Hvordan så man på Christian 4.

Hvordan så man på Christian 4. og kongens forudsætninger.

Indtrykket af Christian 4. er meget sammensat, og de mystiske og reelle træk ved kongens
personlighed har i den almene opfattelse gledetover i  hinanden. Under enevældet bidrog
historikerne til en mytedannelse, og senere har populære formidlere af
historien fornyet dem, sådan at forestillingen om den folkelige, retfærdige og
tapre konge har været en del af den danske nationale selvforståelse. Christian
4. er gjort til genstand for en patriotisk kongedyrkelse, som en moderne dansk
St. Olav, helten som i sit nederlag blev en martyr for den danske nation og
sådan blev den evige danske konge - den storslåede fejring af hans 400 års
konge værdigheds jubilæum i 1988 markerede dette stærkere end nogensinde.

Nordmændenes forhold til Christian 4. har væretmodstridende. Hans  store personlighed
har charmeret mange, og der har været lagt stor vægt på hans interesse for
Norge. Særlig kom disse holdninger tidligere til udtryk i Oslo, som i 300 år
bar Christian 4.s navn (Christiania), og som i slutningen af 1800-tallet
markerede sig som den royalistiske bastion i Norge, i kamp med den
nationaldemokratiske folkebevægelse, som var stærkest i bygderne. De mest
principfaste fædrelandsvenner har givet ham hovedparten af ansvaret for
krigskatastroferne i midten af 1600-tallet, især for tabet af store og vigtige
norske landsdele til Sverige. Ambivalensen i forhold til Christian 4. kom til
udtryk i 1988, da hyldesten blev afgrænset til de kommunale festivaler i de
norske byer som Christian 4. havde grundlagt.

Den officielle godkendte historieskrivning under enevældet
fra 1660 til 1814/48 kombinerede kongehyldesten med fordømmelse af den gamle
adel, som blev stemplet som uduelig og egoistisk. Ludvig Holberg fremstilede
Christian 4. som en borgervenlig monark, og de danske nationalliberale
historiker på midten af 1800-tallet sluttede sig til denne fortolkning. Deres
ideologiske arvtagere en generation senere brød med den positive vurdering af
Christian 4. og bebrejdede ham for nas mangel på overblik, en fortolkning som
senere har holdt sig nok så usvækket blandt faghistoriker både i Danmark og
Norge. En medvirkende grund til kritikken af kongen er at han i sin tid nærmest
var en stormagts- og krigspolitiker, mens dansker og nordmænd i det 20.
århundrede har taget identiteten knyttet til respektive landes småstats og
freds politik.

En empiristisk og sociologisk orienteret norsk
historikerskole har i der 20. århundrede fremhævet den stærke statsvækst som
fandt sted under hans ledelse. På dette område er han blevet opfattet som et
fremtids orienteret monark: han lagde grundlaget for enevældets embedsværk, som
spolede en vigtig rolle i lang tid efter 1814. I Danmark er det blevet
fremhævet de sidste 15 år at monarkiet øgede beskatningen fra at basere sig
mest på krongodset (kongens godser) til at opkræve stadig større ekstraskatter
(fra lokale til statsskatter), så der kunne etableres et stort militærvæsen
(begyndende militærstat), og at staten som følge af dette kraftigt styrkede sit
greb om indbyggerne, - der var ved at opstå en såkaldt magtstat. Dette står
mildest tal i et spændingsforhold til en udbredt opfattelse af kongen som en
aristokratisk traditionalist, men falder godt i tråd med en anden fortolkning,
at han var en fyrste som vil bestemme mest mulig selv. Den stadig tiltagende
magtkamp mellem kongen og det danske rigsråd har været åbenlys for alle
historikere, men der er også peget på at de to parter var enige om at hævde
central magtens myndighed, og at rigsrådet medvirkede til at styrke staten.

Kroningen af den 19 år gamle konge i 1596 var frem for alt
en markering af kongedømmets styrke set i forhold til andre fyrster i Europa.
En sådan storslået ceremoni før først sin fulde mening når den opfattes som en
demonstration som har til mål at gøre indtryk på et kyndigt og
forventningsfuldt udenlandsk publikum, omtrent som olympiske lege fremmer
prestigen i det 20. århundrede. På samme måde var det med de fyrstelige bryllupper,
som også mere og mere blev udviklet til ekstravagante forestillinger, som
kostede hundredetusinder af daler, særlig tronfølgerens bryllup i København i
1634.

