KAP XXX

KAP. XXX

Da den forfærdelige Gærnlng var sket, og
da den førnævnte Anna [havde taget sig selv af Dage, og før sin Død erklæret
Grabow for sin Medskyldige i den omtalte Forbrydelse, kom Rygtet derom ogsaa
til Kongen, hvorfor Grabow blev stævnet til at møde for ham og skulde straks
ind- sættes i Blaataarn. Men ved den Tid var mange adeige Personer nylig
ankommen til Kjøbenhavn, til hvilke Grabow hurtig sendte Bud, og anmodede dem
om Hjælp, og paa deres Forbøn fik han den Naade, at 12 Mænd, 6 af adelig Stand
og 6 af Borgerstand skulde gaa i Borgen for, at han ikke undløb, indtil der
blev holdt Herredag paa Kjøbenhavns Slot, henved Midsommertid. Kongen vilde
straks lade ham rette, og sagde, at selv om han havde 100 Liv, saa havde han
dog forbrudt dem alle sammen, og derfor skulde hendes Lig ikke begraves, før
hans Lig kom med ned i den samme Grav, og alle mente, at andet kunde der heller
ikke ske. Men da saa Herredagen blev holdt, bad hele den danske Adel om
Barabas's eller Grabows Frigivelse. De lagde saa stort Pres paa Kongen, at han
meget imod sin Vilje maatte give efter for dem, da de alle sammen med deres
Hustruer og Døtre gik i Forbøn for ham. Ved Hjælp af disse Bønner reddede
Grahow Livet og blev fri, men Kongen sagde, at han maatte bære Ansvaret for
denne Sag overfor Gud.

Før Annas Lig blev begravet, kom hendes
Broder, som hed Morten, fra det Land Holsten. Han gav tre Hundrede Daler, for
at hendes Lig skulde blive begravet i viet Jord, hvilket dog kun blev tilladt
for Ligets ene Halvdels Vedkommende. Fem Mennesker ialt mistede Livet ved denne
Forbrydelse: Først en from Vævers Hustru, som hed Elisabeth, og boede i samme
Gade; hun var den første, der offentlig omtalte deres syndige Levned, og sagde,
at hun anede, at de alle vilde blive hjemsøgte med svær Straf, fordi de to
Peroner, Grabow og Anna, med saa stor Letsindighed levede i dette skændige
Forhold og handlede saa skændigt mod den fromme Olding Peter Holst, der maatte
leve af, hvad de levnede ham. Hendes lastende Ord og skarpe Dadel blev meldt
til Grahows Hus, og han og Anna fik da to unge Fyre til for Penge at gøre hende
forskrækket. De stillede sig en Aften op udenfor hendes Vindue og udstødte
gruelige og frygtelige Lyde, som om det havde været Trolde eller overnaturlige
Uhyrer; men hun, som ventede sin Nedkomst, faldt om paa Stedet og var død, men
Drengene flygtede. Den anden, som mistede Livet, var den brave Mand Peter
Holst. Den tredie var hans Hustru Anna, som tog sig selv af Dage. Den fjerde
var Mette som blev halshugget, fordi hun havde købt Giften i Kramboden. Den
femte var den enfoldige og fromme Barnepige, som bar Drikken op til sin Herres
Seng, hun hed ogsaa Anna, et dejligt Menneske, som hele Byen højligt beklagede;
hun blev fire Gange kaldt for Retten, og det trak ud et halvt Aars Tid, før hun
blev rettet; thi lige til Døden bevidnede hun overfor Gud sin Uskyldighed.
Dermed ender jeg Omtalen af denne Sag.

Grabow beholdt Livet og blev sat til Befalingsmand
over Bøsseskytterne, som langtfra var for- nøjede herover, men kun paa den
Betingelse, at han handlede fredsommeligt mod hver enkelt, men hvis han ikke
gjorde det, skulde han faa en daarligere Stilling.

Nogen Tid herefter lod Kongen os tilsige
en Søndag ved Profossen Morten Holst, som nylig var kommen i den andens Plads,
at alle Bøsseskytter skulde næste Morgen møde paa et Slot ude paa Landet, to
Mil ft'a Kjøbenhavn, som kal-des Ibstrup. Vi skulde møde Klokken 6, hvilket hos
os kaldes for Midmorgen. De fleste af os blev derfor nødte til at rejse om
Natten.

