Jens Munk og Ove Giedde

Jens Munk og Ove Geddes rejse til Trankebar

Citat fra Torkild Hansen Jens Munk 1970, Gyldendal

Jens Munk er tilbage i 1616 i Pilestræde København hvor han kaster sig ud i hvalfager
interesser og er i en holden mand og det er med undren at han ikke står på skibslisterne
på de togter som han og Mikkel Vibe gennemføre i sommeren 1617. De gennemføre
med en besætning af baskere med erfaring i hvalfangst som Jens Munk har hentet i Spanien.

Han havde tilvejebragt de baskiske fangere, han havdeårelange erfaringer i sejlads under
arktiske forhold, og han havde givetvis betydelige økonomiske interesser i togtet. Men han
er ikke nævnt blandt dets deltagere. Når dertil kommer, at man for Jens Munks vedkommende
ikke er i stand til at redegøre for andre rejser i sommeren 1617, er det forståeligt, at en
sagkyndig forsker som Gosch lader sig friste til en påstand om, at han var med.
Nu foreligger der imidlertid fra Bernt Gundersens hånd en udførlig rapport fra
det begivenhedsrige togt, som Gosch øjensynligt ikke har kendt, og det er
utænkeligt at Gundersen i en så detaljeret redegørelse har kunne undlade at
nævne Jens Munks navn, hvis han havde være med. Men Gundersen omtaler ham ikke.
Man må derfor slutte, at Jens Munk i sommeren 1617 opholdt sig i København, og
det giver et fingerpeg om hans nye status.

Det er den første sommer, han tilbringer i denne by. Lige siden ankomsten hertil for næsten
20 år siden har han hvert eneste år været ude at sejle i sommerhalvåret, men i 1617 er han
sin egen herre, det er ikke længere nødvendigt, at han selv tager del i det våde, hårde arbejde
på havet, det ligger strengt taget under han værdighed, han er stadigkaptajn, ja vel, men
er han som medlem af Mikkel Vibes konsortium ikke også et stykke af en skibsredder.

Der havde ellers nok været brug for ham på Svalbard. De engelske hvalfangere, som lå deroppe
med deres bevæbnede skibe, ville ikke finde sig i Bernt Gundersens tilstedeværelse de beslaglagde
hans hvaler, overfaldt hans baskere, kaprede hans slupper med sejl og fangstredskaber og
chikanerede ham på alle tænkelige måder, skønt han kunne henvise til, at han befandt sig på
et farvand under den danske konges højhedsret.

Det var da også i denne anledning, ar Christian den Fjerde sendte dr. Charisius til London med
protester og erstatningskrav. Trods trakasserierne lykkedes det dog Gundersen og hans baskere
at hjemføre et langt større bytte end året før. De fangede 17 hvaler, hvoraf englænderne lod dem
beholde de 13, der indbragte ca. 650 oksehoveder tran. Men markedsprisen i Amsterdam, der
dette år lå på omkring 40 gylden pr. oksehoved, svarede det til en samlet værdi af 26.000 gylden.
Lægger man hertil udbyttet af togterne langs Nordnorge, der ikke er nøjagtig kendt, står det klart,
at Mikkel Vibe og konsorter har haft en indtægt, der rigeligt dækkede deres udgifter.

Selv om dette overskud skulle deles mellem flere
interessenter, og selv om Jens Munks andel i foretagendet hørte til de mere
beskedne, kan der dog ikke herske tvivl om, at han på ny var kommet i
besiddelse af en betydelig sum penge. Tre år i træk havde han nu haft en
indtægt, der langt oversteg de 200 rigsdaler, han havde årligt som søkaptajn på
Bremerholm. Den slags går ikke upåagtet hen i en lille verdensstad, det var nu
ikke alene på Amagertorv, man tog hatten af for ham, selv ved hoffet steg hans
anseelse, og hans Majestæt blev atter opmærksom på den lille søkaptajn, der
året før havde besvaret udfordringen fra hans adelsmænd med at forlade
Bremerholm. Da Christian den Fjerde den følgende vinter planlagde det store
koloniseringstogt til Ostindien og blandt sine højt fortjente adelige og
uadelige kaptajner søgte en mand, der kunne lede det, faldt hans valg på Jens
Munk. Der er ingen tvivl. Kendsgerningen meddeles i levnedsskildringen fra 1723
og bekræftes af en optegnelse i Sjællandske register: Den 20. februar 1618
modtog Jens Munk kongens ordre til at klargøre og føre de skibe, der skulle med
på den ostindiske ekspedition.

