KAP IX

KAP. IX

Da jeg først kom til Kjøbenhavn Aar 1615,
var der et aabent Sund mellem Staden og Amagerland, hvorover man blev færget
paa smaa Baade. Men der, hvor Folket blev sat over, kaldtes Kivnæs, formedelst
Folks Snakken, Trætte og Kiv, som daglig hønes dér; thi enhver søgte at komme
forst op i Baadene, hvorfor der ogsaa vankede Hug og Stik, naar stridbare Folk
mødtes.^) Mange Gange i Begyndelsen lod jeg mig sætte over dette Sund, thi paa
Amagerland boede en Mand, som jeg kendte og havde meget at gøre med, ved Navn
Niels Aagesen, Han var Købmand ved de danske Handelshuse ved Skutulsfjord Havn
ved Isefjords Dyb.^) Dér fik jeg aldd en god Modtagelse og var meget afholdt af
ham og hans Kone. HverLørdag traf jeg ham i Kjøbenhavn, naar jeg var hjemme,
thi den Dag var Torvedag. Magnus Arason^) og Magnus Samiundsson,^) mine
elskelige Landsmænd, som nu er i Gud hensovede, var nogle Gange sammen med mig
i hans Hus i Fryd og Gammen og engang med ham til et kosteligt Bryllupsgilde.
Han laante mig ofte Penge, som blev ham rigelig tilbagebetalte af min Moder og
min Broder af de Penge, som jeg havde efterladt hjemme. Han fik Varer hos mig
af omtrent 14 Rigsdalers Værdi, som var bleven sendt til mig i Kjøbenhavn fra
Island.

En ung Mand ved Navn Jesper tjente som
Bod-svend hos den ærværdige Mand Ivar Paulsen,som var Borgmester. Han sejlede 2
Aar op til Skutulsfjord og skulde bringe mig Varer fra min Moder og Broder til
16 Rigsdaler, men han blev angreben af Pest 6 Dage efter, at han var kommen
hjem fra Hamborg, hvor Skibene lossede paa den Tid, og døde« Men da jeg ikke
kunde fremvise noget skriftligt fra ham angaaende disse Varer, kunde jeg Ingen
Erstatning faa, uagtet jeg gentagne Gange gjorde mine Krav gældende baade hos
Borgmesteren og hans Arvinger, som havde hjemme i Holsten.

Disse var Borgmestre under mit første
Ophold i Kjøbenhavn: den første og ældste var Knud Markassen, den anden Ivar
Poulserty den tredie Mikkel Vibe, den fjerde Peter Andersen. De var alle
fattige Mænds Sønner, som maatte bede om Brød, da de først kom til Kjøbenhavn,
men ved Guds Naade og Villie blev de mægtige Mænd, som Erftiringen viser.

Peter Andersen havde rejst til Jerusalem
og var borte et halvt Aar. Den egenlige Aarsag til den Rejse var, efter hvad
han selv fortalte mig, at han en Aften sad og drak med tre Herremænd, og da kom
i en temmelig dyb Disput om Rejsen til Jerusalem. De paastod, at den Rejse
kunde man ikke gøre paa mindre end to Aar, hvilket han haardt benægtede og
sagde, at han, naar ingen Hindringer kom i Vejen, skulde gøre den paa et Aar,
idet han sagde, at han paa sin Ære og Tro vilde give al sin Ejendom til Kongen,
om det ikke skete. Herrerne væddede da og sagde, at de hver vilde betale ham
1000 Daler, i Fald de tabte Væddemaalet. Herpaa gav de hinanden Haanden.
Morgenen efter sagde de det altsammen til Kongen. Han blev straks kaldt til
denne og erindret om sine Ord, som han maatte bekende, hvorefter det blev
bestemt, at alt skulde staa ved sit Værd paa begge Sider. Hans Kone maatte med
sine tre Døtre rømme Huset og fik ikke Tilladelse til at tage saa meget som én
Skillings Værdi med sig, hvorfor man maatte skaffe hende Hus og Mad hos hans
gode Venner, saa længe han var borte. Derpaa tog han med megen Sorg Afisked med
sin Kone og sine Børn og rejste saa hurtigt som muligt, som Gud gav ham Lykke
og Lejlighed til.

