Historisk baggrund Jekter, knaper, handlende

Jekteskippere, Knaper og andre handlende.

 

(knaper, et ord som betegner en lavadelsmand, en som nok
tilhørte det egentlige ridderskab, en førte adelig hjelm og skjold og hævede
sig over den almindelige bondestand)

 

Mens Bergens borgerne og Trondheims borgerne i en kun lille udstrækning blev

bosiddende nordpå, havde landsdelen fra gammel tid en klasse af fast boende

handelsmænd, med traditioner helt tilbage til middelalderen. Ophavet til denne

lokale handelsstand mener man er de mange "setesveiner" som ærkebispen havde

langs hele kysten fra Sognefjord i syd til Finnmark i nord. En fortegnelse over

setesveinene fra 1533 udviser af 49 af dem var bosat i Nordland og Finnmark. Af

disse var igen 18 fra Finnmark, 16 fra Troms og Senja, 5 fra Vesterålen og Lofoten,

og de øvrige 10 fra Salten og Helgeland. Det er åbenbart at de have til opgave at

indkræve bispen fiskeskat og afgifter fra ærkestolens jordegods nordpå. Antallet er
størst i Troms og Finnmark som netop havde særlige rige fiskerier.

 

Disse setesveinene må alle sammen have drevet handel, dels for ærkebispens og

dels for egen regning. De har sejlet til Trondheim og delvis ti Bergen med egne jekter,

og har spillet en vis rolle i Nordland. Man har også indsigt i at de fleste af dem var

velstående nordmænd. Da reformationen blev indført i 1536, skete det samtidig med at
Christian III tiltvang sig herredømmet i Norge. Kongens folk for da hårdt frem
mod dem som havde støttet ærkebispen, og en række setesveiner og andre gode
mænd nordover kysten blev franarret deres kostbarheder.

 

Men denne overgang harstort set ikke forandret vilkårene for disse storkarene (stormænd).

Fiskerietog handlen fortsatte med at blomstre hen over hundrede året som fulgte og i en
optegnelse far 1563 over dem som betaler skibsskat, finer man flere af de gamle
setesveinene. Mange af dem har vel forsat som opkræver for bispen, som
fremdeles beholdt sin del af fiskeskatten, eller for kannikkerne i Trondheim,
som beholdt indtægterne fra en række sogn nordpå. Ved siden af dette har de
haft deres private gårdsbrug, deres jektebrug og deres handel. De fortsætter på
den måde den norske stormandsklasses traditioner fra saga tiden og mere
udpræget end nogen anden stand i landet.

 

Og ikke kun af gavn menogså af navn bære disse nordlandske handelsmænd en

tradition fra middelalderen: Setesveinene sidestilles ofte med knaper, et ord som betegner

en lavadelsmand,en som nok tilhørte det egentlige ridderskab, en førte adelig hjelm og

skjold og hævede sig over den almindelige bondestand. Det er beviseligt at i katolsk
tid fik enkelte af setesveinene "adelig frihed" af ærkebispen. I fortegnelsen
over betalt skibsskat fra 1563 finder man således navne fra norske adelsslægter
som Teiste, Kruse og andre som også findes i listen over setesveinene. På den
anden side er det klart at kun en del af disse personer egentlig var af
adelsslægt. Efter navnene at dømme har de også været af nok så forskellig
nationalitet. Nogen har alimindelige norske og danske navne, andre bærer
tilnavn som Jute (jyde) eller Skott (skotte).

 

Men det er åbenbart at knape navnet i tidens løb har fået en mere omfattende

betydning, og efterhånden blev brugt om alle som tilhørte den økonomiske overklasse

i Nordland, enten de nu var større jordejere eller drev jekte brug og handel. Knape

navnet holdt sigved en ubrudt tradition op gennem 16 og 1700 tallet. I 1763 giver

Albert Dassdenne forklaring på ordet knape: "En knape - kaldes her i landet en
formuende mand der både står sig bedre og klæder sig bedre end en almindelig
bonde." Og endnu i vore dage har Alf Kiil hørt en ældre mand bruge
"knåpe" om en handelsmand af gammel gæstgiver slægt. Han understreger
at navnet ikke sigtede til mandens velstand, men der fulgte også "ligesom
en værdighed med det".

