KAP II

KAP II

Om min Rejse herfra til England i det År,
som før er omtalt, nemlig Anno 1615.

Om Foråret ved Korsmissetid (Først i maj)
skete det, at et engelsk Skib på 50 Læster drev for en stærk Storm fra
Vestmanøerne og sejlede ind paa Isafjord og lagde sig til Ankers lige ud for
den Fiskeplads, som kaldes Romaborg, hvor jeg dengang opholdt mig For at fiske.
Da vi daglig roede forbi, fik jeg og mine Kammerater Lyst til at ro hen til
Skibet. Kaptajnen hed Isaac Brommet, en særdeles vakker, from og retskaffen
Mand, hans Styrmand hed William Hundten, Tømmermand Vincent.

Denne Kaptajn tog meget vel imod mig og
mine Kammerater, saa at jeg, kort sagt, uden min Moders Vidende bestilte mig en
Plads i Skibet og besluttede mig til at rejse udenlands. Vor Kontrakt var således,
at jeg måtte tage saa meget Gods med, som jeg vilde og ejede, imod at jeg efter
engelsk Skik skulde betale ham 10 Rigsdaler, når vi kom til England. Dette
syntes mine Kammerater ikke om. Tre Dage efter talte jeg med min Moder og sagde
hende alt, hvad der var foregået, men da hun vidste mit Forsæt længe i
Forvejen, blev hun ikke meget ilde til mode og lod mig villig råde, idet hun
efter Sædvane beftilede mig i den Ene og Trefoldige almægtige Guds Omhu og
Beskærmelse paa Liv og Sjæl, hvilken kraftige Forbøn hos Gud ofte har hjulpet
mig. Priset være Herren og velsignet hans hellige Navn evindeligen! St. Hansdag
Aften tog jeg Afsked med min kære Moder Olof Thorsteinsdatter, som Gud havde
givet en Alder af 68 År. Mange sørgede over min Bortrejse, skønt jeg ikke
fortjente det. Jeg drømte, da jeg laa foran Oshlid, en ubehagelig Drøm angående
mine tilkommende Uheld. Min Broder Halldor og min Svoger, samt andre gode Venner,
roede mig fra Alftafjord og ud paa Dybet i det bedste Vejr. Om Morgenen gik vi
ombord, hvor der blev holdt et stort Gæstebud, derefter skiltes vi ad med Gråd
og bad om alt godt For hverandre.

Om Morgenen sejlede vi bort fra Isafjords
Dyb i Vest; da vilde Skibsfolkene fiske, hvilket de også gjorde, og langede 700
Torsk. Da påkom der en pludselig Nordostvind, saa vi med Nød og næppe kunde
tage Vatersejlet ind, og mistede 10 Tønder Tran, hvoriblandt største Delen af
den, som jeg havde med mig fra Island. Vi sejlede lige ind paa Talknafjord,
hvor vi satte vort Mærssejl. Dér kom den bekendte Præst Gudmund Skulason ombord
dl os, som paa den Tid var Præst il Laugardal. Han rådede mig fra at rejse til England
og tilbød mig at lade alt mit Gods bringe i Land uden Betaling, men da
Kaptajnen mærkede, hvorpå vor Samtale gik ud, blev han meget vred paa Præsten,
thi han havde en Mistanke om, at Præsten søgte at overtale mig til at vende tilbage.
Præsten måtte da holde op med sine Forestillinger, og vi skiltes saa, efter at
han havde velsignet mig og min Rejse.

Efter to Dages Forløb sejlede vi, efter at
have sunget vor Morgensang, Bøn og Litani i Herrens

Navn, derfra, sønden for Jøklen, og
Morgenen efter saa vi Vestmanøerne. Derfra sejlede vi østen for Horn, derfra
igen i Sydost og, efter at Landet var kommet os af Sigte, fik vi Modvind af
Sydost, og sejlede, indtil vi fik Orkny øerne i Sigte. Ved de Sandbanker og
Grunde, som dér er, saa vi 700 Sildeskibe og sejlede saa tæt forbi tre, at de
kastede Sild op paa Skibet til os. Derefter saa vi Skotland, som er næsten
sammenhængende med England og adskilles derfra ved et smalt Stræde.

Vi var næsten færdige med vort 01, paa et
Oxehoved nær, og det skulde blandes med Vand, ihld vi havde været længere paa
Rejsen. Da vi sej efter Sædvane to Herremænd, som de kalder Nobilismænd [o:
noblemen], til ham før Breakfost (som er Frokost) og sad til Bords med ham ovenpå.
Derhen gik jeg og fortalte ham den Ulykke, der var hændt mig, men han svarede ikke
andet end Ondt, blev både hidsig og vred, og kastede sin Tallerken efter mig,
samt bød sin Tjener slå mig, hvilket denne også gjorde. Derfor brødes vi paa
Gulvet, indtil Tjeneren faldt, hvorefter Herremændene greb Thomas, som vilde
hjælpe sin Tjener, saa der blev stor Alarm derinde. De irettesatte ham skarpt,
fordi han viste sig fra en saa ufordelagtig Side mod en Fremmed. Han anklagede
mig, især fordi jeg havde krævet mit Tøj af ham, som han dog havde lovet at
gemme og stå til Ansvar for, dengang jeg tog Tjeneste hos ham. Men da jeg ikke
fik andet end det, som før er omtalt, sagde jeg i deres Påhør, at jeg ikke mere
vilde holde mit Løfte til ham, da han først havde brudt det mig givne Løfte.
Dette gav begge Herremændene mig Ret i. Den ældste tilbød mig at tjene hos sig
i 7 År og en Tredjedel af sin Formue, hvis han syntes om mig, thi han havde
ingen Livsarvinger; men da det var sket, som nylig er omtalt, og jeg ingen Lyst
havde til at opholde mig længere der i Landet, afslog jeg det, hvilket han
syntes var underligt, thi han sagde, jeg saa godt ud. Han købte 500 Fisk af mig
og den Smule Tran, jeg havde tilbage, for 25 engelske Dalen .

