Lilienskiold Trolddoms forståelse

Trolddoms forståelse hos Lilienskiold.

I kommentarlitteraturen er det ikke usædvanligt at støde på formuleringer om amtmandens sunde skepsis i sager som havde med trolddom at gøre. Lilienskiolds eksperten Kristian Nissen (1937), skriver på denne måde om "den vågnende kritik og skepsis som Lilienskiold i sin embedstid viste overfor hekseprocesserne i Finmark". Selv om Lilienskiold ikke deltog i processerne som endte med ild og bål, har han et synspunkt på trolddom som er helt i tråd med datidens opfatning af dæmonernes væsen og gøremål. Den dæmonologiske lære havde sin glans tid på 1500 og 1600 tallet og satte fokus på menneskers kontakt med Satan og hans mange smådjævle. Trolddom er båden en farlig realitet og i enkelte tilfælde et abespil. Pointet er hele tiden at Satan står bag. Trolddom har diabolisme (djævlepagt) som sit udgangspunkt og bør derfor udryddes.

Som det fremgår af Lilienskiolds indledning i Trolddom og ugudelighed i 1600 tallets Finnmark, skriver han at samerne regner deres kunst som eb videnskab uden hekseri, mens de norske troldkvinder driver en skadeligt djævel arbejde. Tilsyneladende er samerne "finnekunst" mindre alvorlig end troldkvindernes åbne djævel pagt. Forskellen er imidlertid kun tilsyneladende. Al magi, hvis eller sort, samisk eller norsk, har i sidste instans et diabolsk ophav. Lilienskiold føjer umiddelbar til at trolddoms befængte nordmænd og samer har den samme Satan som læremester - de udfører slemme gerninger og bør straffes for dette. Den samiske udgave er i princippet lige så djævel sort og vil det samme som den norske.

Lilienskiold gør sig til talsmand for det som inden datidens dæmonologi bliver kaldt for implicit og eksplicit djævel pagt. I sin praktiske udfoldelse på 15 og 1600 tallet betyder forskellen en mindre brutal trolddoms forfølgelse af urbefolkningsgrupper, som f.eks. amerikanske indianer og nordeuropæiske samer. Når demonologerne taler om en tavs eller implicit djævel pagt, henviser de mest til uoplyste, enfoldige hedninger. Man må særlig slå hårdt til mod de trold folk som har en formel og åben kontakt med Satan, blev det anbefale af Jean Bodin (1530 - 1596) overfor sine juristkolleger. Den åbne pagt tiltrækker i særlig grad kvinder, skrev Bodin og talte om kvindernes bestialske begær. De som har indgået en stiltiende partnerskab med Satan skal straffes, men ikke så brutalt som de virkelige hekse, påpegede Bodin i et bloddryppende demonomogisk værk fra 1580. Den skotske konge Jakob VI (fra 1603 konge over England og Skotland som Jacob I) som var ilde berørt af både danske, norske og skotske hekse, gav i 1597 sit bidrag til den dæmonologiske videnskab. Kongen forsøgte at give svaret på spørgsmålet om hvorfor djævelskaben var så udbredt i norden. Blandt befolkningen i Lapland finder djævlen den største uvidenhed og barbari - noget som behager ham, forklare Jakob VI og mener at uvidenhed er et karaktertræk både blandt de enfoldige og blandt kvinder. Uvidenhed forklarer, hvorfor de lettere går i djævelens tjeneste. Forskellen mellem de enfoldige og kvinderne, er at kvinder fra mere civiliserede egne indgår en bevidst og frivillig pagt med mørkets fyrster, tillægger kongen. Hekseprocesserne i Finnmark ser ud til at passe godt ind i en sådan ramme.

Lilienskiolds kraftige udfald imod de frikendelses domme Lagmann Manderup Schønnebøl (1603 - 1682) afsagde over en del mistænkte børn og kvinder i juni 1663, (se proces 64 og 76) tyder ikke bare på at Lilienskiold var kritisk overfor holdbarheden i lagmandens juridiske vurderinger, men at han nok også havde et syn på trolddom i pagt med hekse forfølgelsens tidsalder. Ud fra et juridisk synspunkt mente Lilienskiold at det var en fejl af lagmanden at frikende piger og kvinder i 1663. Og han tillægger at der som man skulle følge lagmandens retsprincipper, "kom aldri nogen till ilden". I en kommentar til lagmands dommen over en trolddoms mistænkt pige på 12 år, skriver Lilienskiold at forestillingen om trolddom, som et fantasiprodukt, og ikke som en realitet, er en tanke som må stå for Schønnebøls regning (se proces 64).