 

Denne opfatning er ikkeunderlig når man ser at de stor del af de gamle jekte skipper,

handelsmænd og storbønder i Nordland helt op til Senjen og Tromsø tilhører den gamle

adelige slægt Benkestok, godt nok gennem kvindeleddet. Tallet på dem er i virkeligheden
forbavsende stor, og der er åbenbart medlemmer af denne og andre gode slægter
har følt sig og ført sig mere en almindelige bønder. Embedsmændene på 1700
tallet , som ofte var af dansk afstamning og som sjældent forstod slægts
stoltheden og kulturarven hos norske bønder, forargede sig nok mange gange over
disse stormænd i Nordland, lige så sikkert som de gerne misforstod og kom på
kant med Storbønderne i bygderne sydpå. Derfor kunne sorenskriver i Senjen og
Tromsø i sin beretning far 1768 udbryde: "Af gammeladel ved jeg intet her
nord, men her er alt for mange bonde-adel elle Benkestok-adel".

 

Men vilkårene i Nordland var ikke anderledes end at de selvsamme embedsmænds

børn meget vel kunne blivemedlemmer af denne "bonde-adel". Hvis faderen ikke kunne

skaffe allesønnerne udannelse til embedsvejen, eller få døtrene gift med embedsmænd,

var der i Norland ingen anden udvej endat sønnerne i bedste fald kunne blive handelsmænd,

jordejere og jekte skipper, hvis de da ikke blev almindelige bønder. Og døtrene måtte ofte

takke til hvisde kunne få en god mand af knape-stand. Dette bekræftes da også af utallige
arveskrifter og andre dokumenter. Albert Dass siger det samme i 1763: "En
stor del af sådanne knaper der er i landet er komet af brave folk, såsom
præster, betjente (civile embedsmænd) og kræmmere".

 

I det hele taget er det på 16 - 1700 tallet oftest sådan, at embedsstanden nordpå, og især

præsterne erstærkt knyttet til knaperne ved slægts og familiebånd. Man ser ofte at
præstesønner bliver jekteskipper og handelsmand, nogen af deres sønner igen
måske præster eller fogeder, og disse vender med forkærlighed tilbage til
Nordlandene som embedsmænd. Det er klart at disse slægter holdt sammen og
respekterede hverandre. De var rodfaste i Nordland og kendte forholdene langt
bedre end de embedsmænd som kom ude fra fremmede forhold og blev gæsteoptræden
nordpå.

 

Når man kigger på handlende første hundrede år efter reformationen ser man at

bondehandelen og jektebruget blev drevet ikke kun af Knapene, men også af præster og

andre embedsmænd. Det var i det hele taget sådan at enhver formuende mand i sit
distrikt måtte prøve at tilgodese det behov som altid var til stede for en
lokal handel. Sådan som årene skiftede og tiderne var gode eller dårlige, kunne
det være op eller ned med kreditten i Bergen. Det er forkert at tro at
bergenserne forstrakte deres kunder i Nordland med kredit i det uendelige. Når
de dårlige tider kom, og  flere dårlige sæsoner på havet førte til at Nordlændingene

havde lidt at betale med, kunneden ene efter den anden miste sin kredit i Bergen.

De havde da ingen anden udvej end at gå til udliggerborgerne eller til Knapene for at få

det nødvendigste. Men borgerne lå som regel i Nordland, kun de tre måneder om
sommeren, og skulle en komme i nød i den værste vintertid, måtte han også søge
hjælp hos de formuende mænd, som fortsat var bosat i landet.

 

Knapene og andre handlende nordpå var som regel også jekte ejer. Hvordan jekte bruget

var sammensat og blev drevet, skal vi se nærmere på i et særskilt kapitel. Her skal det fastslås
at jektebruget var en anerkendt og til slut lovfæstet institution, som myndighederne viste var

nyttig og nødvendig for landsdelen. jekte bruget skullevære til for almuens skyld, men jekte

skipperne brugte selvsagt deresøkonomiske stilling og deres forholdsvis gode kredit i Bergen  

til at skaffe flere varer end de selv behøvede. Og dette satte dem i stand til at drive lidt handel

