KAP XIV

KAP XIV

Næstt Sommer blev der efter Sædvane holdt
almindelig Herredag paa Kjøbenhavns Slot,^) hvor hele Danmarks Raad og Adel
samledes. Der kunde man se mangen fornem Herremand tillige med deres Fruer og
Døtre og Tjenere, som Følger dem. Enhver af de ældste har sin egen Gaard, hvor
de logerer, medens de opholder sig i Byen. Blandt andre Rigsraader var der en
ved Navn Manderap Parsberg,^) en ypperlig og fornem Mand, skøndt dengang noget
tilaars. Han holdt daglig 7 Tjenere, hvoraf fire var Vaabendragere, det vil sige,
de bar Værger og Vaaben ved deres venstre Side, tre af dem bar deres Værger
under Armen. Denne Mand havde en Herregaard i Jylland og et stort Len, men sin
Gaard i Kjøbenhavn havde han ved Byens Østerport.

Det skete, at hans Stegevender, et ungt
Meneneske ved Navn Herman, en Dag blev syg, da han gik ud af Østerport til den
Forstad,  som var dér ligesom andre
Steder uden om Byen. Da han gik ud, var han klædt i sort, men kom tilbage i rød
Klædning og var bleven gal. Han løb op paa Herresalen, som ogsaa kaldtes
Spisesalen, og angreb sin Herre og sin ædle Frue med draget Værge, men til Guds
Lykke gjorde han ingen Skade. De blev alligevel angst og bange og sendte den
Kone, som passede deres Lintøj, ud efter en Mand, som baade var paalidelig og
stærk, der skulde paatage sig at vaage over ham en eller flere Nætter, i Fald
det gjordes nødigt. Denne Kone, som hed Elisabeth, gik hen til min Bolig og bad
mig, som hun kendte lidt, om at gaa med sig derhen og for Penge og god Betaling
at vaage en Nat over denne Mand.  Dette
føjede jeg hende endelig i, skøndt ikke gerne. Da vi kom der, gik hun til Fruen
og sagde, at hun havde skaffet den omtalte Mand. Fruen kom strax fra Spisesalen
og efter venlig at have hilst paa mig, bad hun mig holde nøje Vagt over hendes
kære Tjener, Herman. Hun spurgte mig venlig om min Familie og mit Navn, og hvem
jeg tjente. Da jeg havde svaret hende, bød hun mig Mad og Drikke. Jeg svarede
hende, saa godt jeg kunde, og sagde, at jeg ikke var min egen Herre. Hun takkede
Gud, at jeg tjente Kgl. Majestæt, da hun sagde, at hun, om hun vilde, kunde
tage ti af hans Folk. Jeg svarede, at det maatte først siges oppe paa Tøjhuset,
hvilket hun lovede, og spurgte, hvem vor Befalingsmand var. Jeg sagde: Adolph
Frederik Grabow. "Han skal rette sig efter vor Vilje", svarede hun. Derpaa
fulgte hun mig ned i det Kammer, hvor Manden laa, hvilket var nede i Gaarden.
Han var nylig falden i Søvn, da jeg var paa Vejen derhen, og hun sagde, at jeg
bragte Held med mig. Da det var bleven Tid til at spise til Aften, bad hun sine
Folk tage mig med op i Spisesalen og traktere mig godt og satte imidlertid to
Arbejdsfolk til at passe paa ham. Disse Hoffolk havde efter Sædvane gode
Drikkevarer, men jeg listede mig bort til min Patient, vaagede den Nat alene
hos ham og læste i en Bog som hedder: "Den aandelige Herredag". Han vaagnede
ikke for den lyse Dag, hvorpaa han begyndte at fantasere og tale vildt. Jeg gik
hen til ham og bad ham paakalde Gud, men han svarede mig næppe og faldt igen i
Søvn, vaagnede derefter og spurgte, hvor han var. Jeg fortalte ham det, og han
spurgte derpaa, om han havde gjort nogen noget Ondt. Jeg svarede nej. Derpaa
kom Folk til, ligeledes Herremandens Frue, der med megen Glæde ønskede mig og
ham Goddag og frydede sig over sin Tjeners Helbredelse. Hun og hendes Mand,
Manderap, forærede mig en Rigsdaler og takkede mig hjærtelig for min
Ulejlighed. Jeg var der i to Nætter og nød god Omgang og megen Agtelse. De bad
mig besøge dem igen, naar de næste Gang kom til Staden, i Fald det af Skæbnen
var bestemt, at vi skulde mødes igen. Stegevenderen gav mig halvanden
Rigsdaler, hvorpaa jeg gik hjem. Da jeg næste Dag kom for at mønstres, spurgte
Grabow mig, hvor jeg havde været i de to Dage. Jeg fortalte ham det, og han
vovede ikke at skænde paa mig derfor.

