Katastrofen

Katastrofen

Den svenske formynderregering bestemte sig i 1643 for at gå
i krig mod Christian 4. for at sætte ham på plads og eliminere ham fra tysk
politik. Beslutningen var inspireret af Axel Oxenstiernas had til danskerne, en
arv fra Gustav Vasas tid. Målet var at nedbryde danskernes  kontrol med Øresund og erobre Skåne, Blekinge
og Halland. Sverige skulle skaffe sig det definitive hegemoni (i streng
forstand en traktatfestet lederstilling for en stat indenfor et forbund) i
Norden og herrevældet over Østersøen. Angrebet blev gennemført som en ren
overrumpling, Lennart Torstenssons hær okkuperede hele Jylland, og den anden
okkupation på 17 år, ødelagde landsdelens økonomi. I månederne før angrebet
havde svenskerne bestræbt sig på at berolige danskerne ved at optræde beskedent
i deres diplomatiske kontakter med dem. Christian 4. var vant til at lade
rigsrådet bekymre sig og var ikke forberedt på at en krig kunne starte på denne
måde, han forventede at man skulle følge høflighedsreglerne som æren og
sædvanen forlangte.

Ved krigsudbruddet havde oldenborgmonakiet en større hær end
nogensinde i fredstid, men de udskrevne bondesoldater var demobiliserede og de
hvervede var lagt i vinterkvarter, spredt i fæstninger og købstæder. En lille
de af hæren gik tabt ved angrebet, og høsten 1644 havde kongen i bold 23.000
mand i Danmark og Holstein. Den nye norske hær blev opstillet for første gang
dette år, og den talte 10.000 mand. Nogle folk fra Norge blev udskrvet og sendt
til den danske hær, men at par tusind professionelle soldater indgik i den
norske. I tillæg kom marinens mandskaber, som fortsat havde sin hovedbase i
København, men i denne krig blev der desuden organiseret en marinestyrke også i
Norge. Disse styrker var imidlertid ikke tilstrækkelige til at løsne det
overtag svenskerne havde skaffet sig ved starten af krigen.


Helsingør-1648

Øresundsområdet med Helsingør og Kronborg som centrum. På
Skåne siden ses fra venstre Kulle, Helsingborg, Landskrona og Malmø. Nede til
høre skimtes København. Den voksende handelen mellem Østersøregionen og Vest
Europa havde styrket de danske byer på begge sider af Øresund, de blev centrale
handelsbyer, men særlig var det Helsingør som nød godt af Øresundstolden, fordi
alle skibe måtte ind til byen for at betale told. Se større udgave klik her



Helsingør-profil   

Helsingør i profil, større udgave klik her


Helsinør-gader

Helsingør gader, se større udgave klik her

Rigsrådet fik ret i at flere af Christian 4.s uvenner ville
kunne bidrage til hans nederlag. Frankrig slog ikke hånden af sin svenske allierede,
oh Nederlandene, som i 1640 havde sluttet forbund med Sverige, udnyttede det
svenske angreb til at forstærke presset for at få nedsat Øresundstolden og den
norske trælasttold. Stemningen i Nederlandene mod Christian 4. var så ophidset
at regeringen havde indført forbud mod sejlads til Østersøen og Norge både i
1640 og 1641. Forbuddet blev ophævet da Christian viste tegn på
forhandlingsvilje, men forhandlingerne trak ud med minimale indrømmelser fra
den dansk-norske konge. Under krigen 1643-45 lejede Sverige store flåde
eskadrer i Nederlandene. De svensk-nederlandske flådestyrker gjorde det umulig
at indsætte en mod offensiv ved at overføre tropper til Jylland fra andre dele
af Danmark. I de diplomatiske forhandlinger blev kongen stillet overfor hårde
krav fra to forskellige modparter, om landafståelser fra svenskerne og om
toldreduktion fra Nederlandene. Den diplomatiske knivtang forværrede
nederlaget.


Slaget mellem Femern og Lollan

Slaget i farvandet mellem Femern og Lolland 13. oktober
1644, mellem den svensk-hollandske og den danske flåde.

Indenrigspolitisk var virkningerne af krigen modstridende.
Centralmagten i Danmark blev i en vis grad svækket, for nederlaget påførte
regering og eliten et nyt prestigetab. For de mere informerede stod kongen som
en mislykket udenrigspolitikker, mens andre i de lavere stænder rettede
kritikken mod adelen, som ikke havde magtet at lede forsvaret, mange adelsmænd
havde også denne gang været blandt dem som flygtede fra Jylland. I første
omgang kom det til at blive meget udslagsgivende at kongen igen indkaldte til
stændermøder for at få frivillige skattebevillinger, og dermed måtte han give
indrømmelser, især til den menige danske adelen.