Datoen betegner det hidtidige højdepunkt i Jens Munks
Løbebane, en uhørt triumf over de adelige kaptajner, der havde funder ham
uegnet som næstkommanderende på et togt, som ikke skulle strække sig længere
end  til Nordkap. Skulle hans gamle
drømme fra ungdommens dage omsider gå i opfyldelse? En lykke kommer sjældent
alene, efter hans held som hvalfanger lå nu også berømmelsen som
opdagelsesrejsende inden for hans rækkevidde. Han var uafhængig og kunne
disponere. Efter at have modtaget den kongelige udnævnelse, indskød han 300
rigsdaler af sit overskud fra togtet til Svalbard i det ostindiske kompagni, så
drøftede han den kommende sæsons hvalfangst med Mikkel Vibe, og til sidst, en
forårsdag med passende vejrlig, iførte han sig sin korte sorte kaptajnskappe og
begav sig atter ad den vante vej fra Pilestræde ned bag ankersmedjen, hen over
Stadsgraven og ind gennem Bremerholms Port.

p105 Hvalfangst20i20isen
Hvalfangst på 1700 tallet

Som krønikerne siger: man skulle kunne standse historien
her. Fordybe sig i billedet af Jens Munk, der atter er vendt tilbage til
Bremerholm, og som nu udvælger tre af kongens mest velegnet skibe til det store
togt, gennemgår dem fra køl til mastetop, beordre hensigtsmæssige ombygninger
og nødvendige reparationer, udtager mandskab, opretter lister over udstyr,
proviant og forsyninger, forestille sig den lange rejse, gensynes med troperne,
det store havblik langs ækvator, passaten og Afrika, monsunen og Indien. Man
skulle kunne standse beretningen her, men det lader sig jo ikkke gøre. Det blev
ikke Jens Munk der kom til at lede de danske orlogsskibes berømte togt. Han
varetog klargøringen, tog ansvaret for hver kofilnagle ombord, men han blev
ikke togtets admiral, fik ingen kommando, kom ikke engang med. Et halvt år
efter disse begivenheder har kongen fortrudt sit valg og overdraget ledelsen af
ekspeditionen til en anden mand, der kun er 24 år gammel, uden erfaring fra et
eneste skibsdæk, ikendt med forholdene i troperne, mere end 15 år yngre end
Jens Munk.

Igen er det det ubestikkelige Sjællandske register, der
leverer os den fornødne dokumentation: Den 24. oktober modtog velbyrdige Ove
Giedde konges ordre til at sejle de klargjorte skibe "Elefanten"
"David" "Christian" og "København" til Ostindien,
og en måned senere, den 29. november, noterede kongen i sin dagbog: "I dag
sejlede vore indianske flåde under Ove Giedde ud af sundet. Den almægtige Gud
give dennem Lykke!"

Man kunne herefter formode at Jens Munk ligesom tidligere
ville holde sig skadesløs for tabet og skuffelsen ved at samle sig om
hvalfangsten og udnytte det held, der i det mindste havde tilsmilet ham der.
Men denne formodning slår fejl. Det er tværtimod en kendsgerning, at han samme
efterår også må opgive sin forbindelse med Mikkel Vibe, ja at han på intet
senere tidspunkt af sit liv genoptager hvalfangst, der havde kostet ham så
mange anstrengelser og så mange penge at organisere.