Først gik Rejsen til Rom, hvor han fik
Pavens Afladsbrev. Derefter sydpaa til Jerusalem, hvilken Vej er 600 Mil fra
Kjøbenhavn. Han endte sin Rejse lykkeligt paa et halvt Aar og fik sit Hus
tilbage, der havde været aflaaset, medens han var borte, og tillige tillukket
udvendig med tre Brædder, som var naglede fast Døren, og paa hvert Brædt var
Kongens Segl. Kongen skænkede ham trende Højtidsklæder, da han kom tilbage, og
gjorde ham til Borgmester. Derpaa maatte de tre Herremænd udbetale ham den i
Væddemaalet tilsagde Pengesum 3000 Daler. Saaledes ledede Gud ham lykkelig og
vel ud af disse Ulykker til langvarig Hæder og Ære. Han var i stor Anseelse hos
Kongen og i alle Godes Yndest. Og nu efter at have endt denne Historie skal jeg
gaa over til andet, som skete.

Noget efter at jeg var indskrevet i det
kgl. Regiment, blev der mig tilsagt Vagt hver niende Nat ved Tøjhuset, og man
havde været saa god imod mig, at jeg holdt Vagt paa samme Tid som mine
Kammerater Jon Haltdorsson og Rasmus Hansen, som fik Befoling til at undervise
mig om alt Kanonerne og Tøjhuset angaaende. Vagtmesteren hed Hans Mikkelsen, en
retskaffen Mand. Han boede ved den Port ved Højbro, hvor jeg først logerede, i
Nærheden af Kongens Stald. Vagten trak op hver Aften, efter at alle var
samlede, og bestod af 24 Mand foruden Vagtmesteren, Piberen og Trommeslageren,
hvilke tre sidstnævnte Personer traadte af med dem, som havde holdt Vagt de to
foregaaende Døgn. Man gaar parvis og i Roder, som man plejer i Slagorden,
Vagtmesteren foran med sin store Hellebard, derpaa Trommeslageren paa højre og
Piberen paa venstre Haand af ham, derpaa de ældste og saa de andre rodevis,
hver med sin Sabel ved Siden og et Spyd, som kaldes Sintrør (Sintrør, Zlntrør
(ZQodrohr) forklares at være et langt Rør, hvori bøsseskytternes femte Ladestok
med den omviklede Lunte, naar de var paa Vagt for at den Ikke skulde kaste
Gnister) paa Skulderen. Naar saa Vagten kommer Østen for Slottet paa den Vej,
som gaar til Tøjhuset, gør den Holdt, hvorpaa Mandskabet slaar en Ring om
Vagtmesteren. Derpaa hvisker Vagtmesteren Løsenet til den, som staar paa
venstre Haand af ham. Dette Feltraab faar han hver Dag i al Hemmelighed af
Slotsherren, og det bliver paa denne Maade igen kundgjort Vagten, og ingen kan
laa det at vide uden Vagten alene. Den, som har glemt dette Løsen og ikke
svarer det ved Midnat, naar Vagtmesteren kommer med Piberen og Trommeslageren
til Tøjhusporten for at visitere Vagten, har forspildt Livet, naar han staar
paa Post paa den Tid. Det før omtalte Ord hvisker den ene i Øret paa den anden,
indtil det atter bliver hvisket i den førstes højre Øre. Har nogen hørt galt,
saaledes at der kommer et galt Løsen i Vagtmesterens højre Øre, saa maa der hviskes
paany, indtil han faar det rette Ord igen. Derefter gaar 6 Aarsknægte op for at
holde Vagt paa Slotspladsen, og 18 op til Tøjhuset, hvorpaa de, som har vaaget
et Døgn, gaar hen, hvor Vagtmesteren venter paa dem og fører dem paa samme
Maade, som før fortalt, til Porten, hvor hele Vagten samles, og hver uden Løsen
gaar hjem.Somme Tider gaar man, naar man er tørstig, ned i de Kældere, som er
nede ved Stranden, for at slukke Tørsten.

