KAP XXV

KAP XXV

Om Efteraaret, (1619) da jeg kom derfra,
blev jeg for den følgende Vinter beordret paa Vagt ombord paa Kongens
Orlogsflaade, hvor der hændte mig en Ulykke paa Grund af særlige
Omstændigheder, hvilket skete paa følgende Maade.

Da de fire Dannemænd rejste fra Island til
Danmark i Anledning af Taxten nemlig de Herrer Jon Magnussoriy Henrik Gislason,
Thorstein Magnusson og Dadi Jonsson, bad de mig venlig om at udvirke hos min
Overordnede, 'Adolph Frederik Garbow, at han vilde underrette dem om, naar Kgl.
Majestæt var at træffe alene paa Københavns Slot, for at de kunde tale rigtig
godt i Enrum med Kongen om Islands Tarv, men dette skulde ske hemmeligt, saa at
Rederne ikke fik noget at vide derom. Til Gengæld lovede de at betænke ham
rigeligt. Han var først meget uvillig hertil, og sagde, at jeg vilde bringe ham
i Ulykke, og at dette kunde koste ham Livet, hvis Rederne fik Nys herom, og at
jeg maatte staa ham til Ansvar, hvis dette ikke gik godt.

Endelig lovede han dog at gøre det, selv
om han vidste, at det ikke passede sig for ham at lægge Raad op imod sine egne
Landsmænd sammen med Fremmede. Han aislog dog at have mere med det at gøre end
netop det nævnte, og anmodede dem at være til Stede i deres Herberge, naar han
sendte dem Bud.

Men da de havde vanskeligt ved at bo længe
i deres første Logis, i den gamle Hovmestergaard ved Stranden paa Grund af
Madens og Øllets Dyrhed, da hvert Maaltid kostede en halv Rigs- daler, saa de
sig om efter et andet Logis, som det ogsaa lykkedes dem at finde. Og da der nu
fra Grabow kom Bud til deres første Bolig, var de allerede taget bort derfra
til deres ny Logis, hvilket Junkerens Tjener ikke kendte. Han gik derfor med
uforrettet Ærinde hjem til sin Herre, der blev ærgerlig herover og fik Had til
mig, og foresatte sig at hævne sig paa mig, hvis jeg skulde forse mig i et
eller andet, da han mente, at jeg havde narret ham.

Nu traf det sig en Søndag, at jeg fulgte
en Brudgom til Kirke og fra den igen, og en kort Tid af Dagen sad sammen med
andet godt Folk ved hans Bryllupsgilde, men da jeg om Aftenen, i en andens
Forfold, skulde paa Vagt ombord paa Kongens Flaade, turde jeg ikke opholde mig
der længe. Jeg gik derfor straks til mit Logis, som var hos en from Enke ved
Navn Birgitte, og da der netop blæste en skarp Nord-Ost Vind, saa at man ikke
kunde høre, naar Klokken slog, gik jeg lidt før det behøvedes, ud til Holmens
Port, hvor Skibsvagten altid samledes. Naar Klokken slog 4 Slag, begyndte
Vagtmesteren at gaa med Vagten gennem denne Port ud til Bremerholm og ud paa
Isen, hvor han plejede at give dem Feltraab og forlade dem. Nu hændte det sig,
at jeg traf de brave Mænd, før jeg gik til den Port, hvor Vagten skulde samles.
De lovede at komme derhen, før Vagten trak op, da Admiralen paa Bremerholm
havde givet dem Lov til at komme, og de lod en Dreng følge med mig, Hakon
Thorsteinsson, som var sammen med sin Fader, Thorsteinn Magnnssotiy der paa den
Tid havde Tryggevælde Kloster i Forlening; han bad mig om at lade Drengen følge
med mig og vente paa dem, hvilket ogsaa skete. Men ved et eller andet blev de
forhindrede fra at møde i rette Tid. Da nu jeg og Drengen kom til den omtalte
Port, var ingen af Vagten kommen; derfor sagde Peter Rod, som var Anfører for
de tre, som stedse plejede at holde Vagt dér og som nøje skulde paase, at intet
blev baaret bort paa en ulovlig Maade gennem Porten, at jeg kom for tidlig. Jeg
sagde, at jeg heller ikke havde hørt Klokken slaa. Lidt efter kom to af Vagten,
Johan Jæm og Jakob Nykøbing, og da det var en skarp og kold Blæst, fik de mig
lokket med sig ind i en Skippers Hus, i Nærheden af Porten, omtrent et Pileskud
borte. Vi vilde opholde os dér, for at skaane os for Blæsten, indtil Tiden var
kommen. Hakon bad mig indstændig herom, og ikke mindst fordi Drengen ønskede
det, lod jeg mig forlede hertil. De bad saa Skipperens Kone, om hun vilde lade
varme en Pot Øl til os for at vi kunde varme os dermed. Men medens dette stod
paa, trak Vagten forbi, thi paa Grund af Stormen hørte vi ikke Klokken eller
Trommen, hvilket jeg dog lod disse to Mænd skiftes til at passe paa. Jeg løb
saa efter dem, men de kom en lille Smule hurtigere end jeg, hvilket Drengen var
Skyld i, thi han vilde ikke forlade mig, og holdt Fast i mig, thi han var den
Gang meget ung, og kendte ingen. Da vi kom til Porten stod vor Profos dér med
vore Bøsser i Haanden; han rakte de to andre deres Bøsser uden Indvendinger,
saa at de kunde løbe deres Vej uden videre Tøven, og de naaede ogsaa Vagten,
før Vagtmesteren forlod den. Men jeg maatte trættes med Profossen, som uden
Skaansel vilde drive mig op til Tøjhuset og kaste mig i Fængsel og Lænker, da
han for kort Tid sidenhemmelig havde feaet stræng Befoling af Grabow, at naar
det skulde træffe sig, at jeg forsaa mig i smaat eller stort, saa skulde han
arrestere mig og behandle mig paa den Maade. Og til dette Had kunde der ikke
være anden Aarsag end den anførte. Nogle Dage i Forvejen havde jeg mødt Grabow
paa Gaden, og han vilde da ikke besvare min Hilsen, hvilket aldrig før var
hændt, og han sagde da, at han skulde give mig andet at bestille end at omgaas
Islændere og gøre Nar ad ham sammen med dem. Hans Tjener, Baltzer Lindbech, som
gik bag efiter ham, bad mig da sagte om at vogte mig for Junkeren. Indtil da
havde han aldrig sagt noget Ondt til mig, da han ikke ansaa mig for den
ringeste blandt mine Medtjenere i Kongens Tjeneste, især blandt de yngre, og
han havde ofte sendt mig i hemmelige Ærinder baade op paa Kjøbenhavns Slot til
Slotsherren og hans Frue, og mange andre Steder.