Dette efterår har Jens Munk kunnet bevæge sig temmelig
ubemærket hen over Amager Torv. To store ambitioner er kunst, og den slags
forbliver heller ikke upåagtet i en lille verdensstad. Hvad er forklaringen?
Hvorfor har kongen trukket sin udnævnelse tilbage. Hvorfor har Mikkel Vibe
indstillet samarbejdet. Man står her ved et af de mest gådefulde afsnit af Jens
Munks liv. Hvad er der sket i det korte tidsrum, der forløber fra den 20.
februar, da kongen overdrager ham ledelsen af skibene til Indien, til den24.
oktober, da den samme post besættes med Ove Giedde?

Det er i året 1618 efter vor frelse. Skillingen er faldet
igen, 84 på en sølvdaler mod 80 for kun to år siden. Man er gået i gang med
arbejdet på den store bro over til Amager, der får navn efter den velagtede
rådmand Hans Knip, som skal påse, at ej større vognlæs ager over, end to heste
kan trække. PÅ Amagertorv dukker der en lille italiener op og forfærder byens
borger med sin uhyggelige forestilling, og i løbet af efteråret viser der sig
en stor komet over byen. Folk kalder den "Koste". Ser den med ubehag
komme til syne aften efter aften oppe på nordhimlen. Husker måneformørkelsen,
der indvarslede Kalmar krigen. Ved, at skæbnesvangre begivenheder atter er nær.

knippels bro_1620

Knippelsbro KBH. 1618 - 20

PÅ det tidspunkt var Det Ost Indiske Handelskompagni
allerede to år gammelt. Det stiftedes 1616 i begyndelsen gik det lidt tungt med
indtegningerne, men så dukkede der en hollænder, som kaldte sig Marselis de
Boshouwer op i København. Boshouwer fortalte at han havde levet en årrække på Ceylon
og præsenterede sig for kongen som den ceylonske kejsers personlige rådgiver,
fyrste af Migomme, ridder af Solens Orden, Øverste i kejserens krigsråd of
Storadmiral i hans flåde med mere. (Datidens Stein Bagger). Den var ikke gået
hjemme i Holland, men Christian Frederiksen blev imponeret. Han tog sin
betydningsfulde mine på og studerede den smukke kejserlige fuldmagt, som hr.
Boshouwer selv havde fremstillet til lejligheden. Det var i orden. Kongen ville
gerne slutte en venskabspagt med hans kejserlige Højhed, Danmark ville gerne
forpligtige sig til at sende en flådeafdeling til Ceylon og befri landet for de
portugisiske undertrykkere mod til gengæld at få eneret på handelen med øen.
Fyrsten af Migomme forsikrede, at der fandtes hele bjerge af krydderier, perler
og elfenben. Christian den Fjerde fandt ham mere og mere sympatisk og tilbød
ham en plads i kompagniets øverste ledelse. Fyrsten af Migomme lod sig
modstræbende overtale. Til sidst udnævnte kongen en præsident for det hele, det
skulle være hans søn med den søde Kirsten Madsdatter, hr. Christian Ulrik
Gyldenløve. Fyrsten af Migomme fandt, det var en fortræffelig ide. Den
højtærede præsident havde på dette tidspunkt nået en alder af 5 år.

Så var man klar til at sende ekspeditionen af sted, og i
midten af november forlod Ove Giedde som nævnt København med sine fem skibe,
hvoriblandt det ene medførte den gode Boschouwer, som nu var blevet en
velhavende mand.  Historien om den
ulykkelige rejse, hvor over 300 mennesker mistede livet, er beskrevet i andre
afsnit.

