KAP XVIII

KAP XVIII

Da den før nævnte Mandauas Brødre, der var
5 ialt, fik Efterretning om disse Begivenheder, blev de meget opbragte og
rasende (som før er omtalt) og udstødte heftige Trusler om at hævne sig paa de
Danske. Derfor lod vor Konge hvert Aar udruste mange Skibe i Leding mod dem,
hvis de engang skulde gøre Forsøg paa at hævne sig. Næste Aar efter at dette
var sket, Aar 1616, om Foraaret efter Paaske i Slutningen af aprillod Kongen 6
gode Orlogsskibe udruste til Togt imod disse og andre Rigets Fjender eller
Røvere, som maatte forefindes i danske Farvande, og som hindrede retfærdige
Søfarende og Købmænd og efterstræbte deres Liv og Gods. Denne Sommer
hændte det, at Kongen holdt Herredag i Oslo i Norge. Den Gang afgik Christian Friis ved Døden, da han fra Kongens Bord blev ført
til det mægtige Orlogsskib "Fides". Han var Kansler og dengang mer end 80 Aar
gammel, hvilket jeg før har omtalt.

Men for nu at vende tilbage til mit
egentlige Stof og den Beretning, hvormed jeg begyndte dette Kapitel, saa begav
det sig, at jeg med min kære Staldbroder Jon Halldorsson blev forførste Gang
indskrevet til Togt paa Kongelig Majestæts Orlogsskib til Rigets Gavn og
Bedste.Vi sejlede saa i Guds Navn, efter afholdt Bøn og Velsignelse, ft'a
Kjøbenhavn den første Torsdag i Maj ved Middagstid, og om Aftenen kom vi til
Helsingør, hvor Kronborg Slot ligger ved Øresund. Morgenen derefter sejlede vi
ud af Øresund, i Nordvest mellem de to Lande; paa Vestsiden ligger Sjælland og
Jylland helt til Skagen, men paa Østsiden Skaane og Halland. Hele Vejlængden
fra Øresund og ud over Skagen siges at være 24 Sømil.

Derefter sejlede vi nordpaa langs Norges
Kyst, indtil vi kom til Flekkerø, hvor vi fik at vide, at et Sørøverskib havde
været dér og oppe under Norge taget et lille Fartøj, paa hvilket de havde sat
10 af deres egne Folk ombord, men dræbt hele Besætningen paa tre nær. Anføreren
for disse tre hed Laurits Magnusson og var af norsk Slægt; han var en klog
Mand, dygtig i mange Ting og havde oplevet mange Farer baade tillands og
tilvands. Han fortalte mig hele sin Livshistorie, medens vi var sammen, og der
var mange gruelige Begivenheder i den. De før omtalte Sørøvere var engelske og
var udsendte af Mandaus's Brødre for at røve og myrde under Danmark og Norge. Det
lille Skib, som Sørøverne tog, ladede de med al Slags røvet Gods, Klæder og
mange andre Ting, og drog saa bort fra Havnen paa deres sædvanlige
Plyndringstog nordpaa op langs Norge. Nu er at berette om, hvad Laurits
Magnusson foretog sig efter deres Bortrejse fra Havnen. Han havde laaet den
Befaling, at han skulde vente dér sammen med de andre Sørøvere, som blev ladte
tilbage paa Skibet. En Dag bad han om to Mand for at tage til Land i Baaden og
desuden om de to, som var bleven tagne til Fange sammen med ham, og som daglig
lod, som om de villig tjente Sørøverne. Han foregav, at han vilde gaa op i
Bygden, hvor der var faa Folk, for at røve Faar til Proviant. Sørøverne gik
villig ind paa dette. Da de kom i Land, traf Laurits Magnusson nogle Bønder,
som boede i Nærheden af Havnen, og aftalte med dem, at de skulle dræbe
Sørøverne, hvilket ogsaa lykkedes godt tidlig om Morgenen paa følgende Maade:
Laurits Magnusson fik dem alle til i Land for at drive Faarene sammen, men
Bønderne skulde ligge i Baghold  og hans
egne to Mænd skulde staa i Nærheden af Skibsbaaden for at vogte den, og ved
Angrebet skulde de straks ro ud til Skibet. Snart viste der sig over 20 Bønder,
som ved Vink og aftalte Tegn fira Skibet var samlede i Nærheden af Havet paa et
skjult Sted, og de dræbte alle Sørøverne. Derefter roede Bønderne ud til Skibet
og bragte det ind til en sikrere Havn. Dette var nylig sket, da vi kom derhen
fra Kjøbenhavn, og Skibet sendte vor Admiral Jørgen Daa hjem til Danmark.

