KAP XXI

KAP. XXI

Da vi var kommen hjem, fik hver for sig en
Modtagelse, som han havde Venner til. Vi havde da været borte i 22 Uger. Næste
Vinter var jeg paa Vagt paa Kongens Tøjhus sammen med min kære Kammerat Jon
Halldorsson og andre gode Folk, som blev vore Venner, og i den Tid gik alt sin
rolige Gang for mig og for alle i Regimentet, Gud ske Tak og Lov I Næste
Foraar, 1617, sendte vor Konge 4 Skibe ud paa Orlogstog; vi blev ingen Røvere
vaer. Da vi kom hjem igen, prøvede Kongen sit nye Skib "Patientiam",
og vi sammen med ham. Det kom paa Grund og blæste omkuld i et heftigt
Stormvejr. Det blev før kaldt Caritas, som tidligere anført.

Næste Foraar, 1618, kom 24 Mand fra
Buskavien, som ligger mellem Frankrig og Spanien til Kjøbenhavn, til vor Konge,
Christian IV, efter hans venlige Indbydelse; de skulde bruges til Hvalfangst.  (Baskerne, Indbyggerne langs Kysten af den
Biskayske Havbugt, drev flittig Hvalfangst i de nordlige Have, og var bekendte
som de dygtigste Harpunerere. Den berømte Jena Munk blev 1617 af Christian IV
sendt til Biskaya, for at antage et Antal Fiskere til Hjælp ved Hvalfangsten. Om
Vinteren lod Kongen udruste to Skibe, nemlig "Enhjørningen" og
"Lamprenen",som skulde sejle gennem Veigat om Foraaret, medens vi
skulde gaa med to Skibe til Grønland, som kaldes Spitzberg. Om Vinteren søgte
vore Befalingsmænd ved Tøjhuset at bevæge os med smukke Løfter til at tage med
til Veigat. Nogle blev lokkede dertil, andre ikke. Jeg blev engang kaldt ind i
Skriverhuset, hvor alle Officererne sad. Junkeren tilbød mig, at hvis jeg vilde
gaa ud paa denne Rejse, skulde jeg Faa Maanedspenge og god Lønning. Paa den Tid
stod jeg højt i Adolph Grabows Gunst. Jeg svarede med at anmode om Udsættelse
til næste Morgen, hvormed de lod sig nøje. Næste Morgen, da Mønstringen var
forbi, blev jeg atter kaldt ind paa Skrivestuen og paany adspurgt, hvad jeg
syntes om denne Sag. Men da afelog jeg det bestemt, thi om Natten var denne
Rejse bleven mig forbudt i Drømme. Derefter blev der i mit Sted antaget en Mand
ved Navn Rasmus Ruis [Truelsen?], som blev Konstabelsmath, hvilken Bestilling
ogsaa var bleven mig tilbudt, ifold jeg havde villet gaa ind paa at rejse.
Selve Konstablen hed Niels Skoster, en herlig Mand. Kaptajnen hed Jens Munk, en
Adelsmand, en Fætter til Kongens Gemalinde Fru Christine. Han var en meget vis
Mand, især forstod han sig godt paa Stjernernes Gang og Styrmandskunst. Han var
Øverstbefalende over begge Skibene, "Enhjørningen" og
"Lamprenen", som begge blev bemandede med udsøgt Mandskab.(Dette er
Jens Munks bekendte Togt til Nordvestpassagen 1619-20, som han selv hsr
beskrevet i "Navilgstlo septentrlonalls", udgivet sf P. Lauridsen. Kbhvn.
1883. Som bekendt mistede hsn hele sit Mandskab paa to nær.