hjemme ikonkurrence med borgerne. Denne handlen var formelt ulovlig. I Trondheims
privileger af 1732 hedder at embedsmændene i Nordland skule overvåge at ikke
"uprivilegerede bønder eller andre - på landet omfarer, enten vinter eller
sommer, med adskillige købmandsvarer, øj, brændevin, og tobak, eller til værs
og skjærs haver deres købsvenner derved". Men det havde nu en engang været
sådan fra tidligere tider. Selv embedsmanden måtte iblandt ty til bondehandleren for at få en

håndsrækning. Myndighederne forsøgte en tid at udrydde bondehandlerne og gøre borgerhandlen

enerådende, men i det lange løbvar livet selv stærkere end velmente anordninger. En lokal

småhandel nordpå året rundt var simpelthen en livs nødvendighed. Det som sorenskriveren i

Senjenog Tromsø siger i 1768: "Skulle ikke sådanne føre mel og andre varer mere
end til deres eget hus, så det ilde ud for mange om vinteren og våren, thi
borgerlejerne er da intet at få på den tid".

 

De varer som knapene og andre jekteejere på den måde formidlede, var dels til husbehov

og dels tiludrustning til fiskeriet. De blev "udreddere" for almuen, i stedet
for købmændene og udligger borgerne og bønderne blev deres
"skyldmænd". I amtmand Heidemanns beretning som førte til
gældsordningen af 1685, gør han rede for forholdet mellem knapene og
skyldmændene. Her fortælles også at udredderne, både knaper og borger, så at
sige havde delt bønderne imellem sig, sådan at de ikke måtte handle med nogen
anden end sin udredder, om de så skulle sulte. Handlede en bonde med en anden
mand en sin udredder, blev han stævnet til tings og kunne blive frataget alt
det han ejede. Ofte fik udredderen hele boet til dækning af gælden. Det hændte
også at knapene opkøbte fordringer i Bergen eller hos andre udreddere og på den
måde skaffede sig flere skyldmænd. Lige sådan lånte udredderen ofte bygselpenge
(leje på livstid) til en søn som ville overtage gården efter faren, og var boet
fallit, overlod udredderen ham bygninger og  husgeråd mod en årlig afgift. Ofte måtte
sønnen svare for underskuddet i farens bo, og til afbetaling på hans og sin
egen gæld afgive al sin tran og fisk til udredderen. På denne måde havde
udredderen i virkelighed en stor magt over sine skyldmænd. Det hændte at bonden
blev tvungen til at ro fisk for udredderen eller sejle på hans jekt uden anden
godtgørelse end fradrag i gælden. Ja, det gik så langt at knapene i Vesterålen
i 1682 ansøgte kongen om at skyldmands gæld måtte blive arvelig, sådan at kone
og børn efter en afdød skyldmand skulle være forpligtiget til at arbejde for
udredderen, som "nest Guds forsyn" måtte give dem livsophold. En
sådan ret fik de ikke, og gældsordningen af 1685 tog vel kun brodden af de
værste misbrugere. Man skal også være klar over at det er den usædvanlige nød i
slutningen af 1600 tallet som havde gjort almuens stilling så dårlig. I
krigsperioden 1700 - 1720 var tilstanden også dårlig nok, og der er ingen tvivl
om at den hjælp som præster, fogeder og småhandlende i denne tid gav almuen,
ofte var ren fattighjælp.

 

Fogeden Andreas Tønder i Senjen og Tromsø, som selv havde to jekter til bygdefart, skriver 18. juli 1720
til amtmanden om dette: De folk han lejer om sommeren til slåttfolk (hø høst

folk), bliver betalt med mel og andre nødvendighedsvarer til en værdi af 4½
rdl. hver, og dette har de til delvis livsophold om vinteren. I tillæg kommer
alt det "som man i deres hungersnød må hjælpe og kreditere dem til deres
fiskeris almindelige brug og nødtørftige ophold om vinteren og våren, som
udrustes på Guds nåde og barmhjertelighed, thi som fiskeriet nu i nogle år har
været ringe og den kornafgrøderne er frosset væk, så er skylden så gælden nu så
stor hos de fleste gemene, at de nu ikke kan betros mere, uden at man af
kærlighed til sin fattige næste må efter Guds bud gøre og bevis miskundhed og
tage både mand, kvinde og deres umyndige børn til sig, og give dem livsophold
så de ikke skal lide hungersnød.

