KAP XX

KAP XX

Derpaa sejlede vi til Nordkap, som er et
Forbjærg nordvest for Finmarken og Helgeland. Da vi sejlede dér forbi, blev der
en Morgen fra Mærskurven observeret fem Skibe, der sejlede mod Øst ad Rusland
til imod os. Vi troede først, at det var fjenddige Skibe, hvilket dog viste sig
ikke at være Tilfældet. Alle Køjerne blev stuvede bort og med alle Køjeklæderne
bragt ned i Skibet. Portene blev aabnede, og der blev gjort klart Skib.
Halvdelen af Folkene blev kommanderet til Sejlene og Halvdelen til at betjene
de Bøsser, vi kalder Luntebøsser, skøndt mange var uskikket dertil og uvant
dermed. Endvidere blev der taget Ankere op med Brændevin, som blev uddelt til
Mandskabet, og der blev hejst Flag. Admiralen har sit Mærke eller Storflag paa
Stortoppen, Viceadmiralen sit paa Fortoppen, men et Skonfarsejl paa sin
Mesantop, de andre Skibe et paa Bovsprydets Blinderaa eller Gyckmærs. Ingen maa
handle mod disse Regler, under Livsstraf. Derpaa blev Skibet ,"
Enhjørningen " sendt op mod Vinden for at naa forbi dem, da dette Skib var
vor bedste Sejler, og saa sejlede det atter hen til os med Vinden. De fremmede
Skibe sejlede da til os. Deres Admiral var paa det sidste Skib, hvor der var 4
Trompetere ombord, som blæste lysteligt. Vi talte med det første Skib, vi
mødte, og spurgte, hvem de var og hvorfra? De sagde, at de var fra Hamborg og
skulde til Rusland med Varer til et Sted, ved Navn Archangel. Admiralen bad dem
da komme ombord og fremvise deres Søpas med Tilladelsen til at sejle i danske
Farvande. Dette nægtede de trodsigt, inden deres Admiral kom. De vilde heller
ikke hale deres Merssejl ind, men brasede op og fik bak Sejl.

Da deres Admiral kom, talte vor Admiral
til ham og befalede ham straks at komme ombord til os og fremvise sit Pas,
hvilket han nægtede højt og lydeligt og sagde, at vi kunde selv sætte en Baad
ud, thi han var lige saa god som vi. Da vor Admiral, som stod ved Mesanmasten,hørte
dette, tog han sin Hat af, kastede den for sine Fødder og sagde paa Tysk: »Wer
bel seini' hvilket oversat betyder: »Hver til sit". Og da de saa Folkene
sprede sig hver til sit Arbejde og hørte, at der blev slaaet Alarm paa Trommen,
løb deres Admiral agterud med en hvid Dug, som han holdt op, raabende med høj
Røst: "Fax, Fax, Fax" hvilket oversat betyder: "Fred, Fred,
Fredl" De huggede derpaa deres Baade løse fra alle Skibene, og deres Befalingsmænd
og deres Admiral kom ombord til os, hilste paa vor Admiral og bad om Fred. De
gav til Forlig 12 Tønder godt Hamborger øl, 1 Tønde Smør, 1 Tønde med Ost og 2
Tønder saltet Sild. Om Aftenen blev der holdt et stort Gilde til Ære for dem,
og det Rensdyrkød, som vi havde medtaget fra Finmarken, blev givet dem, og vi
skiltes med hjertelige Hilsener, Skud og Trompetklang.

Næste Dag blev der holdt Raad ombord paa
Admiralskibet i et stort Møde af alle Flaadens Befalingsmænd, og der blev taget
den Beslutning, at vi skulde sejle op til Island efter Kgl. Majestæts Mandat og
Beskikkelse for at hjælpe Islænderne mod alle Fjender, der maatte øve Hærværk
her oppe, især Spanierne, som man ventede vilde sejle herop for at hævne deres
Landsmænd, der blev dræbte her 1615, hvilket Hævntog vor himmelske Herre og
kærlige, almægtige Fader dog forhindrede, priset være hans herlige og elskelige
Guddoms Navn for alle hans Velgærninger. Amen

