KAP VI

KAP. VI

Indeholdende det mærkværdigste, som skete,
efter at jeg først var kommen til Kjøbenhavn, og andet mere.

Lidt efter at jeg havde svoret Eden og var
bleven indskrevet i Kongens Bog, skete det en Dag, tidlig om Morgenen, at jeg
gik over den Jernrist, som man gaar paa, naar man gaar ind til den Kirkegaard,
som hører Domkirken til, der ogsaa kaldes Vor Frue Kirke, for at lede efter
Student Thorlak Thorkelsson Da saa jeg en Mand og en Kvinde gaa foran mig til
den Brønd, som dér staar, for at hente Vand, og da de saa ned i Brønden, gav de
et stort Skrig fra sig og sagde, at der laa et Lig af et lidet Pigebarn i
Brønden. Jeg gik hurtig derhen for at se, hvad der var sket.^) Dette sjældne
Tilfælde blev straks udbredt over hele Staden, hvorfor der paa forskellige Maader
blev foranstaltet Undersøgelser. Der blev af dette Sogn straks næste Morgen
forsamlet 500 Tjenestepiger paa Raadhuset og prøvet, om der var Mælk i
Brysterne paa dem, hvilket ikke fandtes hos nogen af dem.^) Formedelst dette
Tilfælde var der Jammer og Graad i Staden, og i Kirken blev der gjort Bøn til
Gud, at dette maatte aabenbares, hvilket dog

1) Om Stadeas offénllge Brønde se O.
Nielsen: Kføbenhavns Historie IV S. 136, hvor det anføres, at der ilclce
siddent blev Icastet nyfødte Børn 1 Brøndene, I hvilke der 1668 blev anbragt
Pumper for at forhindre Forurening.

S) Ilclie alene i slige scrlige Tilfelde,
men for at forhindre Barnefødsel I Dølgsmaal 1 det hele taget, var det af
Christian III 1 kgl. Brev til de fyske Købstæder dat. Fredag nøst efter St.
Galli Dag 1555 befalet, ^at nogle Danne-

kvinder af Byens Borgerstand skulde have
Tilsyn, om nt^n Tienestepige eller andre ugifte Kvindfolk reder til Barsel'.
(Se D. Magasin V. S. 253.) I Aalborg B)rs Regnskaber forekommer desuden hyppigt
1 Slutningen af Aarhundredet

Udgifter til Traktement for de Kvinder,
der malkede Pigerne paa Raadhuset for at faa ai|||ort, om de nylig havde født
Børn. (Saml. til lysk Historie og Topgr. IX. 111.)

ikke skete, uden hvad man gættede sig til,
at det var blevet udkastet Fra en højlærd Person M. H. M's Hus. Saa er der
intet mærkeligt at omtale indtil tre Aar efter, da det skete, at tvende
vanskabte Børn blev født i Byen i det Stræde, som kaldes Vognmandsstræde, og i
disses Børns Ligprædiken, der blev holdt af Præsten Hr. Menelaoy omtalte han de
mangfoldige onde Sæder, som nu begyndte at gribe om sig i Staden. Han talte
ogsaa om det før omtalte Barn og brugte haarde Udtryk imod de Gejstlige,
formedelst deres Skødesløshed med at paatale Pragt i Klæder og unge Pigers
stygge Klædedragt, og at disse tvende vanskabte Børn lignede, hvad Hovedet
angik. Pigernes Hårfletninger, Tophuer og de høje Piber paa Skuldrene, samt
havde saadanne Kjolefrynser, som unge Piger dengang brugte, afstumpede Sko og
den Slags hovmodigt Væsen, hvorfor slige Tegn og forunderlige Nedkomster nu
blev hyppigere baade her og andre Steder, hvortil Gud ofte blev nødt formedelst
adskillig Overdådighed og Guds Gavers Misbrug. Denne Hr. MenelauSy^) som var
Præsten at St. Nicolai Kirkes Kapellan, ivrede altsaa meget imod Præsternes
Skødesløshed, at de ikke først søgte at forbyde deres Familie og Tjenestefolk
at bære den forbudte Klædedragt, men tværtimod tillod det, og bl. a. omtalte
han ogsaa det døde Barn, som blev fundet i Brønden med Fruentimmerbaand om
Halsen, sigende, at det vel ikke havde hørt et af de Højlærdes Huse til. Disse
Ord af hans Prædiken var det vigtigste, som Præsten Mag. Anders^) anklagede ham
for hos Ærkebiskop Dr. Hans Resen, hvorfor han kom i alle de Højlærdes Vrede og
Ugunst, saa de tog hans Embede fra ham og forbød ham oftere at prædike i den
Kirke. Han gik ofte ganske ene paa St. Nicolai Kirkegaard. Nogen Tid efter
prækede han sin sidste Prædiken, som jeg Uværdige hørte tillige med mange andre
fromme Folk, med hvilke han med Graad tog Afsked, og meget ydmyg velsignede han
dem, og Menigheden græd ogsaa, thi alle elskede og agtede ham. Siden gik Ærkebiskoppen
tillige med de Højlærde op til Kongen og anklagede ham samt opregnede alle de
Forseelser, han havde begaaet, og bad Kongen fatte Beslutning, om han skulde
jages ud af Landet eller miste Hovedet. Men da de for få Aar siden havde
forvist en ypperlig Mand ved Navn M. Olaf Kock,^) hvilket Kongen meget fortrød,
fik de ikke Lov til at raade i denne Sag, thi Kongen lod straks sende Bud efter
ham og befalede ham at holde den Prædiken straks for sig og de Højlærde dér paa
Slottet, hvilket han ogsaa gjorde.