I 1638 var de midler de danske stænder bevilgede, blevet
lagt i en landkiste for hver landsdel, bestyret af en landskommisær, som var
valgt at provinsens adel. Provinsadelen brugte i 1645 en dansk stændermøde til
at skaffe sig indrømmelser, sådan at landskommisæren fik regelmæssige møder med
landsdelens rigsråd, med indstillingsret ved udnævnelse af nye rigsrådsmedlemmer,
rigsrådets medlemstal blev fastsat til 22. Provinsadelen pressede også på for
at få kontrol med store dele af de ordinære statsindtægter, og i 1647 opnåede
den at unionsskatterne og kommisarietolden skulle lægges i landskisterne, og at
rigsrådet skulle vælges direkte af den danske adelen. På de danske
tændermøderne opstod modsætninger mellem borge og adelen, men borgerne opnåede
kun lidt fordi de var mindre sammensvejsede. De fik tilladelse til at holde
årlige borgermøder i hver provins, men klarede ikke at skaffe sig politisk
indflydelse.

Historikerne har dels tolket Hannibal Sehesteds norske
statholderskab som en slags separatisme, hvor Sehested styrede Norge egenrådig
som en vicekonge, dels lagde han vægt på at han magtede at presse langt større
ydelser ud af nordmændene, både i penge og mandskab, dels at han dermed fik
Norges betydning øget, og dels øgede Sehested samarbejdet med de ledende norske
stænder, således at de styrkede deres indflydelse.

Et træk ved den norske udvikling i disse år er det store
tempo i forandringerne, og da især det som gjaldt realiseringen af hæren.
Sehested måtte samtidig fuldføre hæromorganiseringen og bruge hære i krigen.
Det var et halsbrækkende tiltag, fordi befolkningens uvilje mod krigstjeneste
forsat var stærk. Man klarede at gøre hæren operationsdygtig, men uden offensiv
kraft - den svensk-norske krig under den såkaldte Hannibalsfejde afgrænsede sig
til strejftog i grænseegnene.

Hannibal Sehested var den mest konge loyale af de centrale
aktører under kongen disse år, og for Christian 4. passede det godt i den
opholdende strid med rigsrådet og dansk provinsadel at svigersønnen gennemførte
en effektivisering at statsmagten i Norge. Det Sehested gjorde, havde intet med
norsk separatisme at gøre. Han var en ensom skikkelse som samarbejde med et
danskdomineret elite og ærgrede sig grueligt over alle de vanskeligheder
genstridige nordmænd pådrog ham, de var modvillige til at yde krigstjeneste.

Fra Danmark rejste der sig kritik mod Sehested allerede før
Torstensson krigen var afsluttet i august 1645. Den sjællandske adelen udtalte
25. juni 1645 i en korrespondance med rigsrådet at der burde oprettes et fælles
krigsråd med rigsmarsken og andre medlemmer af rigsrådet. Dette råd skulle have
ledelse af krigen "såvel udi Danmark som udi Norge, i hvilket kongerige en
stor indkomst også hid indtil på krigen uden synderlig frugt skal være blevet
anvendt". Rigsrådet undgik at  svare
direkte på dette. De bemærkede blot at "Norges riges indkomst belangende
er og bliver uden tvivl udi kongelig may.s renteri gjort rede og regnskab
for." Men rigsrådet delte sine adels brødres irritation, fordi rådet blev
holdt udenfor det direkte forhold mellem konge og statholder og mesteparten af
de norske statsindtægter imod sædvane blev brugt på statelige tiltag i Norge,
en anden sag var at enkelte københavnske kontrakt leverandører hentede store
andele i de statsleveranser som gik til Norge.


Hannibal Sehested

Hannibal Sehested 1609-66

Modsætningen mellem dansk og norsk kom i denne situation op
til overfladen i større grad end i slutningen af 1630-årene. Den kom klart til
udtryk under forhandlingerne om fred med Sverige i 1645, hvor det danske
rigsråd ledede forhandlingerne, og fristede svenskerne med norske proviser. Den
sjællandske adelen gav ganske utilsløret udtryk for at Danmark-Norge måtte
afgive land som ensidigt var knyttet til kongen, som "arveland Danmarks
krone ubeskåret ?", og må med det have ment Norge. Kongen selv sluttede sig
til syvende og sidst til denne strategi, fordi han hellere ville give slip på
perifere proviser som han næppe har sat særlig pris på (Jemtland og
Herjedalen), end at give de østdanske provinser fra sig, som var en del af
monarkiets kærneland. De norske tab blev forværret ved at svenske tropper under
krigen havde okkuperet de to vidtstrakte bygder Idre og Særna. Efter krigen
nægtede Sverige at give dem fra sig og beholdt den for godt. Heller ikke
Danmark slap uden tab, men de var væsentlig mindre: Øsel havde kun en svag
tilknytning til den danske krone, og Gotland havde ligge under Danmark i snart
300 pr, en besiddelse som Sverige bestandig havde bestridt, Hallan blev pantsat
for 30 år.

