KAP XXXI

KAP. XXXI

Den første Aften, da vi kom ind i dette
Sund og saa Gaardene oppe paa Stranden paa begge Sider, kastede vi Anker.
Kongeskibet laa forrest i Flaaden og derefter de andre Skibe i den fastsatte
Orden. Det hændte, at vor Kaptajn med den lille Baad, der følger med hvert
Skib, tog ud til Skibet "St. Anna", hvor en af Raadet, Gabriel Kruse,
var ombord. Men da han vendte tilbage, blev der stort Opløb paa vort Skib
mellem vor Kaptajn og Kongens Drabanter, der endte med, at han udfordrede dem
alle til Tvekamp i Land, en- hver af dem, som turde. Men de var til Gengæld saa
heftige og balstyrige, at det saa ud til, at mange Manddrab vilde forefinde,
hvis ikke Gabriel Kruse var kommen til og havde forsonet dem. Han fik Kongens
Drabanter beroligede og maatte love dem en halv Læst Rostocker-Øl.

Vi var tre Dage i dette Sund, før vi
naaede ind til Bergen. Stor Fornøjelse havde vi af Bygdens Folk, som paa begge
Sider af Fjorden arbejdede paa deres Agre og ved andet forefaldende Arbejde. Vi
kom saa paa Højden af et Sømærke, der kaldes Buk van Raa^). Her uden for var
det gammel Sømands Skik og Brug, at enhver, som for første Gang sejlede dér
forbi, skulde hejses ned i Søen fra Storsejlsraaen, med mindre han købte sig
fri ved Drikkepenge. Da vor Konge fik dette at vide, formildede han dette Bud
paa den Maade, at han gav et Vinstob, der rummede 6 Potter til hver 4 Mand i
Fællesskab, idet han sagde, at han kendte nok sine Folk, og vidste, at de holdt
mere af at blive vaade indvendig end udvendig. Denne Sømandsstraf fandt altsaa
ikke Sted den Gang paa Grund af Kongens Mildhed.

En Torsdag i August Maaned, Klokken
omtrent halvto om Eftermiddagen, kom vi saa op til Ber- gens By. Paa
Kongeskibet blev der aflpyret 9 Kanoner, paa »St. Anna* 6 Kanoner, og 1 paa
hvert af de andre Skibe. Fra Slottet blev der igen saluteret med mange
Kanonskud, og paa alle Skibene blev der blæst i Trompeter.

Da Kongen tog i Land, blev der igen
affyret lige saa mange Skud, og Kedel trommerne blev rørte. Da han gik ind paa
Slottet, stod alle Byens Herrer, Købmænd og Husfædre ude paa Garpebryggen
(tidligere benævnelse på de tyske købmænd i Bergen) med deres Vaaben og i
Rustning, og da blev der for tredie Gang saluteret og blæst paa Trompeter baade
fra Skibene og fra Fæstningen. Alle norske Herremænd var mødt, baade Kansleren,
som var Jens Bjelke, og den norske Statholder (1618 Jens Juel) og andre adelige
Personer. Næste Dag (26. juli) begyndte Herredagen, som vedvarede til næste Tirsdag.
Hvilke Sager der fremkom kan jeg ikke huske, med Undtagelse af to. Den ene var
Mester Anders Sag. Han var for to Aar siden bleven Biskop i Trondhjem og havde
før været Sognepræst ved St. Nicolai Kirke i Kjøbenhavn, hvor jeg for første
Gang modtog Absolution og Sakramentet. Det var en smudsig Sag angaaende Samleje
med Kvinder, og den var meget indviklet, men han blev denne Gang afsat fra sin
Bispeværdighed, og vilde maaske være ifalden strængere Straf, hvis ikke Adelen
var gaaet i Forbøn for ham, lige som den i Kjøbenhavn stadig havde støttet ham
under hans Virksomhed dér. Han fik saa senere igen et gejstligt Embede og et
Kald i Norge. Den anden Sag, som blev forebragt dér, var at Henning Henningsen
klagede over sin uskyldige Faders Henrettelse; han fik 1200 Daler.

Det var paabudt, at vi skulde trakteres og
vises Ære i hvert Hus, hvor vi gik ind, hvilket ogsaa skete. Bergens Gader er
brolagte med store Sten fra Bjærget, og de skraaner alle ned mod Søen, saa at
hverken Vand eller Snavs kan samle sig, men i vaadt Vejr er det meget
vanskeligt at faa Fodfæste. Den Gang var der fire eller fem Kirker, Domkirken
iberegnet. Den Søndag, vi var der, gik det meget festligt til med Orgelspil og
andet, som tjente til Hæder og Ære. Garperne havde forberedt en 3 Dages Fest
for Kongen, men da det var Regn hver Dag i hele den Uge, vi var der, modtog
Kongen ikke deres Indbydelse; men i Stedet derfor skænkede de Kongen et herligt
Kredenskar, fyldt med Rosenobler.

Den anden Torsdag, efter at vi var komne,
drog Kongen ud til sit Skib paa den Tid, Folkene paa alle Skibene sad ved deres
Maaltid; straks blev Kedeltrommerne rørt, og der blev blæst paa Lurer og
Trompeter. Med en Baad blev der sendt Bud rundt til alle Skibene, at ingen,
hvor højt stillet han end maatte være, maatte fordriste sig til at gaa i Land
eller udrette noget Ærinde dér, og straks derpaa blev der hejst Sejl og lettet
Anker. 18 Baade fra Garpe-Bryggen roede Kongeskibet ud af Havnen, 12 Baade trak
"St. Anna", og 10 Baade hvert af de andre Skibe. Da smilte Kongen og
sagde, at Bergens løsagtige Fruentimmer egenlig burde være ham taknemmelige for
den store Hjærtesorg, de havde faaet i Dag til Minde om, at han engang havde
været der. Mange Kostbarheder kunde man se og købe hos Garprne, deres Baade og
deres Svende var prægtigt udrustede, de fulgte os omtrent en Sømil ud af Havnen
og trakterede os paa det bedste, og dermed skiltes vi ad.

