Kong Christians Forordninger

Det er ikke her at der er plads til at gå nærmere ind på den historiske baggrund for Kong Christian´s forordninger, som selvsagt fik store konsekvenser. Den slog fast at djævelen vandrede omkring på jorden og indgik kontrakt med særlige kvinder, mærkede dem og gav dem en lille djævel til at hjælpe sig i de onde gerninger som de forpligtiget sig til mod gyldne løfter. I 1564 lykkedes det tilmed et matematisk geni af en teolog at udregne antallet på disse smådjævle, der fandtes i alt 2.665.866.746.664! Det faktiske forhold har været så lidt kendt at man hele tiden har ment at hekseforfølgelserne tilhørte den såkaldte mørke middelalder. Men de er næsten alle sammen fra vores nyere tid. Efter sporadiske bål i middelalderen, brød panikagtige heksejagter løs i begyndelsen af 1550 tallet og spredte sig rasede indtil slutningen af 1600 tallet, med efterdønninger indtil vor tid. Tyskland var arnestedet p.g.a inkavisitationens arbejde der. Med i denne henseende overtog de protestantiske kirke u afkortet pavekirkens lære. Hvor mange mennesker der er som er blevet revet bort, ved vi ikke. Høje tal, optil millioner har været nævnt, men på svigtende grundlag, først i vore dage er disse arkiv sager blevet hentet frem i sin helhed, historikerne og antropologer er gået i gang med studierne af disse. Kilderne er ufuldstændige og vi vil aldrig tilnærmelsesvis komme til at kende antallet på ofrene, som tilhørte alle samfundslag og alle aldre.

Hvordan kunne noget sådan ske?

Et eller andet sted måtte grundlaget for forfølgelserne komme.

Sammen med kristendommen fortsatte rester af den hedenske tro fortsat at leve og da først og fremmest frugtbarhedsreligionen. Jordmødre var i den store barnedødeligheds tid ofte i farezonen, og ellers gamle koner, kloge koner, spåkoner osv. Som drev dengang fuldt legitim virksomhed, de blev ofte taget først og dermed startede en forfølgelse. Det var stemplet "forbund med djævlen" som blev skæbnesvangert. Da folk var blevet opmærksom på at sådanne uhyre levede blandt dem, gav de dem skylden for al sygdom og alt anden modgang. Lykken var frataget for så og så mange år siden hed det sig, lykken er her brugt i en videre betydning end i vor tid, den var selve medgangen og trivselen som gjaldt i livet.

Grænseløs var heksenes magt – det var ikke underligt at man frygtede dem som det onde selv og at de blev jaget som ulve. Intet fangehul var for mørkt og ingen tortur var for hård for dem.

Smitten var nået til Finnmark, så vidt vides lige efter 1600-tallets begyndelse, måske lidt før. Arkivmaterialet er jo temmelig ufuldstændig og som et sjældent bevis på det, har vi Hans Lilienskiolds værk "Finmarehens Beskriffulse". I denne beskrivelse har Lilienskiold fra de retsprotokoller han havde til rådighed, medtaget et uddrag over "Menneisehens onde bedrifter udi dette seculo", og har medtaget 24 dommer som eller er ukendt fra alle andre kilder.

De onde bedrifter gik allerede fra begyndelsen mest ud over herren til Vardøhus. Befalingsmanden sender for året 1601 – 1602 regnskab til rentekammeret over boet til Chresten skredder. Vardø og Morten Olsen Finn, Varanger, som er blevet brændt for at have forgjort den forrige befalingsmand, så han døde. Sådanne boregnskaber er forholdsvis sjældne, men af stor interesse. Chresten ejede en gamme (jordhytte), et naust ( bådehus) og to andre boder på "Oster sandit", tre hjeller (fisketørrestativer) og noget brænde, som blev beslaglagt til fæstningen, desuden 89 rigsdaler. Morten bo gav 27 lod sølv.

Fra 1608 til 1619 sad den danske adelsmand Claus Gagge som lensherre her oppe i det nordlige Norge. Det vil sige, han har været meget lidt på fæstningen indtil Christian efter sit besøg på Vardøhus i 1599 krævede at lenherrene skulle opholde sig i deres len. I Gagges tid forekom 6 domme, for det meste på nordkysten.