 

På den anden side kunne man ikke sige sig fri for at knapene tog sig godt betalt når de

afregnede med deres skyldmænd, især når tiderne var gode. De færreste af bønderne på

denne tid kunne læse, og endda færre skrive, og blandt knapene selv kunne de nok være så
forskellige med begge dele. Men de holdt regnskab mellem hinanden ved hjælp af
karvestokker, (gl. dags regnskab førelse udføres med mærker på en træstok) en
regnskabsform som er lige som gammel som selve handelen. På disse lange
træstokke blev der skåret et mærke for hver våg fisk skyldmanden stod i gæld
for hos udredderen. Det var i det hele taget almindeligt at man i ældre tid
brugte en våg fisk som værdimåler for alle varer i mellemregning mellem knaper
og skyldmænd, til dels også når det gjaldt Trondheims borgerne. Disse
karvestolle blev altid godtaget som fuldgyldigt bevis ved opgørelse og arve sager.

 

Men prisen bestemte kræmmer og knaper, og den blev der ofte klaget over, både fra

"fattig almue" og embedsmænd. Sorenskriver Thormøsøn taler i 1748 med harme om

den "ubillig og uchristelig fordel som kræmmere og andre bondehandlere søger at vinde på
deres kræmmeri og købmandskab".

 

Både bondehandler og Trondheims borger forlanger den dobbelte pris at det de selv har givet

for varen, og til gengæld får bonden kun  halvdelen af den pris hans varer betales med i

købstæderne. I den korte tid skriveren havde været i landet, har han set nok af kræmmernes

snyderi og mærkelige kneb, og hvor let bonden i sin enfoldighed lader sig narre. Når man snakker

med kræmmerne om dette, er de ikke helt fri for at de skammer sig over
fremgangsmåden. Selve handlen er nok nødvendig, mener han, men knapene og
Trondheims borgerne burde lave deres afregning med bønderne på høst tinget i
retten nærvær, og "profitten skal være mådelig for kræmmeren og tålelig
for bonden, så den synd og uretfærdighed som findes efterhånden kan blive
uryddet af landet".

 

Her menes der både knaper og Trondheims borger, mens der i andre tilfælde skelnes nøje

mellem dem. Samme Sorenskriver Thomæsøn fortæller i 1768 fra Senjen og Tromsø: "Jektebruget
og handel befatter sig ingen anden med en de sædvanlige jekteskipper som holder
jektebrug for almuen, meningen af disse der driver noget stor handel med indbyggerne,
kun ganske ringe og nogen slet ikke". Et andet sted siger han om disse
jekteskipper og de såkaldte knaper, at de som er lidt formuende kan handle en
del på sin gård, men rejser ikke omkring med handel, undtagen når de rejser
rundt til deres skyldmænd for at afhente fisk og andre varer som afdrag på det
de har krediteret dem for. Størsteparten af handelen drives fremdeles af
Trondheims borgerne, "dog kun om sommeren når bunden er fremfødt, men om
vinteren, har da vi som bor i landet, noget at lad de trængende få, er det vel".

 

Både Thomæsøn og andre beskylder knaper og kræmmere for at udskænke rigeligt med

brændevin til bonden, for af denne vej, at misbruge brændevinen til at skaffe sig fordele i handelen.
Allerede Petter Dass taler om dette i "Nordlands Trompet, der hvor han
styrer sin båd gennem Tjeldsundet:

"Der boer de
Nordlandske Knaber i Rad,

Hvis brændevins-pander gør
mangen en glad,

Og lære dem færdig at
snacke."

Det var nok ikke kun i Tjeldsundet knapene drev denne trafik, men som vi før har nævnt, var der mange
kræmmere og andre handlende netop samlet der. Myndighederne forsøgte at komme
uvæsenet til livs ved forskellige påbud, og i 1755 blev der foretaget
husundersøgelser og beslaglagt mande brændevins kedler. Bare i Senjen og Tromsø
blev der beslaglagt 95 kedler, mens der i Salten kun blev fundet 4. Det er
klart at mange af disse kegler blev konfiskeret hos almindelige bønder, fordi
der fandtes ikke så mange knaper i området. Men også senere razziaer i 1770
årene gav god fangst og mange af kedlerne blev taget hos jekteskipper og
knaper.

