KAP VII

KAP VII

Om den Skoflikker eller Skolapper, som en
Nat stjal ud af Domkirken.

I Staden Kjøbenhavn var en Skoflikker ved
Navn Jens, som havde en lille Bod ved St. Nicolai Kirkestræde, hvor han daglig
udøvede sit Haandværk. Det skete en Nat, at han, lige indsovet, drømte, at en
Mand kom til ham og spurgte, hvad han vilde give ham, i Fald han viste ham et
Sted, hvor han kunde faa Penge. Skoflikkeren havde nemlig om Aftenen lagt sig til
sengs saare ilde tilmode over sin Fattigdom og sine daarlige Omstændigheder.
Skoflikkeren syntes at svare ham, at han umulig formedelst sin Fattigdom kunde
lønne ham men den anden sagde » at de nok skulde komme overens, hvorpaa han
klædte sig og fulgte ham, indtil de kom til Domkirken.(Vor Frue Kirke)) Da var
han sig bevidst at være vaagen. Saa siger Manden til ham, at derinde var der altid
Sølv nok, men Skoflikkeren svarede, at han ikke kunde få fat i Pengene, uden at
man kunde mærke det. Manden svarede, at han skulde trykke paa Døren med den
bageste Del af sit Legeme, og efter at have gjort dette, åbnedes Døren. Efter
Mandens Opfordring tog han en af Fattigkasserne, bar den ud og åbnede den uden
mindste Støj eller Alarm.

Jeg husker ikke ret, hvor meget det var,
men det var alt sammen i Søslinger (en lille mønt enhed) og vel i det hele en
Sum af omtrent 300 Daler. Derpå lukkede han Kirken uden nogen Alarm eller Støj.
Da dette var sket, var Manden forsvunden. Medens disse Penge endnu ikke var
fuldstændig ødte og opsvirede (thi han brugte dem til alle Slags Udsvævelser),
holdt han ganske op med sit sædvanlige Arbejde. Søndagen næst efter denne
stygge Handling var sket, gik Kirkeværgerne efter Sædvane rundt i Kirken med
Tavlerne, hvori enhver lægger efter Behag, til de Folk, som sidder i Stolene;
og da de skulde lægge Almisserne ind i Kisterne, fandt de en af disse ganske
tom. Siden fortalte de Præsten det, som, efter at hans Prædiken var endt,
bekendtgjorde det fra Prækestolen, hvorpaa der paa Raadhuset blev kundgjort, at
naar nogen betalte eller solgte noget over en halv Dalers Værdi i lutter
Søslinger, skulde og maatte han tages til Fange og sættes i Jern til Overhøring
og Ransagelse. Det skete da, at da denne Forbryder havde bortødslet det meste stjålne
Gods, syntes han, at det var bedst at begynde paa det gamle Arbejde igen,
hvorfor han gik til en Skomager, som hed Jacob for at købe Saalelæder af ham og
betalte ham med halvanden Daler i bare Søslinger. Jacob lod tappe en Kande øl
til ham, og mens han opholdt ham, sendte han Bud til Byfoged Laurits Mogensen, der
straks sendte to Bysvende for at gribe ham. Da de kom ind i Stuen, hilste de meget
blidt og bad om en Kande øl, som blev dem givet. De spurgte straks, hvem denne
Mand var, og indbød ham at drikke med dem, men han sagde, hvem han var, og at
han ikke kunde tøve. Husbonden sagde, at denne Mand havde købt Saalelæder af
ham for halvanden Dalers Værdi og betalt med Søslinger. Bysvendene mente, at
det ganske vist var Kirketyven, som havde stjålet den hellige Skat og de
Fattiges Penge, hvorfor de lagde Hænder paa ham. Men han bekendte straks den
store Misgerning, hvorpaa de førte ham til Byfogden og derfra i Fængslet. Noget
efter blev han taget ud af dette og sat paa Stejler udenfor Vesterport.

Nu efterfølger om den Tyv, som lod gøre en
Nøgle til Kramboderne.

Der boede i Kjøbenhavn en Slagter, som hed
Christian, en velhavende Mand. Paa Djævelens Indskydelse tog han sig for at
skaffe sig Adgang til de fleste af Kjøbenhavns Kramboder og købte en Mand, som
hed Didrik, til at lave et dertil hørende Instrument til sig. Da nu
Krambodsvendene savnede forskellige Varer i Boderne, fortalte de hverandre
dette og åbenbarede det til sidst lempeligt for deres Herrer, hvorpaa det blev
besluttet, at tvende Mænd skulde holde Vagt om Natten i hver Krambod. Paa den
Maade blev det åbenbart, hvem der havde gjort det. Han blev derpaa sat i
Fængsel tillige med 9 andre Personer, som hjalp ham,iblandt hvilke var hans
Kone, to Døtre og en Søn. Denne Mand havde en Broder i Staden, som kaldtes
7^715 Færgemand. Han boede i Vingaardsstræde, den næste Dør ved det Hus, hvor
jeg boede. Man troede, at denne hans Broder var en Varulv, en Slags Mennesker
af den Natur, at de somme Tider imod deres egen Vilje bliver omskabte til Ulve,
og dette var fulgt med flere Familier, og man tror det sker paa Grund af
begaaede Forbrydelser.

Denne Jens Færgemand gik paa den Vej, ad
hvilken Kongen plejede at rejse fra Slottet til Frederiksborg, hvor jeg tillige
med mange andre stod. Det var ved Stranden ved Højbro. Da Kongen kom fra
Slottet, kastede denne Jens sig paa Knæ for Kongen. Kongen spurgte ham, hvad
han vilde. Han sagde at han bad, om hans Broder maatte benaades for at hænges
og hellere halshugges.  (Der var større
skam ved døden med hængning end ved sværdet) Kongen svarede, at det var bedre,
at han bad Gud, at der aldrig hændte ham saadan Udaad som hans Broder, og at
denne var det, som han var bleven, hvilken Dødsmaade han end fik. Kongen vendte
sig derpaa om og spurgte, hvor meget han vilde give, for at han blev
halshuggen. Jens svarede 300 Daler. Kongen lovede, det skulde saa være, og at
de skulle gives Kirkerne, hvorpaa [Forbryderen] han selv tiende med sin Familie
blev halshuggen.

Om Skrædderens Kone og de to andre Koner.

En Skrædder ved Navn Hans, der boede i de
saakaldte Klædeboder, havde en ung og dejlig Kone ved Navn Anna. En Soldat
havde fattet Begær til hende og belurede hende med sine Kammerater for at rane
hende fra hendes egen Ægtemand. Derfor blev der Opløb i Staden en Lørdag mellem
Soldater og Borgernes Tjenestefolk, og under dette mistede Skrædderen hende
fuldstændig, hvilket han taalmodig maatte bære, da hun selv havde hjulpet med
til Bortførelsen.

Paa samme Maade skete det i samme
Efteraar, at en Knivsmed, som hed Maurits, mistede sin

Kone, Betsabe, som fandt Lejlighed til at
løbe bort med en Soldat til Tyskland. Ligeledes mistede en adelig Mand ved Navn
Jørgen Daa, — som var Admiral i Vestersøen og som fangede Kaptajn Mandaus oppe
ved Rusland, og med hvem jeg Først sejlede paa en Orlogsmand — sin adelige
Frue, der rømte med en Soldat til Tyskland,^) men selv om der udsendes
Stikbreve efter saadanne Personer, hjælper det ikke, thi den ene Soldat hugger
ugerne Øjnene ud paa nogen af sine Kammerater og Staldbrødre.