Persongalleri

Jens Munk Anno 1619

      93px-Royal Monogram_of_King_Christian_IV_of_Denmark_svg

Jens Munk i Audien hos kongen 

Jens Munk er den danske Marines repræsentant blandt de store
Søfarer i det 17. Århundredes første halvdel. Han er Hudsons og Baffins
samtidige og arbejder i de samme Halvdele og med de samme formål før øje, som
dem. Han er således den eneste Dansker, der har knyttet sit Navn til
Nordvestpassagens tidlige historie, men han har kun opnået en tragisk
berømmelse. Grunden til hans ringe lykke må dog hovedsagelig søges i den ham
stillede opgave, der ikke kunne løses af nogen, thi selv havde han mange
betingelser som arktiker. Han var en født sømand, fra barnsben havde han
plasket til søs, og om han end ikke var en videnskabelig navigatør som Baffin,
havde han dog gennemgået en dygtig skole i praktisk sømandskab og indhøstet
rige erfaringer ved år efter år at
færdes i de arktiske egne mellem Island og Novaja Semlja, dengang
tærskelen til Polarhavets ukendte dele. Han var desuden en dygtig kriger, en
vidtberejst mand, der havde set en stor den af verden og befundet sig i de mest
forskellige forhold, og sin konges betroede mand, der havde røgte mangt et
ærende rund omkring i Europa. Ikke des mindre er den gamle søfarer, til hvis
navn historien knytter en af de mest tragiske begivenheder i den arktiske
Gransknings årbøger, og hvis død sagnet har omgivet med en romantisk interesse,
kun lidet kendt og langt fra så godt kendt, som hans liv og virksomhed
fortjener.

Jens Eriksøn Munk er født den 3. juni eller juli 1579 på
gården Barbo i Nedernæs Len ved Arendal i Sydnorge. Begge hans forældre var
danske. Faderen Erik Nielssøn Munk, hørte til en fremragende selvejerslægt på
gården Hjørne i Halland, hvor farfaderen, Niels Munk, nævnes som ejer i 1548 og
moderen Anna Bartholomæidatter, nedstammede fra en Bardskær i Kolding eller
Helsingør. Faderen Erik Munk til Højne, som han sædvanlig kaldes, var en brutal
usympatetisk natur, der har efterladt sig et meget slet minde i det sydlige
Norge, men han var en dygtig sømand og en stor kriger "til lands og til
vands", og såvel i Retning af karakter som i skæbne minder han stærkt om
sin samtidig, Mogens Heinesøn. På grundlag af nogle virkelige Fortjenester
under den nordiske syvårskrig lykkedes det ham længe, trods åbenbare
forbrydelser og grove retsbrud, at holde sig i Kong Frederik den andens Gunst.
Han var ikke af Adel, men ikke desmindre beklædte han adelige stillinger. Ved
Krigens udbrud var han således Slotsfoged på Vardøhus, og efter at han under
Erik Ottosøn Rosenkrands overkommando havde tilbagevist svenskernes angreb på
Trondheim og Stenvigsholm og senere kæmpet drabelig i Vigen fik han meget
betydelige forleninger i det sydlige Norge, hvor han først havde Nonnesæter
Kloster ved Oslo og senere Bratsberg Len samt endelig Nedernæs Len og
Raabygdelaget. Her sammenskrabede han en betydelig formue i jordegods. Således
ejede han Barbo Gård, på hvis jorde Arendal senere byggedes, Borregård i
Smålenene, Højne i Halland og alene i året 1580 fik han skøde på 12 gårde i
Norge "for sig og arvinger til evindelig ejendom".

Endnu samme år ophøjede Frederik den anden han i
adelstanden, "efterdi os Elskelige Erik Munk i sidst forleden langvarig
Fejde, som var på nogle år mellem Danmark og Sverige, har tjent os, og trolig
og flittig ladet sig bruge både til lands og vands, mod vores og rigens
fjender, når behov gjordes, som en ærlig mand bør, sømmer og vel anstår".

Men dette betegner også højdepunktet i Erik Munks Liv og
hans gode forhold til Kongen fandt snart en ligeså brat som voldsom afslutning.
Han var en gjerrig og tyrannisk Lensmand, der drev bønderne fra deres gårde,
pålagde dem ulovhjemlede ydelser og arbejde, flyttede markskel efter eget behov
og forsøget ved hjælp af underordnede lovtrækkere, det var i hans sold, at
legalisere sine handlinger. Baden sammenligner ham med en tyrkisk Pascha, og
vor historie har kun få større procesmagere at opvise. Men han skånede heller ikke
kronen. Kongsgården i Nedernæs lod han forfalde. Lenets skove lod han nedhugge
til eget forbrug, og flere af kongens strengeste befalinger sad han overhørig,
og da hans privatliv desuden frembød store uretmæssigheder - han synes blandt
andet at have gjort sig skyldig i drab - var der al grund for regeringen til at
gribe ind. Allerede 1572 sendte Frederik den anden sin mand og tjener Mogens
Svale  "al lade forne Erik Munk
fengkligen pågribe, antage og hid nedføre". Men her som ved flere senere
lejligheder må det være lykkedes ham at slippe bort fra det truende uvejr, ja
der findes endog antydning af, at han lige som Mogens Heinesøn har søgt at
befæste sig i kongens gunst ved løfte om at ville opdage Grønland.

