Kvitnes Handelssted

Kvitnes

Kvitnes Handelssted

 

Fra Finnkroken styre vi nordover, og idet vi svinger
omkring Grøtnes, ser vi atter ud i det åbne hav. Men fortsat er fjorden
indrammet af fastlandet og øer. Turen går langs Reinøya forbi Karlsøy med
kirken og præstegården til Vannøy på den anden side af sundet. Her passerer vi
først Vannstua, som i gammel tid var jekteleje og præsteresidens, siden det
gamle skipperleje Vannvåg. Båden svinger omkring et næs og med et ligger
handelsstedet Kvitnes foran os i en lille bugt.

Her er ingen kaj, så vi er nødt til at "lande" på kysten
på gammeldags vis. Vejen slynger sig herfra op mellem pakhusene, sniger sig
rundt om hjørnet af butikken, slænger sig frem til fiskerhuse og andre småhuse,
før den sætter kursen mod hovedbygningen med sine udhuse, som alle ligger i en
klynge midt på den grønne slette. Her er et stort og åbent landskab, uden skov
men med en krans af grønne bakker som omkranser handelsstedet. Udsigten oppe fra
bakkerne er storslået. I sydvest ligger Ringvassøy og Reinøy med sine tinder, i
forgrunden Karlsøy med sine skov. Længere mod syd kan man se Lyngsfjellenes
topper og is bræer, øst for dem kommer de mørke nøgne fjeld vægge på Armøy.
Lige bag, i nordvest, ligger de høje Vanna fjelde, mens havet åbner sig ret i
Nord, med øerne Spenna og Fugløy ude i åbningen.

Stedet har en gammel kulturbaggrund at bygge på. Her var
der allerede  i middelalderen en kirke,
som havde stor søgning under det rige fiskeri i gammel tid. Men på 1600 tallet
gik storfiskeriet tilbage og kirken blev nedlagt. Ikke så længe efter kom den
slægt til gården, som skulle blive siddende i 250 år som jekteskipper og
handelsmænd.

På slutningen af 1600-tallet kom Jeremias Eliassen
Figenschou til Kvitnes, bosatte sig der og byggede hus. Det fortælles at det
første hus han boede i, ikke var større end at når han lå med hovedet ved den
ene væg, så kunne han nå den anden med fødderne. Man formoder med rimelig
sikkerhed af han var søn af den berømte kunstmaler Elias Fiigenschoug, som
virkede i Bergen op 1657. Jeremias Figenschou var gift tre gange. Med sin
første kone Ane Høyer fra Bergen havde han to sønner som rejste til Rusland og
ikke kom tilbage. Hans anden hustru var Marie Torgersdatter, vistnok også fra
Bergen. Hun var antagelig i nær slægt med bergensborgeren Niels Nielss. Juel på
Rødgammen, stedfar til Jan Wormhus. Af børn i dette ægteskab kendes Torgeir,
Catharina og Hans Juul. Siden blev Jeremias tredje gang gift med Margrethe
Pedersdatter fra Bergen, og havde med hende sønnen Peder.

I 1701 var Kvitnes værdi sat til 1 våg 2 pund, og tilhørte
proprietærgodset. Jeremias Figenschou kaldes da en "velholden mand, haver
handel og kredit fra Bergen og holder bygdefar til landets tjeneste". Foruden
to sønner havde han 6 foster sønner, deraf en fra Bergen, og 5 drenge deraf en
fra Fosen. Et tilsvarende antal kvinder var der vel også i huset. På den tid
var der ingen borger i sognet, og man må antage at Figenschou havde en
betydelig omsætning. Han døde i 1740, og enken fortsatte da med handelen og
jektebruget i længere tid.

Sønnen Hans Juul Figenschou var omkring 1750 bosat på
Vannvåg, han havde overtaget denne gård efter sin bror Peder, som nu flyttede
til Nord Grunnfjord. Hans Figenschou havde da overtaget jektebruget, men
moderen fortsatte med handelsstedet på Kvitnes. Hun døde antagelig kort efter
1750, sønnen flyttede nu til Kvitnes og sad en tid med handel og jektebrug, og
med begge gårdene. Han var gift med Rebekka Mortensdatter Heggelund, hvis far
var jekteskipper på Bakkeby, og havde med hende sønnen Jeremias. Ægteskabet
blev kort, fordi Hans Figenschou omkom "ved en ynkelig og ulykkelig hændelse på
havet" foråret 1756.

Kort efter blev enken gift med Abraham Lockert, søn af
skipper Anders Lockert på Sortland i Vesterålen. Han overtog Kvitnes og Vannvåg
i 1760 og fortsatte med handelen og jektebruget på Kvitnes. Deres to sønner tog
slægtsnavnet Figenschou. Den ene af dem var Hans Figenschou, som i 1789 fik
gæstgiver bevilling på Vannvåg, den anden Peder Figenschou, slog sig samme år
ned i Tromsø. Imidlertid døde Abraham Lockert allerede før 1770. Han må have
været en meget velstående mand. Trondhjemsborgeren Hans P. Giæver på Maursund
beklagede sig over at denne rige "knapen" (bondehandler) havde langt større
handel end ham selv. Velstanden på Kvitnes bekræftes også af det store sølvfad
med Abraham Lockerts og hustrus initialer, som fremdele er i familiens eje og
er det største kendte sølvfad som er udført i Bergen fra den tid.

