KAP VIII

KAP. VIII

Om mine Rejser med Krigsskibene paa de nordvestlige Have, samt andet der hændte,
medens jeg tjente ved Tøjhuset.

Idet Aar, som jeg blev indskrevet i
Tjenesten, Anno 1616, arbejdede man paa Kongens Livskib paa Bremerholm; det
blev Først kaldet "Caritas", men blev senere af en anden Grund kaldet

"Patientia".

I det Aar 1616 blev der i Oslo i Norge
holdt en Herredag, hvor Kongen tillige med flere af Raadet var tilstede tillige
med Kansler Christian Friis, som dengang var meget gammel, næsten 80 Aar eller
derover. Da han om Aftenen i Oslo sad tilbords med Kongen og de andre Herrer,
Følte han at han var syg, og bad inderlig Kongen, om han strax maatte blive
ført ud paa sit Skib, som han var kommen med fra Kjøbenhavn, nemlig Skibet
"Fides", saa at han allerede Dagen efter kunde være paa Hjemrejsen. Deri
samtykkede Kongen gerne, men om Natten henad KL 12 døde han og blev straks
Morgenen efter ført hjem. Da nu Fru Mette hørte dette , blev hun meget ilde
tilmode, og man sagde, at hun, skøndt uden Grund, troede, at han havde faaet en
anden Dødsmaade, end man sagde hende, samt at hun bar meget Had til Kongen,
hvorfor denne blev af sine gode Venner advaret at tage sig i agt saa godt, han
kunde, baade tilsøs og tillands med Guds Hjælp.

I Aaret 1617 om Foraaret vilde Kongen
endnu som før rejse med sit Livskib "Patientia", og om Aftenen blev man ferdig
med at flytte alt, hvad man behøvede, ud paa Skibet, og Morgenen efter vilde
Kongen sejle. Men om Natten kom en saa græsselig Østenstorm, at ingen havde
kendt dens Lige, og man ventede, at Huse og Taarne vilde falde ned. Den varede
næsten halvanden Time. I dette Uvejr drev Kongens Livskib bort fra Flaaden op
paa nogle Sandbanker uden for Bremerholm, men 100 andre Skibe, som laa dér, led
ingen Skade. Kongeskibet blev kastet omkuld paa Styrbordssiden, saa at Vandet
flød ind ad hver Port I hvor Kanonerne plejede at være, men som nu alle var
faldet ud i Søen. Al Skibsproviant, baade Kongens og Skibsfolkenes, blev
fordærvet. Kongen selv og alle de, som tjente ham, saa som Kaptajnerne,
Skipperne, Bøsseskytterne, Baadsmændene og Hoftjenerne var daglig der tilstede
i en halv Maaned for at faa Skibet oprejst, hvilket skete med megen Møje. Da
blev Skibets Navn, som før var "Caritas'', forandret, og formedelst dette Uheld
og denne Besværlighed lod Kongen det kalde "Patientian"' Nogen Tid derefter lod
Kongen udruste dette sit Skib paa ny for at prøve, hvor støt og hvor hurtigt
det sejlede, tillige med et andet godt sejlende Skib ved Navn "Spes". Nogle
Dage iforvejen lod Kongen udsprede det rygte, at han agtede at sejle med
"Patientia", men da Skibene skulde sejle ud af Havnen, lod Kongen sig ro hen
til et andet Skib.

Denne Dag var særdeles godt Vejr med
Solskin. (Jeg laa i denne Tid syg af Koldfeber, hvilken Sygdom varede i 18
Uger.) Da Skibene var kommen under Sejl og havde lagt Dragør tilbage under god
Kuling, kom der et Vindstød af en saa forfærdelig Styrke, at den store Mast paa
"Patientia", der bestod af 9 Træer og var 2 — 3 Favne tyk, pludselig knækkede
og faldt overbord med 12 Mand, som sad i Merskurven, af hvilke en døde, over
hvem Kongen meget sørgede og fældede Taarer og sagde, at han havde mistet sit
Liv i hans Sted. Hans voxne Børn lod Kongen opdrage og giftede hans Kone med en
af sine Baadsmænd.

Den tredie Gang var jeg med, dengang
Kongen sejlede med dette Skib i Øresund, hvilken Rejse var meget heldig.

