KAP XV

KAP XV

Det Aar, jeg tjente paa Kronborg Slot, som
var 1620?, var der en stor Pest i Danmark, saa at der paa Sjælland døde 7000, i
Norge 4000 og i Jylland 5000 Mennesker.  Nu var det i Kgl. Majestæts Artikler forbudt
alle dem, som tjente paa Slottet at gaa ind i forpestede Huse, men det skete
engang, at en af vore Kammerater ved Navn Thomas Randers laa meget syg af Pest,
og da nogle af os holdt meget af ham, gik vi en Dag tre tilsammen hen til ham
for at faa at vide, hvorledes denne vor gode Ven havde det. Stolende paa Gud
gik vi ind i den saakaldte Forstue, ind i selve Husdøren og raabte ind til
Konen, som boede dér, og spurgte, hvorledes Thomas havde det. Hun svarede, at han
var begyndt at blive bedre. Vi sagde Farvel og bad hende hilse lille Thomas fra
os, og gik derfra i den Tro, at ingen havde bemærket os, men et gammelt
Ordsprog siger: at ingen kan se noget uden at fortælle det igen.

Engang skulde jeg have første Post om
Aftenen, som er to Timer ad Gangen. Da sendte Vagtmesteren Caspar Bud til mig,
da han havde lukket Slotsporten, at jeg skulde gaa fra Skildbænken og hen til
ham, hvilket var meget usædvanligt, og sætte en Mand paa Vagt i Stedet for
imedens. Da jeg kom til vor Vagtstue, var Vagtmesteren der- inde og sad
tilbords med de andre, thi det var enhver tilladt at lade Maden hente fra sit
Hjem om Aftenen, før Porten blev lukket. Da jeg kom, bød jeg ham en god Aften.
Han tog venlig mod min Hilsen og spurgte, om jeg ikke vilde sidde ned og spise,
hvorpaa jeg takkede og sagde, at jeg vilde modtage hans Indbydelse, naar min
Tid var dertil kommen. Han tav lidt. Jeg spurgte, hvad han vilde mig? Han svarede,
at han vilde mig mød og spurgte mig, hvor ofte Kongl.Majestæts Artikler var
blevet oplæst, siden jeg var kommen til Kronborg? Jeg svarede: tre Gange. „Saa
véd jeg,'' siger han, at Du har lagt Dig deres Indhold paa Hjærte. Mig synes,
at det er blevet forbudt dem, der tjener paa Slottet, at gaa ind i et Pesthus.'
Det bejaede jeg. »Da skulde jeg tro,'' siger han, "at Du har holdt Dig det
efterretteligt." Jeg erindrer ikke bedre,' siger jeg. „Men jeg tør
paastaa, at Du nylig har gaaet ind i et forpestet Hus!". Jeg nægtede det
stærkt, og han spurgte, om jeg vovede at benægte hans Udsagn. Jeg sagde, at jeg
havde Ret til overforhver og en at benægte alt Usandt, som blev mig paaduttet,
men at jeg ikke benægtede, at jeg havde spurgt til en af Kongl. Majestæts
Tjeneres Befindende. Han sagde, at jeg løj, og at jeg baade var gaaet til ham
og havde spist og drukket hos ham. Jeg svarede, at alle, som sagde saadant,
løj. Han spurgte, om jeg vovede at sige, at han løj. Jeg svarede, at han ikke
løj af sig selv, naar han gentog Løgn, som andre havde fortalt ham. Derhos bad
jeg ham sige, hvem der havde fortalt ham det, men det vilde han ikke. Jeg
sagde, at Gud, den Almægtige, kunde træffe alle og enhver, hvor helst han
vilde, enten han var paa Slottet eller udenfor, og naar Gud vilde, vi skulde
dø, saa stod vi lige blottede, enten vi stod inden- eller udenfor Murene.

Alle, som var derinde, og som kendte hans
Sindelag, var forundrede over mit Mod og hans Overbærenhed med mig. Ingen
vovede at blande sig i vor Samtale. Han blev derefter meget blid imod mig, drak
mig til og gav mig en Tallerken med en Ret god Mad. Man undrede sig meget over
denne hans Optræden. — Han havde to Sønner, en paa 12 og en paa 13 Aar. De blev
begge meget hidsigt angrebne af Pesten og døde efter to Dages Forløb, hvilket
han tog sig meget nær.