Da nu Profossen paa ingen Maade vilde
udlevere min Bøsse og ikke var til at bevæge dertil, hverken ved mine ydmyge
Ord eller ved Bestikkelser, sagde Peter Rod til Profossen: »Hvorfor behandler
du denne Mand saa slet, og hvorfor vil du skinbarlig styrte ham i Ulykke og
Død?' Profossen blev vred over hans Ord og bød ham tie stille. Dernæst tog han
min Bøsse og stødte mig den saa haardt for Brystet, at jeg faldt over mod
Muren, og min Kind blev skrabet. Da jeg saa, at der kom Blod, blev jeg meget
vred og greb til min Kaarde, men dog saa roligt, at jeg kun trak den en
Haandsbred ud af Skeden. Han troede nu, at jeg havde trukket den imod ham,
hvilket er en halsløs Gærning; thi den, der gør saadan noget, naar Profossen
bærer Kongens Regiment ved sin Side, eller som mishandler ham, an- ses for at
have forbrudt sig saa stærkt, som om det var selve Kongen, der var bleven
fornærmet. Det var ikke min Hensigt at trække min Kaarde imod ham, men jeg
sagde derimod, at hvis han ikke bar Kongens Regiment ved sin Side, og vi Ikke
stod paa den Plads, hvor vi stod, saa skulde han ikke have slaaet mig forgæves.
Disse mine Udtalelser kom mig senere tilgode, da jeg stod for den s trænge
Tøjhusret og for den haarde Lov. Da sagde Søren Profos: »Nu skal du følge med
mig op paa Tøjhuset, og dermed overrakte han mig Kongens Regiment, (hvilket man
plejer de at gøre i saadanne Tilfælde), som ingen under Livsstraf maatte nægte
at modtage, men jeg gjorde en Reverens derfor, hvilket ogsaa senere kom mig
tilgode. Hakon blev revet bort fra mig, og jeg bad Peter Rod om at sørge for,
at han kom hjem til sin Fader, hvilket han ogsaa dydeligen gjorde. Jeg gik saa
med Profossen op til Tøjhuset, hvor Vagten var samlet, og en af Tøjhusets
Befalingsmænd ved Navn Peter Falk,^) en god Ven af mig, var ogsaa kommen. Da
han og Vagtmandskabet saa mig, blev de højlig forbavsede og ynkedes hjærtelig
over mig, da Profossen udbredte sig over mine Misgærninger. Han sagde, at jeg
for det første var mødt beruset til Vagttjeneste, dernæst at jeg havde forsømt
Vagten, og for det tredie, at jeg havde trukket min Kaarde imod ham. Jeg
derimod hævdede, at hans Anklage var urigtig, hvad alle disse tre Punkter
angik; hvad det første angik, at jeg var beruset, saa var det en ren og klar
Usandhed; derimod anklagede jeg ham for Vold, idet han havde forhindret mig i
at holde min Vagt, og jeg henviste min Sag til Admiralens Dom og til Holmens
Lov og Ret; for det tredie viste jeg ham, at jeg bar mit Sværd ved min Side, og
at jeg ikke havde trukket det imod ham. Derefter lagde han Haand paa mig i
Tøjhusgaarden og befolede mig at følge med sig til Brockenhus, hvor alle Fanger
blev først indsatte og lagte i Lænker.

