Jørgen Friis 1651 Vardø

Jørgen Friis 1651 Vardø

I foråret 1651 kom der unge lensherrefolk til Vardøhus, han var 28 og hun var 21 år. Det var Jørgen Friis til Kragerup og Lindholm – en yngre søn af Christian den fjerdes højt betroede kansler Christian Friis – gift med Helvig Sophie Urne til Rønningesøgård.

Vardøhus var slottet i verdens udkant og kan næppe have være nogen glædelig oplevelse efter herregårds livet, selv om Kiøningham havde repareret noget på selve lensherreboligen. De rejste sydover igen 1654, mens Friis blev siddende med lenet helt op til 1661. Vadsø kirke fik gaver af disse, en rigt udskåret prædikestol i eg og en døbefond som var med Urne-nes våben, et af deres børn, datteren Elisabet Sophie, er født på Vardøhus, sandsynligvis også en søn, selv om der for ham ikke er opgivet fødested i de biografiske oplysninger.

Mens vi er ved gaver til Vadsø kirke på øya, skal nævnes, et familieportræt, givet "Kierken til Zirat" af købmand Laurits Braass, og som viser ham, hustruen og fire halvvoksne børn. Disse gaver fandtes i Vadsø kirke indtil byen brændte under bomningerne i 1944.

Første gang Jørgen Friis præsidere i en heksesag er 1. december samme år som han var ankommet. En kvinde fra Vadsø, Gunhild Åmundsdatter, var for trolddom blevet ført til fæstningen, siger begyndelsen af tingreferatet. Og da hun nu blev spurgt om hvem hun havde lært trolddom af, svarede hun at Bodil, Aksen Andersens kone på Vadsø, lærte hende det, mens hun tjente hos hende, Bodil gav hende det midt i en drik øl. Dermed blev Gunhild ført tilbage til fangehullet, hvor hun sad julen over. Fangehuset, som hurtigt fik navnet Troldkvindehullet. Lå indenfor den østlige fæstningsvold. Det var delt i to fængsler og havde to døre og ovenpå var der et loft som nu er arsenal, fortæller Knag i sin matrikel af 1694. Så at sige alle kvinderne har siddet der midt vinters, og julegæster var ikke sjældne.

1 januar stod fæstningsbåden ind i Varanger fjorden med bl.a. lensherren ombord, mens Gunhild blev ført med færgemandes båd af Vadsø. Senere fortæller hun at da de var mellem Skallnes og Ekkerø, kom tre troldkvinder fra Vadsø dem i møde, Bodil, klokkerkonen Baarne og Mette, hver i sin lignelse og ville forgive båden, så den knapt kunne flytte sig ud af stedet.

På Vadsøtinget, som begyndte 24. januar 1652, kom man snart frem til hovedanklagen. Høsten før stod skipper Jon Jonseens skib af Bergen sydover med en last tilhørende Laurits Braass og med købmanden selv ombord. Men det kom ikke langt – det blev til drivtømmer ved Kiberg og det skyldtes at Gunhild, Bodil som var høvedsmand (øverstbefalende på en åben fiskerbåd) sammen med Baarne og Mette med tre andre navngivne kvinder fra Andersby og Ekkerø fløj der ud som forskellige fugle for at forgive det. Samtlige var også på Anders Hess af Bergens skib på den samme tid og sænkede det ved Domen, fordi folk ombord "førte dyr tid i landet".

Først den 5. februar fortsætter tinget og Gunhild bliver dømt. Samme dag lod Laurits Braass, Bodil fremstille for retten, han havde tidligere lade hende fængsle på grund af Jon Jonsens skibsforlis. Ville hun stadig vedstå det hun nogle dage tidligere havde bekendt i underfogdens stue i sin engen mands og flere "got folches" påhør, spurgte han hende, nemlig at have været med til at forgive skibet? Videre det hun i dag før tinget havde tilstået? Bodil "gich baade til och fra Wilde Sig Vanschylde". Så blev der ført vidner. Underfogden og hans kone fortalte, at nogle dage efter at Bodil var blevet fængslet og sad hos dem bad hun dem om at sende bud efter hendes mand, hvorefter hun godvilligt ville fortælle hvad hun kunne om trolddomskunster. Og da Aksel kom over, sagde hun at det Gunhild havde sagt var sandt og at hun havde gjort det for Laurits Braass egen skyld. Nu sad Laurits Braass i vildrede om at hun ikke burde straffes til ild og bål. Købmanden som var den fornærmede part, fuldførte dermed fogdens, den offentlige anklagers rolle.

Man kom ikke videre med Bodil.

Næste dag fortsatte tinget med de andre anklagede. Mette blev anklaget for en sag som ikke er interessant i denne forbindelse og vi høre ikke mere til hende. De andre, klokkerkonen Baarne og de tre Andersby og Ekkerø, som var blevet hentet og mødte deres respektive mænd og blev forhørt efter tur. Alle fire nægtede og retten bestemte de fire skulle gå i borgen for deres koner indtil sagens videre behandling, og da skulle hver mand skaffe sin kone til veje, eller lide efter loven.

Færgemændene på Vadsø måtte på ny tage risikoen ved at have en troldkvinde i båden, Bodil skulle til Vardøhus. På det første tinge der fastholdt hun sin benægtelse, men efter hendes frivillige bekendelse overfor godt folk, blev det bestemt at hun skulle "pinlpinligen"
forhøres. Fem dage senere tilstod hun "goeduilligen" sine bekendelser. Skibet
havde hun været med til at bandlyse, fordi Laurits Braass altid skældte hende
ud og viste uvenskab mod hende og hendes mand. Det endte med en dom til ild og
bål.

De
fire kvinder, som ægtemændene var sat i pant for, havnede alle på Vardøhus og
på bålet.

Der
var imidlertid flere som havde forsøgt sig med at bandlyse skibet, som dog ikke
forliste. Viste man ikke bedre, kunne man nemt forledes til at mene at
Finmarkens troldkvinder var nogle rigtige stakler.

Lillejuleaften
1652 indrømmer en Vardø-kvinde, at hun har været med og hun navngiver
yderligere to andre Vardø-kvinder. Hende og flere andre var sammen om at lave
stormen og skaderne i Vardø i den sidste høst periode. Denne gang havde de
vinden i en sæk, hvor de løst knuden og straks brød uvejret løs. De gjorde det
for at beskadige junckers (lensherrens) bod, hvor der lå hø og fårefoder, fordi
de i sommeren ikke havde fået lov til at slå så meget hø de ville. Men det var
jo jul og kvinden blev puttet ind til de andre i fangehullet.

Snebolden
rullede videre. Tinge blev holdt på Vardøhus 2. 22. 24. og 27. januar, på
Kiberg 17 februar,  på Vardøhus 17 marts,
på Kiberg 20 marts og på Vardøhus 23. april 1653. Samtidig med at den store
travlhed med at afsløre den store sammensværgelse, kom der jo også adskillige
andre forbrydelser for dagens lys. Baarne fra Syltevig blev hentet ned til
Vardø i anledning af foged Christen Jensens død. Året før, da fogden drog vest
på i lenet på en tingrejse, var han forbi Syltevig, hvor han og Baarnes mand
kom i skænderi. Baarne blev gal og ønskede djævelen i noget brændevin hun gav
ham og som han siden døde af. Samme år havde hun også været med en hel hob
ukendte troldkvinder om at sørge for at de hollandske skibe kom til Sletnes.