KAP XVI

KAP. XVI

Hauptmanden paa Kronborg Slot hed Thomas Nold
af liflandsk Adel.  Han, hans Frue og Søster,
Jomfru Cecilie, var altid meget gode imod mig. De spurgte mig ofte om Island,
hvilket morede dem meget. Jeg spiste og drak der ofte. Somme Tider savede jeg
Brænde med mine Kammerater, især med min Kammerat Baltzer Lindhech. Vi var i
samme Rode og kom godt ud af det med hinanden.

Der var en af Soldaterne, som hed Svend
Skaaning, med hvem jeg to Gange kom i Klammeri. Første Gang yppede vi Kiv,
efter at Vagten var trukken op i Byen, i det næste Hus ved Vagt- mesterens« Vi
blev begge to sat i Claudit og Morgenen efter op paa den gamle Træhest, paa
hvilken han ofte havde siddet formedelst Klammeri, men jeg aldrig før. Medens
vi sad dér, kom Høvidsmanden, Thomas Nold, og befalede Vagtmesteren at lade mig
løs, og sagde, at den anden kunde takke mig For, at han ikke kom til at sidde
der til Aften. — En anden Gang udfordrede han mig dl Duel uden for Røde Port.
Da kom Vagtmesteren tilllige med Hans Tobrich derhen. Han [o: Vagtmesteren]
trak blank og sagde, at den, som tabte, vilde han prygle, thi vi gjorde dette,
som alle, af Sædvane og af Praleri, og at han vilde mørbanke en af os saaledes,
at andre kunde spejle sig i vort Exempel. Da tænkte jeg, at jeg vilde gøre mit
bedste. Vi sloges hverken længe eller haardt, før Svend fik en Skramme paa
Kindbenet. Det var aftalt, at den, som først huggede den anden til blods, havde
vundet. Denne Svend var baade høj og stor. Vagtmesteren slog ham slemt med sin
flade Klinge og skammede ham ud, saa at han fra den Tid aldrig kom i Klammeri
med nogen, inddl Gud tog ham til sig tre Aar efter.

Derefter fandt der i lang Tid ingen
Dueller Sted udenfor den røde Port.

I Helsingør var der en Enke ved Navn Kathrine
LoUiks, der havde tre Børn, hvoraf to Sønner, som gik i Skole. Denne Kvinde
begærede mig tilægte, men jeg havde ingen Lyst eller Vilje dertil, især paa
Grund af hendes Børn. En Aften kom en ukendt Mand til hendes Hus, og udgav sig
for en fornem og vidt berejst Mand. Da han havde siddet og drukket en kort Tid,
begyndte han at fri til hende, men hun vilde ikke give ham Svar derpaa, før hun
traf mig om Aftenen. Da jeg kom hjem fra Slottet, spurgte hun mig straks tilraads;
men da jeg saa Manden, blev jeg noget ilde tilmode. Han vilde, at jeg skulde
drikke med ham, hvilket jeg nægtede. Jeg raadede hende senere under fire Øjne
dl at afslaa hans Tilbud, og ikke begære en saadan Mand, som hun slet ikke
kendte noget til, hvilket hun straks gik ind paa. Derpaa gik han snart sin Vej.
En Uges Tid derefter rygtedes det, at han baade var Tyv og Morder, og han blev
grebet i Snidinge Herred, hvor han dræbte en Mand. Da dette blev bekendt,
takkede Enken mig inderlig, fordi jeg havde forhindret det, thi alle mente, at
han vilde have røvet alt, hvad hun ejede, og myrdet hende selv, thi sligt er
ofte sket, baade i Danmark og andre Steder. Blandt Soldaterne var der én, der
blev kaldt Rige Jakob j som var en af mine bedste Venner dér på Pladsen. En
Aften, da jeg gik hjem fra ham til mit Logis, hændte det, at jeg mødte en rig
Borgersøn, der var beruset. Han trak blank og vilde hugge efter mig med sin
Kaarde; jeg trak da ogsaa blank, men bad ham godmodig om ikke at bringe Ulykke
over mig eller sig selv. Han sagde, at jeg skulde forsvare mig, hvis jeg turde,
og hvis jeg tjente Kongen som en ærlig Mand og ikke som en uærlig. Vor Kamp
endte med, at han løb saaret hjem. Denne Mand havde længe forsøgt sig udenlands
og ønskede at blive Tøjmester. Han fik Foretræde hos Kongen for at vise sit
Mesterstykke, som bestod i, at han ved Midnatstid i Bælgmørke kunde ramme et
opstillet Maal. Skiven blev saa opstillet i en Skov et godt Stykke Vej fra det
Sted, hvor Kanonen stod paa en jævn Bro, og det lykkedes ham tildels godt at
ramme den, men han blev dog tilsidesat paa Grund af andres Misundelse, der
vilde have Embedet og som havde mere Held med sig.

