Persongalleri

Hvidtfeld Arild Hvitfeld Rigets Canceler.

Arild Huitfeldt (11. september 1546 - 16. december 1609) var en dansk historiker og Christian 4.s rigskansler. Han skrev Danmarks Riges Krønike i 10 kvartbind. Født på Bergenshus i riget Danmark-Norge, hvor hans far var lensmand.

 Han var selv lensmand i forskellige skånske len, og i 1586 fik han sæde i Rigsrådet under Frederik 2., og blev tillige rigets kansler, hvorved han kom i spidsen for landets Justitsvæsen. Fik i 1606 et apoplektisk anfald, og i 1609 trak han sig tilbage til Herlufsholm

Huitfeldts døbenavn var egentlig Arvid; på latin skrev han sig: Arnoldus. Han var født på Bergenhus, hvor hans fader, Christoffer Huitfeldt til Berritsgård (død 1559), da var lensmand; moderen, Øllegaard Trolle, var en søster til Herluf Trolle, et slægtskab, der fik stor betydning for Huitfeldts senere liv.

 Da hans fader 1556 flyttedes som lensmand fra Bergen til Korsør og siden til Gulland, anbragte han sine sønner Arild og den lidt yngre broder Jacob i huset hos professor Johannes Machabæus i København og efter dennes død (1557) hos professor (siden biskop) Poul Madsen; hos begge nød de undervisning af en særlig lærer, først af Christoffer Jespersen, siden præst i Herlev ved Frederiksborg, og derefter af den senere navnkundige skolemand Hans Mikkelsen.

 Denne sidste fulgte også med brødrene, da de 1562, et par år efter faderens død, sendtes til Strassburg. Her kom de med deres hovmester og 2 andre unge danske adelsmænd i huset hos professor Johannes Sturm, der var anset for en af sin tids største lærere og navnlig er bekendt for den energi, hvormed han drev den praktiske indøvelse i latin, som han stræbte at gøre til den studerende ungdoms andet modersmål. Huitfeldt nåede da også en stor færdighed i dette sprog, som han siden skrev med lethed og sikkerhed. Da morbroderen Herluf Trolle døde i sommeren 1565 som en følge af de sår, han havde fået i Den Nordiske Syvårskrig, måtte brødrene Huitfeldt rejse hjem.

 Sturm, der ved siden af sin lærergerning var den danske konges politiske korrespondent, medgav dem et brev til Frederik 2., hvori han omtalte deres hovmester som en udmærket mand og spåede, at de 2 unge mennesker med tiden ville blive en ære for deres fædreland, da de allerede var godt fremskredne i videnskaberne og desuden ved deres sindige og lydige væsen gav sikkerhed for, at de også i fremtiden ville arte sig vel.

Rigets Kansler

1586 fik Huitfeldt sæde i Rigsrådet og blev tillige Rigens Kansler, hvorved han stilledes i spidsen for landets justitsvæsen. Samtidig ombyttede han Laholm med Tryggevælde Len. Som løn for det arbejde, rigskanslerembedet medførte, aflagdes han med vor Frue Provsti i Odense, et ret anseligt beneficium, hvorunder Frue Kirke i Odense og Gamborg Kirke i Fyn hørte, for hvilke Huitfeldt da blev patron.

 Samme år afstod han Søndmøre Len. Fra nu af træffer vi Huitfeldt hyppig fungerende i kongelige kommissioner, ligesom han var justitiarius på de kongelige retterting. Kongens kansler Niels Kaas og Huitfeldt var de eneste af Rigsrådet, der stod ved Frederik 2.'s dødsleje på Antvorskov 4. april 1588. Dagen efter udfærdigede Huitfeldt i forbindelse med Niels Kaas og Christoffer Valkendorf, der imidlertid var kommet tilstede, de første offentlige breve angående kongens død; og kom Huitfeldt, der var det yngste medlem af Rigsrådet, end ikke ind i det såkaldte regeringsråd i Christian 4.s mindreårighed (1588-96), så kom han dog i dette tidsrum til jævnlig at vikariere for fraværende medlemmer af rådet, og i de sidste år af den nævnte periode skete det navnlig hyppig, at han måtte "ligge i Regeringen" i København.

 I slutningen af 1591 var Huitfeldt, ledsaget af juristen dr. Nicolaus Theophilus, i en diplomatisk sendelse til Sachsen. Også andre særlige hverv blev jævnlig overdragne ham, navnlig sådanne, som krævede takt og fasthed, såsom forhandlingerne med enkedronning Sophie om hendes døtres udstyr og lignende lige så delikate materier. Også for hans juridiske indsigt var der god brug. 1596 ombyttede han Tryggevælde Len med Vordingborg og Lekkende og året efter disse len med det gamle Bispeslot Dragsholm Slot i Ods Herred, der blev hans sidste forlening.

 Efter at Christian 4. 1596 havde overtaget regeringen, benyttedes Huitfeldt som kyndig og prøvet mand jævnlig i vigtige statshverv. Navnlig kan mærkes hans sendelse i foråret 1597 med Jørgen og Iver Friis til Trondhjem for at holde retterting og undersøge de klager, der førtes over den som lensmand nordenfjelds lidet hæderlig bekjendte Ludvig Munk.

 Efter hjemkomsten fra Norge sendtes Huitfeldt med Christian Barnekow til dronning Elisabeth i England for med passende højtidelighed at tilbagelevere Hosebåndsordenen, som Frederik 2. havde båret, samt forhandle om vanskelige handels- og skibsfartssager og endelig tilbyde Danmarks mægling i striden mellem England og Spanien. Der fra gik rejsen til Nederlandene, hvor også forskellige underhandlinger fandt sted, og til prins Morits af Nassau-Oranien. Staterne hædrede Huitfeldt med en vægtig guldkæde, som han siden bar ved festlig lejlighed.

 I februar 1601 deltog Huitfeldt i et grænsemøde med Sverige i Flakkebæk (i Halland), og i september 1602 var han som gesandt i Bremen til forhandling med engelske sendebud angående omstridte handelsforhold. 1604 blev det overdraget Huitfeldt og Steen Brahe at forhandle med de polske gesandter, som havde indfundet sig i København for at søge hjælp. 1606 beskikkedes Huitfeldt til medlem af den hjemmeladte regering, mens kongen var i England