Kaptajnen og Kongen 4

Kaptajnen og Kongen 4

Hvad bliver der tilbage?

Kathrine Adriansdatter bliver tilbage. Hun gifter sig, tager eb væver under
armen og forsvinder så ud i mørket. Margrethe Tagesdatter bliver tilbage. Også
hun gifter sig igen, i 1632, fire år efter sin første mands død. Det bliver
noget andet end den degraderede søkaptajn. Kristoffer Hansen er af den rigtige
slags, "tjenstvillig og munter", som det hedder om ham i en samtidig kilde,
kort sagt forretningsmand. Handler på Island. Får monopol på den danske øl
import. Bliver rådmand, og borgmester, og medlem af lovkommissionen, og
dekoreret men en gylden halskæde. Margrethe Tagesdatter føder ham tre børn, men
kun det ene lever, en pige ved navn Else. Det er hende, der bliver gift med den
berømte professor Thomas Bartholin, i hvis kreds hus har kunnet træffe en anden
fornem herre, sekretæren ved den franske ambassade, Monsieur Isaac da la
Peyrere. Professorinden synes af have kendt børnene efter sin mors første mand.
Da hu dør i 1675, holdes der en smuk ligprædiken over hende i Nikolaj Kirke,
den bliver siden trykt, og præsten, der har skrevet den, hedder Jens Jensen
Munk. Han ses også at have været sognepræst i Hagested ved Holbæk, hvor Thomas
Bartholin ejer godset Hagestedgård. Er de Jens Munks ældste søn. Der når denne
høje alder som Herrens ydmyge tjener. I så fald er det det eneste, vi ved om
ham, resten ligger i mørke.

Hvad bliver der tilbage? Heller ikke hans øvrige børns
skæbne er videre kendt. Nummer to i rækken. Knud, når ikke at gøre sig
gældende, han dør endnu før, han er blevet tyve og begraves i 1631 ved siden af
faderen. Også datteren Kathrine bliver bisat samme sted som sin far, med det er
først i 1686. Hun var gift med rådmand Hans Madsen, mere ved vi ikke om hende.
Bedst kendt er den tredje søns skæbne. Det var han, der i 1616 i skæret fra
Mikkel Vibes vokslys fik navet Erik, fordi Jens Munk ville vise de mægtige adelsfolk,
at han intet havde lært og intet glemt. Efter at hans fætter og navnebroder
døde i Munkehavn, var han ene om at føre navnet og arven videre fra jærven på
Dragsholm. Han bosætter sig i ejendommen på hjørnet af Vimmelskaftet og
Skoboderne, det nuværende Skoubogade. Ligesom Kristoffer Hansen skriver han
under på de 32 borgeres protest mod adelsvældet i 1659. Ha er en fredeligere
mand end bedstefaderen, hans våben er kun gåsefjer. Erik Munk bliver brygger.

Hvad bliver der tilbage? Historien er ikke, som Christian
den Fjerde tror, et produkt af resultater og sejre, men en sum af begyndelser,
dette vedvarende bølgeslag af slægter, der skyller op og trækker sig tilbage.
Begynder forfra på bar bund, rydder lidt op i ruinerne, bliver lensmænd og
bryggere. Og trækker sig tilbage.

Siger krønikeren. Han bliver tilbage. Eller skal vi på dette
sene tidspunkt rykke ud med sandheden og tilstå, at han aldrig har eksisteret.
Hvorfor ikke? Det er der ikke noget mærkeligt i. Når personerne er virkelige,
må forfatteren være opdigtet. En skulle en dag fortælle denne lange historie,
og så blev krønikeren opfundet. Han dukke op sammen med sin beretning, og han
forsvinder igen sammen med den, vær sikker på det, han er uden interesse, ældre
er han blevet i mellemtiden, men ikke klogere.

1631 efter vor frelse. Gustav Adolf treumferer. Christian
den Fjerde føler sig gammel. Danmark synker. I Hafina Metropolis Celeberrima
gennemføres en lille syn og skønsforretning, det drejer sig om den nye bydel
Christianshavn, som kongen havde grundlagt 1619. Betingelsen for at få
tilskødet en grund herude var, at ejeren lod opføre "en god Købstadsbygning" på
stedet, og nu tolv år efter gik en flok embedsmænd rundt for at kontrollere, om
grundejerne havde efterkommet den kongelige forordning. Med sig havde de en
skriver, der førte en liste med en omhyggelig beskrivelse af de forskellige
ejendomme. Listen er bevaret ti vore dage ligesom matrikelkortet. Blandt de
københavnske borgere, der modtog et areal herude, var også Jens Munk. Det var i
1619, umiddelbart før afrejsen til Hudson Bay, han nød endnu en vis velvilje
fra kongens side, havde endnu et håb om at kunne nedsætte sig som handelsmand,
virkeliggøre sin gamle drøm om at blive sin egen herre og få sit lager af vådt
og tørt. Jens Munk modtog hjørnegrunden, der ligger ud til Sofiegade og
Ovengaden neden Vandet, hvor Burmeister & Wain i 1851 opførte en maskinhal.
Hans navn er med på skriverens fortegnelse, og det er sidste gang, det optræder
i samtidens kilder. Han er opført som nr. 19 på listen, skriveren har i dette
tilfælde ikke behøvet at spilde megen tid på beskrivelsen, der står kun disse
ord: "Jens Munks Plads, slet, øde, ubebygget".