Vinteren 1620 ud paa Fasten drog vor
naadige Hr. Konge øst paa over Øresund med nogle Tusind Mennesker og
forskellige Embedsmænd, op til Halmstad i Halland, for at mødes med Kong Gustav
af Sverige. Dér sluttede de et varigt Forlis som strængt forbudt alle i
Danmarks Krones Lande at tale ondt om de Svenske, hverken offentligt eller
hemmeligt, i Sang eller i Tale. Jeg og min Staldbroder, Hans Skriver, havde
stor Lyst til at komme med i denne Herrefærd; vi gik derfor fire sammen ned paa
Broen, til den Færge, som gik over Sundet, under Befaling af Junker Grabow. Men
just i det Øjeblik vi skulde til at gaa ombord paa Færgen, kom Høvidsmanden Thomas
Nold og nappede os med skarpe Ord om Grabow. Vi maatte saa gaa slukørede hjem.

Saa længe Kongernes Møde og Sammenkomst
varede og stod paa, faldt der saa megen løs Sne paa Helsingørs Gader, at det
naaede op til Bæltestedet, og den blev liggende halvanden Uge. Derefter tøede
Is og Sne op, og da vor Konge, paa sin Hjemrejse med sit Herrefølge skulde
sættes over Øresund, var der mer end halvandet Hundrede Færger paa Vandet den
Dag, som var en af Dagene omkring Palmesøndag. Nu hændte det, at der drev megen
Is omkring i Sundet, da alle Færgerne sejlede over til Kjøbenhavn og Helsingør
før Kongen, der satte over Sundet paa den sidste Færge. I de Timer stod jeg
Skildvagt. Paa den Tid var Fru Christine (Christine Munk, gift med Chr. 4, 23.
august 1615) paa Kronborg Slot, og hun var meget bekymret og opmærksom og
raabte ofte ned til mig, dér hvor jeg stod, og bad mig raabe til hende og
melde, naar jeg saa Kongens Færge komme over Sundet fra Øst. Men dette skete
først langt ud paa Dagen; thi da Færgen var naaet midtvejs, rejste der sig et
Uvejr, og det blæste dygtigt op fra Sydost. En stor Isflage blev af Stormen
drevet fra Østersøen og i Vejen for Kongens Færge, saa at man ikke kunde komme
forbi den, hverken med Sejl eller Aarer, thi Strømmen var meget stærk. De blev
saa af Stormen, som stadig tiltog i Voldsomhed drevet langs med Isflagen
halvanden Sømil op til den anden Side af Kobbermøllen, (Hammermølle ved
Hellebæk) der ligger Vest-Nord- Vest for Kronborg. Dér slap Kongen saa, ved
Guds store Naade, i Land med stor Vanskelighed, og blev gennemvaad samtidig
slog Vejret om til en stærk Nordostvind med bitter Frost. Medens Kongen befandt
sig i denne Fare, jamrede Fru Christine sig meget og opfordrede mig til at bede
til Gud for ham, at det gik ham godt. Hun sendte straks en Vogn med 4 Heste
Kongen i Møde, og han var meget medtaget af Frost og Kulde, da han kom hjem til
Slottet. Han vilde ikke, at der skulde blæses paa Trompeter eller aflyres
Kanonsalut.