Foraaret 1618 (måske 1619) drog disse
Skibe samtidig med os fra Kjøbenhavn, og endvidere to Skibe tilhørende nogle af
Stadens Borgere, saa at vi var i alt 6 Skibe; disse to Skibe skulde gaa paa Hvalfangst,
samme Vej som vi. Paa hvert af vore 4 Hvalfangerskibe var der 11 Buscavier og
10 Hvalfangerbaade, som de kalder Zeeloper, det er Sø- løbere; disse Baade
bestod af 4 Dele, som kunde skrues fra hinanden og sættes sammen igen; under-
vejs blev Stykkerne adskilte og opbevarede paa et afsides Sted paa Skibet. Gud
gav os god Bør ud af Øresund. Vi sejlede saa i Følgeskab nordpaa, langs Norges
Kyst op under Nordkap i Nordland, nord for Norge, som før kaldtes Bjarmaland og
Halogaland, og som ligger op dl Finmarken. Der tog vi Afsked med Jens Munk og
bad om Held og Velsignelse for hverandre. Jeg synes, at Jens Munk derpaa sejlede i
Nord-Nord-Vest, men vi Nord- Nord -Øst. (Jens
Munk omtaler ikke dette følgeskab) Vi fik udmærket Bør en flor- ten Dages Tid,
og da vi fik Grønland') i Sigte, blev vi meget glade; det er et Land med uhyre
høje Bjærge; vi kom til dets vest-syd-vestlige Del. Her maa jeg bemærke, at
dette Aar herskede der i hele Danmark en stor Pest, som jeg kortelig har omtalt
før; denne Sygdom viste sig nu ombord paa vort Admiralskib "Hector".
Vor Admiral hed Henrik Vind, en Broder til Jørgen Vind, som i sin Tid af
Cancelliet blev sendt op til Island sammen med FrederikFriis. Hans Lieutenant
var ogsaa en Herremand ved Navn Mogens Krabbe. Han blev syg af Pest og døde
omtrent paa den Tid, da vi skulde til at sejle nord om Landet. Admiralen
betalte da, efter gammel Sømands Skik og Brug, Mandskabet for at føre hans Lig
i Land, hvilket var meget vanskeligt, thi straks derefter kom der en rasende
Østenstorm, saa at vi nær var forliste, og Stor-Mersstangen gik overbord. Denne
vældige Storm drev os bort fra de andre Skibe, vi saa dem ikke i en hel Uge, og
vi tabte Landet af Syne, indtil alle gjorde Løfter, og Gud var os naadig og lod
os komme til Land igen paa det Sted, som paa Hollandsk kaldes Thomas Smiths
Bay, 5 Mil Nord -Vest for det Sted, hvor vi agtede at lægge bi. I denne Thomas
Smiths Havn, inde i en lang Fjord, laa tre store og mægtige engelske Skibe, som
var kommen derop paa Hvalfangst, endvidere 4 hollandske Skibe og de 2
københavnske Skibe, som var sejlede derhen i Følge med os.^) Deres
Befalingsmænd var Bernt Bemtz og Niels Honning. Vi kom altsaa ind i Mundingen
af bemeldte Fjord, hvor de 3 engelske Krigsskibe laa, næsten en Sømil inde i
Fjorden; men vi vidste endnu ikke, hvad der var blevet af de 3 førnævnte Skibe,
som var taget med os, om de var i god Behold eller forliste. Da de 3 engelske
Skibe hørte vore Skud, blev der fra deres Admiralskib sendt en Baad, bemandet
med udsøgt Mandskab under Kommando af Lieutenanten, for at erfare, hvad Slags
Folk vi var; de fik en god Modtagelse med Mad og Drikke, og vor Admiral fik
deres Lieutenant til at beordre 4 af sine Folk til at grave en Grav næstt Nat,
saa at den kunde være færdig om Morgenen; han gav dem en Rosenobel for deres
Arbejde.