Derefter rejste vi fra Nordkap paa Vej
hertil, fik god og let Bør og var tre Uger undervejs. Vi saa Land under
Husavik, og man mente , at den Vej ikke var sejlet i tre Hundrede Aar. Øst for
Husavik havde vi nær lidt Havari paa et Skær, som er langt Fra Land, om
Aftenen, medens der blev holdt Kor og Aftensang. Men det traf sig saa heldigt,
at just paa den Tid, hvad der ellers var usædvanligt, spaserede vor Admiral
oppe paa Dækket, og saa Skæret lige i sidste Øjeblik, da Rælingen skyggede paa
det, medens Skibet styrede lige op paa det. Efter Sædvane sejlede vi foran de
andre Skibe. Da Skibet bøjede lidt af, længere ud paa Havet, medens Rorgængeren
vendte Timeglasset, kunde Admiralen se Braadsøerne fra Skæret næsten lige under
Skibet, og han raabte derfor højt til den, som stod ved Roret, at han skulde styre
mere ud fra Land. Ved Raabet sprang alle op. Skibet kom saa tæt op til Skæret
paa Styrbord, at man fra Rælingen kunde kaste derned, hvad man vilde. Der blev
i Hast signaliseret til de andre Skibe, som fulgte efter os. Dette er en af den
almægtige Guds Undergærninger, og der blev holdt en almindelig
Takkegudstjeneste paa Skibet.

Dernæst sejlede vi Øst om Landet, og paa
Højden af Eyjafjallajøkelen fik vi en stærk Storm af Nordvest, der varede over
fjorten Dage og stadig blev heftigere. Man troede, at det var Hexevejr, da Folk
i Land mente, at vore Skibe var fjendtlige Skibe og sendte til Hævn, som mange
ventede og før er omtalt,  Admiralen
havde foresat sig at sejle med Flaaden til HavneQord, hvis Lykken vilde tillade
det, og derefter ride til Althinget, og Jon Halldorsson og jeg var udsete til
at følge ham derhen. Halvdelen af Skibene skulde ligge i Havnefjord og vente
paa ham, medens den anden Halvdel skulde krydse i rum Sø og holde Udkig med
Spanierne, om de kom eller ikke. Denne Plan blev til intet paa Grund af
Modvind, og vi blev derfor nødte til at sejle ned til Færøerne. Det var Aften,
da vi sejlede bort fra Eyjafjallajøkelen, ved den Tid, Kreaturerne drives hjem
for at malkes; og næste Aften var vi ved Færøerne, hvilket er godt og vel 70
Mil, og dog løb vort Skib alene for Storsejlet, thi vi kunde ikke bruge Fokken,
da Vinden var lige i Ryggen. Men Søgangen var saa vældig, at man ikke kunde
komme længere frem end midt paa Dækket, og Søen styrtede ofte ind over
Forstavnen og Bovsprydet. To af vore Skibe naaede ikke til Færøerne, men vidste
ikke selv, hvor de var, før de kom til Lindesnæs i Norge, 3 Dage efter, at de
sejlede fra os. Vi mente begge hver for sig, at de andre var tabte.

Paa Færøerne opholdt vi os en halv Maaned.
Vi laa indenfor Thorshavn, som er Købstaden, og Skibet ankrede paa en Fjord,
som kaldes Kalbak. Ved Fjorden boede Laugmanden Mikkel i Lamhauge, hvis Gæster
jeg og nogle andre fra Admiralskibet, tilligemed selve Admiralen og Kaptajnerne
paa de fire Skibe, var i fire Nætter. VI fik dér et herligt Traktemente af alle
Slags Retter og mangfoldige Slags øl og Drikkevarer, nemlig 3 Slags Mjød,
Throndhjems-øl, Hamborger-Øl, lybsk øl, Rostocker-øl, 2 Sorter Kjøbenhavnerøl
og 3 Sorter engelsk øl, nemlig Ale, Strong Beer og Skibs-øl. VI havde megen
Morskab med alle Slags Musikinstrumenter, og Runddanse paa førøsk Vis med Sang
og Viser. Vi var ogsaa til et Drikkegilde med Admiralen hos en Enke, som var
Moder til Færingen Jon Olafsson, 14 Aar gammel, som vi førte med os til
Danmark, hvor han kom i Herretjeneste og endte med at faa 5 Gaarde her i
Alftafjord i Forlenlng.