En fjorten Dages Tid før, kom der et
hollandsk Skib fra Spanien med alle Slags Varer og kostbare Frugter. I den Tid
var der Is langt ude i Sundet, og der blev lavet en Rende for Skibet, mere end
en Mils Vej lang, helt ind til Byen, af Folk, som intet andet Arbejde havde.
Mange Folk gik ud paa Isen for at beskue Skibet og for at købe Æbler og anden
Frugt. Kaptajnen paa dette Skib var en stor Herre, og ingen mente at have set
hans Ligemand. Før Paasken kom der mange Skibe i Sundet, baade fra Østersøen,
som ville sejle ud af Sundet, og andre, som kom mange. Steder Fra, fra Holland,
England, Skotland og Norge, der vilde op til Sverrig, Dantzig, Rostock og Lubeck
og mange andre Steder. Der var ialt 637, og de laa der Paasken over. Den 3.
Paaskedag fik de Lov til at betale Told hos Christian Davidsen Kongens
Toldskriver, og da der var mange, som skulde betale Told og gerne ville sejle
bort, opstod der stor Trængsel i Toldbodens Forhal, og det hele endte med
Slagsmaal, hvorved nogle kom til Skade. Derfor blev der sendt Bud op paa
Slottet efter to Soldater og to Bøsseskytter, som skulde passe paa, at kun én
ad Gangen kom ind. Jeg var en af de 4, som blev sendt derned. Vi fik store
Drikkepenge, thi hver Skibsfører gav 4 danske Skilling til hver af os.

I Helsingør var der to Kirker paa den Tid;
den ene blev kaldt den danske Kirke, hvis Sognepræst var M. Hans KmSy og
Slotskirken; vor Præst hed M. Åugastinns'^) han prækede paa Tysk. Han var
tilaars og en herlig Mand. Under hans Prædiken blev Slotsbroen trukken op, saa
den lukkede for Slotsporten, og hvis nogen kom, efter at Broen var trukken op,
maatte han staa dér eller ogsaa gaa hjem igen. Naar Prædikenen var forbi, blev
vi Soldater og Bøsseskytter mønstrede og raabt op, og hvem der da ikke var til stede
for at svare til sit Navn, blev straks opsøgt af Claudit og sat paa Hesten.

Den største Klokke i Kronborg Slots Taarn
kaldtes Grynklokken. Den blev engang købt af en Enke i Landskrona i et Uaar, og
som Betaling for Klokken fik hun kun saa mange
Gryn, som den kunde rumme.^) Med denne Klokke ringedes der tre Gange ved
Nitiden hver Morgen paa de store Højtider, og enhver Bøsseskytte eller Soldat,
som ikke var kommen til Røde Port, naar den blev aabnet ved den tredje
Ringning, blev sat i Claudit og maatte sidde dér hele Festen over, og den
fjerde Dag skulde han sættes paa Hesten, hvis han da ikke blev fritaget derfor
ved en særlig Naadesbevisning. Derefter blev de tre nærmeste Kanoner paa
Slotsmuren affyrede, de saakaldte Nothslanger. (Slanger erdet 16. Aarhundredes
almindelige Betegnelse for Kanoner af mindre Kaliber, Notbslanger er de
svareste af disse) Af den Slags Kanoner var der kun fire paa Kronborg, men fem
i Kjøbenhavn, som jeg før har omtalt. To af dem [paa Kronborg] vendte ind mod
Byen, og den ene af dem, som jeg havde at gøre med, stod ved Lysthuset.^) Naar
Skibene sejlede ind forbi Kronborg og fik Modvind, blev det store røde Flag
hejst paa Lysthuset til Tegn paa, at de ikke behøvede at stryge Topsejl. Hermed
slutter jeg min Beretning om Kronborg for denne Gang.