Tidlig næste Morgen kom den samme engelske
Baad og medtog vore Officerer og Liget, hvortil man havde lavet to Kister, den
ene af Egetræ, den anden af Fyrretræ; bagefter skulde vi saa ro med vor Baad,
som blev bemandet med udvalgte Folk fra Skibet og desuden Konstablen, Niels Damsgaard,
en god gammel Mand og 4 Bøsseskytter. Paa Vejen fandt vi en død Hvalros, hvis
Tænder var deres Vægt i Sølv værd, og fra den engelske Baad blev en anden
Hvalros dræbt, som blev skænket til vor Admiral. Da de nærmede sig med Liget,
blev der affyret 3 Kanoner som Æressalut. Ombord paa vor Baad havde vi 3 smaa
Kobberkanoner, som kaldes Falconer, og det var Meningen, at de skulde affyres,
naar Ligprædikenen var forbi, og Liget sænket ned i Graven. Da dette skulde
ske, gav Admiralen mig et Signal med sit Lommetørklæde. Men medens Prædikenen
stod paa, betragtede jeg den Maade, hvorpaa Kanonerne var bleven anbragte i
Baaden, og den Bøssebænk, som laa tværs over Baadens Forstavn. Jeg saa strax,
at det hele var meget svagt, hvorfor jeg tog alle de løse Tofter i Baaden bort
og lagde dem langs Rælingen, for at jeg i Nøds- tilfælde kunde kaste mig bag
over, hvilket ogsaa kom mig til Gode; thi da jeg affyrede det første Styklce,
stod alt stille, men ved det andet Skud slyngedes Kanonerne bag ud i Baaden,
saa at jeg nær var bleven dræbt, men da jeg kunde kaste mig ned i Baaden, og
især ved Guds Naade, slap jeg for den Gang. Da jeg kom i Land, stod de andre
samlede omkring Graven og sang Ligpsalmens sidste Vers. Da de atter havde
bedækket deres Hoveder, spurgte Admiralen mig, hvorfor jeg ikke havde affyret
det tredie Skud af Danmarks Løsen. Jeg undskyldte mig med det Uheld, der var
hændt, men han lod sig ikke nøje med min Undskyldning, og med Hovmod og grusom
Vrede trak han sit Sværd, som han bar ved Siden i et guldbaldyret Gehæng, og gjorde
Mine til at hugge mig ned paa Stedet. Men jeg sprang bort saa hurtig, jeg
kunde, saa at hans Hug ikke ramte mig. Men idet han sprang frem for at hugge
mig ned, kom han til at træde i et snefyldt Hul (thi alt var bedækket af Sne og
Is), saa at hans Hat fløj af, og han selv nær var falden omkuld. De engelske
Kaptajner greb ham da og sagde, at saadant ofte kunde hændes. Han vilde ikke
tro, at det var sket tilfældigt. Derefter blev der affyret 3 Kanoner fra hvert
af de engelske Skibe. Min Konstabel, Årkelimester Niels Damsgaard, tog Del i
min Sorg og gik ned til Stranden for at under-søge det skete og fandt at det
alt forholdt sig, som jeg havde fortalt. Derefter blev vor Admiral af den
engelske Admiral indbudt til Gæstebud, som han lod sig nøde til at modtage, da
han var meget vred, ikke mere paa mig, men paa begge vore Tømmermænd  hvis Arbejde forekom ham upaalideligt udført
og derfor havde medført Skam for os og let vilde have kunnet foraarsage en
Ulykke. Englænderne trakterede ham og os paa det bedste y med Øl Mad og Vin og
forøgede Glæden højlig med Instrumenter og Trompetklang. Admiralen var saa
vred, at han forbød os at gaa ombord paa det engelske Admiralskib, men vi blev
alligevel trakterede godt af dem.

Da vi havde opholdt os ved Skibet i nogen Tid,
kom Gabriel Kruse, Kaptajnen paa det ene af de to danske Krigsskibe, som af
Stormen var blevet skilt fra os tillige med Borgernes to Skibe. Han fik en
herlig Modtagelse og blev trakteret paa det bedste, saalænge som det lystede
Admiralen at blive der ombord. Men paa Grund af sin svære Vrede vilde han ikke
opholde sig der længe. Da vi tog bort, affyrede Engelskmændene 30 Stykker og
blæste paa Trompeter, og Afskeden var meget hjærtelig. Enevold Kruse gik ned i
vor Baad, og paa Vejen ud til Skibene, som laa i Fjordmundingen, faldt Talen
paa den nævnte Sag, og hvor- ledes det hele var gaaet til. Enevold fandt, at
man havde gjort for meget ud af Sagen og mente, at jeg havde gjort mig fortjent
til en eller anden Naadesbevisning for det skete Ulykkestilfælde,hvori jeg jo
var fuldkommen uskyldig. Admiralen indvendte ikke meget herimod, men svor at
straffe de arme Tømmermænd strængt, og da vi kom ud til Skibet, befalede han at
sætte begge Tømmermændene ud paa Gallionen i Lænker, og at de skulde sidde til
næste Morgen,^) hvor saa Sagen skulde forelægges et sammenkaldt Raad, og
Tømmermændene faa den Straf, som man mente, de havde fortjent, enten kølhales 3
Gange eller 9 Gange dyppes i Havet fra  Storraaen.
Men om Morgenen kom Enevold Kruse tidlig ombord paa vort Skib for at bede om
Naade for dem hos Admiralen, hvilket ogsaa lykkedes, saa at de blev løsladte,
dog paa den Betingelse at de skulde møde for Retten ved næste Forsamling. Men
den hele Sag gik saa i Glemmebogen, og der blev aldrig talt om den mere