Paa Skibet , "Enhjørningen"
hændte det, at Skibets Hovmester blev hængt paa Bovsprydet, Ikke paa Grund af
Tyveri, men paa Grund af et andet Skælmsstykke. Han havde nemlig af Dovenskab
under den omtalte Storm paa Vejen fra Island (med Tugt at melde) forrettet sin
Nødtørft i Brødforraadskamret. Han blev begravet af de færøske Bønder med
Admiralens Tilladelse, som dog vanskelig kunde opnaas. Dernæst blev en anden Indsat
i hans Bestilling med strænge Advarsler, og i den Forsamling, som i den
Anledning blev sammenkaldt og afholdt ombord paa Admiralskibet, befiilede
Admiralen strængt og med høj Røst enhver at vogte sig For alle Laster og
Udyder, baade i Ord og Gærning, og formanede alle og enhver at røgte sit Embede
med Gudsfrygt og Agtpaagivenhed, for at ingen skulde drage Guds Vrede og tunge
Straf over sig selv eller andre, hvilket alle lovede, at de med Guds Hjælp
vilde adlyde saa godt de kunde.

Da vi kom til Færøerne, var der paa Admiralskibet
22 Mand syge af Skørbug; vore Kammerater fik Befoling til skiftevis at pleje
dem i Land med fersk Føde, Vin og Mælk. Ingen af dem døde undtagen en Nordmand
ved Navn Thord. De var alle i en Stue paa en Bondegaard, hos en Mand, som hed
Olaf. Han var en ypperlig Smed til al Slags Jernarbejde. Han var meget god mod
mig. Han havde lært sit Haandværk i Throndhjem. Først da jeg kom der, havde han
to engelske Øltønder fulde af Strong Beer, hvormed han trakterede mig. Jeg
forærede ham en islandsk Bog og solgte ham en anden, begge trykte, det var ddaudleike
silarinnar' og »Enchiridion',(to islandske opbyggelssesskrifter) som han kunde
læse med Lethed, thi der er ikke stor Forskel paa vort Sprog og Færingernes
Sprog, og saaledes forholdt det sig ogsaa med mange Skikke og Sædvaner, saasom
med Tillavning af Skyr, Flatttir, usaltet Føde, Kød der røgedes i Køkkenet,
tørret og banket Fisk, saa og Kvindernes Klædning, deres Hovedbedækning og
Maaden at bære Overklædningen paa, Skotøj, og andre Skikke. Men nu er alting
dér paa dansk Vis, baade i Kirken og udenfor, ligesom ogsaa Sproget er i Færd
med at blive dansk. Mændenes Dragt var før noget lignende som hertillands, med
Undtagelse af, at mange Bønder og Karle gik i side Benklæder om Hverdagen og
havde en Trøje af færøsk Vadmel yderst. Paa Fødderne havde de laadne Sko, som
paa Overfladen og Siderne lignede finsk og kurlandsk Fodtøj.

