KAP I

ISLÆNDEREN JON OLAFSSON INDIEFARERS
LEVNEDSBESKRIVELSE

Optegnet af ham selv efter fromme og
gudfrygtige Mænds Bøn således som han nu i sin Alderdom (Anno 1661) bedst kan
erindre, idet han beder alle fromme og gudfrygtige Lands- mænd, såvel af højere
som lavere Stænder, vel at optage dette ringe og lidet nyttige Værk. Vor Herre
Jesu Kristi Nåde, Fred og Velsignelse være med Eder alle! Amen!

Elskelige Venner! Jeg burde drage Omsorg
for, at jeg ikke bliver antaget for at være alt for utaknemmelig imod Gud for
de forunderlige, utallige og mange Slags Underværker, som han har ladet mig
opleve formedelst sin særdeles Nåde, Barmhjertighed og Godhed, både på Legeme,
Liv og Sjæl, såvel sovende som vågende, såvel om Dagen som om Natten, til søs
og til lands, i de forskellige Verdensdele, i hede som i kolde Zoner, både
fjernt fra og i Nærheden af mit Fødeland, såvel mellem Kristne som Hedninger, i
Medgang som Modgang. Disse hans mange store Underværker og Velgerninger skulde
og burde jeg sandelig have æret, rost og udbredt indenlands som udenlands,
hvilket jeg dog desværre ikke har gjort, skønt det var min Pligt, hvilket den nådige
Gud værdiges at tilgive mig, såvel som mine Synder og Misgerninger.

For nogle Aar siden begyndte jeg at
optegne min Levnedsbeskrivelse temmelig ufuldstændigt, men den blev borte ved
at udlånes, og siden den Tid har jeg ikke lagt megen Vind på at skrive, formedelst
mit daglige Slid for Livet, og også fordi jeg ventede, at Folk kun uvilligt
ville modtage et sådant Arbejde fra min Hånd, saa ringe Mand som jeg er. Men da
nogle ædle Mennesker med megen Godhed har tilskyndet og rådet mig dertil på ny,
så har jeg nu til sidst, skønt med dårlig Hånd og i en uordentlig Fremstilling,
gjort et lille Forsøg på at fortælle om det mærkværdigste, som er sket og hændt
mig i mit Liv, idet jeg véd, at der bedre vil blive båret over med mig af
Landets Folk, når jeg fremkommer med denne min enfoldige Fortælling under de
fromme Mænds Beskærmelse og Skjold, som har rådet mig dertil. Da dette Værk
indeholder meget, som er af liden og ringe Vigtighed, beder jeg de gode Læsere
have rigelig Tålmodighed, og når der tales om Guds underlige Gerninger, håber
jeg, at det må blive hans hellige Navn til Pris, Hæder og Ære. Jeg ønsker, at
alt, hvad jeg har syndet i mit Liv og handlet urigtigt, må blive andre til
gavnlig og nyttig Lærdom og Advarsel, så at de vogter sig for mit slette Eksempel
og hellere retter sig efter mere forstandige Mænds Vandel for at opnå Stræbsomhed
og Udholdenhed i deres Kald og Embede.

Befalende Eder med samt Eders Børn til den
almægtige Guds Omsorg for Liv og Sjæl!

Jon Olafsson Indiefarer.

Her begynder Levnedsbeskrivelsen.

KAP. I

Om min Fødsel, Slægt, Opdragelse og det
som skete, indtil jeg var 22 år gammel, da jeg sejlede bort herfra Landet.

Tre År før Kong Christian den Fjerde,
priselig Ihukommelse, blev kronet i København — den 20. August 1596 i hans 20. År,
efter hans salig Fader Kong Frederik den Andens Død 1588, Søndagen næst efter
Allehelgensdag, meget tidlig om Morgenen blev jeg født til denne Verden paa Gården
Svarthamar ved Alftafjord i Eyrar-Sogn i Isafjord Syssel af ærlige Ægtefolk
Olaf Jonsson og Olof Thorsteinsdatter. Olafs Fader hed Jon Thorgrimsson, hans
Moder hed Briet Thordardatter, en gudfrygtig Kvinde; disse tvende Ægtefolk, Jon
og Briet blev lidt over halvfjerdsindstyve År gamle og døde mange År før min Fødsel
på mine Forældres Gård. Min Moder, Olaf Thorsteinsdatter var af en anset
nordlands Familie og opdraget i Midfjorden, hendes Fader hed Thorstein
Sveinsson, hendes Moder hed Hildur Helgesdatter. Mine salige Forældre havde
fjorten Børn i hæderligt Ægteskab, men af disse blev kun tre gamle, Halldor,
Thora og jeg. Imellem Halldor og mig var der 14 Aars Forskel, men 17 År mellem
Thora og mig.

Jeg var det næstsidste Barn, min Moder
fødte, og da Sognepræsten dengang ikke var i Sognet og ikke heller formedelst
Snefog og Uvejr kunde hentes fra Ogurthing, hvor han opholdt sig, sendte mine
Forældre to Mænd og et Fruentimmer med mig til Eyri i Skutulsfjord til Præsten
Sigmund EgilssoUy som døbte mig; denne Rejse gik formedelst Guds og hans
hellige Engles Bistand meget heldig. Indtil jeg var halvandet År gammel var jeg
rask og voksede, men siden blev jeg svagelig, så at mine Forældre sendte mig
for at opfostres hos et Ægtepar på Gården Hlid i samme Bygd; Bonden hed Eyvind
Jonsson, hans Kone hed Gudrun Gudmundsdatter, meget gudfrygtige Folk, og hos
dem blev jeg to År.