Kongen syntes godt om Prædikenen og bød
ham velkommen paa Slottet, hvor han saa senere blev Præst.

Der blev et Menneske dræbt om Natten i det
Stræde, som hedder Lerstræde, nogen Tid efter at jeg var kommen til Kjøbenhavn.
Morderen undkom og man kunde ikke faa hi paa ham. Der blev mange Forbrydere
straffede og henrettede baade paa Galger, Stejler og Vipper^), indtil Kongen
indsaa, at det ikke hjalp og Forbrydelserne ikke blev færre, hvorfor det paa en
Herredag blev bestemt, at ingen i 12 Aar skulde henrettes, hvor stor en
Forbryder han end var, med mindre han havde gjort sig skyldig i en særdeles
stor og sjælden Forbrydelse. Derfor blev der indrettet et Fængsel paa
Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de
største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen
havde én Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og én om det
højre Knæ, forbunden med en svær Jernlænke uden paa Låret. Der blev beskikket 4
Mand, som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til
Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa
bestemt Tid lukke Fængslet op og i.

S)
Vippegalger I hvilke man vippede Forbryderen i Vejret, saa at han rev Armene af
Led, naar han faldt ned I Rebet, der var fastgjort om hans Arme.

Alle Slags Folk, det være af hvilken som
helst Stand, som forså sig, blev dér indsat og var der saa længe, som de blev
dømt til, efter som Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en
Måned, andre 3 — 4 Måneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar, og de
største Forbrydere paa Livstid. Vagtmesteren Søren Tran blev sat der ind, formedelst
at han havde overfaldet en Adelsmand om Natten ved Hjælp af sin Skarvagt 1),
banket Adelsmanden og brugt Vold imod ham. Der blev ligeledes indsat to gamle
Mænd, Fogeder (som vi kalder Sysselmænd), som af Dronning Sophie^) var bleven
sendt hertil fra Lolland for at sidde der i nogle Aar formedelst urigtige
Domme, som de havde afsagt. Ligeledes en Student, som hed Peter stammende fra
Korsør, som blev indsat dér, fordi han havde tilføjet sin Stedfader et lille
Knivstik med en Pennekniv. Han blev dømt til at blive der i 18 Aar. Vi havde
boet sammen og ligget i én Seng sammen en hel Vinter; han skulde snart vies.
Denne Peter undslap fra Fængslet med 7 andre af de omtalte Fanger ved, at de
skred baglæns gennem Hullet paa Lokummet ned til Søen og kastede sig fra den
næsten to Favne høje Mur ned i Dybet og svømmede saaledes langs med Muren ril
den Sandbanke, som er udenfor.

1) Det
egentlige Politivagt i Kjøbenhavn udgjordes af 12—13 Personer, den såkaldte
Skarvagt, der hver Nat patruljerede I Gaderne, ført af Vagtmesteren og en af
Stadens Tjenere.

