6.) .1513-23.5.1600, teolog, professor. Født på Lolland (det nøjagtige fødested uvist), død i Roskilde, begravet i domkirken sst. En farbror, som var smed, sørgede for at få H. sendt i skole i Nysted og i de følgende år synes han at have besøgt latinskolerne i Nakskov, Nykøbing F., Slagelse, Roskilde og Lund. I Roskilde var skolens rektor humanisten Niels Black som også var kannik ved domkirken. Så sent som 1560 dedicerede H. et skrift til sin gamle lærer med en tak for at han havde understøttet ham økonomisk. – 1537 drog H. som så mange af reformationstidens danske studenter til Wittenberg. Hans studier blev finansieret af adelsmanden Johan Urne og efter dennes død af hans søster Alhed Urne, men H. måtte dog også tjene til føden ved at undervise andre studerende. H. opholdt sig fem år i Wittenberg og modtog et uudsletteligt indtryk af Philipp Melanchton, "min elskede lærer" som han bestandig kalder ham. Naturligvis omtaler han også siden Luther med ærbødighed, men det gælder for H. som for næsten alle danskere i den første efterreformatoriske generation, at det var Melanchton man lærte af og havde kontakt med. Efter at have taget magistergraden drog H. 1542 tilbage til Danmark. Efter en kort periode som huslærer i Malmø blev han 1542 eller 43 professor i græsk ved Kbh.s universitet. Senere fortæller han selv at han i disse år havde nær kontakt med rektoren ved Vor frue skole, mag. Oluf Offesen, med Jens Skjelderup som siden blev biskop i Bergen og med Laurids Bertelsen, siden biskop i Århus. Disse mænd mødtes dagligt, og H. gennemgik efter Melanchtons forbillede Davids salmer for de andre. 1545 blev H. professor i dialektik (og hebraisk), fra 1547 virkede han et års tid som sognepræst ved Helligåndskirken, og 1553 tog han den teologiske baccalaurgrad og rykkede samme år op i det teologiske fakultet. 1557 blev han kreeret til dr.teol. og overtog posten som "theologus primus". Som teologisk professor, fire gange rektor og 1572 universitetets vicekansler havde H. hænderne fulde. Han skulle deltage i universitetets administration og økonomiske forvaltning, men også varetage de mange opgaver som efter reformationen var blevet lagt hen til det: kongen skulle rådgives i diverse sager, bøger skulle censureres, der skulle afgives udtalelser i sager vedrørende trolddom, ægteskab, gejstlige personers liv og lære m.m. Og naturligvis skulle H. passe sin undervisning -både i form af disputationer og forelæsninger på universitetet og af privatundervisning af de studerende han havde optaget i sit hus. Det er rimeligt at slå fast, at endnu i dag virker H.s skrifter yderst klare og pædagogiske. Det har øjensynlig været ham en fornøjelse at undervise, og disputationerne og navnlig forelæsningerne over nytestamentlige skrifter og over salmerne udgør den største del af hans iøvrigt meget omfattende forfatterskab.

 H.s forfatterskab henvender sig naturligt nok især til præsterne, og der er ingen tvivl om at det har vundet stor udbredelse og øvet stor indflydelse. I den latinske ordinans fra 1561 som H. iøvrigt var medforfatter til, nævnes hans Enchiridion theologicum (teologisk håndbog) og hans Postille som bøger, præsterne bør eje. Og 1568 blev præsterne på Odense landemode påmindet om at de skulle lade sig overhøre af bispen i "Hemingii theologi" og i hans bog om præsternes embedsførelse, den berømte Pastor (hyrde).