Jeg rev mig løs og sagde, at jeg ikke
vilde gaa derhen paa Grund af hans haarde Behandling, men kun af min egen fri
Villie, hvis det behagede mig. Han befalede da Vagten at gribe mig, men jeg
forbød alle og enhver at lægge Haand paa mig. Peter Falk gik da hen til mig,
omfavnede mig venlig og bad mig for sin Skyld være rolig og lade mig arrestere,
og lovede til Gengæld at hjælpe mig, hvilket han ogsaa trolig holdt. Jeg sad
saa i Brockenhus fra Søndag Aften til Tirsdag, næsten til Middag, tvært imod
Kgl. Majestæts Artikler, ifølge hvilke Profossen to Gange i Løbet af Døgnet
skal se til hver Fange. Da han saa endelig kom, fulgtes han af min særdeles
gode Ven Thorlak Thorkelsson,^) Søn af Thorkell Garnlason. Økonom for Holar
Bispestol, og min Værtinde. De medbragte Vin og al Slags Mad, hvilket jeg dog
kun havde ringe Lyst til. De græd begge saare over min Ulykke, men jeg bad dem
høre op dermed, da jeg stolede paa Herrens Bistand og trøstede mig med, at mit
Levned var uden svære Forseelser, og min Sag var god, hvilken Ende den saa end
maatte faa. Jeg skældte Profossen Huden fuld, for at han havde forsømt sin
Pligt og sit Embede, hvilket Eremgik af, at han paa en saa hadefuld Maade
forsømte mig, Kongens Fange, som han ovenikøbet havde fængslet med Urette. Han
sagde, at han skulde blive mig drøj at brydes med, hvortil jeg svarede ham, at
jeg overgav vor Sag i Guds Haand. Begge mine Besøgende gik grædende bort med
Profossen.

Omtrent ved Firetiden blev jeg kaldt ind
paa Skrivestuen, hvor alle Befalingsmændene var samlede, og hvor min Sag først
skulde behandles. Da jeg blev kaldt ind, sad Tøjhusets 5 Befalingsmænd der,
nemlig Adolph Fredrik Grdbow, Tøj mesteren Christopher Schwenke,^) Peter Falk,
Henrik Butzmann og Hans Budtz, og 12 Arkelimestre. Profossen og jeg blev
staaende. Gråbow adspurgte ham, om han fastholdt sin før omtalte Anklage imod
mig? Han bekræftede dette. Gråbow spurgte, om han havde sikre Vidner. Dertil
sagde han ogsaa Ja. Jeg bad, om jeg maatte høre Klagepunkterne.

Han opregnede dem hurtigt, og jeg nægtede
mig skyldig, men Grahow tog sin Hat af og sagde, at han vilde ikke give den for
mit Liv, hvis det viste sig at være sandt, hvad Profossen paastod. Jeg sagde,
at mit Liv dog var meget mere værd. Kun disse to talte ondt til mig, men mangen
Taare randt for min Skyld. Grabow befalede Profossen at medtage nogle af Vagten
og føre mig op paa Slottet og sætte mig i Fængsel der, hvor Kongens Livsfanger
plejede at indsættes. Jeg sagde, at de kunde gøre saa meget, som det stod i deres
Magt, men de kunde ikke komme længere, end Gud vilde tillade dem. Dernæst gik
jeg grædende bort og op paa Kjøbenhavns Slot med Profossen og 4 af Vagten.