Jeg var om Natten i Følge med en Mand ved
Navn Henrik, og vi kom ind paa den Vej, som fører til Frederiksborg. Denne Vej,
som kaldes Kongevejen, er saaledes beskaffen, at den er opbygget som et Fortov,
og paa de fleste Steder saa høj som en velvoxen Mand og nogle Steder endnu
højere, og der er flere Steder Pone paa den. Det var Nat og tildels Maaneskin,
hvad der hjalp os meget. Paa denne Vej fandt vi et Øg tilhørende nogle Bønder;
vi dristede os til at tage det, lægge Tømme paa det, besdge det, og benytte det
det meste af Vejen. Vi turde ikke ride paa den almindelige Vej, men fandt paa
det Raad at hale Øget op paa Kongevejen, hvilket ogsaa efter store
Anstrængelser lykkedes godt. Da vi var kom- men saa langt, som vi turde,
hejsede vi Hesten uskadt ned igen fra Kongevejen paa Marken.

Næste Morgen, da Kongen selv mønstrede os,
var vi alle kommen med Undtagelse af en eneste Mand, ved Navn Malchns Bartskær
af Bestilling.Der var ogsaa under Regimentet en anden Bartskær ved Navn Peter.
Denne Malchns kom lidt efter at Folkenes Navne var oplæste; Kongen sagde ikke
noget hertil. Men straks da Malchus kom, befalede Grabow at sætte ham i
Fængsel. Ved Middagstid gik vi alle til Kongen og bad om, at Machns maatte
blive firigivet, hvilket strax blev tilstaaet, og det kom for Dagen, at Kongen
ikke vidste, at han var bleven fængslet, men sagde, at det maatte være blevet
gjort paa Grabows Foranstaltning.

Det Arbejde, som vi skulde udføre for Kongen,
og som han lovede os Løn for, bestod i følgende:

Sønden for Ibstrup Slot laa der en rund
Sø, hvor der før havde voxet Skov, men Kongen havde ladet denne Skov ophugge og
denne Sommer havde han ladet alle Rødderne save over lige nede ved Søens Bund,
hvilket nylig var blevet udført af 7 højtyske Mænd, som kendte den Slags
Arbejder. Disse løse Trærødder var det nu vort Hverv at trække i Land og stable
paa ét Sted. Kongen hjalp personlig til med Arbejdet, naar Træstumperne kom i
Land. I de tre Dage, vi var paa Ibstrup, hændte det en Gang, at Kongen kastede
den ene Trærod efter den anden op paa Stabelen, medens Grabow stod bag ved ham
med sit Sværd ved Side, hvis Greb og Hjalte var forgyldte, og med guldbaldyrede
Handsker paa Hænderne. Da Kongen saa sig om, file han Øje paa Grabow, der
stoltelig stod bag ved ham. Kongen foer op med en saadan Heftighed, at vi
mente, at hvis han ikke i Forvejen havde lagt sit Sværd bort, eller hvis han
havde haft sin Kommandostok i Haanden, saa vilde Grabow have faaet at vide,
hvad det kostede at staa dér saa hovmodig bag ved Kongen, og med et Hjærte, saa
blottet for Ydmyghed, se Kongelig Majestæt selv vise sig saa nedladende at
udøve legemligt Arbejde. Men ved de Ord, som Kongen talte til ham i Vrede, blev
Grabow dog saa forskrækket, at han i største Hast aftog sit Sværd og gav sig i
Lag med Arbejdet og blev ved, saalænge Kongen personlig var tilstede. Vi blev
ikke lidt glade, da vi hørte Kongen tiltale ham saaledes og spørge ham, om han
ikke var vel uforskammet, naar han saa alle i fuldt Arbejde og ham selv med, og
dog vovede at staa der ørkesløs og hoven som en Hund?

Engang, da Kongen var fraværende, sagde
Grabow til mig, at han kunde ønske, at jeg og hundrede af mine Landsmænd var
ham undergivne ved saadant Arbejde, og at han da egenraadig og uhindret kunde
regere og herske over os. Jeg svarede smilende: "Piben har stadig den
samme Lyd", men at jeg dog ikke ansaa hans Ønske for slemt, hvis jeg
maatte føje til, at alle de 100, som han ønskede, var saadanne Folk som Grettir
den Stærke (Hovedpersonen 1 Grettls Saga, der levede omtr. 986—1031 e. Kr.) og
Orm Storolfsson (Islænder, bekendt for aln Styrke. Hans mest bekendte Kraftprøve
var alene at bære Stormasten paa Kong Olaf Tryggvasons Skib, Ormen den lange, paa
Skuldrene) eller andre af den Slags. Da smilede hele Kompagniet, men han
sukkede og gik bort.

