Laukvik Handelssted

298584 Bergen

Laukvik Handelssted

 

Fra Gibostad sejler vi langs østsiden af Senja udover
forbi lave strande og næs, passerer Lysbotn og gården Vang, som på 1700 tallet
var fogedgård og jekteleje, en tid også proprietær og gæstgivergård. Så åbner
fjorden Malangen sig, og vi kan igen se ud i det åbne hav, Kursen bliver udenom
Gavlen og Stønnesbotn, hvor ytre Senja – Fjeldene rejser sine tinder som en
anden Lofotvæg. Og først når vi nærmer os selve Malangs – åbningen, dukker det
gamle handelssted Laukvik frem med sin lille havn. ( se kort side 104)

Det er sandsynligt at Laukvik har været bugt som
borgersæde allerede før 1700. Selve gården var på ½ våg og tilhørte bispen,
senere Sands kirke og præst, og havde normalt en eller to bønder. Den første
kræmmer på borgersædet vi kender, var en Svend Henrichsen (Lind?) trondhjemsborger,
hvis enke Sirén (Siri) sad med sædet i 1720. Hun blev kort efter gift anden
gang med trondhjemsborgeren Ole Hansøn Giever, som i 1725 havde overtaget
sædet. Ifølge en beretning fra dette år boede de normalt kun på sædet i
sommerperioden (maj – august). Sommeren 1730 sad han på borgerlejet med hustru,
tre stedbørn, to egne børn, tjenestepige og 4 drenge hyret for sommeren fra
Trondheim.

Ifølge samme beretning hed han hustru Sirén
Henrichsdatter, men dette er sandsynligvis en sammenblanding at hendes første
mands efternavn. Der er al mulig grund til at tro på at hun er identisk med den
Siri Christensdatter Lind som døde 1740 og har fået en mindetavle i Hillersøy
kirke. Hendes ældste søn hed da også Christen. Ole H. Giæver må være død lige
efter 1740, og enken var så et årstid gift med trondhjemsborger Ole Hansen
Hveding, som drev sæde Sandtorvholmen. Men hun døde kort efter, og allerede
26.april 1742 solgte han borgersædet Laukvik, som han havde fået med sin kone,
til Ole Eliassen Hoff for 24 rdl. Han var søn af Elias Hoff i Kløven og havde
overtaget borgersædet i Hekkingen efter sin far.

Det er sandsynligt at Ole Eliassen Hoff overdrog
borgersædet Laukvik til sin svoger William Jamesson Colban, som var gift med
søsteren Else Margrethe Hoff- Colban var sønnesøn af Morten Colbanus fra en
skotsk slægt, som i 1706 tog trondhjemsborgerskab som udligger på Senja –
muligvis på Lauvik.

W. Colban døde3, og fra 1759 gik Laukvik borgersæde over
til hans søm James Williamsen Colban. Han var gift med Kirsten Grøn, antagelig
datter af Erich Jensen Grøn, borger på Balstad. Deres søn var provst Erik
Andreas Colban i Vågan, hvis beskrivelse over Lofoten og Vesterålen er fortalt
andetsteds.

Efter James Colbans død i 1769 blev hans enke gift med
trondhjemsborgeren John Normann, som nu overtog borgersædet og drev forretning
fra maj til august. I hans tid begyndte russerhandelen at spille en rolle i
Troms, og Normann købte mel fra russerne i Tromsø eller andre steder nord for,
og solgte det videre til almuen ude i Senja. Hans søn var den fremstående
gejstlig provst Niels Normann, som senere blev provst i Tranøy og har forfattet
en beskrivelse over dette sogn. Sammen med provst Gunner Berg i Ibbestad
stiftede han "Senjens Provinsialboksamling" en af de ældste bogsamlinger som findes
i Norge.

Da John Normann var død, fik Laukvik sin første fastboende
handelsmand. Det var en Jens Thommesen, som fik gæstgiverbevilling på stedet
28. juni 1804. Afgiften var 12 rdl. og omsætningen må da have været nok så
stor, især set i lyset af sommerfiskeriet herude. Efter ti års tid gik stedet
over til Hans Christian Hansen, som fik gæstgiverbevilling 9. august 1815.

Han var gift med Anne Margrethe Brox, datter af Hans H.
Brox på Tussøy. Ægteskabet var barnløst, men de havde i huset som foster søn en
Daniel Heitmann Hansen, hvis far Petter Hansen Skogshamn var stortingsmand 1836
– 41. Daniel H. Hansen blev i 1851 gift med Anne Margrethes bror datter,
Albertina Johanna Brox, og da foster faderen døde året efter overtog Daniel
Hansen gården og handelen på Laukvik.

Senere gik handelsstedet over til J. B. Matheson, som også
drev stedet Øyfjordvær, og endda i hans dage var der en vis velmagt på Laukvik.
Nu har det mistet sin betydning som handelssted, men er fremdeles dampskibs
anløb og posthus og telegrafstation i 1940´erne.

På Lauvik stod endnu på den tid den gamle tingstua
hvidmalet og i to etager, med rødt tegltag et flot lille hus i midten af
anlægget. Den gamle, lange hovedbygning som står på nordsiden, skulle være
flyttet fra Tussøy i 1800 årene. Nede ved havet står en stor brygge, og efter
fortællingerne bygget af tømmer som en storm drev i land. Det var nemlig skik i
gamle dage at føre tømmeret fra skovene inde i fjorden, udover til Bentsjord i
store flåder. Det kunne da let hænde at Vorherres vind og vejr blev for stærkt,
så flåden stak af.

Som et særsyn kan nævnes at hovedbygningen på Laukvik
fremdeles har tørvetag, som mange andre steder i ældre tid.

 

Laukvik1923

 

Laukvik 3