Efter krigen kom det stadig en tydeligere  udtrykt kritik fra det danske råd mod at
kongen lod sin statholder styre Norge på en sådan måde at indtægterne derfra så
ud til at tørre ind, rådet følte sig desavoueret af denne kongelige
separatisme. Corfitz Udfeld førte an i presset på den gamle konge for at bringe
Norge tilbage til dets traditionelle rolle som passiv resurse for central
myndighederne i København. Under en herredag i Christiania i juli 1646 udstedte
Christian 4. selv ordre som ville have gjort de foregående seks-syv års arbejde
med at organisere den norske hær forgæves, al udskrivning i Norge i fredstid
skulle afskaffes. I stedet skulle hver legd betale mindst en måned sold i året,
og når det blev krig, måtte de stille mandskab sådan krigsordinansen bestemte.
Sehested og hans lensherrekolleger synes ikke at have iværksat ordren. I stede
fik statholderen i 1647, mens Ulfeldt var på diplomatisk rejse i udlandet,
kongen med på at beholde den norske hær, mod at reducere den fra seks til tre
regimenter i indlandet. Regimenterne skulle omfatte så meget som 7000 mand. Ved
at reducere den nye norske hær opnåede man to goder det fra København, en
større andel af de norske statsindtægter kunne sendes til Danmark, og der kunne
udskrives flere norske bådsmænd til fællesmarinen.

Også i Danmark og hertugdømmerne blev de militære styrker
som kongen disponerede over, reduceret, og kom ned til sammen 11.000 mand. Det
totale mandskabskrav  set i forhold til
indbyggertallet var nu klart større i Norge end i Danmark, særlig når vi
medtager bådsmandsudskrivningen. I Slesvig og Holstein blev forholdene
kompliceret af gottorphertugen som begyndte at distancere sig fra sin uheldige
kongelige hertugskollega.

Corfitz Ulfelds politik var i disse år mere i
overensstemmelse med rigsrådets retningslinjer, og det var kongen Ulfeldt lagde
sig ud med - han var så egenrådig at det vakte Christian 4.s vrede. Det blev en
afmægtig vrede. Når kongen forsøgt at sætte Udfeld på plads, truede han med at
afgå. Hver gang faldt svigerfar til patten og lod Ulfeld få sin vilje. For
Christian 4. må situationen have udviklet sig sådan at han ikke havde nogen
anden at indsætte i stedet for svigersønnen, og at han måtte tage hensyn til
datteren Leonora Christina.


Frederik 3

Hertug Frederik 1609 - 70 fra 1648 Frederik 3. Søn af
Christian 4.s første ægteskab med Anna Katrine.

Rigshofmesteren (Ulfeldt) havde taget ledelsen i
fredsforhandlingerne og tvang kongen til at indse at de store indrømmelser til
svenskerne og Nederlandene var nødvendige for at få fred. Han fastholdt
rigsrådet gamle princip, at det var nødvendigt at have Nederlandene, helt også
Frankrig, på sin side. Med Frankrig nåede han ikke længere end til en handels
og venskabstraktat som var kun lidt forpligtigende. Og overfor Nederlandene
måtte Ulfeldt i 1646-47 nøjes med en aftale som reducerede den norske
trælasttold endnu mere end det som var en følge af indrømmelserne i løbet af
krigen 1643-45. Ulfeldt forsøgte desuden at lave en aftale med Nederlandene om
en årlig fast afløsning af Øresundstolden, men det strandede på Christian 4.s
heftige modstand. Det eneste som da blev stående når det gjaldt sundtolden, var
en nederlandsk erstatning for den told som ikke var betalt i 1645, som samtidig
var begyndelsen på en tilnærmelse mellem oldenborgmonakiet og Nederlandene.

Et medvirkende problem i relasionen mellem Christian 4. og
svigersønnerne var det giftige forhold kongen havde til døtrenes mor, Kirsten
Munk, efter at hun i slutningen af 1620-årene brød ud af ægteskabet med kongen.
Kongens bitterhed blev ikke dæmpet, selv om han havde en ny kvinde til venstre
hånd, Vibeke Kruse. De to tidligere ægtefæller (Kirsten Munk og Vibeke Kruse)
hadede hinanden, Christian beskyldte endog Kirsten for at have forsøgt at tage
livet af ham med gift. Han prøvede at stille hende til regnskab og sørgede for
at hun en tid sad i fængsle, men svigersønner, døtre og rigsråd pressede ham
til at opgive repressalierne. Dette ødelagde forholdet til døtrene, ti dels
også svigersønnerne, med undtagelse af Sehested, som selv var i konflikt med
sin kone Christine, og sin svigermor.

