Kejserkrigen

Kejserkrigen.

Christian 4. havde begyndt sin regeringstid med at ofre stor
opmærksomhed på Nordkalotten - og i forbindelse med Kalmarkrigen planlagde han
at erobre Sverige tilbage til den nordiske trerigsunion. Men efter 1613 blev
opmærksomheden drejet fra nordiske til kontinentale spørgsmål. Dette var en
parallel bevægelse i begge de nordiske regeringer, for Sverige førte krig mod
sin naboer i øst og syd. Christian 4. fulgte med vagtsom jalousi Gustav 2.
Adolfs store sejere over Rusland 1613-17 og Polen 1621 - 29, og han satsede på
at styrke sin stilling tilsvarende i det nordlige Tyskland. Begge kongers
politik var forankret i tradition, men de sprængte grænserne for de ambitioner
som deres forgænger havde haft.

Også før havde kongen af Danmark hævdet sig overfor sine
fyrstelige kolleger i Nordtyskland, blandt andet ved at placere yngre sønner
som valgt fyrster i sekulariserede (er
processen en verdsliggørelse af forhold, som ellers har været styret ud fra
religiøse hensyn. I samfundsmæssig sammenhæng har det medført en adskillelse
mellem kirke og stat, og inden for filosofien har det betydet, at argumentation
ud fra gudsbegrebet er forladt til fordel for andre grundlæggende teser  bispedømmer), men Christian 4. gik længer
i den retning. I 1603 havde han opnået at få sin bror, Hertug Ulrik, valgt til
biskop af Schwerin. Nu tog Kongen sigte på at skaffe sin yngre søn, hertug
Frederik, bispedømmerne Bremen, Verden og Halberstadt, og ved at lægge pres på
vælgerne lykkedes han med dette i årene 1621 - 24. Han anlagde havnebyen
Glückstadt ved Elben i 1616, sendte krigsskibe til Elben og Weser, krævede told
på Elben og pressede Hamburg til at anerkende Holsteins overhøjhed. Dette viser
hvilke muligheder tysk politik bød på, men også hvilke begrænsninger det tætte
netværk af tyske fyrstedømmer satte på territoriel ekspansion af den type som
Sverige gennemføre i det østlige Østersøen. Mens Gustav Adolf kunne slå med den
store hammer, drev Christian 4. med filigranarbejde.

Forholdet til Tyskland blev skæbnesvangert da
tredveårskrigen brød ud  i 16181. Det var
en historisk vigtig tilfældighed at Christians niece, Elisabet, var gift med
Frederik af Pfalz, den protestantiske fyrste som provokerede kejseren til krig
ved at lade sig vælge til konge af Böhmen. Det bragte Christian 4. i et mere
personligt forhold til den tyske konflikt, stimuleret af Elisabeths far, Jacob
1. af England. Mere grundlæggende var det at krigen skærpede Christian 4.s
strategiske problem, fro den tyske utryghed blev forstærket samtidig som
svenskerne udvidede  deres magtområde i
Baltikum og Polen. I forholdet mellem konge og råd var det alvorligt at de to
parter drog forskellige konklusioner af krigen. Rådet kunne ikke lide kongens
revirudvidelser i Nordtyskland, men det i sig selv var ikke nok til at åbne en
dyb kløft mellem de to parter. Det var derimod uenigheden om hvordan man skulle
reagere på den tyske krig.



Kurfyrst Frederik_V_af_Pfalz  Elizabeth of_Bohemia-brug    

Fredrik af Pfalz                                Elisabeth Stuart



Ferdinand-2-brug

Kejser Ferdinand 2

Både konge og råd sympatiserede med de tyske protestanter og
så med bekymring på deres nederlag, men dette holdt ikke til stå sammen om en
fælles strategi. Begge parter mente at de historiske erfaringer bekræftede at
de virkemidler de gik end for, var de rette: Kongen var kommet godt fra
Kalmarkrigen, men rådet glemte ikke at krigen var kørt fast, og at
fredsforhandlingerne havde bragt monarkiet ud af uføret. Kongen lod den
nordtyske revirpolitik og reaktionerne på tredveårskrigen smelte sammen, og
krævede at rådet skulle bevilge skat til at hverve tropper for til et
forsvarsberedskab, samtidig som han brugte tropper til at fremkalde et valg af
hertug Fredrik til de nordtyske bispeembeder og gøre Hamburg mild i sin
modstand mod Holsteins overhøjhed.

Rådet var villig til at etablere et militært beredskab, men
det definerede kongens stiftserhvervelser som brud på forudsætningerne for
skatte bevillingerne. Rådet havde en mistanke om at det ville gå sådan, og
holdt bevillingerne nede, sådan at kongen kun kunne beholde de hvervede tropper
nogle måneder ad gangen. Christian 4. selv prioriterede ikke militære tiltag
til forsvar af Danmark og Norge. han havde meget store indtægter i de første år
efter 1613. men brugte dem kun i mindre grad til permanente landmilitære tiltag
i de to kongeriger.