I mit syvende År begyndte jeg at læse, og
i det År gik der Blodsot her i Landet og mange døde. I den Sot døde min salig
Fader i Oktober Måned og flere Bønder i samme Bygd. Min Broder Halldor var
dengang 20 År, og han overtog Driften af Gården sammen med min Moder, men næste
Efterår giftede han sig med en from Pige, Randid Olafsdatter og fik 6 Børn med
hende.

Næste Vinter var den strenge og
mindeværdige Vinter, som vi her i Island har kaldt Rining, og om Foråret i
Midten af Maj drev en stor Hvalfisk i Land udenfor Fårefolden i Hattardal, ved
hvilken mange blev hjulpne af Nøden, og mange kom dertil fra Bygderne, thi der
var stor Mangel på Mad, da man formedelst Storm og Uvejr havde været nødsaget
til at holde op med at fiske ved Mortensdag, og det stormfulde Vejr holdt sig
Resten af Vinteren. Høbjærgningen Sommeren før var meget slem i disse Egne, og
Høet blev formedelst det våde Vejrlig til liden eller ingen Nytte.

I mit 14de År blev jeg min Ungdoms Sygdom
kvit på følgende Måde. En dansk Kaptajn, der hed Anders, sendte min Moder
gennem min Jordmoder Thorkatla Polsdatter et Æble, hvoraf jeg spiste Halvdelen.
Siden den Tid blev jeg karsk og voksede.

I mit femte År var jeg nær druknet i
Bækken, som flyder forbi Svarthamar, i min egen Vugge, som skulde forestille en
Båd, dersom min Moder ikke i samme Øjeblik var kommen. Ligeledes en anden Gang,
da jeg var 8 År og jeg en Lørdag Aften om Sommeren red med min Broder Halldor
over de fiskerige Åer, som løber ud i Fjorden, var jeg nær druknet i den såkaldte
Store Fjardarå, men min Broder kom mig med Guds Bistand til Hjælp. Den tredje
Gang var jeg næsten skyllet af Hesten i Flodmundingen Seljalandsos, da jeg
samme År blev sendt efter Folk, som skulle komme fra Købstaden, idet Hesten gik
alt for langt ud med mig, så at den måtte svømme, da det var Højvande. Herfor
fik jeg hver Gang Ris, som jeg og Fortjente. Min gode Moder var meget ængstelig
for mig, især når jeg skulde over Floder, og hun og mange andre sagde, at jeg
nok engang vilde komme til at sejle over Havet. Hun bad altid Gud våge over
mig, hvilken hendes ofte gentagne Bøn Gud, vor barmhjertige Fader, har hørt og
nådigen bønhørt. Hans hellige Navn være prist og velsignet i Evighed. Amen!

År 1615 i mit 22de År om Vinteren var jeg
nær styrtet til døde på Dvergasteins-Bjerget. Jeg rullede ned og slog mig over
40 Gange og i alt stedse ned på Ryggen. Dette fik salig Moder ikke at vide, men
min Svoger Skeggi Gunnlangsson stod ude, da det skete og vidste ikke, hvad han
skulde gøre, og troede ikke, jeg kom derfra med Livet. Foråret i Forvejen var
min salig Moder og jeg flyttet fra Halldor på Eyrar til Thora og Skeggi på
Dvergastein, og vore Får var ukendte med Egnen, så at de kom ned i en Dal, ud
af hvilken de ikke kunde komme formedelst de høje Klipper. Vi kunde ikke komme
til dem den hele Vinter, og de led megen Sult; jeg forsøgte ofte derpå, min
Moder uafvidende og mod hendes idelige Forbud. Da var jeg en Gang så uheldig,
at Jernbrodden på min Fjeldstok gik midt over, ret som jeg var kommen det halve
af Bjergsiden ned, og jeg blev kastet helt ned til Rødderne af Fjeldet. Hver
Gang jeg faldt, så jeg op til Himlen, og da Faldene standsede ved Guds Nåde og
Vilje, var jeg ikke længere end 2 — 3 Favne fra Stendyngerne ved Fjeldets
Rødder. Således er for Gud alt let og muligt at gøre og foranstalte, efter hans
guddommelige Magt, Vilje og Nåde, og da jeg stod op igen, var jeg uskadt. Gud
ske Lov! Amen! Ofte skriver man om mange ringere Ting. Skeggi, som var kommen
den halve Vej for at hjælpe mig, blev meget glad ved at se mig og takkede Gud
inderlig for min Frelse.

Jeg kan sige, at Gud har beskyttet mig i
Luften og på Jorden, såvel som i Vandet på Søen, og i Ilden i Tordenvejr. Det
er ej sket, for at man straks skal glemme det, men ligesom Guds andre store Gerninger
og Underværker skal det skrives og fortælles til vore Børnebørns Børn indtil
Verdens Ende, saa Guds Navns Hæder stadig forøges og aldrig aftager.