Kløften mellem svogrene Ulfeldt og Sehested gjaldt både
Ulfeldts modstand mod statholderens norske politik og at de fjernede sig fra
hverandre i de familiære stridigheder. Christian 4. støttede Sehested til trods
for at svigersønnen ikke sendte en så stor del af de norske stats indtægter til
København som kongen helst ville. Dem gamle monark vidste at Ulfeldt sløsede
vildt med statens penge, og derfor kan han have set det som en fordel at nogle
norske midler ikke havnede i rigshofmesterens kasse. Sehested klarede at
realisere en resurse og styrke mobilisering i Norge som Christian 4. selv havde
taget sigte på i de tidligere år. Dette må desuden ses i sammenhæng med kongens
øgende interesse for Norges gamle arveret. Kravet blev aktualiseret da Prins
Christian døde i 1647, og kongehuset pressede rigsrådet for at få hertug
Frederik valgt. Norges kansler Jens Bjelke fik da i opdrag af skaffe belæg for
arveretten til Norge.

Ved slutningen af Christian 4.s regeringstid var kongen en
skygge af sig selv. Da tredveårskrigen var afsluttet, fik han ikke lov til at
være med i forhandlingerne og fredsvilkårerne. Skæbnen ville at det blev hertug
Frederiks nordtyske stift, som Christian 4. i Brømsebrofreden havde måtte love
at afstå til Sverige, afståelsen blev fuldbyrdet ved freden i Westfalen 1648.

Sveriges indflydelse nåede her sit maksimum, de svenske
diplomater opnåede at få afståelser af store områder i de nordtyske
fyrstedømmer, således af Sveriges konge gik ind i positionen som tysk fyrste,
og dette kom i tillæg til tidligere gevinster i Baltikum. Sverige havde i
Torstenssonfejden ikke realiseret alle Axel Oxenstiernas mål, men landets
styrke gjorde det mulig at nå dem senere, at knække det "danske"
vælde og i det mindste erobre hele Øst-Danmark. I og med at Sverige havde
etableret sig permanent som tysk magt, kunne hertugen af Gottorp spille på
modsætningerne mellem Danmark og Sverige, det medførte hans løsrivelse  fra lensforholdet til den danske trone i
1658.


Axel Oxenstianas

Axel Oxenstiernas.

For den dansk norske kongemagt lå der en spire af håb i at
hertug Frederik i 1647 blev etableret som statholder i Slesvig og Holstein og
rask udviklede et godt forhold til adelen der, således at han havde rygdækning
i hertugdømmerne da han skulle vælges til dansk-norsk konge af et ikke så
velvilligt dansk rigsråd. Det var også en styrke for Christian 4. og hertug
Frederik at svigersønnerne ikke var sammensvejsede, og Hannibal Sehested  i Norge tiltrådte, i samspil med Norges
kansler Jens Bjelke. Hertugdømmerne og Norge afstivede kongehuset i dets
konflikt med det danske rigsråd. Situationen var labil og disponeret for store
forandringer efter tronskiftet.

Den politiske udvikling i 1613-48 var præget af at Christian
4. på basis af traditionelle oldenborgske prætentioner gik meget længere end
sine forfædre for at hævde sig som tysk fyrste. Dette gjorde han inspireret af
succeserne i sine første regeringsår og for at neutralisere den svenske
magttilvæst i sydøst. Det danske rigsråd stod for en vedvarende opposition til
udenrigspolitikken. Det lod sig alligevel presse til store skatteudskrivninger,
mens de militære tiltag var kompromis, i Danmark Holstein nominelt omfattende,
i Norge først meget nølende, men til slut bragt op på niveau med
dansk-holsteinsk. Militariseringen var utilstrækkelig i forhold til kongens
dristige udenrigspolitik, og Danmark-Norge blev påført store nederlag.
Oldenborgmonarkiets indbyggede svagheder blev åbenbare. Konge og råd gled fra
hinanden som to separate statsborger, stænderne i Danmark stod i opposition til
dem begge. Norge var længe en passiv dansk resurse, og blev så i 1640-årene
bragt op på tærskelen til at realisere et militært potentiale, men for sent til
at det spillede nogen væsentlig rolle i Christian 4.s sidste krig.


Leonora i Frederiksborg have

Leonora Christine i Frederiksborg slotshave


Leonora og Corfitz

Leonora Christine og Corfitz Ulfeldt


Corfitz Ulfeldt

Corfitz Uldfeldt