Diskussionen om tredveårskrigen udviklede sig til at blive
en princip debat om udenrigspolitikken. hvor konge og rigsrådet stod stejlt
imod hverandre. Den institutionelle splittelse blev forstærket af den politiske
konflikt, det endte med en debat mellem døve. De to parter havde frygten for
Sverige fælles, men kongen nærede en stærkere mistillid til Sverige rigsrådet gjorde,
og de to traf stik modsatte beslutninger. Christian 4. ville modvirke den
svenske militærstat ved at etablere sig som protestanternes leder i Tyskland,
rigsrådet lagde endnu større vægt på forsigtighed og stillede meget strenge
krav til hvor bred og forpligtigende en alliance måtte være før kongen burde
risikere krig med kejseren og han katolske allierede. Mens kongen så på
alliancen med England og Nederlandene i 1621 som gode udgangspunkter, var de
alt for lidt forpligtende for rådet.

Kongen fik sin bekymring
bekræftet i den krise som indtraf i forhold til Sverige i 1624. Da
udsatte svenskerne Christian 4. for et militært pres under forhandlingerne om
problemerne mellem de to lande, og kongen måtte give efter for de svenske krav
fordi han ikke havde nok at stille op men i forhold til deres militære trussel.
Når Jacob 1. av England intensiverede sine bestræbelser på at få de nordiske
konger til at gå ind i den tyske krig, var det frygten for at Gustav Adolf
ville gøre det, den vigtigste drivkraft for Christian 4.


Gustav 2. Adolf

Gustav 2. Adolf 1594 - 1632. Kobberstik af Paulus Pontius
efter maleri af Anton van Dyck

Kongen solgte sig derfor billigt til England og
Nederlandene, han accepterede at gå ind i den tyske krig som protestantismens
leder med beskeden engelsk og nederlandsk støtte, Christian 4 gjorde sig selv
døv for de gode argumenter som rigsrådet anførte om  forsigtighed. Rådet afslog samtykke til krig,
dermed kunne kongen ikke gå ind i krigen som dansk-norsk konge - han gjorde det
i stedet som holstensk hertug. Kongehertugens krigshandlinger var i strid  med den traditionelle oldenborgske
forsigtighed overfor kejseren og Tyskland, og det var især et brud med den tidligere
pragmatisme at tillægge religiøse modsætninger betydning når man gik i krig.

Nu havde Danmark-Norge to statsorganer som førte hver sin
politik. Da kongen rejste til Tyskland i maj 1625, fratrådte han regentskabet
ved at overdrage regeringen til den 22-årrige prins Christian og et udvalg af
fire rigsråd: kansler Christian Friis, Claus Då, Christian Thomsen Sehested og
et skånsk rigsråd som prinsen skulle udtage. Prinsen viste sig aldeles uduelig
til opgaven, som dermed faldt tilbage på rigsrådet. Mens Christian 4. fik sin
vilje igennem, var det rent formelt rigsrådets udenrigspolitik som nu var
Danmark-Norges, tillidskrisen mellem konge og råd var under alle omstændigheder
et dårligt politisk udgangspunkt for at føre krig.

I modsætning til i Sverige var krigspropagandaen meget lidt
konkret. Kongen log sig fremstille som en from forsvarer af den sande religion,
blandt andet i billeder som vise et syn han havde under bøn, af den lidende
Kristus. Målet for krigen og retfærdiggørelsen af den blev præget af uklarhed:
hensigten var at dæmme op for Sveriges magt, men kongen fremstod som
protestantismens forsvare. Når selv ikke hans eget rigsråd støttede krigen, var
der ikke meget som kunne gøres for at overbevise resten af folket, om at den
var nødvendig, og sådan propaganda var man også meget lidt kendt med i det
aristokratiske Danmark. Der måtte desuden opretholdes en fiktion om at det var
hertugen som første krigen - det viste chefen for kancelliet, kongens kansler,
som var rigsrådets og regentskabets vigtigste mand.



Chr syn Jesus

Den 8. december 1625 havde Chr. 4. et syn mens han opholdt sig på slottet
Rodenburg. I teksten til dette billede står der at da han bad for den evangeliske
kirke, så han den lidende Kristus. Maleriet på Rosenborg er den officielle version
af synet. Kopier bliv ophængt i danske og norske kirker. Billederne tjente til at
understrege at Christian 4. var en kristen fyrste som havde et inderligt
gudsforhold.

Det har været diskuteret om Christians 4.s nederlag i
kejserkrigen var uundgåeligt, eller om hans militære tiltag var så omfattende
at han havde en reel chance for at klare sig. Her er det nødvendigt at tage
udgangspunkt i det militærvæsen som blev organiseret før krigen.