 

Knaperne fra Senjen og Tromsø, og for en del fra det øvrige Nordland, sejlede også i ældre tid på
Finnmark med forskellig handel. De drog nordover i fiskesæsonen, og havde
jekterne godt lastet med brændevin og tobak, kornprodukter og kramvarer, både
og træ. De afsatte dette i Finnmarken, hvor de selv lå og fiskede, og del
undervejs. Som betaling modtog de fisk og tran. Nordlændinge som drev denne
handel i Finnmark, kaldtes der som regel "smeller", ordet går i gen i
et stednavn som Smelor (ved Vardø). Det er klart at især bergenserne så skævt
til denne handel og prøvede at få den stoppet. Det var op og ned med denne
handel på 1600 tallet, i den tid hvor Bergenserne havde monopol på Finnmark,
men det blev bedre for knapene da handelen på Finnmark blev givet frit fra 1715
til 1729, skønt friheden egentlig kun gjaldt for by beboerne. Fra omkring 1730
var det dog slut. Foged regnskabet for Senjen og Troms disse år fortæller at
smule handel jekte skipperne havde på Finnmark af deres egen avl, som kød, ost
smør og deslige, den blev dem nu forment aldeles.

 

Som man kunne forvente, gav knapenes handel grund til langvarig strid med borgerne.

Handelen var jo efter datidens opfattelse en by næring som burde forbeholdes købstædernes

indbygger. Knapene derimod blev formelt regnet som bønder, slev om de var nok så
velstående og af god slægt. Og de fleste af dem drev da også landbrug ved siden
af handelen og jektebrug. Men disse standsmærker forstod knapene  meget vel at få fordel af.

De kunne nok kaldes bønder en de var uomtvistelig de bedste, mest velstående og oplyste blandt dem,
og derfor der man knapene i en række tilfælde optræde som "almuens"
førere og talsmænd. Dette gjorde de også rigelig brug af i deres kamp mod
borgerne. For var der noget enevældet var lydhøre overfor, så var det netop
"almuens røst". På deres side stod ofte præster og andre embedsmænd,
som særlig i ældre tid ejede jekter og drev handel. Enhver embedsmand som boede
en tid nordpå , kom mere eller mindre til at føle at han havde samme interesser
som almuen i kampen mod by borgerne.

 

Borgerne eneret til handlen var fastslået i deres privilegier, som de anså for hellige og ukrænkelige.

Ogde var for så vidt i deres fulde ret når de klagede over knape handelen.
Knapene på deres side havde ingen skreven lov eller ret at holde sig til, men
det var en uskreven lov at sådan bondehandel havde været drevet af jekteskipper
"fra arilds tid". Det kom da også til en række klager og stridigheder
mellem borgerne og de lokale handlende nordpå. Ser man på de enkelte
afgørelser, finder man det samme som så ofte i disse tider: at de højere
myndigheder, kongen, herredagene, lensherrerne og senere amtmændene, har meget
svært ved at træffe afgørelser. De tør ikke røre ved privilegierne, men gør
heller ikke noget alvorligt for at standse den lokale handel nordpå.

Som vi har set, var de
Bergensiske udligger borger i flertal nordpå, til at begynde med, og striden
stod da også mest mellem dem og knapene. Allerede i 1552 havde både Bergen og
Trondheim klaget til kongen over de bønder, præster og fogeder som drev handel
nordpå, til stor skade for byerne. Et kongebrev af 22. juli 1552, forbød da
alle som ikke havde borgerskab, at drive handel på landsbyerne. Men de skulle
fremdeles have lov til at sælge vare fra eget landbrug, De som ville drive
handel, måtte flytte til byen. Dette var formelt en sejr for byen, men den
ulovlige handel fortsatte alligevel, ikke mindst fordi embedsmændene selv ar
interesseret i den. I 1568 klagede magistraten i Bergen atter over fogeder, præster,
knaper og rige bønder der drev købmandshandel, men herredagen indskærpede bare
kongebrevet af 1552.