Det skete engang, da jeg nylig var
indskrevet til Tøjhuset og holdt Vagt, at jeg gik vesten over Broen til den
Port, hvor jeg holdt Vagt, og dér traf en Bøsseskytte ved Navn Peter Dragør.
Han indbød mig til et Glas øl nede i den Kælder, som er lige overfor Broen,
hvilken Kælder kaldes Christine Doktors Kælder. Jeg vilde længe ikke gaa med
ham og undskyldte mig med, at jeg ingen Penge havde hos mig, men han sagde, at
han havde Penge baade for mig og sig selv, og bad mig blot tro sig. Jeg gik med
ham, dog ikke uden Frygt. Kældersvenden hed Niels. Peter blev ved at forlange
øl, indtil der var tappet for en halv Rigsdaler. Da var det allerede langt ud
paa Natten. Peter sagde, at han vilde gaa ud, jeg bad ham om at betale, hvad
Øllet og Vinen kostede. Han sagde, at han var en ærlig Mand, og spurgte, om jeg
troede, at han var en æreløs Slyngel. Hvorpaa Peter gik og kom ikke igen for
den Gang. Da Kældersvenden syntes, han dvælede vel længe, sagde han: "Nu er Din
Kammerat bortgaaet, derfor er det bedst, at Du betaler for Vinen og Øllet". Jeg
undskyldte mig med, at jeg ingen Penge havde hos mig, og at jeg ikke havde
krævet Øllet, men han sagde, at jeg havde drukket med ham, og at han ikke
tillod mig at gaa, før jeg havde betalt. Hvorpaa han tog Fat i mit Kjoleskød og
bad mig med det Gode at afklæde mig, men dog høfligt. Det havde hændt sig for
tre Dage siden, at min gode Ven Thorlak Thorkelsson havde foræret mig et
kostbart islandsk Ræveskind, fordi jeg havde solgt nogle islandske Varer for
ham, der var blevet ham sendt fra Holar. Dette Ræveskind havde jeg solgt for 2
Rigsdaler, og af dem havde 5 Mark forstukket sig i min Lomme, hvoraf jeg da
betalte ham 2 Mark.

Kældersvenden omfavnede mig og takkede mig
inderligt og lovede mig, at han, hvis han og jeg levede, skulde betale mig dem
igen, og at vi herefter skulde være Venner, hvilket og skete, thi jeg var ham
altid, mens han tjente dér, kær og velkommen. Han forsikrede mig, at den anden
aldrig mer skulde komme dér, og raadede mig til at omgaaes forsigtigt med ham
og hans Lige. Derpaa tappede han en Pot fransk Vin til mig og da jeg havde
drukket den, gik jeg i Fred bort, hjem til mig selv, som var i Vingaardsstræde
hos Jon Halldorsson, hvis Kone var fra det Land Holsten og en retskaffen
Dannekvinde.

Nu skete det næste Morgen tidlig, at vor Trommeslager
Morten slog Trommen i alle Stræder, hvilket altid skete, naar Kongen vilde os
noget. Med Morten fulgte Piberen og Profossen Jørgen Kiempe, og naar
Trommeslageren holdt op at slaa, udraabte Profossen, hvad der skulde forkyndes.
Men denne Gang skulde 52 Kanoner, som nylig var støbte og udbragte fra
Rothgieterens Hus, hvilken er den, der støber og laver Kanonerne, proberes og
nøjagtig beses af Kongen, og hver Kanons Kugler skulle paa Vægtskaalen. Samme
Morgen blev alle vi kongelige Bøsseskytter ved Profossen strængelig tilsagt, at
vi under Livsstraf skulde alle og enhver møde paa den saakaldte Gammelmynt^) KL
6 om Morgenen, hvilket alt skete, og vi kom der til bestemt Klokkeslet. Kongen
var der allerede, og vi blev straks mønstrede, og hvert Navn særskilt opraabt
til Jørgen Hansen, Tøjhusets Mønsterskriver. Kongen stod selv hos Skriveren for
at efterse, om nogen manglede.

Rothgieteren hed Hartvig og var en Tysker.
Denne bad Kongen, da han var i Færd med at veje Krudtet ud i den ene Skaal og
lagde Kuglen i den anden, om at skaane sig fattige Mand, som han var, og ikke
lægge saa meget Krudt paa Vægtskaalen, at det opvejede Kuglens Tyngde, thi han
mente, at Kanonerne ikke kunde taale det, og alle de Kanoner, som springer,
naar de bliver proberet, maa Mesteren paa sin egen Bekostning lade omstøbe. Han
holder dertil 5 Svende, som han betaler godt.

