Liland i Ofoten Handelssted

 

Liland i Ofoten Handelssted

 

Hvis vi fra Grøtøy følger kysten nordover, har vi
Vestefjorden ude bagbord, og indover mod land Engeløy med sine underlige fjelde
og den gamle lagmands residensen Steigen. Vi sejler langs Hamarøy, Knut Hamsuns
hjemstavn, og i nord på den ligger handelsstedet Tranøy, hvor Hamsun var
betjent i sine unge år. Så vi stikke kursen videre forbi Barøy, et gammel sted
ved mundingen af Ofotfjorden, og siden gennem et lunt og trygt farvand ind til
de smilende bygderne rundt om  Liland.

Liland er en af de gamle storgårde i Ofoten. I Aslak Bolts
jordebog nævnes den blandt bispestolens ejendomme, men i 1660 sad to
odelsbønder på gården. Nabogården Bjellgam er også en gammel storgård og
odelsgård, begge disse steder ligger naturligt godt til og har en god havn for
handel og jektebrug.

Det ser ud som om at bygdefarsretten fra først af var
knyttet til Bjellgam. Denne gård tilhørte omkring 1700 Carl Ediessen, som
udøvede jekteretten på stedet, med boede på Tjelle. Samtidig ejede han ½ våg i
Nedre Liland. Carl Ediessen var Lensmand i Ofoten 1664 – 1690, men drev sikkert
jektefart i sine yngre år. Han var barnløs, men fostersønnen Edis Tørrissen
førte Bellgam jekt for ham i de senere år.

Samtidig var Liland kræmmersæde for en trondhjemsborger
Oluf Hansen Nysted. Han ejede en fjerdepart af Liland (Øvre Liland), som han
havde arvet efter sin svigerfar Christian Sehested. Den sidste var
sandsynligvis også trondhjemsborger, og begge af dansk (sønderjysk) oprindelse.
Oluf Hansen skulle have været en lærd mand, som endog i ledige stunder brugte
tiden til digtning. Men kræmmerhandelen gik ikke så godt for ham, han gik
fallit og døde før 1679.

Om jektebruget på Bjellgam er i korthed kun at fortælle,
at Edis Tørrisens enke blev gift med Knud Ingebrigtsen Aas fra Salten. Han
fortsatte jektebruget på Bjellgam, som han havde omkring 1740, men ejede
samtidig Øvre Liland. Om denne gård andel var han til stadighed i strid med
Oluf Nysteds arvinger. Hans ene søn fik landbruget på Øvre Liland, mens den
anden søn Ole Knudsen Aas fik Bjellgam med jektefarten, som han havde fra
omkring 1760. Før 1800 var han død, og enken Maren Hønichen sad på gården med
et ubetydeligt jektebrug. Sønnen Knud Olsen Aas boede samtidig på Øvre Liland
som jekteskipper. Han var gift med Christense Hønichen, måske en datter af
gæstgiver Diderich Hønichen på Sandtorg. Den noget ældre Maren kan måske have
været hans søster, og Knud Olsen var i så fald gift med sit søskenbarn, skønt
den slags var sjældent på den tid. Da Knud Olsen døde i 1806, var han fallit,
og den eneste datter som levede en tid efter ham, blev gift med Diderich
Diderichsen Hønik, boende på Liland. En del af denne slægts ejendom på Liland
blev i 1836 købt af Christen P. Christensen fra Sandtorg, som en tid drev
handel på stedet. Hans søn ? Jacob Christensen var omkring 1840 den største
gæstgiver på stedet og betalte 12 spd. I afgift og drev jektebrug med en jekte.

Vi går nu tilbage til kræmmersædet på Nedre Liland og
følger dets skæbne efter Oluf Nysteds død. Det er sandsynligt at der i det hele
taget ikke blev drevet kræmmerhandel på stedet i en længere tid, indtil
stridighederne om ejerskabet af gården endte med at Hans Pedersen Har, som var
gift med Oluf Nysteds datter, fik en del af Nedre Liland og dermed hånd over
kræmmersædet. I 1701 nævnes ingen borger på Liland. I 1720 udtog Hans P. Har
borgerskab i Bergen, og genoptog slægtens kræmmerhandel på stedet. Han var en
formuende mand og ejede flere gårde i Ofoten. Man mener han tilhører dem gamle
norske adelsslægt Har eller Haar som da boede i Trondenes.

Omkring 1740 sad hans to sønner Ole og Peder Hansen Harr
på Liland og drev jektebrug, men ingen handel. Noget borgerskab har de
øjensynligt ikke haft. Der var på dette tidspunkt en jekt på Liland og en på
Bjellgam. Ole Hansen Harr var gift med Ingeborg Erichsdatter Dypfest, hvis bror
(vist nok også faren) var trondhjemsborger på Djupfest i Lødingen. Efter
mandens død ægtede hun Henrich Mejer fra Rombak. Han er muligvis søn af
bergensborgeren af samme navn på Leikvik i Fuskevåg ca. 1700 – 1720. Heinrich
Mejer arvede jektebruget efter sin forgænger i ægteskabet og for at kunne drive
handel fik han i 1745 borgerskab i Bergen og tog atter det gamle kræmmersæde i
brug. Også han var en meget formuende mand. Sønnen Henrich Henrichsen Mejer
blev af sine medarvinger  - Ole Harrs
børn – indløst med ca. 1600 rdl, en meget stor sum på de tider.

Denne ordning hænger sammen med at arvingen Henrich var
for ung til at overtage bruget efter faderen. Det gik derfor over til Christen
Hartvigsen Hveding, som var gift med Ole Harrs datter Mette Nysted Harr.
Christen Hveding var blandt dem som søgte gæstgiveri i 1763, han fik
gæstgiverbevilling 27. september 1775 og var dertil lensmand i Ofoten 1777 –
85.

Hans datter Anne Benedichte Hveding blev gift med Petter
Dass Agersborg fra Rynes i Vefsn. Han fik gæstgiverbevilling på Liland 26.
februar 1791 og drev handel og jektefart til sin død ca. 1823. Hans datter
igen, Karen Margrethe Agersborg var først gift med John Klæboe fra Nesna, anden
gang med Hans Olai Lind fra Leivset, som en tid havde været handelsmand på
Nygård i Ofoten. Begge disse mænd var handelsmænd og jekteskippere på Liland.
Efter at hendes mand var død i 1827, blev Karen tredje gang gift med Erik
Andreas Schutte Blix Ellingsen fra Saltnes, som også var skipper og vistnok
handelsmand.

Handelen og jektebruget blev ført videre af hendes søn
Peter Dass Klæboe. Han havde igen en datter Emma Klæboe, som blev gift med
skipper, senere gårdejer Rones Andreassen, som fremdeles ejede størsteparten af
Liland – den smukkeste og mest velholdte gård i Ofoten.

Liland er et eksempel på hvordan en gård med stor jordvej
kunne begynde som skippersæde, siden blive handelssted i større format, så igen
tilbage til reduceret handel med jektebrug, og til slut under moderne forhold
lægge hovedvægten tilbage til landbruget. De slægter vi har stiftet bekendtskab
med på Liland har forgrenet sig langt udover Ofoten.

liland-flyfoto

 

Liland