 

Nu besluttede bergenserne at lave et alvorligt forsøg på at standse bondehandlen nordpå,

ved at gennemfører skarp kontrol med de varer som blev forhandlet i Bergen. Når jekterne

lagde tilved slottet, måtte skipper under ed opgive hvor meget af laste de selv ejede,
og hvad de medførte for andre. På den måde blev knapene og andre afskåret fra
at købe varer til videre forhandling nordpå. Dette klagede "almuen"
over i et brev til kongen dateret Trondenes 24. april 1571, og resultatet blev
et nyt kongebrev af 14. april 1572. Ved det fik Nordlændingene lov til at
handle indbyrdes i Nordland som de havde været vant til fra arilds tid. Og på
dette retsgrundlag kunne knapene nu drive deres handel i konkurrence med
kræmmerne.

 

Udover i det følgende århundrede forsatte striden med indlæg fra begge parter.

Almuen på Helgeland klagede i 1578 over at Bergens borgerne lå i vinterleje der. I 1610

klager bergenserne over at småhandlende nordpå, tiltrækker så meget af handlen og
fiskeværerne at der ikke bliver noget igen til borgerne når de skal hentes
deres tilgodehavende. Nogen år senere hedder det sig at enkelte små handlende
nordpå, kunne samle sig flere tusinder våger fisk og andre varer, og de drev
denne handel uden at betale de skatter som borgerne måtte svare. Denne
"krig" endte med et foreløbigt forlig mellem Nordlændingene og borger
i 1620. med det vises ikke i dag hvad dette forlig gik ud på. Alligevel fortsatte
striden snart igen med klager og utilfredshed fra begge parter.

 

Da Trondheims borgerne efter 1650 til stadighed trængte sin ind på handlen nordpå,

blev det nu mest en strid mellem knaper og Trondheims borger. Ved konge hyldningen i

1661 opsatte "almuen" et bønskrift i fogderierne nordpå. De bad om at borgerne
ikke måtte bo året rundt i Nordland og fæste jord der, heller ikke ligge i
fiskeværerne med brændevin og øl og tobak, eller rejse omkring på gårdene.
Helgelændingerne klagede især over at borgerne gjorde sig til mellemmand i
handlen mellem byerne i indlandet og byerne på kysten. Og endelig klagede de
over at borgerne lod bønder sejle med på jekterne både på fiskeriet og til
Bergen. De ville have overholdt en gammel forordning fra 1521, som siger at
borger skal sejle med borger og bonde med bonde.

 

Dette sidste var en ordning
som havde stor betydning for jekte ejerne. Dersom borgerne kunne få lokket
stadig flere bønder til at sejle med borger jekterne og sende deres fiske
produkter med dem, ville grundlaget for knape handelen og bygde jekterne helt
forsvinde. Borgerne forsøgte at undskylde sig med at mange bønder var nødt til
at sejle med borgerne, fordi der ikke var plads på bygde farts jekterne, og at
det var knapenes brødnid som var grund til disse klager. Men i dette krav var
knapene i bedste overensstemmelse med det der blev slået fast i Jekte
artiklerne.

 

Som man har set, drev også mange embedsmænd, jekte brug og handel. En af de

mast foretagsomme var Helgelands-futen (foged) Jesper Hansen. Da Trondheims

borgerne klagede over ham i 1655, førte det ikke til noget andet resultat end at han

tog borgerskab i Bergen. Det var nytteløst at magistraten i Trondheim protesterede i

Bergen. Jesper Hansen var åbenbart en af den der mente at Nordlændingene med

kunne have fordel af en konkurrence mellem de to byer, som på den tid var særlig bitter.
Han fortsatte med sin handel, sendte sine tjenere rundt om på land og strand
med kramvarer, tobak og brændevin, ja han fik endog bønder og husmænd til at
drive handel for sig. Så frejdige var dog ikke alle, men på den tid drev alle
fogeder i Norland handel, ja også skrive og præster deltog. Selv lensherren
Preben von Ahnen skrev i 1661 at man ikke så godt kunne nægte den at handle,
sådan som forholdene lå til i Nordland.

 

Men embedsmændenes handel var alligevel den mindst lovlige og nødvendig. Ikke bare

klagede knapene overdenne handel, men borgerne satte sig for at få stoppet al små handel

nordpå. DaTrondheim i 1662 fik nye privilegier, fik de lovfæstet, et forbud mod at

"præstetjenere, rige knaper, rige bønder, værmand" og andre driver handel med bønderne. Og
det blev forbudt fogederne  nordenfjelds at tage borgerskab og drive handel så længde de var

ansat i embedet. På denne måde var det slut med fogedens handel, men knape handelen var

meget vanskeligere at komme til livs.