Hans efterfølger blev Hans Kiøningham, og han blev på stedet i 32 år. Han var en skotsk adelsmand og hed oprindeligt John Cunningham. Navnet er skrevet på flere måder. Han blev i 1605 af Christian IV sendt ud som en af lederne på en ekspedition for at genfinde de gamle nordlige bygder på Grønland. Han havde været kgl. Dansk skibshøvedsmand og han havde herregården Gjerdrup på Fyn (må være Sjælland Skelskør se foto som er Gjerdrup).

Denne gård fik han med sin hustru, Eline Hundermark, som han blev gift med i 1625. Allerede på rejsen langs nordkysten af Finnmark fik den nye lensmand føling med de ventende mørke magter, dvs. ikke ham selv, men en af de skydspligtige  på strækningen Omgang-Makkaur.

Lagting blev derfor sat på Omgang i maj 1620. Tilstede var foruden lagmanden over Nordlandede og Finmark, også lensherren, foged, skriver osv. En kvinde, Karen Edisdatter, kaldt Finne-Kari, blev fremstillet
i retten, i begyndelsen anklaget i en almindelig leje sag, men snart føjer den
ene beskyldning sig efter den anden, hun er skyld i at en har ødelagt ryggen,
at en anden har været halt en tid, almindelige anklager for al verdens
heksesager, udsprunget ud af hverdagslivets uvenskab og slid. Indtil denne
anklage kommer: Hun har forgjort Abraham fra Hop, som var med på lensherrens
rejse, så han på hjemturen faldt over bord fra skibet i Båtsfjord og druknede.
Hendes elsker, Johannes, er hovedvidnede mod hende på sin måde. Han påstår at
hun engang har sagt til ham: Får jeg ikke dig, da skal du ikke have nogen i
Finmarken! Så han turde ikke sige hende imod og svor på sin saligheds ed at hun
kunne trolddom.

Karen
blev så "probert på sjøen"

For at fremdrive tilståelser i hekseprocesserne blev der brugt flere

torturformer , som strækbænk,
klyping (knibe) med gloende tænger

o.a. Specielt var vandprøven, som blev anset
som en guds dom,

altså et bevis som forudsatte medvirken fra
Guds side:

Den tiltalte blev bundet på
hænder og fødder og kastet i

havet (som oftest var iskoldt). Datidens
udtryk for prøven

var "å
probere på sjøen" Flød den tiltalte, var det tegn på

skyld.
Sank tiltalte, var han/hun uskyldig fordi vandet

som
dåbens rene element tog imod den tiltaltes legeme.

Tiltalte var også bundet med en line til land
og kunne

hejses
op igen.

Og bekendte " i got folehis" nærvær at havde ikke mester
Mogens skubbet hende ind af døren, ville djævelen have fået hende på havet
igen, så folket ikke kunne se hvor hun tog hen. Da hun var lille og gjette, kom
en stor hovedløs mand til hende og ville give hende et nøgleknippe. Tog hun
imod dette, skulle alt lykkedes for hende. Men hun bad om at få et pænt bånd
han havde, og fik det, da hun kom hjem blev hun forbandet, og siden gik
djævelen altid sammen med hende, når præsten ikke var til stede, " och nu i
prestens H: Mogensis Neruelse den tidt handt berette hinde", bekendte hun at
hun var skyld i Abrahams død og det for Johannes skyld. Og hun var skyld i tre
mand blev, fordi den ene ikke ville låne hende en lille gryde. Med en gang når
hun blev gal og ønskede nogen ondt dukkede djævelen op. Til sidst nævner
tingreferatet, som er noget for sig af inkonsekvenser og besynderligheder, selv
i en heksesag, og hun blev dømt til ild og bål.

Nedenfor
fæstningen i Østervågen er et stykke af stranden blevet kaldt Konerevet eller
kællingerevet, navnet kan forklares med et sagn.

Engang
var en gammel kone alene på fæstningen, alle andre var i kirken, da russerne
pludselig angreb. Hun sprang hen til en af kanonerne, affyrede den og havnede
selv i stumper og stykker nede på stranden. Sandsynligvis var det dertil at
kvinderne fra fangehuset blev ført til for at "proberes på sjøen". Vandprøven
er en gammel bevis metode som begrundes med at elementet vand ikke vil tage
imod en skyldig. Kvinderne havde en indgroet tillid til den, og bad ikke
sjældent om den for at bevise sin uskyldighed. Prøven foregik på den måde her
på stedet, at kvinden blev klædt nøgen, med højre hånd bundet til venstre
stortå og venstre hånd til højre storetå og med et tov om livet kastet ud i
havet. Flød hun, var hun uskyldig, sank hun, var hun fri. De fleste prøver
foregik om vinteren, men der er ingen grund til at tro på at man derfor lempede
på fremgangsmåden, Efter prøven som helt sikkert har virket som et chok, blev
den anklagede igen ført for retten.