Det nytter naturligvis ikke at anstille betragtninger over,
hvorvidt det havde fået et gunstigere forløb, hvis kongen i stedet for at sende
den ukyndige Ove Giedde af sted havde fastholdt sit oprindelige valg og ladet
ekspeditionen lede af Jens Munk. Foretagendet var jo under alle omstændigheder
kompromitteret ved den farlige Boschouwers medvirken. Tilbage bliver der en
rækkemomenter i kongens beslutning, som kræver nærmere forklaring. Ove Giedde
var på dette tidspunkt en ganske uprøvet mand, han havde aldrig haft kommandoen
over et skib, han vidste ikke et ord om navigation, begrebet handel var for ham
en lukket bog, han besad ikke de fornødne sprog kundskaber og dertil kom, at
den unge mand med sit kolde, selvbevidste og egenrådige væsen ikke var i stand
til at opretholde et blot tåleligt forhold til sine undergivne.

På alle disse punkter er Munk ham overlegen. Man har aldrig
set en bådsmand desertere fra et af hans skibe, Ove Giedde må endog idømme sine
styrmænd disciplinær straffe. Begrebet mytteri er en ukendt foreteelse i Munks
talrige sejladser, Ove Giedde må med våbenmagt nedkæmpe et åbent oprør. Jens
Munk havde en lang uddannelse bag sig netop i handelen på kolonierne, han
kendte fra mange års samliv portugiserne, de folk man i første række ville
komme til at forhandle med på togtet, og han talte deres sprog som en indfødt.
Ove Giedde omtaler gentagne gange sine vanskeligheder med at fremskaffe en
portugisisk tolk, og vigtige forhandlinger løber ud i sandet på grund af
sprogvanskeligheder.

Når kongen alligevel foretrak ham frem for den allerede
udnævnte Jens Munk må der ligge vægtige motiver bag. Men hvilke? Som ofte før
kan levnedsskildringen fra 1723 lede os på sporet af en forklaring. Det hedder
her, at "som hand til sidst ey kunde komme til rette med de vedkommende,
og han ey blev holdet, hvad var lovet, syntes ham siden, Hans Kongl. Majst.
ickuns havde laant ham til Compagniet, at hand ey var pligtig til ar tiene dem.
Hans Majst. var der paa saa naadig, at frietage ham for sådan Reyse." Det
kunne med andre ord se ud, som om det er på Munks eget initiativ, at
samarbejdet brydes. Hvorfor ser han sig da nødsaget til at give afkald på det
enestående tilbud? Levnedsskildringens forklaring er, at han ikke kunne blive
enig med de rette vedkommende, og at han ikke ville holde, hvad man havde lovet
ham. Der er ikke tale om pengespørgsmål, på en ekspedition af dette omfang
kommer det ikke an på nogle rigsdaler fra eller til. Det, man havde lovet ham,
og som man ikke ville holde, var ganske enkelt det ene, at han skulle blive togtets
leder. Det har han belært af sine egne erfaringer gjort til betingelsen for sit
tilsagn. "De vedkommende" kan ikke være andre end hans gamle fjender,
de adelige personer, der sad i kompagniets ledelse, og som med stigende mishag
havde fulgt hans succes som hvalfangerreder. Det er dem, der får omstødt
kongens udnævnelse, så de i stedet kan presse en af deres egne ind, og denne
mand er Ove Giedde. Der er sket nøjagtigt det samme som der skete før togtet
med de 12 adelsmænd i 1616, Munk er blevet degraderet til fordel for en adelig.
Han er på ny kommet i den situation, som han kendte til lede fra togterne med
kongens diplomater: at stå med hele sagkundskaben og ansvaret uden at have den
afgørende kommando-ret om bord. Men i 1618 kan han gennemskue spillet og
forudse konsekvenserne. Det er grunden til, at han trækker sig tilbage.
"Hans Majestæt var derpå så nådig at fritage ham for rejsen". Den
vending kender man. Han er med et moderne udtryk blevet gået. Ove Giedde til
Tommerup har slået ham på det eneste punkt, hvor han er den overlegne af de to.
For har kongen selv ikke sagt, at handelskompagnierne "skal blive Os til
Ære og Købmændene med Guds Hjælp uden Skade"? Før de kommercielle
interesser kom de repræsentative. Det gjaldt om at vise flaget, at hævde den
danske konges prestige. Her ligger Ove Gieddes afgørende fordel. Han er
repræsentativ. Det er Jens Munk ikke. Han er en tidligere skibsdreng, født
udenfor ægteskab, en ufri.