Kongen brød sig ikke om, hvad han sagde,
men svarede, at et Menneskes Liv var mere værd end en saa ringe Sum, og at det
vilde være ham vanskeligere at gengive det end at omstøbe en Kanon.

Hartvig bad os alle grædende, at vi vilde
bede til Gud med ham, at Foretagendet lykkedes, hvilket ogsaa skete, saa at af
52 Kanoner ikke en sprang med Undtagelse af et lille Stykke af Mundingen paa
en, som dog Kongen sagde var lige saa god som før. Mesteren gav os Drikkepenge
og var overvættes glad. Næste Morgen befalede Kongen ham at gaa op i
Rentekammeret for at få sin Betaling. Jeg erindrer ikke, hvor meget Guld der
bliver betalt for hvert Skippund Kobber. Slige Kobber-Kanoner koster meget,
somme 4, andre 8, 12 til 16 Rigsdaler.

En Mand ved Navn Jens Korsør, tændte alle
Kanonerne an. Det var saaledes ordnet, at de laa ved Siden af hverandre; under
hver Kanons For og Bagende var der lagt Træruller, og mellem Kanonerne var der
lagt Tøndestaver, som gik fra det ene Fænghul til det andet. Paa disse smaa
Brædder eller Tøndestaver var strøet Løbekrudt, saaledes at den, som antændte
Krudtet, kun behøvede at antænde Krudtet paa det første Bræt, saa løb Ilden
langs med Krudtet paa Tøndestaverne, og saaledes affyredes den ene Kanon efter
den anden. Kongen glædede sig over, at Kanonerne holdt saa godt, og ingen kom
til Skade. Kongen lovede os en Læst af det øl, som kaldes Konge-Øl, der her paa
Island er godt kendt.

Nu vender vi tilbage til Peter Dragør, som
Aftenen før, da jeg kom fra et Gilde, havde indbudt mig til et Gilde nede i en
Kælder, saaledes som jeg har fortalt. Om Aftenen fortalte jeg min Vært, Jon
Halldorsson, om Peters Pudseri og Ondskab, hvorpaa denne lumpne Opførsel blev
bekendt mellem vore Kammerater, som alle blev meget vrede og i fuldt Alvor
opfordrede mig til at betale ham det med et Stenkast, hvilket jeg ogsaa gjorde,
og de stod saaledes, at Kongen ikke kunde se det. Han tog straks en Kniv og
vilde saare mig, hvorpaa han skraalende vilde gaa til Kongen og anklage mig,
men de greb ham og sagde, at det kun vilde være til Skade for ham, da han først
havde gjort saadan et Skælmsstykke. Mine Kammerater forligede os da saaledes,
at han lovede mig aldrig at spille mig et saadant Puds mere, hvilket han ogsaa
holdt, skøndt han var meget hengiven til Kiv og Klammeri.

Alle i Regimentet undte mig det godt, dog
skete det engang, at en ved Navn Morten med Tilnavnet den Mundstærke kom til at
saare mig med et Knivstik i den venstre Skulder. Aarsagen hertil var denne. En
Nordmand ved Navn Jon boede i Byen. Han plejede om Sommeren at rejse til
forskellige Lande for at handle og var gift med en Kone, der hed Bodil. Denne
Morten og hun var for tre Aar siden, da hun tjente som Tjenestepige hos
retskafne Folk, blevet Uvenner. Han havde nemlig, da han var noget kaad, taget
hende under Klæderne noget langt oppe. Hun sad og syede og tog da sin Saks og
stak ham i Armen. Det havde Morten hverken glemt eller villet glemme, uagtet
hun ofte venlig havde søgt at jævne det paa flereMaader og tilbudt rigelig
Erstatning for Skaden. Nu skete det, som det ofte hændte sig, at Jon ikke var
hjemme, og at Morten var gaaet i Land uden Tilladelse fra et af Krigsskibene,
med hvilket han skulde afsejle, og ind i Jons Hus for at gøre Klammeri. Han
truede med at ødelægge alle Husets Møbler, og Konen tilbød 4 Daler for at han
skulde holde sig rolig. Men han vilde ikke paa nogen Maade antage hendes Tilbud
og tvang hende til at hente øl til ham.

