Klosteret i Petschenga del 1

J. A. Friis, Klosteret i Petschenga

Skildringer fra Lapland Gyldendal 1910

I.  Møllestenen

Kom og rejs med langt nordpå, til Ishavets bredder, til
midnatssolens land, til russisk Laplands ukendte kyster.


Friissamlet

J A Friis, Etnografisk kort Finmark 1861 se stor kort klik ker


jafriis

J A Friis

Mangt og meget deroppe er endnu saa godt  som aldeles ukendt, ubeskrevet og uprøvet.
Ingen Fisker har været der. Elvene med  sine
dybe Strømme og prægtigt svulmende vandløb  lige under Fossefaldene er endnu jomfruelig
uberørte af fluekastende Laksefiskere.

Over Indsøerne har endnu aldrig nogen trukket af sted med
Slug eller Drag, end mindre sopet frem og tilbage med dette elendige Redskab,
som kaldes en Oter (fiskeredskab til snøre)

Ingen Jæger har været der. Haren hopper omkring saa tam som
i Edens Have. Åsene og Lierne har endnu aldrig givet Genklang af harejægerens
hallo, af klingende los (jagthundens given hals), af knald og dødsskrig.

Sidst jeg var deroppe, sad jeg en aften kl. 11 i dejligt
sollys udenfor stuedøren hos en fin, der boede ved bredden af en elv, som vi
snart skal komme tilbage til. Pludselig fik jeg se, at på den anden side af
elven på en solbakke, hvor græsser tidligt spirede frem, muntert hoppende
omkring 5 - 6 grå dyr. Jeg troede, at det var får, og spurgte finnen, om det

var hans får.

"Får" sagde finnen, "nej det er ikke får, det
er jenesiä, det er harer".'

"Nå" tænkte jeg, "hvilken los (halsen/gøen),
hvilken forfærdelig halsen vilde man ikke få høre, om man her pludselig slap et
par hidsige Kristania harehunde løs."

Enkelte år kan der findes harer i utrolige mængder, og nar
kl. er 11 om aftenen, når alt er tyst og stille, men solen endnu er oppe, ser
man dem komme frem og hoppe omkring. Man måtte altså deroppe "slippe"
omtrent på samme tid, som man her sydpå "skrige ind" og går hjem.

Også ryper og bekkasiner findes i mængder, men ingen af
disse ved, hvad en setter eller pointer er, ingen har nogensinde set en sådan
komme snusende og luskende frem og så pludselig blive stående som forstenet,
færdig til at gøre et glubende hop. Heller ikke meget blæk har været anvendt
til beskrivelse af indbygger og forhold der. Og dog findes der et sted, som i
mange henseender har sin mærkelige historie. Det var ganske tilfældigt, at jeg
kom på sporet efter samme, som læseren vil kunne opleve af det følgende.

Vi rejser altså først til Finnmarken, og når vi er kommet så
langt som til Hammerfest, må vi ikke glemme at henvende os til den russiske
konsul sammesteds for at få et pas, thi vi skal, som sagt indenfor det store
russiske riges område. Kan nogen af os tale russisk, kommer det med, thi næsten
alle russiske finner taler dette sprog nogenlunde. Fra Vadsø rejser vi med et
af de små fjorddampskibe over til Elvenæs i Sydvaranger (i dag Kirkenes). Måske
vi på turen kan være heldige nok til at se en ag hvalfangerne jage en hval og
skyde en af disse uhyrer.

Fra Sydvaranger kan vi vandre til fods over en landstrækning
på 3 - 4 mil (mil= 10 km.), og vi er fremme ved målet. Eller vi kan rejse via
søvejen. Jeg foreslår det sidste. I en god otrings-båd kan vi, om vi f.eks. er
tre, en jæger, en fisker, og en botaniker, medtage alt, hvad vi behøver, telte,
sengetøj, mad, drikke, jagt og fiskeredskaber. Vi kan sejle (med sejl) eller
ro, alt efter vejrets beskaffenhed. Har vi lyst, kan vi fiske på vejen en stor
torsk en forfærdelig store kolje (torsk art), der bider ganske anderledes end
de "fingerlings", som man får i Kristianiafjorden. Kom derfor ikke
med noget Kristiania pilkesnøre eller ormekroge. Krogen som bruges deroppe må
være lige så tyk og solid som selve fiskelinen, der bruges her. Har vi god bør
(medvind) og ikke vil opholde os med fiskeri eller med jagt på søfugle, kan vi
være fremme på en dags tid. Vi sejler forbi en fremstikkende pynt eller halvø,
som hedder Normanssæt, hvor der også i gamle dage har boet en koloni af
nordmænd. Derpå svinger vi sydover ind i en mindre fjord, som på russisk hedder
Petschenga, men på norsk hedder Munkefjord. Den sidste benævnelse kan ikke
andet end vække nysgerrighed, en vi spejder forgæves efter nogen som helst tegn
på munke eller spor efter munke. Fjordens bredder er ganske smukke, bølgeformet
ås med birkeskov, men øde og ubeboet. Mennesker kan vi ikke se eller opdage.
Ingen røg stiger op fra nogen arne og fortæller os, at der også her bor
menneskelige individer. Et stykke inde i fjorden findes det på dens østre side
en bugt, noget smal ud imod fjorden, men vid, dyb og bred indenfor, der danner
den en ypperlig, isfri havn for både og skibe. Bugten eller havnen hed
Pakhusbugten, et navn, som også tyder på tidligere beboelse, men vi finder
heller ikke her mere spor af pakhuse, end vi tidligere fandt af munke.