Vi fik svær Søgang, indtil vi kom ind
under Varberg Slot i Halland, hvor vi fik lidt Modvind fra Sydost. Vinden
vendte sig derpaa til Vest, som er Sidevind, naar man sejler ind i Sundet, thiden
blæste fra Skagen, Læssø og Anholt Kongen sejlede forrest, de andre Skibe
bagefter, og vort Skib sidst af alle, næst efter "St. Anna", thi
disse Skibe var begge meget svære og store og uskikkede til hurtig Sejlads.
Lidt før Aften, da det begyndte at mørknes, saa vi et Bjærg stige frem oppe i Skaane
; det hedder Bordon [?], og fra dette Bjærg eller Aas er der 4 Sømil til Kronborg.
Ned fra dette Bjærg styrtede Kong Harald Herning Aslaksson i gamle Dage.Nu blev
Vejret meget heftigt, og Bølgerne højere. Kaptajnen, Christopher Boye, ville
derfor lade Mærssejlene tage ned før Natten og lade Storsejlet staa, men
Skipperen, Peder, vilde det ikke, hvorfor der opstod Strid mellem dem. Men da
Skipperen havde større Ansvar for Skibets Sejlads og Sejlføring end Kaptajnen,
maatte det ske, som han ønskede, saa at Storsejlet skulde stryges og
Mærssejlene staa. 22 Mand var kommen op for at tage Sejlet ind, og jeg stod tæt
ved Stormasten, da en stor Bølge styrtede ind over Skibet fra Vest, og
Stormasten bragede vældigt. En Mand ved Navn Peder Nielsen, der havde været
Kongens Soldat i 19 Aar og nylig var bleven Bøsseskytte, greb kraftigt fat i
mig og bad mig i Guds Navn at redde mig, thi han troede, at Masten havde givet
sig ved Slaget og var knækket. Jeg mente, at det umuligt kunde være Tilfældet,
men i samme Øjeblik kom atter en stor Bølge, og Masten knækkede over og faldt
netop paa det Sted, hvor jeg lige havde staaet, og gik overbord med alle de
Folk, som laa oppe paa Raaen for at bjærge Sejlet. Et nyt Sejl, Storstangen,
Bramstangen med to nye Sejl, Ræer og Takkelage, samt Flagstangen oppe paa
Stortoppen med Flaget og den forgyldte Knap — alt dette maatte kappes med
skarpe Øxer, for at Skibets Side ikke skulle knuses. Af disse 22 Mand druknede
syv, 5 af dem havde nylig holdt Bryllup, men man kunde ikke paa nogen Maade
hjælpe dem, uagtet nogle indstændig bad om Lov til at gøre Forsøg derpaa. Den
nævnte Mand, Peder Nielsen, og jeg forsøgte med stor Fare for vort Liv at redde
en Mand ved Navn Mikkel, der stod under Masten, da den knækkede; men da vi
havde forsøgt det yderste for at redde ham, maatte vi igen give Slip paa ham,
da Bølgerne skyllede over, og Masten næsten slog ham ihjel. Hvis Peder ikke
havde kaldt paa mig og opfordret mig saa kraftigt, var ogsaa jeg blevet
ihjelslaaet af Masten, saa at det, at jeg slap, er en af den levende Guds
vidunderlige Gærninger, som han har udvist mod mig af sin faderlige Hjærtens
Kærlighed og Naade; hans Navn være priset og velsignet i Evighed!

Der var megen Larm og Graad ombord. Derpaa
blev to af de største Ankere kastede overbord, og 300 Favne givne ud til hvert
Anker. Vi var da kommen ud for det farligste Sted ved Halland. Kaptajnen kom
ned til os og befalede os alle at gaa tilkøjs og bede og anraabe Herren. Han
befalede 3 Mand at holde Vagt, men dog kun én ad Gangen. Vi troede alle, at vor
Undergang var sikker, og mangen en gik grædende til Hvile. Jeg sov udmærket
hele den Nat og vaagnede ved, at der blev blæst til Morgensang, og man takkede
Gud for, at det nu var smukt Vejr igen. Da Morgenandagten var forbi, blev der
uddelt Brændevin til alle, og vi fik Løfte om 6 Tønder af det bedste øl, hvis
vi kunde få Ankrene op i en Fart, og, naar vi kom hjem, ikke omtalte Skipperens
Uforudseenhed og det, at Kaptajnen ikke fik Lov til at raade.

Alle de andre Skibe kom uskadte hjem til
Øresund om Aftenen, medens Stadens Vagtringning lød. Kongen gik straks i Land
og overnattede paa Kronborg Slot. Ved Middagstid Dagen efter kom vi ind i
Øresund, men Kongen var da rejst bort og paa Vejen til Frederiksborg. Da vi kom
til Kjøbenhavn, blev der aflyret 3 Kanoner paa hvert Skib. Dagen efter tog
Kaptajnen til Frederiksborg for at træffe Kongen og underrette ham om den
forefaldne Ulykke. Kongen spurgte meget om Grunden til det skete, men erklærede
tilsidst, at der ikke skulde foretages noget videre i Sagen, som derefter døde
hen af sig selv.