Taarnvogteren hed Niels, og jeg kendte ham
særdeles godt. Meget nødtvungen og grædende lod han mig saa hejse ned i
Blaataam i et tyndt Reb. Dernede var et Fjælegulv ligesom en stor Forhøjning;
men der omkring var en meget dyb Afløbsrende, som staar i Forbindelse med den
vandfyldte Grav, der ligger omkring Slottet, og hvori alle Render, der udgaar
fra Slottet, udmunder. Blaataarn er glat som et Æg indvendig, saa at det er en
Umulighed for noget Menneske ved naturlige Kræfter at slippe ud derfra. Dog er
det ved Helvedes Bistand lykkedes for tre.

Derinde sad jeg uden Jærn og Lænker en hel
Maaned. Og endskønt Kongen to Gange i den Maaned, Marts, kom op paa Slottet,
blev det skjult for ham, at jeg var sat i Blaataarn, alene for at jeg, Kongen
uafsridende, skulde blive dømt fra Livet ved Grabows Had til mig. Men den
første Nat, jeg var indespærret dér, drømte jeg som følger. Jeg syntes, Adolph
Fredrik Grabow sad paa en Forhøjning med et draget Sværd for at halshugge mig,
medens jeg stod nedenfor ham med blottet Hoved og ydmygt Hjerte, men dog med
god Samvittighed og Tillid til Guds Naade, Miskundhed og Mildhed med Hensyn til
min Velferd og Sjæls Frelse For Jesum Christum. Og da jeg troede, Hugget skulde
falde, saa jeg en pur ung Præstemand, klædt i en sid Messehagel, skinnende hvid
og ren; i sin højre Haand holdt han et skarpt, blinkende Sværd, som han hurtigt
hævede til Hug mod hans Hoved, og med venstre Haand greb han filt i Grabows
højre Arm, hvormed denne holdt paa Sværdet. Han forbød ham at hugge til mig, og
hvis han ikke vilde lyde, skulde han fea hans skarpe Sværd at prøve. Det varede
længe, før han syntes villig til at afetaa fra sit Forehavende, men omsider
forekom det mig, at han stak sit Sværd i Skeden. Dernæst stod jeg glad op paa
hans Befaling, og i min Glæde vaagnede jeg. Hele den Tid, jeg sad indespærret i
Blaataarn, var jeg derfor ved godt Mod.

Hver Dag i denne Maaned kom de 3 fromme
Hædersmænd: Jon Magnusson, Henrik Gislason og Thorstein Magnusson op til mig
paa Slottet for at trøste mig og sammen med mig beklage min Skæbne. Men da de
hver Gang fandt mig ved godt Mod, skønt noget ordknap, blev de højlig
forundrede, og deres Sorg for min Skyld blev derved mindre. De hejsede daglig
Penge ned til mig, som de puttede ind mellem Traadene i det reb, hvortil det
Kar var fæstet, der hver Dag blev hisset ned til mig med Kander og Tallerkener,
som min Madmoder bragte mig, fyldt med Mad og Øl og flere Gaver fra andre Folk
i Byen, som ønskede mig alt godt; thi jeg var Gud ske Lov ganske godt lidt af
mange gode Folk, baade indenbys og udenbys. Paa den Maade fik jeg Lys og andet,
som jeg havde Brug For. Slotsherren Kaj Rantzau, sendte mig ogsaa hver andet
Døgn en Klipfisk, et Brød, en Kande ØL og et stort Lys, hvilket var hans Pligt
at udlevere til Fangerne ifølge gammel Skik og Lov. Der var ikke mørkt hverken
Dag eller Nat, thi hver Nat lod jeg altid brænde 5 Lys ad Gangen og 1 om Dagen.
Kun én Nat var jeg uden Selskab. Mange blev indespærrede dér for ubetydeige
Forseelser, baade Folk fra Sjælland og fra Jylland og Norge og andre mindre
Nabolande og Egne. En Mand ved Navn Jørgen kom fra Jylland. Han havde længe
tjent hos et Herskab, men var falden i Unaade hos sin Herre. Han sad i
Blaataarn en Uges Tid og underholdt mig herligt med mange Fortællinger om
adskilligt, som havde fundet Sted i Jylland, baade mellem adelige og uadeige
Mænd og Kvinder. Han blev senere bragt til Bremerholm, til det store,
menneskefyldte Fængsel, som før er omtalt, og for sin Forseelse blev han dømt
dl at sidde der i 3 Aar, hvis han ikke gjorde sin Sag værre ved nye
Forbrydelser; thi da skulde hans Sag behandles paany, som og de andres, og
afgøres efter Omstændighederne med en længere Fængselsstraf. Fangevogteren var
yderst elskværdig og tjenstvillig overfor mig og bad mig om at sende ham
ethvert Sted hen, som jeg maatte behøve, og lovede, at alt, hvad jeg bad om,
skulde blive udrettet.