Efter at have passeret en lille elv, som hedder
Trifonselven, også et navn, som tyder på længst forsvundne begivenheder, når vi
selve fjordbunden, hvor Petschenga-elven flyder ud. Her, på et sted som hedder
Barken, bor nogle finner. Af disse lejer vi os hver sin båd af den slags, som
bruges i elvene i Finnmarken. De er lange og smalle og ligner næsten aldeles
dem, som bruges i Hallingdalselven. Samme farvand har altså udviklet aldeles
samme bådform. Vi overflytter vores sager i elvebåden og arrangere dem således
i midten af denne, at vi efter behag kan sidde eller ligge i den. Så sætter vi af
sted med 2 mand i hver båd, en i forstavnen og en i agterstavnen, hver forsynet
med en lang stage. Det går hurtigt opover, da skydsfolkene efter opmuntring af
os stager om kap opover elvens bredder, der på begge sider er bevokset med
smukke hvidstammede birketræer. Her og her ser man et enkelt fyrretræ, der
tager sig ganske sort ud inde imellem det lysegrønne birkeløv. Længere sydover
blive fyrretræerne flere og flere, indtil man langt i syd aner tæt fyrreskov.
Eleven kommer nemlig fra syd, og jo længere man kommer frem på den, jo længere
sydpå kommer man.

En fjerdingsvej oppe i elven kommer vi til et så yndigt
sted, at vi straks bliver enige om at gå i land og opslå vores telte der for
natten. En slette ligger nogle fod højre end elven og er så flad og jævn som et
stuegulv, så det er tydeligt, at elven engang har dannet den. Hist og her står
klynger af hundredeårrig træer, birk, asp og rogn (rønnebær), og på de åbne
steder inde imellem disse vikser frodigt græs. Det ser næsten, ud som om man
engang i gamle dage skulle have fortaget beplantninger her.

Fra sletten har man udsigt over elven, der løber jævn og dyb
lige nedenfor, over fjorden mod nord og langt, langt mod sydøst kan man øjne
fjelde med sne på. En smukkere beboelse finder man næppe ved nogen elv i norsk
Finnmark.

En times tid har vi travlt med at opslå vores telte, med at
lægge fine, duftende birkekviste over gulvet og brede rensdyrkind over kvistene
samt ordne tøjet alt efter enhvers smag, behag og ordenssans.

Da alt er færdigt, give vi hinanden visit, og spørgsmålet
bliver dernæst, hvad vi skal have til aftens eller rettere sagt til middag, thi
man spiser deroppe ofte middag hen imod midnat.

"Fersk laks", siger jægeren.

"Og rypekylling", siger botanikeren.

"Og multebær til dessert", siger fiskeren.

"Går der laks op i elven her?" spørger jeg en af
bådfolkene.

"Ja laks" siger han, "ja jeg skulle vel tro,
at laksen går op her, mange mile går den, lige til Harefossen, hvor den ikke
kan komme længere, og der står den pakke, som sild i en tønde".

Frem med laksestang, hjul, snøre og blink og så ud i båden
igen. Klokken er 8 om aftenen, det er endnu ikke for sendt til at få bid,
førend fisken slår sig til ro for natten. Jægeren tager samtidig sin bøsse og
går af sted med Pan. Jeg sætter en blank blink på snøret og lader finnen ro op
under et stryg for derfra at ro "poiki poiki" på krys og tværs,
nedover strømmen igen. Det varer ikke længe. Ved tredje krydsning fare snøren
voldsomt snurrende ud af hjulet.