Den tredie og sidste Afiten, vi var der,
vilde Grabow, at vi skulde fortsætte Arbejdet længere, end det var gammel
Sædvane og vi plejede paa Tøjhuset (nemlig til Kl. 4). Men vi brød os ikke om,
hvad han sagde, tog andre Klæder paa, gik frem for Kongen og fortalte ham det.
Grabow blev straks kaldt op til Kongen og maatte da endnu engang høre Kongen
tale bistert og truende til sig. Kongen takkede os for vort Arbejde og vor Lydighed
og gav os 12 Tønder øl af det øl, som kaldes Konge-Øl. Derpaa rejste vi hjem
igen om Aftenen, men kun de færreste af os mødte paa Tøjhuset næste Morgen.

En Vinterdag hændte det, at jeg og 6 af
mine bedste Kammerater blev enige om at forsømme vort Arbejde og mødte ikke ved
Tøjhusets Mønstring, men skillingede sammen til et Gilde. Vi holdt Gildet oppe
i Byens Østkant i et kosteligt Hus, Rimeligvis det Herberge, som Raadmsnd Iver
Poulsen 1614 fik Bevilling til at holde udenfor Østerport, der dengang lå ved
Enden af Østergade, og ,hvor der maatte selges, skønkes og tappes Vin, Tydsk«!
og andre Drikke) og mente, at vi dér kunde skjule os og svire uforstyrret. Men
lidt efter Middag saa nogle af os, som vendte Ansigtet ud til Gaden, gennem
Husets Glasvinduer, at Profossen kom gaaende op til Gaarden. De fleste skammede
sig.

Jeg sad for Bordenden og skulde være
Selskabets Øverste. Jeg sagde, at de skulde ingen Undseelse vise, og da
Profossen kom ind, bød jeg ham velkommen. Han besvarede min Hilsen venlig og
lod sig ikke mærke med noget, men talte spøgefuldt til mig, som han plejede.
Vore Musikanter spillede videre paa deres Instrumenter. Derpaa sagde Morten
Profos, at hverken vi eller han turde blive der længer, men at vi maatte følge
med ham til Tøjhuset. Vi lovede at gøre det og bad ham om at lægge et godt Ord
ind for os.

Da vi kom til Tøjhuset, blev vi alle satte
ud paa Isen, hver i sin Jærnbolt, og 12 Læder- spande fulde af Vand blev hældt
over hver enkelt af os af Underprofossen, Stengaard. Vi udstod denne Straf uden
for Vandporten i den Havn, som ligger mellem Tøjhuset og Provianthuset. Morten
vilde selv ikke straffe os eller sige noget om, hvad vi havde haft for, men
sagde, at han havde truffet os alle, hver i sit Hjem og ved fuldt nødvendigt
Arbejde. Men Underprofossen, Laurids, var flink til den Slags Straffe. Han blev
kaldt ^ Lammesteg', thi mellem os og ham var der kun ringe Venskab, da vi
spillede ham utallige Puds. Da han havde straffet os alle paa denne Maade,
sagde han, at han forbød alle af vort Kompagni at skaane os eller yde os nogen
Hjælp, enten ved at give os tørre Klæder eller paa anden Maade og tilføjede, at
det skete paa Grdbows Befaling. Jeg og flere andre bemærkede, at han bragte os
altid gode Nyheder, og han fik mange herlige Spottegloser at høre ved den
Lejlighed, som ofte ellers, thi vi var Uvenner med ham i ikke ringe Grad,
eftersom han var meget ildesindet mod os og ofte sladrede og fremstillede vore
Forseelser som større, end de i Virkeligheden var. Dette kunde han godt have ladet
ugjort; thi der er meget, der staar i Mellemmandens Magt, og hvis han vil gøre
godt, kan han bøde meget paa Sagen og paa den anden Side ofte fordærve den og
anrette meget Ondt, hvilket daglige Exempler udviser.