Thomas Twidd havde en from Broder, der var
Admiral for Vinflåden fra Spanien, men som levede der i Harwich. Han var ikke
hjemme, dengang dette skete, men hans Svigerinde, Betsabe, tilbød mig meget
ofte at tjene hos hende eller hos hendes Svoger^ Michael Twidd, hvilket jeg dog
nærede Betænkelighed ved, thi jeg var bange for Svig fra Thomas Side, da han
var meget ildesindet imod mig. Da Michael kom hjem, lod han mig kalde for sig
efter Betsabes Råd og tog mig i Tjeneste hos sig, hvorfor jeg flyttede det
lidet, jeg havde tilbage, hen til ham.

Men to Dage efter rygtedes det i Harwich,
at Kongen af Danmark, Christian den Fjerde, havde sendt to Skibe til London med
Gaver til Kong Jacob (1) hvorfor jeg bad Michael Twidd om Tilladelse til at
rejse, hvilket han også tillod mig, formedelst Betsabes blide Råd og Mægling.

To Dage derefter gik hun tillige med mig
og sin Datter for at søge efter Skibe til London. Vi

(1) Christian
IV havde 1 Sommeren 1614 overrasket sin Svoger, Kong Jakob, med et Besøg i
England. Kong Jakob vilde benytte sig af Situationen og bad Christian IV om at
stille sig paa hans Side 1 en Strid med det burgundiske Hof samt tilstå
Englændere Ret til Hvalfangst 1 de nordlige Have. Kongen gav høfligt Afslag på
begge Anmodninger, men søgte at vedligeholde det venskabelige Forhold ved
stadig i disse År at sende Gaver til Kongen og hans mest fremragende Hofmænd.

fik at vide, at en Kaptajn ved Navn
William Gray ville inden tre Nætter til London, og hos ham skaffede hun mig
Skibslejlighed og betalte selv Rejsen; hun og hendes Datter skænkede mig mange
nyttige Ting til omtrent 15 Dalers Værdi. Jeg tog Afsked fra dem med megen
Sorg. Hun havde en Broder i London, som var Kok hos en fornem Mand; til ham
skrev hun med mig, at han skulde lade mig blive hos sig, til jeg fik
Skibslejlighed hos de Danske, som var komne dertil, hvilket Før er omtalt.

Færgemanden fulgte mig til Kokken, til
hvem jeg havde Breve fra Harwich. Daniel*) fulgte mig og bad mig bede om Logis
til sig hos disse Folk. Vi traf først Kokkens Hustru, der straks fulgte mig til
ham, der sad sovende paa en Stol, thi Stegehjulene vendte Stegen af sig selv.
Hun vækkede ham, men han talte ikke til mig, før han fik læst sin Søsters Brev;
saa tog han mig i Hånden og bad mig sidde ned og tilbød mig Kost og Logis for
ingenting, medens jeg blev der.

Denne Mand var meget gammel, men hans Kone
var ung. De havde kun et Barn, en 7 År gammel Pige, som var opdraget paa det
bedste. Det var hendes Sædvane, når hun stod op, at hun lukkede Stuedøren op og
faldt paa Knæ i Døren og bød sine Forældre og alle Nærværende Goddag, bedende
Gud bevare dem og hele Huset; derpå satte hun sig for Spejlet og saa satte hun
sig for at spise sin Frokost, læste sine Lektier, fejede Huset og satte sig
siden til at sy. Disse Folk var meget gode imod mig og trakterede mig den ene
Dag bedre end den anden. Daniel var der også, formedelst min Forbøn, omtrent i
en Måned, men han var meget misfornøjet, fordi jeg blev mere agtet og æret end
han. Han bad Konen om at bede mig låne ham mine Klæder, for at gå i Kirke, thi
han sagde, han vilde gå til Herrens Bord; jeg troede ham og hans smukke Ord, og
lånte ham en hel Klædning samt Handsker og Sko og en Salmebog, hvorpå han gik
bort, og jeg saa ham aldrig siden, hvilken Klædning kostede mig over 20 Daler.

Jeg blev 9 Uger i dette Hus uden nogen
Betaling. En Dag traf jeg tre fromme Mænd af de danske Herrers Følge i et Hus.
En af dem, som hed Johan Mortensen kunde tale lidt Islandsk og sagde at han
havde været Efterligger i Island i 3 År med danske Købmænds Gods; han tog meget
vel imod mig, og sagde, at han vilde lægge et godt Ord ind for mig hos Adelsmanden,
som var Kongen af Danmarks Gesandt, hvilket han trolig holdt. Jeg tog saa med
Kærlighed Afsked med de Folk, som ønskede mig al Held og Lykke. Mange fornemme
Folk i London tilbød mig Tjeneste, men jeg tog ikke imod Tilbuddet, thi jeg længtes
meget efter at se Danmark og mit Fødeland.