Ved den norske herredag 1585 havde han et utal af retssager
med sine undergivne, og samtidig blev bøndernes klager så højrøstede, at
Regeringen måtte tage sig af dem. Den 30. september 1585 blev lenet taget fra
ham og givet til Hans Pedersøn Little
til Sæm, og dagen efter udnævnte Kongen en kommission af Lens og Lagmænd
i Sydnorge til at undersøge hans forhold. Dermed var hans skæbne afgjort. Han
blev ført til København, hans gods og ejendom konfiskeret og han sen indsattes
som statsfange på Dragsholm.

Se menu punkt: Erik Munk og Dragsholm.

Disse voldsomme slag, som ramte Erik Munk ramte dog hans familie
hårdest. Fru Anna Munk med mindst to børn, Niels og Jens Munk, hvoraf den
yngste (Jens) var 7 år gammel, måtte endnu i 1586 fra flytte gården Barbo og
boede senere i 37 år i Smaalenene i eller ved Frederiksstad, hvor hun ligger
begravet ved Halvøernes Kirke. Da der næppe er gået dom over Erik Munk, kan det
ikke oplyses hvor meget eller hvor lidet hun ha beholdt af hans formue, men at
dømme efter Jens Muncks Ungdomshistorie, kan det ikke have været meget.

I hvert fald inddrog kronen alle hans jordegodser, der i det
følgende århundrede hørte til Nedenæs Len og endnu under Frederik III ved en
forlening nævnes som Erik Munks Gods, og endvidere synes afviklingen af hans
retstrætter, der først tilendebragt ved århundredes slutning, at have forvoldt
regeringen betydelige bryderier og udgifter. I Frederiksstad søgte Anna Munk at
give sine Sønner nogen undervisning, men dette har formodentlig været hende
uoverkommeligt, thi allerede efter 2 års forløb sendtes den 9årrige Jens ned
til en faster i Ålborg, Anna Munk gift med byens borgmester Frederik Christensen.
Og nu begyndte Jens Munks Vandring over den halve Jord, og hans kamp for at
hæve sig selv og familien op til den højde, hvorfra den ved faderens
forbrydelse var styrter ned. Hans livshistorie vilde derfor være meget
interessant, hvis vi endnu havde adgang til detaillerede oplysninger om hans
karakter og skæbne, men desværre må vi nøjes med det omrids af hans ungdomsliv,
som den anonyme udgiver af Navigatio Septentrionalis 1723 har uddraget af hans "egenhændige
Journaler", der for længst er forsvundne.

Efter tre års skolegang i Ålborg gik Jens Munk tilbage til
Norge, tog her som 12 års gut hyre hos en frisisk skipper Jakob Gerbrantzen, og
sejlede med ham først til England og senere til Portugal, hvor han for at lære
det portugisiske sprog tog ophold hos en købmand Duart Duez i Oporto. Hos denne
forblev han et år, men tog da efter principalens råd til Brasilien for hos en broder
af ham, Miguel Dues i Bahia, at uddanne sig videre. For at komme over Atlanten
måtte Munk tage hyre som kahytsdreng hos den hollandske skipper Allert Jansen
af Einkhusen, men da de nåede Bahia, fik han at vide, at Duez var rejst hjem
til Europa, og da forblev da hos Jansen. Men ud for Brasiliens Kyst overfaldets
deres skib og 12 andre hollandske og portugisiske skibe af franske fribyttere,
Jansens fartøj blev skudt i brand, Jens Munk og 6 andre af besætningen drev
omkring på vragstumper og luger, indtil kampen var endt, og efter at have
fisket dem op, satte de franske dem i land på den brasilianske kyst, og overlod
dem til deres skæbne. Med megen møje slog Munk sig igennem til Bahia og måtte
her give sig i lære først hos en skomager i 11 måneder og senere hos en
"Contrafayer" i et halvt år, indtil Købmand Miguel Dues vendte
tilbage fra Europa, denne tog ham straks i sin tjeneste, hvilket vel med andre
ord vil sige, at han lærte handelen.

I Bahia forblev han 6 år, men kom for øvrigt derfra på en
ligeså eventyrlig måde, som han var kommen dertil. 1698 søgte to hollandske
koffardimænd at drive handel på Bahias Red uden at være forsynede med Kongen af
Spaniens Pas, hvorfor de stedlige myndigheder besluttede at gøre skibene til
priser. Der opstilledes vagter langs stranden, al forbindelse mellem skibene og
land blev afbrudt, og 7 fartøjer lå færdige til at foretage et overfald. Da
svømmede Jens Munk, på Duez opfordring og skjult af nattens mørke ud til
Hollænderne og underrettede dem om den overhængende fare. Disse kappede
øjeblikkelig anker, og stod til søs og undslap, men efter denne bedrift turde
Munk ikke atter vise sig i Bahia. Han måtte derfor gå med Hollænderne til
Amsterdam, hvor han for "sin tro beviste tjeneste blev opklædt og
beskænket" og modtog tilbud om ansættelse i Rederiets tjeneste, hvilket
han dog afslog, da han ønskede at komme til København.

Jens Munk var ved sin hjemkomst omtrent 20 år gammel og
gjorde i de følgende år en række handelsrejser på Spanien og Østersøen for den
velkendte Adelsmand Henrik Ramel, indtil 1605 lykkedes ham at få sit eget skib
og at foretage handelsrejser på egen regning. Nogle år efter indledte han sine
arktiske foretagender.

Se menu punkter om disse togter.

Kilde til dette afsnit en Torkild Hansen: Jens Munk udgivet på Gyldendal 1970