Dér brækkede de Jernene af sig og undkom
derefter til Sverige, en af dem blev tagen og hængt. Denne Student Peter blev i
Sverige Skolemester hos en Herremand. Et Aar senere rejste han for at træffe
sin Stiffiader og kræve sin fædrene Arv, men Sdfiaderen bad ham først bevise,
at han ærlig var kommen ud af sit Fængsel, og lovede ham at udrede og betale
den, naar han havde bevist dette, hvorfor Peter blev vred, gjorde et stort
Opløb og vilde paany dræbe sin Sdfbder, men han blev taget af Byens Øvrighed og
ført til Kjøbenhavn, hvor han blev henrettet paa Slotspladsen, efter at han
havde holdt en Oration eller Sermon over Guds 4de Buds Indhold og Tekst.

Året før jeg kom til Kjøbenhavn var tre Hekse
blevet brændt paa Sjælland, den fornemste af dem hed Maren Kringsteds, en meget
formuende Kvinde. Jeg husker ikke, hvad de havde gjort.

Det skete om Sommeren en Torvedag, som var
en lørdag, at en Mand, der hed Jens, der nylig var gift med en from Dannekvinde
og boede i Lille Færgestræde , gik ud ad Vesterport med en anden from Borger og
spadserede paa den Slette, hvorover Omegnens Bønder kører til Kjøbenhavn to
Gange om Ugen med alle Slags Varer, som man plejer at føre fra Landet til
Købstæderne, saa som Rug, Malt, Byg, tre Slags Gryn, Hvede, Humle, Honning,
Smør, Ost, Svin, Gæs, Ænder og ål Slags Ferskvands Fisk. Blandt de Bønder, som
kørte fra Byen, var én temmelig drukken. Den unge Borger Jens begyndte efter
gammel Vane at kaste Hestepærer paa Bønderne, indtil den drukne Bonde blev Målet
for hans Kasten, Spotten og vanærende Ord; men da det gjorde Bonden ondt, naar
han ramte ham, og han tillige ilde tålte hans Spottegloser, og den anden borger
ikke holdt op, uagtet den anden Borgers Bøn og Beden, sprang Bonden af Vognen
med en rusten Sabel, som Bønderne plejer at lade ligge i Vognen uden Skede, og
gennemborede Jens paa Stedet. Efter at have gjort dette sprang han op paa Vognen
og kørte bort. Jens faldt straks død til Jorden. Da den anden Borger fortalte
dette i Byen, blev Liget hentet og begravet Morgenen efter paa St. Nicolai
Kirkegaard. Han blev ilde omtalt af Præsten paa Prækestolen, hvorledes han i
sin Ungdom havde været sine Forældre ulydig. Der blev lyst efter Drabsmanden
skriftligt, men ikke søgt efter ham af den andens Frænder, ej heller blev han
savnet og begrædt af sin Kone, mod hvilken han havde handlet hadefuldt, og
heller ikke af nogen anden. Dette Tilfælde gjorde, at Bønderne længe efter blev
fri for Borgernes Spot og vanærende Ord. Det skete ogsaa en Dag, at nogle små
Drenge, som gik i den danske Skole, legede ved Raadhusmuren med deres Penge,
indtil Kl. 4, som er en Time efter Non. (Non,
den niende Time efter Dagens Begyndelse, regnet fra Klokken 6, altsaa Klokken
3.)

To af disse Drenge kom op at trættes, den
ene var syv, den anden ni Aar. Til sidst greb den Lille en Pennekniv og stak
den Ældre til døde med den, hvorpå han tog Flugten; men efter at dette var sket
og Drengen flygtet, rygtedes det straks over hele Byen, hvor det vakte stor
Opsigt og kom Byfogden (det er Stadens Sysselmand) for Øren, som straks
udsendte sine Tjenere, som kaldes Bysvende, og som bestandig er dér til stede,
hvor noget ondt bliver bedrevet. Disse skulle nu tage den Dreng fat, som havde
dræbt sin Kammerat, og da de var kommen midtvejs derhen, hvor Mordet var sket,
mødte de denne unge Dreng i den Gade, som støder til Byens Vesterport. Han
spørger dem: „Hvem løber I efter?' De svarede: ^Efter en Dreng, som har dræbt
en anden.' Da svarede han igen: »Der løb en lille Dreng, noget før I mødte mig,
han løb alt, hvad han kunne, og han viste dem tillige Gaden. De løb den Vej,
han angav, men han gik rolig videre og kom saa i andres Følge gennem Porten og
ud paa Landet til en Bonde, hvem han fortalte det Uheld, der var hændt ham.
Lidt efter at han var gået ud af Porten, kom Bud, at ingen Dreng under 10 Aar
maatte tillades at gaa ud. Men da han var undkommen saa snildt, blev der ingen
sendt efter ham, men tværtimod blev det ham befalet at opholde sig ærlig, hvor
og paa hvad Måde han kunde inden og udenlands, paa Kjøbenhavn nær. Og jeg har
ikke mere om ham at fortælle.

