Persongalleri

Kong Stephanus Bathori Konge af Polen

Stefan var søn af Stefan 8. Báthory af Transsylvanien, og medlem af Bathoryslægten. Fra 1571 – 86 var Stefan Báthory prins af Transylvanien.

 Den 13. december 1575 blev Anna Jagiellon, søster til Žygimantas Augustas, den sidste regent Jogailas slægten, valgt til Konge af Polen og Storfyrste af Litauen. Hun giftede sig med Stefan Báthory den 1. maj 1576, som samtidigt blev kronet som konge af Polen og storfyrste af Litauen.

Kroningen af Stefan Báthory opløste næsten Lublinunionen, da repræsentanterne for Storfyrstendømmet Litauen, der ikke var til stede ved valget, overvejede at vælge kejser Maximilian af det Tysk-romerske rige. Efter forhandlinger og garanti af Litauens fulde føderale rettigheder i unionen, blev Stephen Báthory anerkendt som storfyrste af Litauen, fyrste af Ruthenia og Žemaitija[1]. Som et bevis for hans taknemmelighed over valget oprettede Stefan Báthory Alma Academia et Universitas Vilnensis societatis Iesu, Vilna akademi i 1579. Det var det tredje akademi i realunionen og en forløber for den moderne Vilnius Universitet .

 Stefan Báthorys stilling var i første omgang yderst vanskelig. Landet havde lidt meget under magtkampe under interrexperioden, der varede næsten to år, fra Henrik 3. flygtede til Frankrig i maj 1574. Kejser Maximilians insisteren på sit valg fremmede yderligere de interne stridigheder og adelens opposition. Maximilian havde stået i ledtog med Storfyrstendømmet Moskva og var parat til at anvende militærmagt for at komme på tronen. Imidlertid ændrede Maximilians pludselige død i oktober 1576 situationen fuldstændigt.

 

Al væbnet modstand brød sammen, da Báthory i 1577 hævede en langvarig belejringen af Danzig og en fredsaftale blev indgået. Hansestaden, med sin enorme rigdom, befæstninger, og den hemmelige støtte fra Danmark og kejser Maximilian, havde støttet Maximilians valg og nægtet at anerkende Stefan som regent. Efter belejringen på seks måneder, blev Danzigs hær på 5.000 lejesoldater fuldstændig besejret i et slag den 16. december 1577. Men da Stefans hær ikke var i stand til at indtage byen med magt, blev der indgået et kompromis: Stefan Báthory bekræftede, som tidligere regenter af den polsk-litauiske realunion, byens særlige status som Hansestad med særlige rettigheder, og byen anerkendte ham som konge af Polen og betalte den enorme sum af 200.000 gylden i guld som erstatning. Senere forblev Danzig loyal over for realunionen under krigene med Sverige og Storfyrstendømmet Moskva, og ydede hjælp når de blev bedt om det.

 Denne sejr gav Stefan en chance for at hellige sig at styrke den kongemagten, hvor han blev støttet af sin kansler Jan Zamoyski. De to formåede at vinde flere grupper af den litauiske og polske adel over, især ved hjælp af bedre beskatning af krongods og kongelige ejendom udlejet til adelen. Stefan omorganiserede realunionens hær fuldstændigt. En af hans vigtige nyskabelser var oprettelsen af piechota wybraniecka et halvprofessionelt infanteri, der bestod af bønder uddannet både i infanterikrigsførelse og som ingeniørtropper. Stefan reorganiserede også retsvæsenet med oprettelse af domstole og beordrede henrettelsen af Samuel Zborowski, hvis dødsdom for forræderi og mord havde været under behandling i omkring et årti.

 I udenrigspolitikken søgte Stefan fred gennem stærke alliancer. Selvom han forblev mistroisk over habsburgerne, trådte han ind i en forsvarsalliance med Maximilians efterfølger, Rudolf 2., der var foreslået af den pavelige nuntius. Vanskelighederne med det Osmanniske Rige blev midlertidigt stillet i bero med en våbenhvile underskrevet den 5. november 1577. Sejm forsamlet i Warszawa blev overtalt til at yde Stefan tilskud til den uundgåelige krig mod Rusland. Han gennemførte to vellykkede togter, selvom Sejm lagde hindringer i vejen. Báthorys diplomatiske evner sikrede, at der ikke at konflikterne med osmannerne og den russiske kejser ikke udviklede sig yderligere.

Stefan, sammen med sin kansler Zamoyski, førte realunionens hær i et afgørende slag i den liviske Krig (som involverede Storfyrstendømmet Moskva, Sverige, Kongeriget Livland og Danmark-Norge, og var en del af de moskovitiske krige mellem Polen-Litauen og Storfyrstendømmet Moskva). Ivan den Grusomme havde invaderet Livland, indtaget Dorpat og hertugdømmet Kurland, som et par år tidligere var blevet vasalstat i den polsk-litauiske realunion. Realunionens hær dirigeres den russiske kraft på Velikiye Luki. I 1581 trængte Stefan ind i Rusland, og belejrede byen Pskov den 22. august. Byens enorme størrelse og imponerende befæstninger fyldte Realunionens lille hær med forfærdelse. Men på trods af indsigelserne fra nogle af hans officerer, og kritik fra den pavelige nuntius Possevino, sendte Báthory en kurer for at mægle mellem moskovitterne og realunionen, og besluttede at opretholde belejringen. Den 13. december 1581 indledte Ivan den 4., bekymret over situationen i den tredje største by i hans imperium, forhandlinger om fred. Forhandlingerne afsluttedes med freden ved Jam Zapolski (15. januar 1582), som gav Polotsk og hertugdømmet Livland tilbage til den polsk-litauiske realunion. Efter freden tilbagekaldte Báthory særrettigheder adelen i hertugdømmet Kurland havde fået i en traktat fra 1561 og indledte modreformationen.

 

Med de østlige grænser sikret planlagde Stefan en kristen alliance med Rusland mod det Osmanniske Rige. Men med de urolige tider i Rusland, kom han til at stå uden russisk partner, og et forslag om en personalunion med moskovitterne faldt til jorden ved af hans pludselige død den 12. december 1586 i Hrodna slot. (Obduktionen af Stefan Báthory var den første der blev gennemført i Østeuropa. Báthory var oprindeligt begravet også i Hrodna).

Hans død blev efterfulgt af en interrex på mere end et år. Kejser Rudolf 2.s bror ærkehertug Maximilian 3. blev valgt til konge, men valget blev anfægtet af Sigismund 3. Vasa, der besejrede Maximilian 3. i Byczyna og lykkedes at blive regent af realunionen. Ifølge moderne digte overgik Stephen Báthorys gerninger tidligere regenters og kan kun sammenlignes med Vytautas