Han fortalte mig, at der var 25 Sogne paa
Færøerne, en Provst, men ingen Biskop. Af Øerne er 7 store, men 20 smaa; paa
den Tid boede der paa alle Øerne 300 Bønder alt i alt. Admiralen sendte alle
Bønderne en streng Befaling om, at de skulde komme til ham, og enhver skulde
medbringe et Faar til Proviant for Skibenes Mandskab, hvilket de ogsaa gladelig
gjorde alle sammen, og medtog desuden fersk Mælk og Ost. Admiralen fordelte
disse Bønder paa de 4 Skibe, hvorpaa der saa blev holdt et Gæstebud i 4 Dage
efter Admiralens Befaling, for at der kunde vederfares Øernes Indbyggere Ære og
Velgærninger fra hans Haand. Gæstebudet tog den første Dag sin Begyndelse
ombord paa Admiralskibet "Victor" i særdeles godt Vejr. Der blev
opstillet Borde paa Dækket, og Sæder stillede omkring. Ved disse Borde sad
Admiralen og alle Skibenes Befalingsmænd. Der blev tre Gange blæst tilbords, og
efter læst Bordbøn begyndte Spisningen. Der blev drukket Skaaler og 600
Kanonskud affyrede den Dag; mellem Skuddene blev der blæst paa Trompeter.
Kreaturerne i Land blev bange og sky ved Lyden af Kanonskuddene. Da saa
Bønderne blev oplivede af Vinen, begyndte de alslags Morskab paa deres Vis. Det
samme skete paa de andre Skibe, og Admiralen og vore Befolingsmænd blev indbudt
derhen. Den næste Dag holdtes der Gilde ombord paa "Jupiter" paa
samme Maade, hvorved 700 Kanonskud blev affyrede. Den samme Dag blev en Kone i
Land meget forfærdet, thi det hændte sig da hun om Aftenen var i Færd med at
malke sin Ko, at en Kanonkugle borede sig ind i en Tue lige ved Koens Tøjrepæl;
Koen blev forskrækket, sprang bort og væltede Mælkespanden, men Konen laa længe
bevidstløs. Den tredie Dag holdtes der Gæstebud ombord paa "David",
og der affyredes 800 Skud. Den fjerde Dag holdtes Gildet paa "Enhjørningen'',
og 900 Skud blev affyrede. Ved den Lejlighed blev en Mand saaret af en Kanon
paa sin venstre Haand. Han hed Leon Friis; han mistede to Fingre, og Saaret var
længe om at læges. Denne Aften var jeg i Land for at se til de Syge, og sammen
med mig en brav Mand, som jeg paa en Maade var betroet til, da han skulde
undervise mig i min Bestilling; han hed Gottske, og havde længe tjent hos
fornemme Folk og var i mange Ting en herlig Mand, men duede ikke til Søen paa
Grund af Søsyge, af hvilken Sygdom han ofte blev plaget meget heftigt, og jeg
maatte da pleje ham, som om han havde været min Fader; derfor var jeg ham saa
kær som en Søn. Naar en yngre og uerfaren Mand beordres til at arbejde med en
ældre og mere erfaren, og for tildelt de Kanoner, som de under Livets
Fortabelse skal passe saaledes, at der ikke løber Vand i dem, og at de altid
kan være i bedste Orden, naar det behøves, saaledes at der ikke ved Forsømmelse
eller Uopmærksomhed kan opstaa Hindringer eller foraarsages Ulykker, bliver en
saadan yngre Mand kaldt den Ældres Haandlanger, og i dette Forhold stod jeg til
denne Mand.

Nu er der at fortælle, at den bemeldte
Kvinde kom hen til os med megen Graad og Forskrækkelse; vi trøstede hende, saa
godt vi kunde, og søgte at hjælpe hende med, hvad vi havde, saa at hun genvandt
sin Fatning. Vi raadede hende til at grave Kanonkuglen op af Tuen, og næste
Morgen skaffe sig Mand og Baad, og lade sig ro ud til Admiralskibet, naar vi
var komne ombord; saa skulde hun forevise Kuglen, men vi skulde underrette
Admiralen om, hvad der var forefaldet, saa vilde hun faa en Rigsdaler for
Kuglen, og maaske endnu mere, hvis hun var heldig. Det skete ogsaa, og da Konen
indfandt sig, berettede jeg for Admiralen, hvad der var sket. Kvinden blev
kaldt op til Admiralen, hun havde Kuglen med sig og viste ham den; han gav
hende strax en Rigsdaler og endvidere en gammel, men dog brugelig Skjorte, en
hel Del Brød, og et stort Stykke Kød, og befalede, at alle ombord skulde være
gode mod hende, saa at hun fik mer end 52 Rigsdaler med det, som Kaptajnen og
Folkene paa , "Enhjørningen" forærede hende; thi fra det Skib var
nemlig Kuglen bleven afskudt. Overalt, hvor hun siden saa mig i Land, nedbad
hun Himlens Velsignelse over mig.

Efter fjorten Dages Forløb, sejlede vi
hjem til Danmark, uden at der skete nogen Ulykke, men da vi kom til St. Annæ
Bro, saa vi et af Kongens Orlogsskibe sejle efter os med nedstrøget Flag paa
Stortoppen, hvorover vi blev meget forfærdede, da vi troede, vor Konge var
enten syg eller død. Dette Skib var "Fides", et af Kongens ypperste
Krigsskibe, der havde Kantslerens Lig ombord, da han var afgaaet ved Døden i
Oslo, som jeg før har fortalt.