Nu var det Skik, som jeg før har omtalt,
at Skipperne holdt Vagt skiftevis baade Dag og Nat paa de Skibe, der laa i
Havnen paa den anden Side af Provianthuset. Fra et af disse Skibe kom nu en
Skipper gaaende, som hed Peder, og med hvem jeg havde sejlet til Kjøbenhavn fra
England. Han gik derhen, hvor jeg sad med Jærnbolten om den ene Fod, helt
bedækket af Is og driwaad under Islaget. Han hilste paa os og sagde, at det
forekom ham, som han kendte mig. Han tog sin Pelsværkshue og min Hat af, satte
Huen paa mit Hoved og sagde, at jeg maatte beholde den, til jeg kunde bringe
ham den igen. Jeg sagde, at det var dristigt af ham at handle mod Profossens
Forbud. Han svarede, at det agtede han kun ringe, da Profossen ikke havde noget
at sige over ham. Da han var gaaet, kom Laurids meget vred og spurgte, hvem der
havde været saa dristig at gøre det imod Øvrighedens Befaling? Jeg begyndte at
drille ham og bad ham være mig naadig og mine Kammerater raabte til ham at han
var bleven højlig forhaanet, hvorpaa han gik bort. Lidt efter gav han os fri
efter højere Ordre.

Denne Vinter holdt jeg Vagt ved Tøjhuset.
Jeg havde i den Tid Bolig hos en adelig Jomfrue, som aldrig havde været gift.
Hun var from og gudfrygtig og holdt Hus for sig selv i Vognmandsstræde^). Hun
havde aldrig før lejet Værelse ud til andre. Hun var elskværdig og høvisk og
ceremoniel i sin Optræden, saaledes som adelige er opdragne til. Hun hed
Christine Svale ^). To Gange var hun bleven forgjort, og begge Gange havde hun
lidt Benbrud paa samme Fod. En af hendes Søstre boede i Byen, hun hed Ermegaard
og var gift med en af Kongens Kaptajner ved Navn Stephanns. Han var en
velhavende Mand og boede i et stort Hus, hvorunder han havde en Vin- og
Ølkælder, hvor jeg havde frit Sæde og frit øl hver Søndag. Hun fortalte mig
blandt meget andet, at hende iberegnet havde der ialt været 18 Søskende, og
derfor havde hver enkelt kun faaet en lille Arvelod. Den sørgelige Grund til,
at hun to

Gange havde brækket Benet, fortalte hun
mig ogsaa; det var sket ved, at en anden Jomfru havde misundt hende en
Herremand, som hun var trolovet med, og det to Gange paa samme Maade. Jeg
maatte ikke føre nogen ind i Huset uden hendes Tilladelse. Aldrig talte hun et
uvenligt Ord tii mig i det halvandet Aar, jeg boede der, undtagen én Gang, da
det traf sig, at hun havde glemt at lukke en Bog ind i Skabet, som hun og
hendes Søster ejede og var dem tilfolden ved Arv. Den hed Henrik Smeds Bog^),
og i den var optegnet alle Sygdommes Væsen, alle Fejl og Ulykkestilfælde, som
kan ramme Mennesket her i Verden, og Lægedom for hver enkelt Tilfølde. Hun
tillod ingen at se denne Bog, men jeg forbrød mig, thi da hun kom ind i Stuen,
sad jeg og læste i den. Hun lod mig strakd mærke, at hun var kommen og sagde,
at derinde sømmede det sig ikke for en hovmodig Skalk at læse, og dertil føjede
hun mangt og meget om Mænds og især Kvinders Natur og Maade at være paa. Og da
hun havde holdt en lang Oration herom, vendte hun Bladet og sagde, at hun mente
ikke, at jeg var en Skalk, efter hvad hun kunde mærke, og at jeg aldrig havde
forarget hende ved min Levemaade i den Tid, jeg havde boet i hendes Hus. Derpaa
bad hun mig om Forladelse og tillod mig at læse i Bogen, naar hendes Søstre
ikke fik det at vide. Ud af den Bog skrev jeg 5 eller 6 Ark, som blev bragt ind
i Kahytten, da jeg senere fik den Skade, som jeg bærer til min Død. Nu forlader
jeg min Fortælling om Christine Svale.