Det var han imidlertid også, da han den 20. februar modtog
kongens udnævnelse. Der må med andre ord på dette tidspunkt have gjort sig
særlige omstændigheder gældende, som ikke mere er i kraft, da kompagniet otte
måneder senere kan presse Ove Giedde ind. Et blik på Jens Munks liv i denne
periode skulle derfor kunne sætte os på sporet af, hvad der er sket. Det kan
det da også.

Jens Munk tilbragte ligesom forrige år sommeren i København.
Han behøvede ikke at sejle, han var stadig medlem af Mikkel Vibes konsortium,
stadig hvalfangerreder. I vinterens løb havde den dygtige dr. Charisius i
London banet vejen for en uhindret dansk deltagelse i fangsten ved Svalbard, og
da sommeren var inde, udrustede Mikkel Vibe og konsorter to skibe, der med
deres 100 læster hver var de hidtil største hvalfanger både som var udgået fra
København. Og hidtil dyreste. Også denne gang førtes de to fartøjer af Bernt Gundersen
og Floris Reinertsen med Svalbard som mål. Jens Munk kunne rolig blive hjemme
og hellige sig arbejdet med skibene til Ost-Indien, han havde som sædvanlig sat
alt, hvad han ejede i Mikkel Vibes skibe, men alting tydede da også på et
udbytte, der endog ville overgå sidste års rekordfangster.

Men man kan ikke standse historien her. Der foreligger dette
år ingen indberetning fra Bernt Gundersen, det lader dog til, at han har
undgået vrøvl med englænderne. Vanskelighederne har denne gang været af en
anden art. Kanonerne har ikke kunnet stille noget op. Dr. Charisius London
aftaler heller ikke. Fra engelske beretninger ved vi, at vældige is mængder
dette år lagde sig i vejen for hvalfangsten på alle de nordlige pladser. Blader
vi i Øresundstoldens regnskaber, ser man da også, at de to store skibe den 29.
august vender tilbage "med ballast". Der har ikke været en tønde tran
om bord.

Den bitre kendsgerning bekræftes af levnedsskildringen,
hvoraf det fremgår, at Jens Munk dette år måtte forlade hvalfangsten efter at
have tabt "over 1000 Rixdaler". Tallet virker ved første øjekast ikke
foruroligende, men tænker man på, at det repræsenterer lønnen for mere end fem
års arbejde som sø-kaptajn på Bremerholm, er det let at se, hvor omfattende
tabet har været. jens Munk havde ingen reserver som Mikkel Vibe, ingen kredit.
Han var ruineret og måtte følgelig trække sig ud af kompagniet. Det er
afslutningen. Han får ikke mulighed for på et senere tidspunkt at genoptage
forbindelsen. Den hvalfangst han ved din indforskrivning af baskere i så høj
grad havde medvirket til at sætte i gang, fortsætter i de følgende år med
stadigt stigende fangsttal, den bliver en af landets største indtægtskilder,
grundlaget for en Johan Braems karriere mod stjernerne, men det bliver uden
ham.