Dette samme Efteraar blev jeg tillige med
30 andre Bøsseskytter, indskrevet til Kronborg, hvor vi var i to Aar. Efter
Bøsseskytternes Ret og Frihed fik vi aarlig 18 Daler og hver Maaned til vor
Kost 5 gamle Sletdalere. Det tilfaldt hver Rode eller Kvarter at gøre Vagt hver
tredie Nat paa Kronborg Slot, og i hver saadan Vagt var 50 Mand, 10
Bøsseskytter og 40 Soldater. Denne Vagt skulle samles, naar Klokken slog fire
efter Middag, hvilket er en Time efter Non, ved Røde Port, hvor de af
Vagtmesteren blev nøje undersøgte, hvor vidt de var berusede eller røde i
Ansigtet, thi fandtes der nogen, som var rød i Ansigtet, blev han af
Vagtmesteren straks anset for at være fuld, og hvis Manden benægtede det, lod
han Klaudit^) tage ham til sig, og en tynd Jærnring blev løselig lagt om hans
Haandled, uden at den gjorde ham ondt. Paa den Ring staar indhugget C4, det er
Christian den Fjerde. Soldater') og Bøsseskytter stimler da sammen om ham for
at drikke med ham, men den, som er kommen i den Stilling og kaldes Fange,
drikker frit. Der sidder han til om Morgenen og venter Slotsherrens eller
Vagtmesterens Bestemmelse, om han skal gaa fri for Straf og igen gøre sin Vagt
paa Slottet sin Tid ud, som han burde, nemlig at staa paa Post som Skildvagt en
Dag og en Nat, eller om han skal straffes og sættes paa den store, skarpryggede
Træhest, der staar i Slotsgaarden og uden al Naade sidde dér med Jærn om
Fødderne under Hestens Bug For at trykke ham længere ned (om disse er der en
stærk Laas) og han hænger dér saa længe, som det er blevet bestemt.

Nu begynder jeg, hvor jeg slap, at Vagten
samles til bestemt Tid ved Røde Port ved den Vagtstue, som dér stod, og venter
paa, at den til den bestemte Tid skal trække op. Vagtmesteren, der hed Caspar,
en Tysker, sad midt paa Gavl-Bænken, og paa hver Side af ham sad en Rodemester,
der kommanderede den Vagt, hvortil jeg hørte. Den ene af dem hed Hans Tobrich,
og den anden Andreas Muler [Møller], en meget gammel Mand, begge to fromme og
fortræffelige Folk, som var mig i Faders Sted. Andreas Muler havde en Søn i
Kjøbenhavn, der var Bartskær og som hed Mester Blasius, en from Mand, der havde
opereret tre Mennesker og taget Skaden ud af dem med Guds Hjælp. Paa Bænken
tilvenstre sad Soldaterne, paa den tilhøjre Bøsseskytteme. Trommeslageren gik
to Gange frem for at slaa Trommen, men da han slog tredie Gang, traadte alle
tillige med Vagtmesteren an i Geled og paa den Plads, hvor enhver først havde
faaet Ordre at staa og gaa. Vagtmesteren gik foran med sin forgyldte Hellebard,
Trommeslageren gik paa højre Haand af ham. Piberen gik dernæst forrest i
Geleddet, derpaa kom de saakaldte Korporaler og saa de andre Soldater, derefter
gik Bøsseskytterne, eller som de ogsaa kaldtes, Bøssemestrene paa samme Maade
som i første Geled. Geled kaldtes Fronten af en Slagorden, men Rode dens Dybde.