Da dette skete, sad jeg hjemme i mit
Herberge og sprættede min gamle Kjole op for at bruge den til Foer. Medens jeg
gjorde det, kom en Mand til mig ved Navn Ånders Sandvig. Han havde tjent Kgl.
Majestæt i 8 Aar som Soldat, men var nylig blevet Bøsseskytte, og bad mig vise
sig Vejen til en af vores Kammerater ved Navn Bemdt Bemdtsen, hvilket jeg ogsaa
gjorde og gik ud med ham uden Kniv eller Værge, thi jeg vilde straks gaa tilbage,
da baade Værten og Værtinden var ude og Huset ganske tomt. Da vi nu kom dér
forbi, hvor Morten sad inde og op- førte sig uforskammet over for Konen og
truede hende og søgte at tvinge hende til at give ham Penge til øl, kaldte hun
højt paa mig og bad mig i Guds Navn at komme hende til Hjælp, da en af vore
Kammerater opførte sig meget frækt imod hende. Da nu Jon og jeg var Venner, og han
var fraværende, medens hans Kone var stedt i Fare, rørtes jeg over hende, og
desuden overtalt af Anders, gik jeg ind for at afvende Ulykke og stille til
Freds imellem dem, i Fald det kunde ske.

Morten hilste mig temmelig høfligt og bød
mig sidde ned og tage Del i Gildet, men jeg sagde, at jeg ikke vilde modtage hans
Tilbud, før han forligte sig med Konen og behandlede hende sømmelig. Han sprang
straks op med megen Vrede og Ondskab og spurgte, om jeg vilde tage hendes Parti
og forsvare hende? Men jeg svarede ikke mere, end der behøvedes for at stille
tilFreds. Han tog en Kande af Bordet og agtede at ramme mig i Hovedet og sprang
løs paa ig, men jeg sprang tilside, greb derefter fat i ham og tvang ham op paa
Bænken, da han var drukken; ellers havde jeg maaske ikke staaet mig mod ham,
thi han var meget stærk. Han bad mig nu om Naade og lovede alt godt, og jeg paa
min Side lovede Venskab og raadede ham til at tage sig iagt for, hvad han
gjorde, da han ellers let kunde komme i Ulykke og Fortræd. Han tog det vel op
og lovede at ville føre sig mine velmente Formaninger til Nytte; men da jeg
slap ham, greb han sin Kniv og viste derved, at han vilde skade mig, hvad han
dog blev hindret i. Derpaa bad han mig gaa uden for, i Fald jeg havde min Ære
kær, og slaas med ham, hvilket jeg ikke godt kunde undslaa mig for.

Konen tilbød mig sin Mands Værge, som var
en Halvkaarde, hvorpaa vi gik uden for og sloges. Vi havde ikke hugget længe,
fér han fik en Skramme foran i Hovedet. Han sagde, at nu havde han faaet
Satisfaction, gik op paa den Vold, som lig- ger omkring Byen, og forsvandt for
vore Øjne. Men lidt senere, da jeg lukkede en Dør op ikke langt fra det nævnte
Sted, kom han uforvarende bag paa mig og stak mig sin store Kniv helt op til
Skaftet i min venstre Skulder og løb derpaa bort saa hurtigt, han kunde.

En af vore Folk, Johan Christiansen,
kaldte og løb efter ham, bad ham vente, raabte, at han havde baaret sig ad som
en Skælm, men den anden løb alt, hvad Tøjet kunde holde. Men da han kom tilbage
til Skibet, maatte han 9 Gange danse ned i Søen med sit Saar fra Skibets store
Raa.^) Jeg gik dl Mester Jacob Bartskær, som boede paa Østergade. Han sagde, at
dette Saar var me- get farligt, formedelst dets Nærhed ved Ledemodet, fra
hvilket Bartskæren troede, at der var lø- bet omtrent en halv Pot Ledevand.

