KAP XIX

KAP XIX

Da vi havde opholdt os 6 Dage i Kielden,
fik fik vi Lyst til at tage bort derfra og begive os paa Hjemvejen. Tre Dage før
købte Admiralen, Kaptajnen og Lieutnanten af de derværende 52 Fiskerbaade paa
Slump alle de Fisk, som de maatte fange en enkelt Dag, hvorved de fik
tredobbelt Gevinst. Min gode Kammerat Jon Halldorsson og jeg tog Indvoldene ud
af al den Fisk, der tilkom Lieutenanten; som gav hver af os en Rigsdaler i
Arbejdsløn og desuden en Flaske af den bedste Vin, medens Arbejdet stod paa.
Før de finske og russiske Søfolk, som driver Fiskeri der paa Pladsen, rører ved
deres Skibe eller Fangstredskaber om Morgenen, gaar de hen til det store Kors,
der staar paa Tangen ved Havnen, ikke langt fra deres Hytter, folder paa Knæ og
forretter deres Andagt. Disse Folk spiser haard Føde med Salt til. Brændevin drikker
de som Vand, og de kan drikke to eller tre Halvpotter i en Drik. Men nok herom.
Vi drog saa bort fra denne Havn og kom til Vardø Slot, hvor Kong Hans som var
Slotsherre, modtog os hjerteligt.

Under vort Ophold dér hændte det en
Morgen, at vi gik i Land med vor Baad fuldt bemandet. Mandskabet skulde hente
Vand, men sammen med dem var der to Bøsseskytter, en Kok, Kaptajnens
Kældersvend og Admiralens Søstersøn y^n^ Brandt; vi vilde hente noget Tøj, som
vi havde i Vadsk i Land. Nu traf det sig, at Baadsfolkene havde glemt at
medtage Øsekar til Baaden, og at vi fik en Storm fra Sydost. Vejen fra Land ud
til Skibene var godt og vel en halv Mil. De fleste af os var noget berusede, og
da Stormen voksede, føg Søen ind over Baaden, men vi havde intet til at øse
med. Baaden var svært belastet, da vi havde 52 Tønder ombord, og endelig blev
den næsten fuld af Vand, men sank ikke helt. Fra Admiralskibet kom der ingen
Hjælp. Der stod en lille Baad oppe paa Dækket, men man vovede ikke at gaa ud
med den i saa svær Søgang, hvilket ikke var til at undre sig over, da Baaden
var altfor lille, selv om Folkene havde haft Mod til det. Men paa de andre
Skibe, som laa længere ude. kunde man ikke se, hvad der foregik, da vort Skib
betog Udsigten for dem, og først da der fra vort Skib blev givet dem Signaler
med Viften og høje Raab, kunde de langt om længe komme os til Hjælp. Vi mistede
ialt 5 Mand, vor Kok iberegnet, som døde tre Dage efter. Jens Brandt og jeg sad
forrest 1 Baaden og blev først reddede. Vi laa syge en Dag, nogle slap helt
fri, nogle laa i ugevis og andre i kortere Tid.

To Dage efter sejlede vi saa bort, forbi
Finmarken og Helgeland. Paa flere Steder var Sneen ikke optøet, og dog var det
ved St. Hansdagstid, vi var der. Finnerne kom en Søndag Morgen, før
Gudstjenesten begyndte, ud til os paa deres Baade sammen med deres Kvinder og
Børn, og opholdt sig hos os lige indtil Aften. Deres daglige Klæder er for det
meste af kostelig tilberedte Elsdyrhuder med den laadne Side vendt udad, og
deres Børn og Kvinder, som gaar i disse Skindklæder, er rødmossede og
tækkelige. De solgte os Fisk for Klæde til deres Koner, og jeg og min Kammerat
solgte dem 12 Alen Toldbodklæde, Halvdelen rødt og Halvdelen blaat. I Tiltale
kalder de alle for Fætter. Deres Kvinder smykker sig med meget Guld og Sølv; de
har Ørenringe, Pandebaande, Koralsmyk- ker og Armbaand. De Fattige pynter sig
med Messing, Kobber og smukt Tin. Disse Folk er for det meste fulde af
Trolddomskunster, som jo er vidt bekendt og ikke behøves at anføres eller
videre at omtales. Der
er tre Slags Finner, Sø-Finner, Lap- Finner og Fjæld-Finner. De lader, som om
de er Kristne, nogle enkelte gaar til Sakramentet, og deres Børn bringer de til
de norske Præster for at døbes, men ofte ikke førend de er et Aar gamle. De er udmærket kunstfærdige Smede i Træ og Jæm og laver selv Skuder, Færger
og Baade, Husgeraad og andet, som de behøver. Oppe mellem Bjærgene i Norge og
temmelig mange Steder ved Kysten bor der Finner, men de har ikke Lov til at bo
længere end 10 Aar paa hvert Sted. Naar de faar Lov til at bosætte sig, vælger
de sig i Reglen Plads i Skoven, hvor den er tykkest, dér rydder de saa Skoven
og benytter Vedet til Smedearbejde, og bliver boende de nævnte 10 Aar, saa
flytter de bort, og de Norske tager saa deres Bolig i Besiddelse. De holder
meget af Tran, Smør og alle Slags Fedt af alle mulige Kreaturer, hvilket de drikker
smeltet til Maden som øl; denne Tran giver de ogsaa til deres svangre Kvinder,
naar de skal føde.