Endnu i 1780 sad enken Rebekka med jektebrug og handel på
Kvitnes, men kort tid efter blev stedet overtaget af hendes søn fra første
ægteskab Jeremias Figenschou (den yngre). Han fik 14. maj 1785
gæstgiverbevilling på Kvitnes, mod en årlig afgift på 3 rdl. I 1783 var han blevet
gift med Anna Rebekka Mühlenphort Heggelund, datter af handelsmand og skipper
Mikal Sørensen Heggelund på Vannstuen. Ægteskabet varede i ti år, og de havde
fem børn sammen, blandt dem sønnen Hams. Jeramias Figenschou døde brat i 1793
efter et fald ned i havet fra en jekte, som lå under losning for at sejle til
Bergen.

Hans enke blev snart efter gift med Peter Harboe Holst,
tidligere sorenskriverfuldmægtig, som fik gæstgiverbevilling på Kvitnes 12.
november 1799. Ved folketællingen 1801 sad han som gæstgiver og jekteskipper
med hustru, tre stedbørn og to egne børn, i huset boede også hans egen svoger
Henrich Heggelund som jektestyrmand, 6 drenge – deriblandt en Michel Russ – og
5 piger.

Efter at Holst var død i 1810, sad Anna Rebekka igen som
enke med handelen, mens sønnen Hans overtog jektebruget. Hun fik fornyet
bevilling 2. september 1817 mod 12 spd. I afgift – et tegn på stedets voksende
værdi. Jektebruget ophørte ca. 1830, da handelen med Tromsø gjorde jekte
sejladsen overflødig. Kort efter må enken være død.

Sønnen Hans Figenschou (den yngre) havde som nævnt ejet
jektebruget en tid, og udførte bl.a. en af de hurtigste sejladser vi kender fra
Bergen til Tromsø. Han med sin jekt "Pelicanen" den lange vej fra Bergen til
Tromsø på 6 døgn. Men ellers kunne en Bergens tur nemt tage 6 til 8 uger
medregnet opholdet i byen. Var været dårligt kunne jekterne bruge op til 5 uger
hver vej. Han blev i 1825 gift med Martha Margrethe Heggelund, datter af hans
søskenbarn Mikal Heggelund på Oldervik. Året efter blev den nye hovedbygning
rejst på Kvitnes. Hans Figenschou fik gæstgiverbevilling 29 juli 1836 og
fortsatte med stor handel på stedet. Familien var stor med 6 børn og mange
tjenere i huset. I sin høje alderdom sad Hans Figenschou sig til at skrive en
meget interessant beretning om sin slægt. Han døde i 1879 som en maget gammel
mand.

Stedet gik da for en tid over til hans ældre sønner
Jeremias og Søren Figenschou. Det var i deres tid forfatterinden Magdalene
Thoresen besøgte Kvitnes og gav en skildring af stedet, præget af romantik, men
også pessimisme. Stedets saga varede nu alligevel lang tid endnu. Jeramias døde
i 1886, broderen Søren Martin nogle år senere, og den yngre bror Albert Martin
overtog da Kvitnes. Han var gift med Marie Sogge og havde tre børn blandt dem
sønnen Hans Figenschou, som blev den sidste ejer af Kvitnes i denne slægt. Da
han døde, blev stedet købt af Ola K. Giæver, Lyngseidet. Kvitnes havde da været
handelssted i ca. 250 år under 7 generationer af samme slægt i ubrudt
mandslinie.

Den gamle bebyggelse på Kvitnes er til dels meget
interessant. Ude på gårdspladsen står et gammelt rødmalet skur (stabbur) med en
usædvanlig pæn dør. Fyldninger i døren er lagt i et ejendommeligt
fiskebensmønster og over dørkarmen en udskåret kone af barokt præg. Meget tyder
på at dette skur kan være helt tilbage til den ældste Figenschous dage.

Hovedbygningen er opført i 1826 af Hans Figenschou. Det er
en toetagers bygning, med en midtergang, køkken bag denne og stuer fordelt på
begge sider. Især dagligstuen, har en smagfuld indretning med enkel
brandmursindramning og pilastre i empire. I spisestuen er der en dør med
knækket listeværk, antagelig fra det ældre beboelses hus. Ovenpå er der
soveværelser. Indgangsdøre har en indramning med udskæringer og ornamenter i empire,
den skal efter sigende være lavet af Hans Figenschou selv.

Rummene på Kvitnes var udstyret med smukke møbler og andet
indbo som for det meste var arvestykker fra ældre generationer. Til de ældste
ting hører en gammel rødmalet egekiste, med våbenskjold og rige
løvedekorationer. Det er muligt at den har tilhørt Maren Torgersdatters
forældre. Et sjældent familiestykke er også det gamle barokbord med en tyk
stenplade, hvor der skal være mærker efter "gammelbondens" finger knoer. Ellers
fandtes der møbler fra alle stilperioder, både indførte og norske. Der var
gammelt køkkentøj og porcelæn, for ikke at tale om den sjældne samling af
nydeligt gammelt familiesølv. En stor del af dette gamle arvegods er fremdels
bevaret med den største pietet i familiens eje.

 

kvitnes 2

 

Kvitnes