Derefter førte han Vagten over Slotsbroen,
der hver Aften bliver trukken op og om Natten tjener som Lukke for Slotsporten,
og gennem hele Hvælvingen, der gaar i Zigzag til de Sten- trapper, som fører op
paa Slotsmuren, der gaar rundt om hele Slottet. Han gaar saa videre sønden for
Slottet ud paa en jævn Plads, hvor der findes en udhugget og glat firkantet
Sten, der er indmuret i Pladsen og paa hvilken staar indhugget C4.
Vagtmesteren, Trommeslageren, Piberen og Mønsterskriverne stiller sig her, og
Soldaterne og Bøsseskytterne slaar en Kreds om disse fire. Herpaa tager
Vagtmesteren sin Hovedbedækning af og de andre ligesaa, idet han siger paa tysk
Tungemaal: "Gud give Eder Soldater og Bøsseskytter en god og lykkelig Nat".
Vider, at denne Vagt, vi nu have, er Guds og vor Vagt, hvorfor jeg vil paaminde
enhver ærlig Soldat og Bøssemester om at tage godt Vare paa sig og sin Post,
saa at der ikke kan ankes derpaa, samt at I nu svarer til Eders Navne.  Derpaa oplæser Vagtmesteren enhvers Navn.
Klaudit (fange/fængsel vogteren)gaar omkring og tager dem, han finder berusede,
bort med sig. Slotsmuren er firkantet. Paa hver Kant er en Runddel, hvor der
staar en Mand med Sabel ved Siden og en Bøsse, den femte staar udenfor Døren
til Soldaternes Vagtstue. Saaledes staar disse fem Mennesker Vagt paa disse 5
Steder paa engang, men til Afløsninger finder Sted i Løbet af en Dag og en Nat.
Det er altsaa 50 Mand, som hver Dag og Nat holder Vagt paa Slottet Denne Skik
bliver dér bestandig overholdt.

Vagtmesteren lukker selv Porten hver Aften
og er selv hver Nat tilstede paa Slottet, undtagen naar han beder Hauptmanden
om Tilladelse til at sove hjemme i sit eget Hus. Fire forfarne Adelsmænd gør
desforuden Tjeneste paa Fæstningen, og kaldes Adelburser^) eller Gerunden, thi
de skiftes at vaage saaledes, at hver har sin Nat at visitere Vagten og gaå om
paa Slotsmuren for at gribe dem, som holde uforsvarlig Vagt, og for at se, om
nogen findes sovende, der saaledes falder i Hænderne paa denne Patrouille.

Det staar i disse betroede Mænds Magt,
naar de finder en sovende paa sin Post eller uforsvarlig at holde Vagt, saa at
han af den Grund bliver greben, straks at dræbe ham eller tage ham levende med
sig til Vagtmesteren, saa at han kan fængsles , Og næste Dag henrettes, hvilket
ofte sker paa Slotte og Fæstninger, naar man er uheldig. Det havde nylig hændt
sig for en, noget Før jeg kom dertil med mine Kammerater. De, som saaledes
bliver henrettede efter Krigsmaner og Sædvane, bliver paa en bestemt Plads
ihjelskudte af 5 af deres Kompagnibrødre og bedste Venner, som de selv udvælger
af hele Kompagniet.

Da vi kom derhen, blev tre Dage efter paa
det tilhugne Stenhus, som staar yderst paa Muren og som vender ud til Sundet og
Helsingborg, Kongl. Majestæts Artikler oplæst For os, hvorpaa vi aflagde Ed og
svor Kongen og Kronen Troskab og Huldskab. Dette skete tre Gange i de to Aar,
jeg var der, at Eden blev Fornyet.

Hver af os fik to Kanoner at passe og
raade over. Jeg fik to Kobberkanoner, der laa nærmest

Stenhuset, som ogsaa kaldtes Lysthuset.  Disse to Kanoner var 3 Favne lange og skød
16pundige Kugler over Øresund, to andre vendte imod Vest ind imod Byen, som
kaldes Helsingør, men Slottet hedder Kronborg, og dets Mure gaar helt ned til
Søen. Jeg erindrer ikke, hvor høje de var, men jeg tror ganske vist, at de var
omtrent 15 Favne høje. Nede ved Vandets Overflade var der mange Huller, hvori
der laa meget gamle og græsselig store Kanoner. Der var Aabning For hver Kanon,
der ligger i lige Linie med Skibene, naar Pantningen skal forsvares. I disse
Huller blev der gemt haard Tørv baade til Slottet og til begge Vagthusene, af
hvilke det ene var for Soldaterne, det andet for os [o: Bøsseskytterne], og i
disse Vagthuse var der store Kakkelovne, hvor der brændte Ild saavel Nat som
Dag fra den Tid det begyndte at blive koldt, til langt mod Paaske.

Det frøs meget den anden Vinter, jeg var
der, saa at Øresund tilfrøs i januar og blev tilfrosset til langt ud paa
Pasten. Bønderne fra Helsingborglandet, som er Skaane, kom paa Vogne over
Øresund. Der er en Sømil i Bredden mellem Kronborg og Helsingborg.  I Helsingør holdt de Torv med allehaande
spiselige og uspiselige Varer efter gammel Sædvane, naar Øresund tilfryser,
uden at betale noget derfor, men ellers ikke. Dette skete det Aar, Kosten eller
Kometen saaes paa Himlen.