"Lohi on, lohi on!" det er en laks, det er en laks
skriger finnen.

"ja ja" siger jeg, "du er da vel ikke bange
for en laks, det er jo netop laks, vi skal have til middag".

I det samme gør laksen et voldsomt hop 3 alen højt op i
vejret, så aftensolen glimter i dens sølvblanke skæl og falder med et plask ned
igen.

"Iso on" den er stor siger finnen.

"Ja, den er 18 kilo," siger jeg "jeg har haft
så mange på stangen, at jeg ikke tager mange mærker felj når jeg bare sen den
en enkelt gang".

Nok et hop i vejret, og den er så rolig, at vi kan ro med
den hen imod teltpladsen. Her går jeg i land og har den snart inde under
stranden, men med en sidste anstrengelse skyder den sig atter midt ud til det
dybeste af elven for aldeles udmattet at kom op og lægge sig flad på siden.
Hurtig rulles snøren ind, den ledes ind til strande på et dybt sted, og finnen
hugger krogen i den. Den er vor og vejer 18½ kilo. Så havde vi fisk både til os
og folkene.

Som efter en aftale hørtes i det samme et dobbelt smæld, det
ene skud straks efter det andet et stykke borte fra en nøgen højderyg. Jægeren
har altså fundet ryper. Han er en øvet jæger, det kan man høre derpå, at
skuddene falder så hurtigt efter hinanden. Straks efter høres atter 2 skud. Nu
har vi mindst 3 kyllinger, altså en til hver.

"men multebærrene?" siger jeg til botanikeren, som
står og glor på laksen.

"Jeg har sendt en fin ud for at plukke" siger han
"han ved bedre, hvor de er at finde end jeg".

Medens vi skære laksen op, kommer jægeren og Pan tilbage.
Den sidste ser åbenbart slukøret ud,fordi turen har været så kort.

"Hvor mange skud har I hørt?" spørger jægeren.
"Fire" svare vi.

"Rigtigt to dubleer, jeg skød kun 4 kyllinger",
siger han "dermed har vi nok for i dag".

Botanikeren bliver enstemmigt dømt til at plukke ryperne,
siden han ikke havde gidet at plukke multebær. Han går af sted med dem , men
skammelig nok, da han kom tilbage igen, havde han flået i stedet for at plukke
dem. Hvilken barbarisme. Ild antændes, og 2 gryder sættes på ilden. Her er
brænde i overflod og en udmærket kogeplads. Snart hvirvler røgen i vejret og
beskytter os imod myggene, så vi kan tage sløret af ansigtet.

Efter at have gjort os til gode med et ypperligt måltid, går
de fleste af os til køjs. Finnerne lægger sig ude på åben mark under en
birkebusk. De behøver ikke telt. De trækker sig med hoved, ben og arme ind i
deres vadmelskufte og har på den måde både over og underlag samt beskyttelse
mod myggen.

Kun en gammel finne, Nilas, og jeg bliver siddende tilbage
ved ildstedet, passiarende og rygende på vore piber til et glas grog. Livets
nektar kvikker finnen op, han bliver meddelsom og jeg begynder at udspørge ham,
om han ved noget om, hvad der har tildraget sig her i gamle dage, thi her må
have boet mennesker engang i fortiden. Græsvoldene er enkelte steder så
regelmæssig, så besynderlig formede og så smukke, at de oprindelig må være
udført af menneske hænder.

"Men har du set den store, besynderlige sten, som
ligger lige tæt her tæt ved Kujasuga-elven?" spørger finne i samtalens
løb.

"Nej" siger jeg "jeg har aldrig været her før
og hverken set eller hørt noget om nogen sten, men lad os gå hen og se på
den".

Et par tusind alen bag vores teltplads løber der ned i
hovedelven en mindre bæk, så blank og klar som krystal. Den har formodentlig
sit udspring fra et kildevæld, ellers kunne den ikke være så fri for slam og så
vidunderlig klar og kold.