Selve Paaskedag, da alle Kongens Skibe laa
paa Strømmen udenfor Bremerholm med hele sin Stads, som bestaar i Skanseklæder
langs hele Rælingen og alle Merskurvene, samt Flag og Vimpler paa alle
Mastetoppe og Bolsaner fra Raanokke. Under Gudstjenesten paa Skibene drev en
Tønde med to Bunde til Skibet »Patientla''; men den Mand, som havde Vagt, tog Skibsstagen,
jog den i Tønden og trak den op, thi han troede, at det maaske var noget
nyttigt, den indeholdt; men da han aabnede den, laa der en hovedløs Mand i den.
Manden blev bange og kastede Tønden i Søen igen. Derefter spøgede det længe paa
Skibet, saa at ni Mand mærkede det, hvor iblandt jeg var. Vi fik ondt i
Hovedet, hvorfor Kongen meget ynkede os og kom selv daglig til os, samt bød sin
Kok give os den sundeste Føde. Dette skete, da jeg anden Gang var ombord med
Kon- gen paa Fart i Øresund. Gud gav os igen vor Helsen.

Tredie Gang lod Kongen udruste to andre Skibe,
nemlig "Fides" og "Spes", som skulde sejle til Norge til det, de kalder
Flekkerø, for at erfare Nordmændenes Mening om Opførelsen af Blokhus paa det
Sted, saa at alle de Skibe, som under Stormvejr løb derind, kunde betale Told
til Staden, thi under slige Omstændigheder sejler mange derind og venter
derinde, til Stormen har udraset. Men det syntes ikke Kongen raadeligt, og ej heller
de Herrer af Raadet, som fulgte ham, nemlig Albert Skeel, Rigets Admiral, den
norske Kansler og den norske Statholder.

Vi fik god Bør derfra. Denne Rigets
Admiral talte ofte med Kongen om Statssager og raadede altid til det Bedste,
eftersom det angik enhver, og som han syntes, det var nødvendigt.

En Morgen skete det, at en af Kongens
Hof-tjenere blev sendt — det var paa den Tid, vi spiste Frokost — for at
spørge, om der ingen Islændere var paa Skibet, hvilke, om de var der, straks
skulde følge med ham til Kongen efter dennes Befaling. Han fik til Svar, at der
var to af Bøsseskytterne, som var Islændere, nemlig Jon Haludorsson fra Øfjord
og Jon Olafsson, som var mig. Vi gik straks med ham op paa Skansen til Kongen
og Rigets Admiral Albert Skeel. Kongen bød mig vente saa længe, indtil han
havde talt med den større og ældre af os to. Han spurgte ham om hans Navn og
Familie, og med hvem han havde sejlet fra Island og af hvilken Aarsag. Jon
svarede, at han ikke var blevet dreven dertil af nogen særlig Aarsag, men af
Lyst til at rejse. Kongen sagde, at det havde vist ikke været Aarsagen, men
hans store Lyst til Fruentimmer. Derpaa kaldte Kongen paa mig og spurgte mig
ligeledes om Navn og Familie, og om jeg havde gaaet i Skole, thi jeg saa ud som
en lærd Mand, og med hvem jeg havde sejlet fra Island. Jeg svarede med et
engelsk Skib, thi jeg turde ikke sige Usandhed. Da sagde Kongen: Hvorfor
hellere med dem end med de Danske? Jeg svarede, at jeg nu havde syntes bedre om
det. Han spurgte mig om min Rejse til England, mit Ophold dér, min Rejse
derfra, og hvordan jeg syntes om Landet, og om mange Ting, om Bygningerne, om
Vejlængderne mellem Stæderne, om Religionen. Jeg svarede Kongen paa de fleste
Ting, og han indrømmede, at det var alt sandt, som jeg sagde, og morede sig
meget ved at tale med mig om dette. Derefter talte Kongen om Englændernes
Handel her i Landet.  Jeg sagde, der ofte
kom Drivis fra Grønland, som borttog Indbyggernes Fiskeredskaber, hvorved de
kom til at staa hjælpeløse. Kongen sagde, at han havde hørt dette før. Albert
Skeel tog stadig dette Lands Indbyggere i Forsvar og sagde, at i Fald han boede
i Island, vilde han gøre det samme: købe, hvad han behøvede, uadspurgt de
danske Redere. Men selv om de købte Fiskeredskaber, saa havde Rederne dog Gavn
deraf ikke mindre end Islænderne selv, thi man fortalte i hvert Fald, at
Islænderne gav de Danske Maden, men holdt Benene tilbage. Han spurgte, om det
ikke var Tilfældet. Jeg svarede, at det var sandt, at Islænderne fik Hovederne
[af Fisken], men de Danske Kroppene. Der blev talt meget om dette Lands Handel,
baade de Riges og de Fattiges, men jeg svarede meget lidt desangaaende. Men man
kunde mærke, at Kongen havde faaet mange Ting at vide om, hvorledes det gik til
her indenlands. Han spurgte, om det var sandt, at de Danske solgte faske og
fordærvede Varer, hvorover Islænderne idelig knurrede, men der kom alligevel
ingen skriftlig Klage ind til ham, hvilket han var meget vred over, idet han
ønskede, at Island var ham lige saa nær som Norge nu. Jeg sagde Kongen, at der
i denne Tid var en islandsk Student i Kjøbenhavn ved Navn Thorlak Thorkelsson
fra Holar, som havde tre Slags Prøver paa forfalskede Varer. Kongen blev glad
ved dette og bad mig opfordre ham til at vise sig disse Prøver, saa at han kunde
faa Vished om det.