Imidlertid kom amtmanden ikke til at deltage i nogen større heksejagt. Man kan ikke se bort fra at Lilienskiold ved at fordybe sig i sags materialet fra de mange hekse sager lige før hans egen tid, var ag den opfattelse at tidligere lens/amtmænd havde fået bugt med den værste del af hekseplagen i Finnmark. Måske var Lilienskiold af samme opfatning som præsten Ludvig Paus i sit store hyldnings digt giver udtryk for. Paus skriver om de som tidligere har beklædt amts sædet og siger i vers 147, at det bedste som blev gjort i 1660 tallet var amtmand Ornings tid var at, "Troldqvinder schichet blef hen til de Warme bad" Hekseprocesserne i efteråret 1662 og i 1663 var det værste i norsk historie. I alt 19 kvinder blev brændt. Flere ville være sendt til ilden hvis ikke lagmanden havde grebet ind.

Uanset, selve heksestudiet og den nøjeregnende redigering af de enkelte sager er i sig selv et udtryk for at forfatteren fandt emnet meget interessant. Lilienskiold er i pagt med den dæmonologiske lære, uden at gp direkte ind for heksebrænding som en praktisk løsning på problemet. Med ideer fra oplysningstiden i sin mentale bagage går forfattere som Ludvig Holberg og Knud Leem på 1700 tallet kraftigt imod den forrige generations heksejagt og kommer med ironiske bemærkninger omkring folks trolddomstro. Der findes ingen spor af sådanne septiske holdninger hos amtmanden. Den trolddoms opfatning Lilienskiold giver udtryk for, er den samme som vi finder hos de første samer missionærer på slutningen af 1600 tallet og et stykke ind i 1700 tallet. En typisk repræsentant for denne tradition er Isaac Olsen (ca. 1680 - 1730), som i 1715 skrev et flammende skrift om samernes vildfarelse, overtro og djævel dyrkning.

Selv om Lilienskiold har en dæmonologisk forståelse af trolddomskunst blandt både samer og nordmænd, må han i tillæg have haft intellektuel videbegærlighed overfor fænomenet. Dette gør at han , særlig når det gælder samisk troldkunst, går grundigere til værks end hvad f.eks. hans samtidige Petter Dass (1647 - 1707) gjorde i behandlingen af samernes trolddoms tro. Mens Dass ikke skriver et ord om runebommen, bliver den hos Lilienskiold fremhævet som det centrale i samisk trolddoms kunst.

petter dass_i_melhus                       

Petter (Pettersen) Dass (født ca. 1647, død 18. september 1707) var en norsk teolog og digter. Han var sognepræst i Alstahaug i Nordland

 

dasspetter alstahaug

Præstegården i Alstahaug

Runebommen (samisk tromme) kommer til anvendelse ved flere troldomsformer, som gand (kaste ondt på andre), modgang, eftersøgning tyve, tyveksoter og spådom. Samerne spiller på runebommen når en barsels kvinde behøver hjælp, for at bringe lykke på jagt, til rensdyr flokkens velbehag og når de vil tale med deres afguder, enten disse er usynlige ånder eller stenfigurer. Kundskab om Runebommen centrale plads i udøvelse af samisk trolddoms kyndighed, havde Lilienskiold fået førstehånds kendskab til fra en konkret retssag. Desuden havde han læst om runebommen i et sagsakt fra 1627 i arkivmaterialet (proces nr. 20). I tillæg skaffede han sig kendskab til runebommen og dens anvendelse fra den opsigtsvækkende bog Lapponia, skrevet af Uppsala professoren Johannes Shefferus. Lapponia udkom på en række sprog og i flere udgaver i 1670 og 1680. Mens Olaus Magnus lagde trolddommens hjemsted til randzonerne i Norden - til hel Nordkalotten - er det en tendens hos Schefferus at tilskrive de norske "finnlapper" den værste "djävilskonst" Hos Lilienskiold er der en tilbøjelighed til at placere trolddommens budbringere i Rusland.

 

rune bomme

Runebommen