Hvad man ellers iagttog

Hvad man ellers iagttog

Under forhøret og specielt under torturen iagttog man
heksen for at finde ud af, om der var noget exceptionelt ved hendes opførsel.
Man iagttog de vridninger, hun foretog sig, de lyd, hun udstødte af smerte, den
måde, hun forholdt sig til det hellige på. Således blev hun tvunget til at
fremsige sit Fadervor under de stærkeste pinsler, og gjorde hun fejl i
fremsigelsen, blev dette tolket og forklaret efter forfølgernes bedste
overbevisning. Det, man havde observeret under forhøret, blev brugt som
indicier mod den anklagede.

Heksens sidste timer

Man brugte alle midler til at få heksen til at bekende og
når hun havde bekendt, ventede der hende den strengeste straf. Hvis hendes
synderegister var af mildere karakter, landsforviste man hende og tog al hendes
ejendom fra hende. Som oftest blev hun dømt til døden.

Når
man først kommer så langt som til at få en dødsdom, skulle man tro, at spillet
er forbi – tæppet kan gå ned. Men der findes en hel del måder at forlade livets
scene på. Den mildeste form for dødsstraf var halshugning, en skæbne der blev
mange af Europas hekse til del, men almindeligvis lød dødsstraffen for trolddom
på bål og brand.

Brænding

Man har haft to brændingsmetoder: pælemetoden og
stigemetoden. Pælemetoden er den mindst humane. Den har været brugt i stor
udstrækning i Tyskland, men så vidt vides har man ikke benyttet sig af den her
i Norden.

Brænding ved pæl foregik således: Ofret blev bundet til en
pæl, der var hamret ned i jorden. Undertiden hængte man krudtposer på ryggen og
brystet af den dødsdømte. Om dette var en human foranstaltning eller noget, der
skal føres på forlystelsesbranchens konto, skal være usagt. Det er bedst at
forestille sig det første. Omkring pælen byggede man så bålet op. I
regnskaberne ser vi, at der skulle mange læs brænde til at gøre ende på et
menneske. Det belv en rædsom død for den, dr stod ved pælen, og et langvarigt
skuespil for de, der stod omkring. Det var ikke kun i det gamle Rom, at folket
ikke var tilfreds med brød, men ville også have skuespil.

Det er ufatteligt, hvor afstumpede mennesker kan blive
uden de rette forhold. Man har tilsyneladende taget disse heksebål som en
velkommen afbrydelse i hverdagens trivialiteter. Heksen skulle ikke vente sig
nogen medlidenhed fra sine bysbørn. Man har hundset og hånet hende til det
sidste og stemningen omkring heksebålet må have været som omkring guillotinen
under den franske revolution.

Man havde på dette tidspunkt den opfattelse at straffen,
at samtidig med at den var køn som forskyldt for den, der havde begået en
forbrydelse, skulle den virke som opdragelse og afskrækkende eksempel på de
øvrige samfundsmedlemmer. Derfor, jo mere bestialsk, jo bedre.

Det er klart, at med de metoder man brugte mod heksene
under forførerne og henrettelsen, skabte man en rædsel hos folk, der gik over i
afstumpethed. Man kendte sig forsvarsløse over for forfølgerne, altid usikre
over for dagen i morgen. Man hujede og skreg omkring bålene, havde myrekryb i
maven og i sjælen: "Hej folkens, lad os danse i dag, måske vi går op i røg i
morgen".

Efter brændingen lod man den sorte afsvedne pæl stå. Et
varigt minde i landskabet om, hvordan det går med de mennesker, der forsværger
Djævelen.

Ved brænding på stige gik man sådan frem: Man bandt ofret
ved arme og ben til en stige. Efter bålet var antændt og ilden blussede godt,
kastede bøddelen og hans svend stigen ind over bålet. Man må gå ud fra, at
heksen er besvimet næsten øjeblikkelig ved den heftige smerte og at døden må
være indtrådt omtrent med det samme.

I Norge brugte man, at give heksen en kande vin før
henrettelsen.

Det var vel ikke noget, der var specielt for heksene, men
for dødsdømte i det hele taget. Det er ikke let nøjagtigt at sige, hvor meget
en kande vin har været og hvor stor alkoholprocenten har været i en sådan vin,
man må vel gå ud fra, at den har haft en sløvende virkning på hjernen og en
lille hjælp for den, der skulle offentlig henrettes.

Tillægsstraf

Var heksen af en ekstra ondsindet karakter, fik hun i
tillæg til dødsstraffen en række pinsler, som hun blev udsat for på turen fra
fængslet til henrettelsesstedet. Man kunne for eksempel knibe hende med
glødende tænger eller piske hende. På retterstedet kunne man også afhugge et
lem før brændingen.

Heksens ejendom

På kontinentet gik heksens ejendom dels til fyrsten, dels
til kirken og dels til den dømmende myndighed. Det at brænde hekse kunne altså
for en række personer være en måde at berige sig på. Det kan måske forklare, at
der brændtes mange fornemme personer ude i Europa.

Ilden som rensende element

Middelalderens henrettelsesmetoder var ikke just humane,
men levende brænding er en af de værste former. Så vidt vides er brænding kun
brugt som dødsstraf for kætteri og trolddom. Det synes, som om man som baggrund
dor denne grusomme døds måde har set på ildens ældgamle funktion som lutrende
element. Gennem ild rensede man sig for den synd, det var at forsvoret sig til
Djævelen og dermed til evig fortabelse: Kirken vandt gennem bålet en sjæl, og
Djævelen tabte en. Dette forklare hvorledes kirken kunne gå ind for en sådan
henrettelsesmetode. Ja, man vaskede sine hænder og bad til gud en takke bøn,
for at man gennem bålet kunne redde en menneskesjæl. Tanken om ilden som
sjælerensende må vel have ligget nærmere den katolske kirke med sit
skærsildbegreb end den reformerte. Alligevel var hekseforfølgelse og
bålbrænding en af de ting, den reformerte kirke overtog uden tøven.

Man kan have set på ilden som rensende, men folk flest har
nok set på den som det, det tilintetgør fuldstændig. Vi ved, at det er
almindelig udbredt folketro, at ilden tilintetgør alt. Den er en af vore
ældste, mest brugte apotropæiske midler. Erfaringsmæssigt har man kunnet
forvisse sig om, når det gjaldt konkreter, at de forsvandt i ild. Dette er så
blevet overført til abstrakter. Derfor synes det som om man har forestillet
sig, at bålet tilintetgjorde det onde menneske. Ellers kan der ikke være nogen
grund til, at man brændte de anklagede hekse, når de døde i fængslet eller på
torturbænkene. Eller at man brændte de henrettede, når de som en særlig måde
var blevet halshugget i stedet for levende brændt.