Kongl. Majestæts Behlingsmænd ombord paa Admiralskibet
,"Victor" var følgende:

1. førnævnte Admiral Jørgen Daa.

2. dernæst Kaptajn Holger Rosenkrantz som
senere blev Høvidsmand [paa Island].

3. en svensk Adelsmand ved Navn Lauritz
BremSy som var gaaet i vor Konges Tjeneste

med Hustru og Børn, i den nylig endte
svenske Krig 1613.

4. Skibsføreren hed Peder Nielsen.

5. vor Præst Hr. Knud. 6. min Arkelimester
Rasmus Vinten

7. hans Styrmand Jens Lauritsen, som var
en vidtberejst og prøvet Mand i andre

Lande og en gammel Soldat.

Paa Admiralskibet var der 130 Mand med
Bøsseskytterne, som var 24. Der var to unge Mennesker af adelig Byrd derimellem
som senere blev meget dygtige og Kgl. Majestæts Drabanter; den ene var
Admiralens Søstersøn ved Navn Jens Brandt; den an-

dens Navn kan jeg ikke huske.

Nu vender jeg tilbage til, at vi sejlede
bort fra Flekkerø og nordpaa langs Norge med disse sex Skibe, ind i og ud af
mange Havne, for at søge de omtalte Sørøvere, uden at det dog lykkedes os at
træffe dem. Paa ikke faa Steder fik vi Efterretning om dem, ogsaa da vi kom til
Rusland, til den Fiskerplads, som kaldes Kielden. 2) Herfra roer Russere og
Finner ud for at fiske fra 52 Fiskerbaade, af Besætningerne er en Trediedel
Finner, og de har tre Opsynsmænd for at øve Lov og Ret. Paa Vejen derop ligger
Vardø, hvorpaa der er en vældig Fæstning med en naturlig Klippemur omkring, og
paa Klipperne ligger der store Kanoner til Forsvar, thi denne ligger langt fra
Land udenfor Finmarken. Paa Øen er altid en Herremand, som har Slottet i
Forlening, og som er Finnernes Øvrighed. Paa den Tid vi kom, regerede der en
Herremand ved Navn Hans af skotsk Familie, som var bleven sendt til vor naadige
Herre Kong Christian 4de med et kosteligt Skib fra England ved hans Kroning, og
derfor blev kaldt Kong Hans.^) Han var en sær og forunderlig Mand, især naar
han var drukken. En Gang gav Kongen ham Ordre til at lægge sig i Øresund med et
af sine Orlogsskibe, som hed »Den sorte Ridder', for at opsnappe de Skibe, der
sejlede gennem Sundet paa den østlige Side for ikke at betale Told. Han
opsnappede dér fem Skibe i Løbet af en Sommer og sendte dem til Kjøbenhavn. De
havde alle Slags Varer ombord. Disse Skibe blev frigivne igen ved Kongens
særdeles Naade og paa Grund af deres Herrers ydmyge Bøn, blandt hvilke der var
en gammel skotsk Mand, som paa sine Knæ grædende bad Kongen om Naade og om at
frigive hans Skib, hvilket og skete for hans Alderdoms Skyld, og fordi han
lovede at bedre sig.

Kongen gjorde ham ( John Cunningham) til
Slotsherre paa Vardø Slot, thi Kongen havde stor Tillid til, at det vilde
lykkes ham at styre Finnerne, og at han ikke vilde se gennem Fingre med deres
skændige Trolddomskunster, thi der fortaltes stadig om slige Misgærninger hos
dem, og de fleste Slotsherrer, der havde været der før ham, havde ikke vovet at
lade den Slags Troldmænd henrette.

Men denne lod hvert Aar en hel Hoben
Troldmænd kaste paa Baalet, og derfor blev han Klg. Majestæt endnu mere kær, og
saa vidt jeg véd, led han ikke nogen Skade paa Grund af sin

Handlemaade.