Om Foraaret lod Kongen 6 af de
allerstørste Skibe udruste til et Togt, hvormed han selv fulgte tilligemed de
tre unge Herrer og Kansleren, Statholderen og hele Danmarks Riges Raad til Bergen
i Norge, hvor der skulde holdes Herredag Aar 1621 (1622?). Da vi kom op under Norge,
mødte vi et Skib, som havde eskorteret det Skib, som kaldtes "Su
Lars", men med et andet Navn "Vater-hunden". Dette Skib var
blevet sendt til Ostindien til den Fæstning, de Danske havde ladet opføre dér
og som hedder Dansborg, og som jeg senere skal omtale^ hvis Gud giver mig Liv
og Kræften. Herefter sejlede vi i en Flaade paa 7 Skibe og fik god Bør, indtil
vi kom til det Sund, som strækker sig op i Landet til Bergens By og er 12 Sømil
langt. De fleste Skibe sejler dog ikke gennem dette Sund, da der let indtræffer
Vindstille, men foretrækker Vejen uden om i rum Sø, selv om den er længere. Men
Kongen besluttede at opsejle Sundet, hvad der forekom Skipperne alt for
dristigt, baade paa Grund af mulig Vindstille og paa Grund af den altfor store
Dybde, saa at Skibene ikke kan ankre.

Kongens Livskib hed dengang
"Patientia", en uhyre stor og prægtig Orlogsmand med 72 Kanoner
ombord, alle af Kobber. Forstavnen og Agterspejlet var stærkt forgyldt, og det
havde dobbelt Galleri og forgyldte Smaasøjler paa Udenbords- Opgangen fra
Kahytten, hvor Officererne plejer at staa og drikke hverandre til, naar Skibene
sejler Side om Side. En anden Orlogsmand, næst efter denne i Rang, hed
"St. Anna", et stort Skib paa 56 Kanoner, forgyldt for og agter, og
med udhuggede Billeder malede i allehaande Farver til begge Sider, ligesom
"Patientia"' og de andre Krigsskibe. Den tredie Orlogsmand
"Justitia" paa 50 Kanoner var smykket paa samme Maade som de andre.
Paa dette Skib tjente jeg som Bøsseskytte. Min Kaptajn hed Christopher Boye,
hans Fader var af engelsk, hans Moder af norsk Herkomst. Han havde for kort Tid
siden gjort en Rejse til Ostindien og var netop dette Foraar vendt tilbage. Skipperen
hed Peder Hansen. Min Arkelimester eller Konstabel hed Niels Dreyer, en meget
stolt Mand, men god imod mig; ham iberegnet var vi ialt 25 Bøsseskytter. Det
4de Skib hed "Fides", en udmærket Orlogsmand med vel 40 Kanoner og
ypperlig udrustet i enhver Henseende. Den 5te Orlogsmand hed ogsaa »Fides'', en
udmærket Sejler og prægtig at skue. Den 6te Orlogsmand var "Den sorte
Rytter'', et stort og stærkt bygget Skib med ensartede Kanoner, alle af Kobber.
Det 7de Skib, som stødte til os undervejs, var "Den lybske David", med
mange Kanoner, en udmærket Sejler; dets Kaptajn var den velbekendte Jens Munk,
som for to Aar siden var vendt tilbage fra Veigat. Alle disse 7 Skibe var
prægtigt udrustede, mønstrede og udsmykkede, og alle havde de deres store Flag,
Boisaner (Vimpler) og pragt- fulde Tæpper hængende udenbords paa begge Sider
omkring det hele. Paa selve Kongeskibet var der tolv Trompetere og fire paa
hvert af de to største, men tre paa hvert af de andre. Med Kongen fulgte paa
hans Skib de tre unge Herrer, Kansleren, Statholderen og Danmarks Raad, med
Undtagelse af den gamle og gode Mand Gabriel KrusBy som var paa "St.
Anna". Men paa vort Skib var Kongens 28 Drabanter og hans 12
Instrumentister og Musikanter; disse to Korps havde hver for sig en stor Kahyt
ombord. Jeg kan ikke huske Mandskabets Antal. Efter kristelig Skik og Brug blev
der hver Morgen og Aften holdt Bøn, og hver Onsdag var der Prædiken. Naar der
skulde spises til Middag eller Aften blev der slaaet paa Kedeltrommerne og
blæst paa Trompet af fire Mænd. Dette maa være nok herom.