Da vi havde endt vor Samtale, lod Kongen
kalde paa sin egen Vintapper Mester Christian Skammelsen og befiilede ham at
give os et Vinstob, som tog 6 Potter. Da vi havde modtaget det, fik vi
Tilladelse til at gaa.

Albert Skeel raadede Kongen til at lade
udskrive Folk her fra Island, men Kongen sagde, at Landet ikke var meget
folkerigt, og at Bønderne ikke kunde undvære deres Folk. Efter denne Samtale
tiltalte Kongen mig altid meget venligt, hvor han saa mig.

Derpaa fik vi Sydostvind langs med Norge,
indtil vi kom til Flekkerø. Dér gik Kongen i Land for at anstille Undersøgelser
angaaende det før omtalte Blokhus, og i Følge med ham var de andre Herremænd.
Saa rejste han ned til den nærmeste Præstegaard, som laa der ved Havnen og gik
saa om Aftenen igen ombord. Morgenen efter gjorde man sig færdig til
Hjemrejsen. Kongen syntes ikke, det var heldigt at bygge et Blokhus dér.

Det skete paa Hjemrejsen en Dag, da Kongen
skulde spise til Aften, at alt det Sølvtøj manglede, som plejede at pryde
Bordet, thi den kongelige Hovmester havde glemt at kræve Sølvtøjet efter
Middagsmaaltidet. Der blev derfor megen Urolighed paa Skibet, og alle blev
kaldt op paa Dækket, og Nøgler til alle Gemmer indkrævede. Jeg ligesom mange
andre, var bange for, at et ondt Menneske kunde have lagt det i en Uskyldigs
Gemmer. Undersøgelsen blev udført af Profossen og hans fire Medhjælpere.

En Baadsmand ved Navn Rasmus gik til Skibs
Høvidsmanden og sagde ham hemmeligt, at der samme Dag, en Time efter Maaltidet,
var blevet kastet noget, som gav Klang, gennem Vandporten af en Spand. Dette
blev sagt til Kongen. Den, som havde gjort det, hed Jon og var nylig kommen i Kongens
Tjeneste og stammede fra en Egn i det nordlige Norge, hvis Indbyggere kaldes
Graaben. Denne Mand var blevet laant Kongens Kok, Mester Christian, for at gaa
ham tilhaande. Kokken havde 11 Svende i sin Tjeneste. Han blev straks kaldt
frem for Kongen, men da han kom, kastede han sig i stor Angst ned for Kongens
Fødder og bekendte, at han havde gjort det uforvarende, thi Vandet havde været
meget grumset, saa han ikke kunde se Sølvet.

Kongen smilte, da han hørte dette, og
ynkedes over Manden og sagde, at han var baade dum og fattig, og at han skulde
tjene et Aar paa Holmen. Derefter blev der ikke mere talt om dette.