Den
første vi har kendskab til som gennemgik vandprøven nedenfor Vardøhus, var en
gammel kone, Siri Knudsdatter på Vardø, hun havde længe været berygtet fir sin
trolddom. Hun blev prøvet den 11 januar 1621 og bekende samme dag. Jo, hun
havde forgjort Samson, som slog hende til jorden da hun skældte ham ud fordi
han drak af hendes øltønde, hun havde også sendt ondt ud for at dræbe konen til
Gregory, men der faldt ild på lensherrens dreng "som derved udmattedes" Men
hvad der var endnu værre. Hun havde, - det er anført, en juleaften været med
andre troldkvinder på Lyderhorn, det kendte heksefjeld i Bergen.

Efter
Siris bål på Steilnes, brød den første hekse forfølgelse ud i nord. Gang på
gang hænder det at den første tid en lensmand (amtmand) opholder sig på
fæstningen, er også en heksejagt tid fordi der er altid nogen "it ont røchte",
og altid var der hændt noget mistænkeligt.

Tre
år før, juleaften 1617, var der hændt en frygtelig ulykke på fiske havet. Ti
både og fyrre man forliste i en storm, dette antal opgives kun i en af
tilståelserne, i en senere hedder det mange både oh mange personer. Denne
katastrofe førte til at syv kvinder blev dømt til ild og bål fra 27. januar til
16. februar 1621. Inde fra Varangearfjorden, fra Vadsø, Store og lille Ekkerø
og Kilberg blev de ført til Vadsøhus og fik deres dom der, skønt de efter loven
skulle dømmes på hjemmetinget. Under forførerne kommer et navn mere og mere i
forgrunden: Kristi Sørensdatter, en ældre dansk kvinde, gift på Kiberg. Flere
af de tiltalte tilstår at have lært deres troldkunstner af hende, og især en
fortæller, at hun var deres "Admiral". Den 26. april kommer turen til hende.
Fogeden formaner hende at tilstå, så skal hun slippe for at blive pint, men hun
nægter hårdnakket indtil retten bestemmer, at hun skal proberes på sjøen, da
tilstår Kristi noget, hun er en af de få der frygter vandprøven. Efter et par
dage fortsatte tinget. Fogden spurgte om hun nu til retten ville tilstå det hun
dagen før havde tilstået i hans, præstens og flere andres nærvær. Og hun
tilstod. Den juleaften hvor uvejret rasede, gik hun ned i boden for at tappe en
kande øl til sine folk. Da råbte Else (en af dem som blev brændt på bålet):

Kom
her, nu laver vi uvejr for Anders Bloms og Anders Rasmussens folks skyld, så de
bliver. Og hun var med på det, sammen med de andre som nu er brændt. Desuden
havde hun været med på Balvolden på Vardø julenatten, på trods af at hun også
skulle have været i Bergen, rejsen skulle have forgået gennem luften. Og på
Balvolden var der fest, de drak, dansede og legede, en mand skrev for dem og en
kvinde skænkede.

Dommens
ordlyd sandsynliggør at lensherren benådede hende til halshugning.

Hvordan
lavede troldkvinderne stormen? De tog  en
snøre, knyttede hver sin knude, læste over det, spyttede på det, blæste på det
og løste knuderne, da begyndte det straks at blæse.

Der
er mange træk af speciel interesse i denne sag. Først retsplejen. Om der er
noget særligt skummelt ved disse sager som retspleje betragtet, er det især de
hemmelige forhør som man møder overalt. At en mand skriver for dem på denne
nogle kalder sabbatten og en kvinde skænker for dem, at Kristi kaldes admiral
(skotsk = officer), peger mod Skotland. Ellers var det jo ikke bare øvrigheden
som førte heksetroen nordover, også ofrene, hver efter sine forudsætninger.
Påfaldende mange af dem har været tilflyttere, mest tjenestepiger som senere
blev gift her mod nord og det har været fristende at brillere med sit kendskab
til hvad folk snakkede om ude i verden.