Lige under en smule fos, som bækken danner et sted, ligger
der ganske rigtig en stor, rund sten. Jeg tænkte først, at det kunne være en
gammel afgud, som finnerne i fordums tid havde ofret til , men jeg tog fejl. Da
jeg kom lige hen til den og havde befriet den for en del kviste og snavs, som
halvt dækkede den, ser jeg til min store forundring at der er - en møllesten.
Det er ikke til at tage fejl af. Det er en veritabel møllesten, og den så stor,
at den næppe nu for tiden findes meget større i nogen moderne vand- eller
vindmølle. Hullet i dens midte er så stort, at jeg mageligt kan stikke hovedet
igennem det. Man kan også tydeligt se, at den engang har været brugt. Men
hvorledes i al verden er der kommer hertil. Hvorledes er den kommen herop til
70de breddegrad hvor der aldrig har vokset et kornstrå, end sige modnet korn.
Den kan ikke have ligget her siden syndflodens dage. Den kan heller ikke være
bragt hid med isen som en anden erratisk blok, thi isens vandring gik jo fra
nord og sydover, ved Nordpolen, kan man vel ikke i gamle dage have haft et
mølleanlæg, med mindre det virkelig skulle forholde sig således, som man jo
efter de allernyeste teorier vil påstå, nemlig at Europa har fået sin
befolkning nordfra. Det er en fuldstændig gåde, som jeg har står overfor.
Skibbrud? måske den er kommet hid ved skibbrud. Nej, møllestenen ligger omtrent
1/4 mil fra havet. Det er tydeligt, at nogen må have bragt den hertil og har
haft en mølle på stedet. Men hvem, hvem?

"Kan du fortælle mig noget om stene, min kære
Nilas" spørger jeg "ved du, hvortil en sådan sten bruges?"

"Nej" siger Nilas, "det ved jeg ikke".

"Ved du om den har ligget her længe?"

"Ja" siger Nilas "den har ligget her i mange
hundrede år, det har jeg hørt af min gamle bedstefar".

"Gud velsigne både dig og din gamle bedstefar",
siger jeg "men hvem bragte stenen hid?"

"Det må vel være munkene," siger Nilas.

"Munkene, siger du, hvilke munke?"

"Munkene, som boede her i gamle dage, og som bedstefar
har fortalt om".

"Du er min ven Nilas" siger jeg og gnider fornøjet
mine hænder, "kom lad os gå tilbage til ildstedet, min bedste Nilas og
sætte os der. Du må fortælle mig alt, hvad du har hørt af din bedstefar om
disse munke. Du må ikke glemme noget, jeg slipper dig ikke, før du har fortalt
mig alt, rub og stub."

Herfra kommer altså navnene Munkefjord. Pakhusbugten,
Trifonselven og flere tænkte jeg ved mig selv.

Vi gik tilbage til ildstedet igen, og her blev vi siddende i
den lyse nat til langt ud på morgenen, Nilas på hug, halvt inde i røgen, som
han blandede med røgen fra sin egen snadde, aldeles som en nisse med sin røde
tophue, jeg med slør for ansigtet og papir foran mig, han fortællende og jeg
lyttende til og skriblende ned på papiret, så hurtigt som pennen kunne løbe,
underlige sagn om et stort kloster, som engang skulle have stået netop på
sletten, hvor vores telte stod, om en prægtig kirke og munke, som gik i rad og
række, sang salmer og svingede røgelseskar.

Havde jeg ikke fundet møllestenen, ville jeg måske aldrig
have lært dette klosters historie at kende, men den bragt mig på det første
spor, og siden har jeg ihærdigt fulgt dette gennem folkesagn, manuskripter og
bøger i rigsarkiver og biblioteket i Norge, Finland og Rusland. Jeg har
opsamlet og plukket alle de pålidelige historiske og etnografiske
efterretninger og knyttet disse til de gamle sag, som jeg hørte af Nilas finne,
hin nat ved Petcehngaelven.

Førend vi forlod stedet, gik jeg nok en gang hen til
møllestenen for at se lidt på den og tage afsked med den. Det er den øverste af
to sten, som bruges i en mølle. Den lå med hulningen opad, og der havde samlet
sig en hel del løv, gult, grønt og rødt birkeløv i denne hulning. Medens jeg
sidder der ganske alene og drømmer om gamle tider, kommer der pludselig en
hvirvelvind og snurrer løvet rundt i ring på stenen, blæser det ned i hullet,
river det op igen og hvirvler det op i luften, så bladene danser om hinden og
ligesom leger og forfølger hinanden, aldeles som om der pludselig var kommet
liv i dem og de var blevet forvandlet til ligeså mange gule, grønne og røde
sommerfugle.

Er det munkenes sjæle, tænkte jeg, som er kommet hid tilbage
igen og opføre en munter dans på den eneste levning af deres gamle herlighed,
og er det i glæde over, at de endelig efter 300 års forløb atter skal blive
trukket frem fra forglemmelsens skød til dages lys? Hvis så er, håber jeg, at
de ikke må finde sig altfor utilfredse med forfatterens fordringsløse forsøg
herpå.