Kroningen i 1596 satte et værdigt punktum for
formynderstyret 1588-96, som havde været en succes. Den væsentligste undtagelse
var mere af personlig art, bruddet mellem enkedronning Sofie og rigsrådet. Det
kan have bidraget til at Christian 4. blev ensom, men det var næppe af så stor betydning,
som vi anser i dag. Det var almindeligt at unge aristokrater voksede op, værk
fra deres forældre, og det gjaldt også Christian 4. delvist.

Forholdet mellem konge og rigsråd begyndte mere harmonisk
end da Frederik 2. overtog styret i 1559. Dette kan bedst forklare med at de
personlige bånd knyttede kongen og rådet sammen, rigsrådet var kongens
læremester, og kongen var eleven. Formynderregeringen havde indpodet
barnekongen respekt for det nedarvede fællesstyre mellem kongen og adel og
havde indprentet ham at kongen skulle styre efter  en håndfæstning og love som en retfærdig
monark. Arild Huitfeldt, den adelige historiograf og rigsråd, pegende i sin
store danmarkshistorie på hvilke ulykker som kunne blive udløst af et tyranni
som Christian 2. havde stået for. Kun ved at konge og råd haver indtog sin
faste plads i styret, og ved at man respekterede alle regler og rettigheder som
regulerede forholdet mellem herremænd og bønder, og mellem øvrighed og
undersåtter, kunne man undgå den katastrofale tvekamp som havde ødelagt
samfundet i 1520 og 30-årene.

Det var dengang heller ikke naturligt at betragte hverandre
som modparter, set i lyset af forholdet konge-råd under de forrige monarker,
dengang var parterne mere et sammensvejset hold end to separate organer. Så
længe der ikke var flere negative erfaringer, var der for rigsrådet større
anledning til at se på den unge konge med stolthed end med frygt, og kongen
havde så store udfoldelsesmuligheder at han i første omgang ikke kan have følt
sig hæmmet af de barriere som samstyret med rådet senere satte for hans regering.

Vurderet fra en fjern eftertid, er det muligt både at få øje
på stærke og svage træk i den oldenborgske regerings status.

I de første årene efter 1596 var den indenrigske politiske
situation god. Der var gået 26 år siden sidste krig, og både Danmark og Norge
nød godt af en vedvarende økonomisk opgang som i nogen grad kom hele
befolkningen til gode, men specielt aristokratiet og hoffet. Monarkiets
indtægter oversted udgifterne, sådan at det var mulig at videreføre
lavskattepolitikken fra slutningen af 1570-årene. De indre politiske spændinger
var mindre end tidligere i Danmark og i Norge. Situationen indbød ikke til
noget opgør med tidligere magthavere. Kong og råd tværtimod sammen om at slå
ned på regionale og lokale embedsmænd som havde misbrugt deres stillinger. At
kongen var den som skulle lede, syes det ikke at rigsrådet havde problemer med
at acceptere. Det var netop det formynderne havde opdraget ham til at gøre.
Christian 4. kunne trække veksler på en monarkistiks ideolog som nu gjorde sig
stærkere gældende, og som kom til udtryk i kronings højtiden, i opfattelsen af
kongen som Guds statholder på jorden.

En medvirkende årsag til den relative idyl i Danmark-Norge i
1596 var at regeringen efter 1750 havde regeret yderst forsigtigt. Den havde
hverken hjemme eller ude påtaget sig større forpligtigelser end den kunde
magte, og dermed var heller ikke undersåtterne blevet udsat for så store pålæg
at det udløste større konflikter. Men dette var også en indbygget svaghed i det
oldenborgske system efter 1536. Med undtagelse af Frederiks 2.s ungdomsraptus i
syvårskrigen var regimet præger af konservativ forsigtighed. Særlig udtalt var
dette i udenrigspolitikken, hvor regeringen havde reageret meget langmodigt på
den svenske offensiv i nord og øst og for det meste fuldt en fast
forhandlingslinie i tvister med fremmede fyrste.