KAP IV

KAP. IV

Om det, som skete, medens jeg var i
London, og medens de Danske dvælede der, samt hvorledes fem Rådsherrer gjorde
Anslag mod Kong Jacob den Sjette af England. En Aften, som Kong Jacob kom
sejlende nedefra Gravesend i Oktober Måned (paa de Både, som kaldes Kongebåde
og er 18 i Tallet og roes af 10 — 12 Mand hver) og med ham næsten 200 Mand, var
der blevet lagt Krudt under den Bro, som Kongen plejede at stige i Land paa.
Men en Kone, som plejede at sælge Æbler ved Stranden, gav Kongen et Vink herom,
saa han formedelst Guds Beskærmelse kom derfra med Livet. Tre af de
Sammensvorne blev grebne, men de to ikke, medens vi dvælede der. Da lod Kongen
holde en stor Forsamling. Den blev holdt lige nedenfor Londons Slot paa en jævn
og vid Mark, og derhen kom mange Folk. Efter at man havde forhørt de
Sammensvorne samt fældet Dom, blev de dømte til Radbrækning Led for Led, men så
længe dette stod paa, skulde vi blive dér, for at hele Sagen og Dommen ganske
fuldstændig kunde blive optegnet og sendt til Kongen af Danmark.^)

Men nu maa jeg tale om noget, som skete og
angik Danmark i den samme Sommer År 1615. To af Kongen af Danmarks Skibe
„Victor' og Jupiter"" tog en bekendt Sørøver oppe ved Rusland i det
hvide Hav, nær ved det Sted, som kaldes Arkhangelsk; Sørøverkaptajnen hed
Mandaus; han havde været Sørøver i 15 Aar, og havde bestemt sig til, dengang
dette skete, at lure paa et hollandsk Skib, men det lykkedes ikke, thi han blev
forinden taget til Fange.^) Han var Staldbroder til den Røver, som blev dræbt
paa Vatneyri, og som havde svoret, at han skulde ødelægge hele Island.') Der
var kun fem Dages Mellemrum mellem disse to Staldbrødres Død. Kaptajn Mandaus
blev hængt udenfor Østerport i en Vippegalge og tillige med ham hans
Næstkommanderende og hans Styrmand. Denne Mandaus havde 5 Brødre i England, som
alle var Håndværksmænd.

Nu må jeg vende tilbage til min
Fortælling. En Dag efter at jeg var kommen til de Danske ombord paa det Skib,
som kaldtes ,»St. Peder', og Kaptajnen Christian Ross, kom en Torsdag Eftermiddag
en af disse Brødre Mandaus som var Ankersmed og meget rig, ved Navn Ruben, til
os. Han spørger Christian RosSy om han ikke kunde sige ham noget om hans Broder
Mandaus, som Kongen af Danmarks Skibe havde taget til Fange ved Rusland.
Christian svarede, at han hang i en Galge udenfor Østerport i Kjøbenhavn. Denne
Ruben blev ilde til mode ved dette Svar, skiftede Farve, hilste og gik i Land.

Tre Dage derefter kom Bud fra Kong Jacob til
vor Højstkommanderende, Adam Bülow,(1) som var en af de fornemste Adelsmænd i
Danmark at disse 5 Brødre Mandaus vilde hævne sig paa os, og udsende 3
Krigsskibe for at dræbe os, og man fortalte i Byen mange Ting om deres
Rustninger. Kongen sendte fra Slottet til os 80 Musketter, som vi kalde
Luntebøsser, og andre nødvendige Våben til Forsvar mod disse vore Fjender. Da
Adam Bülow havde fået Tilladelse til at rejse, sejlede vi derfra om Natten
langsomt ned til Gravesend.

Lidt neden for London, ved Buckhavn (?)
ligger Kongens Krigsskibe, store og vældige at se til, indenfor Estakaderne.
Vort Ophold i Gravesend var kun kort. Lige overfor denne By laa to store
engelske Krigsskibe.

Da jeg fik Skibslejlighed med de Danske og
tog Tjeneste hos den førnævnte Adam Bülow, fik jeg to ærlige Mænd til
Kammerater paa Skibet St. Peder; den ene hed Magnus, en Nordmand, som var
Kongen af Danmarks Staldknægt, en god og from Mand; den anden hed Jacob Pedersen,
der havde været syv År i London for at lære at væve Guld- og Sølv-Tresser og
andet deslige, som de kalder Possementeri. Disse to Mænd var begge meget gode
og venlige imod mig, ligesom og alle de andre paa Skibet.

1) Adam
Bülow var Kongens Staldmester fra 1611 til han døde 1619, og Prinsernes
Ridelærer. Han deltog i Kalmarkrigen og mistede der sit ene øje. Han blev
gentagne Gange sendt til England med Gaver af kostbare Hingste og Hopper til
den engelske Kongefamilie.