Da vi nu kom derhen med de 6 Krigsskibe: "Victor",
"Jupiter", "Enhjørningen", "Malkepigen", "Lybske
David" og "Leopardus", modtog han os godt. Dengang opholdt vi os
der kun Natten over, og tog saa bort op til Rusland, til Kielden, som jeg lige
har omtalt. Dér blev vi to Nætter og gik saa derfra nordvest for Rusland ind i
det Hvide Hav, helt ind til de 7 Øer. Dér er Søen at se til ligesom Mælk,
hvilket er meget forunderligt at skue i Begyndelsen, saa længe man ikke er vant
dertil. Vi var næsten en halv Maaned borte fra Kielden for at opsøge disse
Røvere, men fandt dem ikke. I Kielden opholdt vi os seks Dage. Den tredie Dag
kom en Krigsbefalingsmand fra Malmis, som havde 300 Soldater under sig. Denne
Mand var prægtigt klædt; yderst havde han en Silkekjortel, som gik ham lige ned
til Fødderne, derunder en anden, som naaede ham midt paa Tyklæggen, den tredie
gik ned til Knæet og var besat med Guldsnore. Straks, da han var kommen ombord,
blev 3 Kanoner aflyret, og efter at han havde udvexlet Hilsener, afførte han
sig sin Overkjortel og gik saa ind i Kahytten med vore Befalingsmænd med stor Beskedenhed,
Høflighed og Glæde. Saa længe den Herlighed varede, stod fire Trompetere agter
ude og blæste paa deres Trompeter. Hans 12 Soldater, som var kommen med ham,
blev tilbage i Baaden indtil Aften. Admiralen lod Kaptajnerne paa de andre
Skibe hente. De var alle adelige, undtagen Peder Nielsen ialt var der 12 i hele
Flaaden (Officerer ialt) Den russiske Officer var meget glad, venlig, gavmild
og elskværdig mod alle, baade Over- og Underordnede. Han havde russisk Mønt med
sig i seks smaa Poser i Lommen. Det var meget smaa Møntstykker, Denger af rent
Sølv. Disse Penge uddelte han uden at tælle dem til os Bøsseskytter ved hvert
Skud, vi affyrede af de tre Kanoner, og til de fire Trompetere, som blæste paa
Basun, Krumhorn og Skalmeje og spillede paa Luth; disse fire Instrumenter var
indøvede firstemmigt med mesterlig Kunst. Gildet varede langt ud paa Dagen; der
blev drukket  vor Konges Skaal og
Storfyrrsten af Moscoviens Skaal, der er Herre over hele Rusland og kaldes Tsar
VeUkoknjeSj hvilket betyder Konge og Storfyrste. Endvidere blev der drukket en
Skaal for hele det kongelige Hus og for Dan- marks Rige s Raad og for fornemme
russiske Personer. Da det led ud paa Aftenen, og Admiralen og hans
Selskabsbrødre efter Evne havde trakte-ret ham, og han gjorde Mine til at gaa,
gav han sine 12 Soldater Lov til at komme op paa Skibet, men ikke før, og de
vilde ikke modtage nogen Mad eller 01 af os, før deres Herre havde givet dem
Tilladelse dertil, men de havde selv rigelig Proviant og spiste to Gange den
Dag, før de fik Lov til at komme ombord. Vore Befalingsmænd gik alle ud paa
Dækket og satte sig paa Stole, Admiralen i Midten, Kaptajn Holger ved hans højre
Side, men LQthent Laurits Brems ved hans venstre Side, omkring dem stod
Herremændene og uden om dem vore Folk med Musketter, men selve den russiske
Befalingsmand gik indenfor Kredsen med sin Regimentsstav eller Stok. Der- paa
kom de 12 Soldater op paa Skibet, alle med Sværd ved venstre Side. De stillede
først deres Bøsser paa Rad ved Rælingen paa Styrbord og gik saa ind i den
Kreds, som vi dannede, tre i hver Række, indtil de kom hen til vore
Befalingsmænd. Hver af de tre i første Række frembar paa et malet Brædt en
stor, flækket, fersk Lax, foldet sammen, som om den var levende og uopskaaren,
og alle tre bøjede de sig saa for de tre Befalingsmænd, faldt paa Knæ og
ofiererede dem Laxene med stor Reverens. Derefter rejste de sig høfligt og gik
bort med Ærbødighed, idet de med stor Kunst affyrede deres Bøsser. Paa samme
Maade bar de O andre sig ad i de 3 følgende Rækker. Da dette var forbi blev der
givet dem Gaver, og Befalingsmændene viste dem deres Velvillie ved at drikke
dem til i Vin. Derefter tog de Afisked, bukkede for enhver, saaledes som det
sømmede sig, og gik ned i Baaden og præsenterede deres Bøsser, der alle var
emaillerede og en Favn lange. Før den russiske Magnat tog bort, indbød han vor
Admiral dl at besøge sig sammen med 24 Mand, hvilket denne lovede, forsaavidt
Vinden tillod det. Efter at han havde taget Afsked, og velsignet Skib og
Mandskab, gik han fraborde med fornøjet Sind og glade Miner. Der blev affyret 3
Kanoner fra hvert Skib og 9 fra Admiralskibet. Tre Gange saa vi dem vifte til
os og affyre deres Bøsser. To Dage derefter begav Admiralen og nogle af de
andre Skibes Befalingsmænd sig afsted med vor Skibsbaad, men vi maatte vende
tilbage paa Grund af heftig Modvind, og det var med Nød og næppe, at vi slap
uskadte tilbage til vore Skibe. Kort Beretning om Rusland til Belæring for dem,
der intet vide derom:

Rusland kaldes ogsaa Moscovien; det er et
Land af uhyre Omfang med store Skove, Sumpe, Ørkener, mange store Søer, fulde
af Fisk, og skønne og store Floder. Det er 500 Mil i Længden og 350 Mil paa
Bredden. Det er rigt paa Frugter, Rug, Hvede, Byg og kostbart Pelsværk. Mod
Nord begrænses det af Nordhavet og Nova Selma [o: Novaja Semlja], mod Øst af
det Kaspiske Hav og det store Tartari, mod Syd af Krim Podolien, mod Sydvest af
Lithauen, mod Vest af Livland, og mod Nordvest af Sverrig og Kurland. Moscovien
ligger i Europa, men i Asien har Russerne mange Lande, baade tartariske og
andre, og der boer alle Slags vilde Folkeslag, 21 ialt, nordost for selve
Rusland. Dér gør og lader enhver, som han vil. Over Gejsdigheden staar en
Patriark, som har nogle Ærkebiskopper, Præster og Munke under sig. Blandt Munkene
er der mange, som ikke kan læse eller skrive. De hører til den græske Kirke,
holder Messer, beder, læser og synger, alt paa deres eget Modersmaal, som
kaldes det slavoniske Sprog. I Rusland er der mange store og smukke Byer, men
Husene er som oftest opført af Træ og Tømmer. Moscov er en stor By og hele
Rigets Hovedstad, men desuden er der 40 andre store Stæder, hvoraf jeg ingen
nævner her. Under Rusland, ude i rum Sø, ligger der en ø, som hedder Solowki,
hvor der er et rigt Kloster. Fra disse Lande udføres Hør, Hamp, Vox, Talg,
Elgsdyrhuder og andre Huder, Sobelskind, Maarskind, Fjeldrævsskind, Ræveskind,
Ulveskind, Losskind, Bæverskind, Hermelin og andet Pelsværk; endvidere Rug,
Laks, tørret og saltet Fisk, Tran og andre Varer. Den store Flod Volga udspringer
i Midten af Rusland og spreder sig i mange Retninger, indtil den folder ud i
det kaspiske Hav, ved hvilket Saltklipperne staar, og hvor der er en saadan
Mængde Salt, at det vilde være tilstrækkeligt til hele Kristenheden, hvis det
kun laa lidt nærmere. Nu slutter jeg her foreløbig min Omtale af Rusland. Jeg
har ikke megen Kundskab til deres Religion, men jeg har hørt sige, at de
tilbeder den hellige Treenighed og ingen Helgen undtagen St. Nicolaus, som
først siges at have forkyndt den kristelige Lære for dem. Man siger ogsaa, at
alle Lig, baade af Unge og Gamle, bliver vejede paa Vægtskaale, naar de føres
til Graven. Paa den ene Vægtskaal lægges Liget, paa den anden en Statue af Træ,
lavet efter enhvers Alder. Hvis Træstatuen viser sig at være tungere end Liget,
siger man, at de tror, at den Afdøde er frelst paa sin Sjæl, men hvis Liget er
tungere,tror de, han er fordømt.