Mange raadede mig til at lade denne Sag
gaa tildoms for Tøjhusets Domstol og saaledes gøre ham til en uærlig Mand,
hvilket jeg ikke vilde, men de sagde, jeg var sær. Morten gik til samme
Bartskær for og at lade sit Saar forbinde, hvorpaa han sendte to Arkermestre —
det vil sige Konstabler paa Tøjhuset — til mig for at bringe Forsoning og
Forlig i Stand. Disse Arkermestre er højere i Rang end almindelige
Bøsseskytter, og skal have Opsyn med hvert Skibs Arkeli, det er hele
Krigstøjet, samt have Kugler og Krudt og andet saadant under deres Opsigt. Han
sagde, at han vilde være tilfreds med, hvad jeg bestemte, men jeg fordrede kun,
at han betalte Bartskæren rigelig for os begge. Men da han før havde tjent i
Hus sammen med Bartskærens Kone og udrettet et og andet for hende, saa kom han
ikke til at betale mere end 12 Daler, 8 for mig og 4 for sig selv og
Bartskærsvenden halvtredie Daler. Fra den Tid blev jeg mere bekendt med Mester
Jacob og var afholdt baade af ham og hans Hustru.

Seks Uger derefter om Efteraaret hændte
det en Aften, da Klokken slog 4, paa hvilken Tid vi hver Aften plejede at gaa
fra Tøjhuset, at vi løb omkap over Slotspladsen, thi det var meget koldt med
Nordenvind og Frost. Midt under Løbet brækkede Morten sin højre Fod paa den
fuldstændig jævne Plads og maatte bæres hjem af 6 Mand. Da dette skete, var han
bleven gift for et halvt Aar siden. Denne Vinter fik vi vor Mad hjem til os, og
jeg gav Morten det halve af min Mad, hvilket han takkede mig meget for, og jeg
fik Ros derfor af mine Kammerater. Jeg besøgte ham ofte om Vinteren i de 13
Uger, han laa under Bartskærens Hænder, og han bad mig da mange Gange om
Forladelse, hvilket jeg ogsaa gav af et godt Hjærte, da jeg følte Trang dertil.

Denne Mand fik dog tilsidst en lav
Dødsmaade. Han blev nemlig paa en Rejse til Spanien, da han havde dræbt en ung
smuk Mand ved Frokosten, der hed Jacob, og som var 22 Aar, i Følge
Krigsartiklerne og Skibsloven bundet levende til den Døde og kastet med ham
overbord.

Paa samme Rejse, men paa et andet Skib,
blev en Normand, som hed Olav, stukket ihjel med en Rapir af en Spanier. Denne
samme Olav havde Vinteren før slaaet mig med et Krus i Hove- det uden nogen
Aarsag fra min Side, da han i samme Øjeblik, han gjorde det, kaldte mig sin
elskede Broder. Han slukkede nemlig Lyset, greb Kanden og slog den i Mørket i
Hovedet paa mig, men til al Lykke fik jeg fat paa Fruentimmernes Haandrulle,
med hvilken jeg i Mørket værgede mig mod dem begge to, min Vært og denne Olav.
De havde mellem sig gjort den Aftale at banke mig alvorligt uden nogensomhelst
anden Grund, end Værtens uretfærdige og skændige Mistanke. Ammen ved Vuggen
troede, jeg var død, men Gud gjorde, at jeg fik ingen anden Skade end den, jeg
fik i Begyndelsen af den slemme Skalk, Olav, der ganske uforskyldt lønnede mig
godt med ondt. Jeg fik ingen anden Skade af disse Mennesker end en lille Rift
under det højre Øje af en Soldatersabel, som jeg fik fat paa i Mørket.

Ligeledes hændte det sig en Aften, jeg sad
til Bords i en Mands Hus, som hed Svend, hvor der foruden mig var tre andre for
at spille Kort, at der blev kastet en Sten paa de Skodder, som om Aftenen
bliver trukne for Glasvinduerne for at beskytte dem. Denne Sten blev slynget
med saadan Kraft, at Glasskaarene sprang os i Ansigtet dér, hvor vi sad ved
Bordet Vi greb straks vore Vaaben og løb efter den Flok, som gik forbi Døren.
Det var Herremands -Tjenere. De løb alt, hvad de kunne, da de vidste, at de
havde gjort en halsløs Gerning. Vi fik fat i Kappen paa en af dem i den Gang,
som gaar gennem en Hvælving, som ligger ved den tyske Kirke og beholdt den, thi
dens Baand var løse, som de plejer at være, naar man ikke vil indhentes. Denne
Kappe solgte vi for 12 Daler, og ingen af dem turde paatale det.