Ud
over denne sag var der på 1630 tallet endnu to razziaer med 6 domme i hvert af
årene 1634 og 1638. Sagerne antog en stadig mørkere karakter. Fire af de dømte
blev pint efter dommen. At der ikke var nogen som forsøgte at udsætte den side
af sagen, torturen, har vi et eksempel på med en kvinde fra Makkaur, som blev
pint efter dommen. Da bøddelen skar hendes øjenbryn af for satan ud af hende.
Der er eksempler på at man ledte efter djævelmærker, som var en søgning som
især blev brugt i tyske og skotske torturkamre, alt hår blev fjerne og kvinden
blev stukket med nåle over hele kroppen for at man skulle finde ud af hvor hun
var ufølsom. I Finmarken kom den sadistiske lære om behandlingen af hekse med
"Heksehammeren" et af inkavisitationens produkter som blev spredt ud over hele
verden. Om denne bog, som fik enerum betydning også i protestantiske lande,
siger Gustave Thomæus i "Det ondes rige" det mere træffende end de fleste
andre:

"Om man nogensinde skal kunne tale om djævelens virksomhed, så må det havevant
hår, ty et mere infernalsk udtænkt arbejde burde ikke kunne udtænkes".

Lad
os stoppe op ved af disse menneskeskæbner, og forsøge at sætte os ind i hvad
hun har lidt. Det handler om Ingeborg fra Havningberg.

Vi
skriver 1625. I fangehuset sidder en Vardø kvinde, Gunnel, en så stor heks at
mens hun sad der, blev hendes person en set udenfor en mands dør i Vardø vær!
Efter dommen siger hun af Ingeborg var med på Balvolden juleaften. Gunnel
bliver pint, og gentager det senere i Ingeborgs eget nærvær. Samme forår  holdes lagting på Vardøhus, og der bliver
Ingeborg frikendt. Året efter bliver hun igen anklaget af en Vadsøkvinde og
ført for høsttinget på fæstningen, men retten vil ikke dømme mod
lagtingsdommen. Så går der næsten 8 år. Da bliver Ingeborg i gen anklaget af en
Kiberg kvinde og fremstilles for vårtinget i 1634 og på ny kaldt heks op i sit
ansigt af en som har tilstået at være det. Der bliver nu foretaget rettergang
og hun bliver probert på sjøen, flyder og fortsætter med at nægte. "mens da
dommen endelig bliver afsagt over hende og hun kommer til pinebænkens forhør"
kom tilståelsen.

I
Kiøninghams tid, fra 1619 til 1651, blev der i alt afsagt 33 domme. De fleste
af sagerne i hans tid er bevaret gennem Lilienskiolds skrifter og han nævner
kun undtagelsesvis lensherrenes tilstedeværelse også når vi af retsprotokollen
ved at de var tilstede. I retsprotokollerne nævnes Kiøningham, udover i 1621
kun i maj 1625 og i september 1632. Et særpræg ved sagerne i hans tid er at de
i højere grand en ellers fandt sted i sommerhalvåret og sammenholdt med den
tilladelse han allerede i 1622 havde fået til at bo Bergen om vinteren og med
det pålagt han fik så sent som i 1647 om istandsætte lensherreboligen til også
at være vinterbolig, kan det tyde på at lensherren ikke sad så mange af
vintrene på Vardøhus. Men retfærdigheden gik åbenbart sin vante gang i lys som
i mørke. Fra 1638 fald der ingen dom, uvist af hvilken grund. Han var i
1640-årene en meget gammel mand og statholderen ventede kun på hans bortgang.

Da
der ikke blev nogen fornyelse af lensbrevet i 1647 og en medhjælper Wilhelm
Nettelhorst fra Ous ved Halden, blev ansat for at bistå lensherren i hans
alderdom. Denne mand fik ekspetanse på lenet, men det blev ikke ham som fik det
ved Kiøninghams endelige. Kiøningham døde i 1651, hans hustru døde allerede i
1632. En gave til Vardø kirke i 1625, året før deres giftermål, som var en smuk
prædikestol som bære deres navn og våbenskjold er blevet bevaret fordi den i
sin tid blev sendt til videnskabsselskabet i Trondhjem.