En Søndag paa Hjemrejsen var det ganske
stille. Det var efter Gudstjeneste og Middagsmaal- tid. Kongen lod alle kalde
op paa Dækket og bød dem hitte paa noget, som kunde more ham, bad dem „strække
Kattehals"*, som det kaldes. Den Leg er saaledes, at de Legende kaster et
Reb over hinandens Hoveder om Nakken, og derpaa trækker de saa meget, de kan,
med Næver og Krop. Men der er kridtet en Streg tvers over Dækket, over hvilken
Streg de søger at trække hinanden. Den Jon som havde kastet Sølvtøjet overbord,
blev anmodet om at begynde Legen. Han var en stor Mand og overordentlig stærk.
Med ham fik man en af Skibsfolkene , som var den stærkeste af Baadsmændene, til
at brydes, og derefter fire, den ene efter den anden, som han allesammen rask
overvandt. Kongen gav ham for hver, han overvandt, en halv Mark. Derefter blev
der søgt efter en imod ham blandt Bøsseskytterne, og salig Jon Halldorsson, som
jeg før har omtalt, min bedste Ven, gik imod ham, men han duede ej heller.
Efter ham kom en af Bøsseskytterne ved Navn Mikkel, baade stor og stærk. De brødes
længe, indtil Mikkel vandt. Kongen gav ham dobbelt. Det var græsseligt at se
dem brydes, man syntes. Skibet rystede, naar de tumlede.

Derefter blev mange andre Lege udførte for
at more Kongen. Nogle legede at tage en Skilling op af en Spand Vand med Munden,
medens de holdt Hænderne paa Ryggen. Andre klatrede op ad Takkelagen og lod sig
glide hovedkuls ned ad Topstagerne, og mange andre Kunster blev udførte.

Om Eftermiddagen saa vi foran os et
hollandsk Skib. Det var ikke en Orlogsmand. Vi havde to Kanoner foran paa
Skiket, som ikke var meget store, saakaldet Halvgods; Kuglerne til dem vejede 3
Pund hver. Kongen bød den, som betjente dem, at lade dem, hvilket og blev
gjort. Da sagde Kongen: «Nu skal Du, Jon, træffe det Skib, dér sejler.' Da jeg
nu havde gjort Kanonerne færdige forsynet dem med Fængkrudt og andet Tilbehør
og stillet dem til Afyring, rettede Kongen efter, hvad han syntes bedst, men
jeg fyrede. Der blev skudt 11 Skud paa Skibet, før det strøg flag, thi Kongen
vilde ikke gøre dem noget ondt, men kun skræmme dem. Derefter kom Kaptajnen
ombord til os og havde fem Mand med sig. Han kastede sig skælvende og bange paa
Knæ for Kongen og undskyldte sig og sagde med Graad, at han ikke havde vidst,
at Kongen var ombord. Kongen lo ad det altsammen og sagde, at han skulde betale
alle Skuddene, hvilket var en Rosenobel for hvert Skud, som han lovede, men
Kongen sagde, at han ikke vilde have dem denne Gang, men i Fald han en anden
Gang viste saadan Trods, saa skulde han betale. Kongen lod ham og hans Mænd
beværte med et 6 Potters Stob med Rostockerøl tillige med Mad, men han kunde
ingen af Delene tage til sig formedelst den Ængstelse, der var overkommen ham.
Derefter roede han i Fred over dl sit Skib.

Da vi kom forbi Varberg Slot, lod Kongen
og nogle Hofjunkere og Adelsmænd sig sætte i Land i en Baad. Dér steg Kongen
til vogns og rejste saa tillige med sin Hofstat gennem Halland til Skaane, og
fra Helsingborg over Øresund til Helsingør. Efter dér at have dvælet lidt, lod
han sig igen sætte ombord, hvorpaa vi sent ud paa Aftenen kom til Kjøbenhavn,
dér hvor det kaldes St. Annæ Bro. (Omtrent pu nuværende St. Anne Plads).

Kongens Hof præst, Mads David,(der fandtes
ingen hofpræste, nok en hukkomelsesfejl)  holdt en lang og hjærtelig Tale til ham og
takkede Gud, hvorpaa Kongen drog i Land til sin Have, som dengang laa udenfor
Byen paa Nordsiden«') Der voxede allehaande Urter og Blomster, og
Urtegaardsmesteren hed Marcus. Der staar et Slot midt i Haven med et højt Taam,
overmaade smukt bygget; der er ypperlige Værelser, med forgyldte og malede
Billeder. Der er Vellugt overalt. Midt i Haven staar Kongens Billede udhugget
af Alabasten

Næste Morgen kom vi til Staden, hvor
enhver af os fik en god Modtagelse af sine Bekendte, og vi takkede Gud for vor
lykkelige Rejse og Hjemkomst.

Om før nævnte Fru Mette siges der, at da
hun spurgte, at Kongen var hjemkommen, gik hun ind i sit Sovekammer ganske ene
og forbød sin Jomfru at gaa ind med, og straks efter blev hun funden død
derinde.')