Det sjette Aar jeg tjente i det Kgl.
Regiment, skete et sørgeligt Mord, ikke langt fra Kjøbenhavn paa en
Præstegaard. Præsten hed Hans Søren. Han havde en Karl, hvis Navn jeg ikke
husker; han bød denne en Lørdag Aften at kløve Brænde til to Søndags-Maaltider,
saa at Søndagen ej blev vanhelliget ved det Arbejde. Men efter at Præsten havde
spist Aftensmad, vilde han just gaa i Seng tillige med sin Kone og 5- eller
6aarige Datter efter at have gjort Aftenbøn, samt to Tjenestepiger, som tjente
hos ham. Men da Karlen ikke var ihærdig med sit Arbejde, saa biede de lidt.
Præsten sendte af Medynk og Menneskekærlighed den ene Pige med en Kande af hans
eget øl for at trøste ham. Pigen gjorde det hende var befalet. Men straks som
hun kom ud i Gaarden med Ølkanden til ham, kløvede han Hovedet paa hende og
sagde, hun skulde undgælde for Præsten. Da denne syntes, hun blev for længe
borte, sendte han den anden Pige, For at faa at vide, hvorfor den første
dvælede saa længe, men hun maatte friste samme Skæbne. Siden gik denne Morder
ind i Stuen til Præstens og hans Kones Seng. Præsten spurgte, hvorfor Pigerne
ikke kom tilbage. Han sagde, at de begge to laa døde ude i Gaarden, at han selv
havde dræbt dem og lovede ham og hans Kone samme Skæbne, saa at han ikke skulde
behøve en anden Lørdag Aften at kløve Brænde for deres Skyld. Præsten blev
ængstelig og bange, bad om sit Liv og lovede ham, at han aldrig fra den Tid
skulde give ham Brænde at kløve, men der hjalp ingen Bønner eller Overtalelser.
Præsten bad ham da om saa megen Frist, som han behøvede til at læse Fader vor,
hvilket den anden ikke tillod, men hævede sin blodige Økse og dræbte dem begge
i Sengen. Men da der var mørkt i Værelset og de i Begyndelsen brødes lidt, krøb
deres lille Datter ud af Sengen og slap ud til nogle Bønder, som boede i
Landsbyen ikke langt derfra. Efter at Morderen havde udøvet denne
vederstyggelige Handling, brækkede han i en Hast Præstens Gemmer op, stjal
deraf det kostbareste, gjorde sig saa stor en Bylt deraf, at han næppe kunde
bære den, og rejste saa samme Nat bort fra Sjælland.^) I tre Aar derefter
spurgte man ikke noget til ham, indtil han omsider blev taget i det Land
Holsten paa følgende Maade: Denne før nævnte dræbte Præst havde en Brodersøn,
som rejste til det Land Holsten og tog ind i et Værtshus. Blandt andre fremmede
Personer ser denne unge Mand en, som sad med en Hat, som lignede den Hat, hans
Farbror havde ejet. Herover bliver han saa ilde tilmode, at han holder op at
spise og synes, han er kommen i en slem Knibe og véd ikke, hvad han skal gøre.
Da Værten ser dette, spørger han, om han er syg. Det unge Menneske svarer nej
og spørger den Fremmede, hvorfra han har faaet den Hat, han havde paa Hovedet,
og sagde, at den Hat havde tilhørt hans salig Farbroder, Hr. Søren, som var
blevet myrdet ovre i Sjælland af sin egen Karl. Den anden blev noget forvirret,
men svarede dog, at han havde købt Hatten for dens fulde Værd. Det unge
Menneske betænkte sig nu paa, om han skulde tage ham til Fange eller ikke; men
da der var udgaaet et Brev over hele Riget, at han skulde gribes, hvor som
helst han blev kendt, lagde han i Tillid til Gud Hænder paa ham og bad dem, som
sad ved Bordet, at hjælpe sig, idet han erklærede ham for Kongens Fange, indtil
han fuldstændig havde bevist, hvor og af hvem han havde modtaget den Hat. Men straks
da han greb ham, tabte Morderen Modet og bekendte straks, at han havde begaaet
dette vederstyggelige Drab. Derefter fik han det, han fortjente, og en
afskyelig Død.