Kvaløy Handelssted

Kvalo

 

Kvaløy Handelssted

 

Så snart vi har passeret fylkesgrænsen og stævner
nordover, dukker Nordlands naturens ejendommelige fjeldformer op og de
sagnomspundne øer dukker frem. En af de første er Torghatten med det store hul
tværs gennem fjeldet, en naturmærkværdighed vi måske skal benytte lejligheden
til at se nærmere på. Men da vi sejler videre og drejer ind i det trange Brønnøysund,
er der nogle som peger ind over mod en lav ø på bagbord, hvor der er en hus
klynge med et stort og prægtigt etagehus som når op over trækronerne. Det er
handelsstedet Kvaløy, en gang et af de mægtigste og rigeste på hele Helgeland
og nu, som så mange andre er en saga blot. Grundlaget med den store trafik
nordover findes ikke mere, men vi tager ind og besøger stedet, og bliver
belønnet med et sjældent indtryk af gammel norsk handelskultur. Vi anløber den
store rummelige bugt, som favner os gæstfrit som i gamle dage. Mange af de
store og små huse som tilhørte handelen står der endnu – et helt lille samfund
for sig selv. Indover øen breder grønne marker og skov sig. Det gamle etagehus
står knejsende omkranser af tætte trækroner fra hundredårs gamle løvkroner.

Gården hørte en gang til det Angellske jordegods, og
stedet lå perfekt for handelen og samfærdsel efter gamle tiders forhold.
Handelen på stedet var først knyttet til Kvalholmen, hvor den omkring 1700 og
sandsynligvis før var et borgerleje. Ved folketællingen i 1701 havde
trondhjemsborgeren Hans Hansen sit tilhørsforhold til stedet, mens selve Kvaløy
var beboet af to bønder. Som så mange andre borgere havde Hans Hansen en
vanskelig tid under krigen. I 1720 er det forbi med ham, han sidder tilbage
fattig og forarmet, og snart efter ser ud til at borgerlejet bliver nedlagt.
Stedet gik herefter over til en jekteskipper[1]
Peter Ebbe, eller måske rettere til hans kone Kari Halsteinsdatter, som skulle
have været en meget myndig dame. Hun sejlede selv til Bergen med hvert stævne[2],
mens manden sad roligt hjemme. De ejede to jekter på en og samme tid, og
jektekajen for disse var på Nordhuslandet. Siden døde Kari og det gik da stærkt
tilbage for Peter Ebbe. Han blev senere gift med et ualmindeligt smukt fruentimmer
fra Bergen, ved navn Gunhild. Desværre for ham var hus lige så løsagtig som
smuk og der går endda sagn på stedet om hendes elskovshandler og
vidtløftigheder.

Kvalholmen gik da over til den store godsejer og
handelsmand Østen Angell på Sømnes. Han var født 1611 og gift med Else Marie
Nicolaysen Greger, hvis far var udliggerborger på Rørøy. Om retten til
Kvalholmen skal der have været en større proces mellem Østen Angell og hans
kones farbror Jonas Pedersen Greger, som var udliggerborger på Steinsjøen og på
grundlag af panthæftelser mente han  at
være den rette til Holmen, skønt han ikke havde studeret, og processen endte
men at han vandt. Han havde siddet som trondhjemsborger på Sønmnes siden 1760,
og døde der 1793. Handelen på Kvalholmen lod han forskellige forpagtere tage
sig af. Der var Peter Ebbe, Ole Snedker, Peder Walsøe og flere. Jektebruget var
knyttet til Sømnes. Endnu omkring 1880 sad enken Else Marie med handelen begge
steder. Hun havde da opgivet skibsfarten, men folketællingen viser at havde en
stor husførelse på Sømnes. Hun var nu 71 år gammel og havde i huset tre ugifte
døtre, to logerende enker af god familie, 6 drenge og 14 tjenestepiger.