Rosstjenesten (adelens pligt til å udstyre kongen (evt.
adelige med højere rang) med væbnede ryttere) I Danmark bestod af 1200 mand. Da
unionen mellem Danmark, Slesvig og Holstein blev fornyet i 1623, blev Danmarks
andel sat til 600 ryttere og hertugdømmernes til 300. I 1614 oprettede
Christian 4. et fast militærvæsen i Danmark. Det var meningen at et tilsvarende
system skulle etableres i Norge. Man planlagde at udskrive soldater blandt
odelsbønderne mod at de slap for at betale skat, men ejerskabet af mange gårde
var spredt mellem bønderne på stedet og andre ejere, og det gjorde det
vanskeligt at trække en skillelinje mellem odelsbønder (selvejerbonde og
samtidig et norsk poetisk begreb om ægte norskhed) og leilendinge (lejer af
gård, som regel på livstid) . Desuden var øvrigheden optaget af at udskrive
bøder til de bønder som havde nægtet at gøre militærtjeneste under Kalmarkrigen,
og endelig var kongen ikke villig til at give afkald på indtægter til dette
formål og lod planen falde. I Danmark blev der organiseret to regimenter, et
skånsk og et jysk, på tilsammen 4000 mand. De blev brugt som arbejdere ved
fæstningsbygning, og til en vis grand som pressionsmiddel i Christian 4.s
revirudvidelse i Nordtyskland. Det opstod imidlertid store disciplin problemer
blandt både officerer og mandskab. I 1621 blev militsen omorganiseret, sådan at
det var blandt kronens fæstebønder i Danmark at der blev udskrevet 5000 mand. I
begrænsede perioder i årerne op til 1625 tillod rigsrådet kongen at holde 3000
- 4000 mand fra lejetropper, for det meste i Nordtyskland, men særligt i 1624-
25 også i danske fæstninger.

Da Christian 4. i 1625 gik ind i tredveårskrigen, måtte han
i hovedsagen stille en stor lejehær på benene. Han udnyttede sin kongelige
position til at tappe mandskabet fra militære enhed i Danmark, de blev
indrulleret i hans hær, som for det meste var hvervet i Tyskland. Ved
årsskiftet 1625/26 havde han en hær på 18.000 mand. Hæren voksede til 30.000 -
50.000 mand før slaget ved Lutter am Barenberg i august 1626. Der deltog en
hovedstyrke på 20 - 30.000 mand, som led nederlag til kejsergeneral Tillys lige
så store hær. Efter længere tids regruppering og nyrekruttering var kongens hær
i sommeren 1627 igen oppe på over 30.000 mand, men de bukkede under for Tillys
tropper og hans generalkollega Wallenstein.


Tilly


General Tilly


wallenstein

Albrecht von Wallenstein 1583 - 1634

Det viste sig nu at der ikke fandtes noget  forsvarsnetværk som kunne forhindre en
sejrrig fremrykning i Jylland. De nationale regimenter var tappet for de bedste
folk, og militsen ydede ikke modstand. De omfattende  bestræbelser på at bygge fæstninger i årene
efter kejserkrigen røber hvor blotlagt Jylland var i 1620 årene, med selv de
radikalt bedre forsvarsanlæg i 1640 og 50-årene var ikke tilstrækkelige til at
modstå en krigsvant hær. Krigene i årene 1625-60 påførte den traditionelle
oldenborgske krigsstrategi katastrofale nederlag, det holdt ikke længe at
improvisere krig som en entreprise ved hjælp af indlejede, hvervede tropper når
modstanderen var veltrænet. Christian 4. undervurderede hvor stor øvelse man
måtte have for at føre en moderne krig på det europæiske kontinent.

Hvilken dårlig konstruktion kongehertugens opblæste hær var
i, kom for den dag da den flygtede fra Wallensteins troppe. Som en plyndrende
og hærgende bande flygtede Christian 4.s tyske og danske rytter op gennem
Jylland i efteråret 1627. De gjorde sig så forhadte blandt jyderne at de gav
fjenden underretning om deres bevægelser. Wallensteins hær var langt bedre
disciplineret end de kongelige tropper, der organiserede et effektivt
indkrævningsapparat for at kunne underholde 20 - 30.000 mand.

Nederlaget var en rystende oplevelse for både kongen og
rigsrådet. Dels tvang det dem til at samarbejde om at løse de problemer som var
opstået, dels bidrog det til at forstærke mistroen mellem dem. Kongens
prestigetab var så stort og hans tropper havde opført sig så skandaløst at respekten
for ham havde fået et  knæk - det er ikke
vanskeligt at læse dette af rigsrådets medlemmers udtalelser som kom i tiden
som fulgte. Alligevel stod en 1600-ralskonge i Danmark-Norge så stærkt at
Christian 4.s position som monark ikke var i fare. Det blev formuleret kritik
mod hans mands fremfærd både fra rådet og fra andre, og kongen retfærdiggjorde
sig i en såret tone som røber at han var pinlig berørt, men nogen videre følger
fik affæren ikke. Tværtimod valgte misfornøjede jyske borgere at rette deres
kritik mod adelen. Mange adelige var - i lighed med mange borger flygtet fra
Jylland. Det åbnede for kritik af dem for at de som beskyttelse ikke havde
holdt stand, og borgerne beskyldte også adelen for at undergrave deres handel.
Modsætningerne blev under og efter okkupationen desuden forværret af anklager
mod de adelige og borger som havde handlet med fjenden.