Vender man nu tilbage til det ost-indiske projekt, virker
det tankevækkende at kongen udnævnelse af Ove Giedde først foreligger så sent
som den 24. oktober, eller netop på det tidspunkt, da nyheden om Jens Munks
fallit har fået tid til at sive ud og blive diskuteret. Det er umuligt ikke at
sætte de to ting i forbindelse med hinanden. Den aura, der stod om Munk efter
det indbringende togt mod Mendoza og de første års held i hvalfangsten, er med
et slag forsvundet, han er ikke mere en af den ansete Mikkel Vibes konsorter,
høre ikke mere til byens toneangivende kredse, han er på, hvad han var før de
mange penge kom ind og forstyrrede bileddet, en tidligere skibsdreng, født uden
for ægteskab, en ufri. Hans adelige misunder er ikke sene til at udnytte hans
blottelse og nu er kongen let at overtale: En sådan mand kan man virkelig ikke
byde en fornem herre som fyrsten af Migomme. Der er en lov, som ofte er set i
anvendelse ved høje udnævnelser: en mand kan være ukyndig og uegnet, uden
forudsætninger for at udføre den opgave der tildeles ham, det er ikke så
afgørende, han kan være af beskeden oprindelse, tidligere skibsdreng, ja født
uden for ægteskab, det kommer heller ikke an på det. Kun et krav skal kunne
tilfredsstilles, kun en forudsætning er nødvendig for, at vi skal få øje på
dig, elske dine latterligheder, beundre det talent, du ikke har, udstyre dig
med magt og myndighed, finde dig smuk, intelligent, betydningsfuld, uundværlig.
Kun en ting. Sagt i fortrolighed og ganske lavmælt.

Du må have penge.

Jo flere du har, jo flere vil vi give dig. Jo mere, du vil
tage imod, jo mere vil vi takke dig. Kort sagt, det er vor allernådigste vilje,
at hr. Ove Giedde til Tommerup drager til Ceylon.

Hvad modkandidaten angik, så "befoel Hans Kongl. Majst.
ham atter at oppasse sin gamle Tieneste", som der står i
levnedsskildringen, og Jens Munk havde ikke andel mulighed end at parere ordre
og vende tilbage til Bremerholm, han var ikke mere sin egen herre. Om aftenen
den 14. november 1618 begav han sig hjemad fra Holmen, han havde lige set Ove
Giedde under trompeters og paukers vellyd sejle af sted med de fem skibe, han
slev havde klargjorte, udrustet og bemandet, og nu gik han atter den vante vej
ud gennem Bremerholms Port, hen over Stadsgraven og hjemad mod Pilestræde.
Efteråret var ved at være forbi, vinteren stod for døren, det blev tidligt mørkt
i stræderne og oppe på nordhimlen over de stråtækte huse stod kometen og
varslede om skæbnesvangre begivenheder. Situationen må have mindet ham om tiden
efter Bahia, efter Kolgujev, efter Elfborg. Der var efterhånden blevet næsten
en egenskab ved ham at begynde forfra på bar bund, men aldrig havde bunden dog
ligget så langt nede som nu. Han havde i sin tid affundet sig med, at han ikke
ville blive adelsmand, nu var i løbet af en måned hans to sidste latterlige
drømme tilintetgjort. Han ville heller ikke blive hvalfanger, han ville heller
ikke blive opdagelsesrejsende, overalt gik vejen til fremtiden gennem dette
opgør med adelsmændene, det eneste han havde arvet fra livsfangen (hans far)  på Dragsholm. Men han stod ringere rustet end
nogen sinde, hans eneste forbundsfælle i den gamle fejde, broderen Niels var
død et år forinden, han var alene, ruineret og latterliggjort, og nu gik han
her i tusmørket med klangen af Ove Gieddes trompetfanfarer i øret. Hvorledes
skulle han kunne drømme om  at tage ufordringen
op?

Nej, krønikeren har sikkert ret, i efteråret 1618 har Jens
Munk på ny kunnet gå temmelig ubemærket hen over Amagertorv. Men måske er han
om aftenen den 14. november standset lidt op for ar adsprede sine sørgmodige
tanker med synes af det ejendommelige skuespil, som foregik her. Der var jo
netop dette efterår, at en stor mester fra Italien kom til Hafnia Metropolis
Celeberrima og stillede sin højst seværdige slotsmodel op på Amagertorv.
Modellen beskrives af vor gamle ven Jon Olafsson, i slottets høje tårne hang
der 18 klokker, som havde hver sin klang, når sangværket spillede, og hvert
tårn fandtes en dør, der bevogtedes af to siddende engle. I samme øjeblik
klokkerne begyndte at spille, spang dørene op, englene rejste sig og satte hver
sin basun for munden. Tilskuerne rykkede sammen, alle var klar over, at man nu
kunne vente sig de sælsomste ting, siger den brave bøsseskytte.