Snart herefter g Kvalholmen over til en kontorist H. P.
Person fra Romsdalen, som var gift med hendes datter Aarselle Angell. Da han
flyttede til stedet, måtte også de to bønder på selve Kvaløy vige pladsen. Men
det gik dårligt for Person og Aarselle, de kom i ren armod og handelen ophørte.
Stedet blev da solgt til en Jørgen Nubdahl, som tidligere havde været
kommandørsergent ved "Nærøens compagni". Han fik gæstgiver bevilling på
Kvalholmen 13. november 1802, men var ingen driftig handelsmand. Der i mod drev
han jorden ganske godt og blev på stedet en 20 års tid. Det siges at han kunne
have haft en godt udkomme, dersom han havde levet nogenlunde ordentligt, men
det kunne han ikke, og han kom derfor ofte til uenighed med sin kone. Hun havde
et overmåde hidsigt gemyt, og dette skal have været medvirkende til at føre dem
begge i ulykke. De boede fra starten af på selve Kvalholmen, men havde fårene
på "hjemlandet" (Kvaløy). Nubdahl lod engang bygge bro over Valen, så de kunne
å tørskoet over fra holmen, men en dag med storm blev broen slået i stumper og
stykker. Det var vel da han for alvor besluttede at flytte over på Kvaløy.
Først flyttede han bådeskurene over og begyndte siden at opføre et stuehus. Med
det blev først færdigbygget og indrettet af hans efterfølger. Ude på holmen
byggede han et stengærde således at den østre ende blev afspærret, det skulle
han bruge til have.

Efter forskellige besværligheder solgte Nubdahl stedet til
Carl Stephansen fra Vevelstad, men sikrede sig en rimelig del af gården, bl. a,
fire værelser til at bo i. Den nye ejer var den ældste søn af den kendte
bogtrykker Willum Stephansen. Carl Stephansen var født i Trondheim 1799 og
første gang gift med Johanne datter af en bygmester Hans Wige fra Trondheim.
Han fik bevilling som gæstgiver på Kvalholmen 15 december 1825, mod en afgift
på 5 tønder korn til bygdemagasinet en gang for alle, og 13 spd. i årlig
afgift. Stephansen var en rigtig stordriftsmand, og under ham fik Kvaløy sin
første store opblomstring. Den store hovedbygning på stedet og mesteparten af
det vidtløftige gårdanlæg tilskrives også hans tid, og det står endnu som et
minde om den velmagt han formåede at skabe sig i løbet af kort tid. Når dette
lukkedes så godt for ham, skyldes det i første række et enestående talent for
handel, men også en utrættelig flid som aldrig skånede egen person når noget
skulle foregå. Han forstod også at drage fordel af næsten enhver omstændighed
som måtte opstå. De ældre handelssteder på Sømnes og Steinjøen begyndte at tabe
sin betydning netop da han kom til Kvaløy ligesådan gik det også med Salhus nær
Brønnøysund. Skipper brugene i distriktet gik også tilbage, og dette forstod
Stephansen også at udnytte. Han havde i 1840 to jekter, og drev en stor
fiskeomsætning og anden handel.

Da hans første hustru døde i 1846, var han anset som en af
de rigeste mænd i Nordland, han havde tusinde af spesidalere stående på rente
og ejede meget jordgods. Han skulle være god for 90.000 speciedaler. Allerede i
marts 1847 giftede han sig for anden gang, med præstedatteren Charlotte Arentz
fra Bergen. Samme forår solgte han stedet med besætning, varebeholdning og handelshuse
til svogeren Henrik Johan Arentz, men forbeholdt sig den øverste hovedbygning
med nødvendige udhuse og et passende fødevareforbrug. Henrik Arentz var gift
med Henriette Krøpelien fra Bergen, og blev kun boende på Kvaløy i få år. Han
solgte stedet i 1854 blev købmand i Bergen. Carl Stephansen blev senere ejere
af Rotvoll ved Trondheim og døde i 1872.

Den nye ejer af Kvaløy var fra 1854 Andreas Qvale, som kom
til at grundlægge et nyt handelsdynasti på stedet. Han var født på Rørøy i
1806, hvor hans far Philip Qvale var gæstgiver og handelsmand. Andreas Qvale
blev gift men sit næstsøskendebarn Margrethe Sverdrup, og købte i 1830 årene
handelsstedet Salhus, som ligger ved Salhussundet en 25 km nord for Brønnøy
kirke. På dette sted var der en god naturlighavn som gennem århundrede havde
været stedet hvor trafikken lagde ind til for natten, og derfor var fra gammel
tid et kendt herberg. Stedet tilhørte i slutningen af 1700 tallet Peder Hinrich
Greger, som fra 1776 havde gæstgiverbevilling på Steinsjøen og Salhus og sad
der endnu i 1820. Efter ham kom først Rasmus Hagen Greger og senere Niels
Winther Greger, men han var svagelig og måtte have betjente på stedet. Til slut
solgte han Salhus til søstersønnen Andreas Qvale, som fik gæstgiverbevilling 29
maj 1838. Qvale havde været Gregers betjent, og købte nu en den del af gården
der lå ved kræmmer lejet. Ved huset anlagde han en smuk have, og har desuden
bekostet "en smuk banet vej fra Salhus til Brønnø, der vil gøre ham udødelig".
I løbet af forholdsvis kort tid blev han en ganske velstående mand, og det i
konkurrence med den store Stephansen på Kvaløy, som de fleste andre i
distriktet havde givet op overfor. Og i 1854 kunne han , som før nævnt selv
overtage Kvaløy. Han drev også dette sted med stor dygtighed, men dog ikke så
ambitiøst som Stephansen. Men det var et stort og blomstrende handelssted han i
1865 overdrog til sin søn. Selv blev han boende på Kvaløy til sin død i 1896.