Uagtet alt dette hadede han mig, men han forstod
at skjule det, saa jeg intet vidste derom, hvorfor hans bedste Ven, Hans
Tobrich, min anden Rodemester, der hele Tiden var mig god ligesom før, engang
tog mig afsides og bad mig venskabeligt at tage mig iagt for Vagtmesteren, thi
han nærede stort Had til mig paa Grund af denne Samtale i Vagtstuen, og fordi
han saa snart efter vor Samtale havde mistet sine to Sønner, og Vagtmesteren
troede derfor, at jeg var en Spaamand. Han bad mig om ikke at fortælle dette
til noget Menneske, hvad jeg ogsaa højtideligt lovede ham. Han mente, at
Vagtmesteren vilde styrte mig i Ulykke paa min Post en Nat, det ikke var
Maaneskin.

En Søndag lod Vagtmesteren atten Potter Rostocker-øl
hente op paa Fæstningen, som er det bedste øl udenlands. Dette plejede han
ellers aldrig. Den Nat skulde jeg og to andre af vore Folk staa paa Post paa
den lille Runddel, men først paa Aftenen skulde jeg paa Vagt med Soldaterne.
Vagtmesteren begyndte sit Drikkelag i Bøsseskytternes Vagtstue, og hver Gang
Pot- Kanden gik rundt, sendte han mig den ud. Baltzer Lindbech hed den Mand,
som bar Øllet ud til mig, og med hver Kande advarede han mig broderlig. For at
jeg skulle vogte mig vel for Vagtmesteren. Jeg sagde, at denne ikke, ved at jeg
forsmaaede hans Godhed, skulde mærke, at nogen havde advaret mig, men at jeg
tvært imod nok vilde tage imod hans Skænk, for at han ikke skulde vide, at jeg
anede eller vidste det mindste om hans Forehavende.

Nu blev det Aften, og Solen gik ned. Snart
blev det saa mørkt, at jeg ikke kunde skimte mine egne Hænder. Jeg bad den
almægtige Gud styrke mig mod mine Uvenner saaledes, at jeg maatte kunne se det,
som var mig mest paaliggende. Vagtmesteren vilde ikke tage sit Nøgleknippe ud
af Vagtstuen den Aften, saa ivrig var han efter at faa mig i Ulykke og stræbe
mig efter Livet.

Endelig blev jeg ham vaer. Da Slotskirken
ikke laa langt borte, omtrent paa Midten af Slottet, og Muren dér var lysere
end andre Steder, kunde jeg skelne ham fta andre Genstande ved Slotsmurens
Hvidhed og Guds Naade og saa nu, at det var et Menneske. Jeg lod mig dog ikke
mærke med noget, før han kom saa nær som muligt, og det gjorde jeg Gud ske Lov
med Forsæt og Vilje, thi jeg vidste vel, at han troede at have en god Fangst og
en lækker Steg ivente. Da han var mig saa nær, at jeg kunde naa ham med Spydet,
gav jeg et saa højt Raab fra mig, som jeg kunde og saa frygteligt, at han fuld
af Rædsel sprang tilbage og grædende sagde, at han var Ronden eller den, som
gaar omkring. Jeg bad ham gaa tilbage. Den femte Post, som stod udenfor
Vagtstuedøren hos Soldaterne, sagde, at jeg med Guds Hjælp ogsaa dengang havde
reddet deres Liv, da de godt kunde høre mit Anraab. Vagtmesteren gik derind
efter Sædvane.

Om Morgenen kom Vagtmesteren ind i vor
Vagtstue. Jeg bød ham Goddag; han svarede mig næppe, men spurgte mig, om jeg
havde villet gøre ham gal igaar Aftes, eller om jeg havde været fra Forstanden.
Jeg sagde: ingen af Delene. Han svarede, at ingen havde gjort ham saa bange, og
at han længe vilde huske det. Jeg bad ham gøre, hvad han syntes, men for at han
kunde forstaa mig, fremsagde jeg et gammelt Ordsprog, at den, som trækker en
anden i Haaret, udsætter sit eget for samme Fare, og jeg gik saa ud af Stuen.
Da jeg var gaaet ud, sagde han til Hans Tobrich, at det ikke vilde betale sig
for ham at tvistes med mig. Hans Tobrich svarede, at det var jo ingen Ære for
ham at begynde Kiv med mig uden nogen Aarsag, jeg som baade var fremmed og uden
Venner, thi Liv og Død stod jo ikke i Menneskenes Hænder.

Om Aftenen, da jeg gik igennem Røde Port fra
Slottet og opad Stenbroen for at gaa til mit Vagtmesterens Stemme, hvorfor jeg
længe ikke vovede at gaa derned, før Hans Tobrich bad mig komme. Der drak vi
sammen, til der blev ringet til Vagt, og tilsidst drak vi Forlig. Fra den Tid
lod han mig være i Fred, medens jeg dvælede der.