bkh1 ill_451
København 1596

I løbet af de måneder, Jens Munk arbejdede med
forberedelserne til den indiske rejse, havde han atter og atter gennemgået den
rute, Ove Giedde nu var slået ind på, beregnet kurser og misvisninger, studeret
kobberstukne søkort og portugisiske sejladsforskrifter.  Først skulle Ove Giedde med sine fem skibe ned
gennem Kanalen, derfra videre ned til De Kapverdiske Øer, atter videre ned over
ækvator, sydpå og sydpå i en uendelighed, hele den lange vej ned til Kap det
gode Håb. Og dog ville han herned ikke være kommet målet synderlig nærmere, for
nu skulle han efter tidens sædvane tilbage langs Afrikas modsatte kyst, op
gennem strædet ved Mozambique til Comorerne, over ækvator en gang til, nordpå
og nordpå i en uendelighed, hele den lange vej op til en ø, der hed Sokotra. Så
først kunne han begynde at lægge kursen østover efter Indien. Men alle hans
kaptajner var adelige, og kom togtet til at foregå på samme måde som jagten på
Mendozas brødre, måtte enhver kunne sige sig selv, at det ville blive et
endeløst foretagende.

Italieneren på Amagertorv satte sangværket i gang, klokkerne
begyndte at spille en salme, den største af tårndørerne sprang op, og i det
samme så man Jesu Kristus komme frem i egen legemlig skikkelse og udstrække
sine hænder, som om han ville bede alle om at komme til sig. Det var så smukt
et skue, at mange kvinder fik tårer i øjnene, siger bøsseskytten Jon Olafsson.

Men hvad nu, hvis vejen syd om Afrika ikke var den eneste
vej til østen?

Hvad nu, hvis de folk havde ret, der påstod, at der nord om
Amerika gik en vej, som kun var en femtedel så lang? Ove Giedde ville sejle mod
syd og mod nord og mod øst, men hvad nu, hvis alle tre kompasretninger var
forkerte, hvad nu, hvis man i virkeligheden skulle sejle mod Vest. Eller som de
sagde i Bahia, parabuscar el levante por el ponente, for at søge solopgangen
gennem solnedgangen. Broderen Niels var død, den sørgelige kendsgerning lod sig
ikke ændre, men endnu levede da i bedste velgående Jørgen Daa, den gamle ven og
krigskammerat fra Elfsborg og Kaninnæsset. Hvad nu, hvis han lod sig overtale.
Hvad nu hvis det en dag rygtedes her på Amagertorv, at Jens Munk var gået i
land i Kina, længe før hr. Giedde til Tommerup nogen sinde var nået blot til
Indien?

De fire salmevers var spillet til ende. Kristus gik sagte
tilbage, englene satte sig og tog basunerne fra munden, alting henlå som i
dvale og ingen i tilskuerskaren turde bryde stilheden. Men så gik den nederste
port i slottet langsomt op, og ud kom den lede, sorte Satan med sine krumme
kløer, sin ørnenæse og sine hæslige marelokker. Nogle småbørn begyndte at
græde. Vederstyggeligt var det at se, når han stod der og skrabede med kløerne,
som om han ville raspe alting til sig, siger bøsseskytten Jon Olafsson.

Et halvt år efter disse begivenheder var en
verdensomspændende  kapsejlads i gang.
Begge kaptajner førte omhyggeligt deres logbøger undervejs, begge logbøger er
bevaret, og vi kan stadig dato for dato følge deres indbyrdes stilling. Og
dette er en kendsgerning: Flere dage før Ove Giedde har fået Kap det gode Håb i
sigte og begynder at snegle sig op i Det indiske Oceans blanke tropevarme, er
Jens Munk for fulde sejl strøget forbi Kap Farvel med kursen ind i den is flydte
Hudson Bay.

munk04d
Jens Munks håndtegnede kort fra Kap Farvel til Hudson Bay