Sønnen Ulrich Fredrik Suhm Qvale var født på Saura i 1841,
og blev gift med Anna Holst, datter af prokurator og proprietær Holst på Sømnes
i Vik Sogn. Ulrich Qvale var så heldig at overtage stedet netop som det satte
ind med en vældig opgangtid for Nordland. Der går stadig sagn og fortællinger
om de eventyrlige "storildtida" i 1860 – 70 årene, hvor der blev tjent formuer
på en meget kort tid, og alle var mere eller mindre grebet af
spekulationsfeberen. Qvale kastede sig ind i denne hvirvel med energi og
dygtighed, og forstod at udnytte konjunkturerne. I selve Bergen lagde de også
mærke til ham når han stævnede ind i havnen med sin fars fuld lastede jekter,
og de gode bergenser morede sig med at lave rim med hans navn:

"Her kommer gamle Qvales unge hval"

Storsilda gjorde ham økonomisk uafhængig, så han kunne
udvikle handelsstedet til en stor og mangesidig forretning. Her kom ikke kun
fiskere for at proviantere og udruste skibe på vej til Lofoten, som altid.
Stedet fik også anløb af ruteskibe og ishavsskibene på vej nordover, de lagde
til kaj for at laste kul og proviant.

Også blandt almuen havde han det bedste ry på sig: "Jeg
har aldrig hørt at han har en uven" sagde engang en gammel fisker. Ulrich Qvale
blev offentlig påskønnet for sin virksomhed, idet han i 1897 blev udnævnt til
ridder af St. Olavs ordenen. Han blev også dekoreret for sin indsat ved
landbruget. I 1907 solgte han stedet til sin søn Kristian Qvale, men måtte tage
det igen i 1916 og drev igen handelen i nogle år. Men på grund af den høje
alder og de mange vanskeligheder i årene efter verdenskrigen opgav det og
solgte stedet. Landbruget, som engang var uden nogen større betydning er i dag
hovedindtægten. Handelen som skabte stedet ry, er nu en saga blot. Hurtigruten
har trukket al søfart til Brønnøysund, som ligge rigtigt til for moderne
trafik.

Men Kvaløy er stadig et besøg værd også i dag, hvor de
mange minder om en svunden storhed stadig findes og kan sætte fantasien på
langfart bagud.

Det ældste hus på gården er bageriet, som blev påbegyndt
af Nubdahl. Men normalt kaldes Arntzen-bygningen efter Henrik Arentz. Af andre
mindre huse fandtes indtil for kort tid siden forpagterbolig, bordstue,
stabbur, kaffestue, malkestue, grisehus, lade, kartoffelkælder og redskabshus.
Der findes butik og butiksformandsbolig, ved havet et stor pakhus, et lille og
to store brygger.

Over det alt sammen knejser stolt den store hovedbygning
fra Carl Stephansens dage. Den skulle være opført efter tegning af Hans
Christian Knoff med tømrere fra Velfjord som bygningsarbejdere, og var i sin
tid det stateligste beboelseshus nord for Trondheim. Det er et to etagers
laftet tømmerhus med valmtag. Indgangsdørene er anbragt midt på de symmetrisk
udformede langsider, og rummene er anlagt ordnet regelmæssigt på begge sider af
midt væggen som deler huset på langs. Det smukkeste rum er "storsalen" med fint
udførte gesimser og vinduesprofiler, brandmuren er udsmykket med empire
ornamenter, kapitæler og guirlander, væggene er inddelt i felter ved hjælp af
korintiske pilastre. Møbleringen i Stephansons dage svarede til interiørernes
festlige stil. I 1845 hed det sig at gæsteværelserne i det smukke hus på
Kvaløen måske var de elegantes møblerede i hele det nordlige Norge.

 

Kvalo

 

nordfjord holvikjekta_1906

 

Jekt – en halvdækketfartøj med meget høj forstavn og højt agterspejl, rigget med en mast med råsejl
og topsejl.

 

Nordfarstævne – møde i Bergen af jekter fra Nordland for salg af fisk

 

Kvaloy

Kvaløy