 

Borgerne forsøgte naturligvis i kraft af privilegiet af få standset bondehandlen i Norland.
Enkelte  af disse bondehandler blev også trukket for retten af kræmmerne, men blev

frikendt af lagmanden fordi de kun havde fulgt gammel sædvane. For sikkerheds skyld tog

mange af knapene nu borgerskab i Bergen, men blev boende i Nordland året rundt.

Bergenserne selv ville gerne have dem i deres borgerbøger, dels for at øge byens
skatteindtægter, dels for at møde konkurrencen fra Trondheims borgerne i små
handelen i Nordland. Når disse sidste til gengæld gav sig til at ligge i
vinterleje i Nordland, fik Bergens borgerne i 1680 gennemført at alle som drev
handel, skulle flytte til byen og bo der om vinteren. resultatet blev bare at
mange af knapene som havde taget borgerskab i Bergen, nu sagde det op igen og
fortsatte deres handel "ulovligt".

 

Trondheims borgerne forsøgte til stadighed at trække Nordlands handelen genne deres by,

til skade for Bergen. Til slut foreslog de i 1681 at alle uprivilegerede i Nordland, der
være sig præster, fogeder, skrivere, lensmænd, bønder eller rige knaper, skulle
forbydes at drive søfart (til byerne), med trussel om at miste deres jekter med
last. Dette var i virkelighed også et salg rettet mod Bergen, som ikke havde
ret mange jekter at sende nordover, men i høj grad var afhængig af at
nordlændingene selv kom sydover med deres jekter. Det var derfor udelukket at
Bergen kunne gå med til et sådant forslag, og dermed fadt det også til jorden.
De nordlandske jekte skipper kunne nu uhindret fortsætte deres urgamle
handelstradition.

Endnu i begyndelsen af
1700-tallet var der ikke så få præster og andre embedsmænd, som var jekte jer
og havde "bygdefar" til deres distrikt. Det vil på den tid sige at de
førte deres egne varer, samt øvrige indbyggers vare,  i distriktet til og fra Bergen, men ikke drev
nogen egentlig handel. Ved jekte artiklerne i 1739 blev det fastslået som en
regel at jekte skipperne skulle være bønder.

 

Det må betyde at der på denne tid blandt bønderne (knapene) var så meget velstand

og så mange formuende mænd som var nødvendige for at opretholde jekte farten. I den

følgende tid sluttede først og fremmest præsterne, men langsomt også andre embedsmænd,

medat drive jekt. Det var knapene som nu blev enerådende i jekte bruget i Norland,
indtil de fra omkring 1770 for en stor del overgik til den nye privilegerede
handelsstand som kaldtes gæstgivere.

 

Petter Dass Nordlands Trompet (1674):

Nu må jeg snoe til den
Nordlandske Torsk,

Som Fiskerne kalde mon
Skrejen op Norsk,

Hand neves maa Normandens
Krone,

Hand kroner vor Gielde,
hand kroner vor Skiaa,

O sæl er du Bonde som
Torsken kan få,

Hand føder baad´ dig og din
Kone

Du Torsk må vel kaldes vor
Næring og Brug,

Du skaffer fra Bergen så
mange Tønd´Rug,

Den stackels Nordfare til
Føde;

Barmhiertige Fader, oplade
din Hånd,

Velsigne os fattige Folk
her i Land

Med dine Velsignelser søde

Skull' Torsken og feile,
hvad havde vi da,

Hvad skulle vi føre til
Bergen herfra,

Da seilet vist Jegterne tomme;

Hvad haver vi andet, her
bygger og boer,

End søge vor føde med Sngel
og Snoer,

Og pløje de Bølger hin
grumme.

Og pløje de Bølger hin
grumme.

Og skulle du Herre forkorte
din hånd

At stænge Skrej-Torsken og
Fisken fra Land,

Da lagdes vi hastig øde;

Vi har ey at lide på Most
eller Viin,

Her findes ey Druer at
plucke;

Ney Fiske i vandet, det er
vores brød,

Og mistet vi hannem, da
lide vi nød,