Lilienskiold Trolddomskapitlet i Speculum Boreale

Trolddomskapitlet i Speculum Boreale og i Finnmarkens beskrivelse.

Hvad er så forskellen mellem det som står om trolddom og heks i Speculum og temaet i Finnmarkens Beskrivelse. Den vigtigste forskel ligger i omfanget. Lilienskiold har ret og slet skrevet maget meret om emnet i forarbejdet. Af grunde som beskrives nedenfor, valgte forfatteren at bruge kun en af over 80 trolddomsprocesser i Speculum. Processen mod den gamle sam og sjamanen Anders Poulsen fra 1692 - en retssag Lilienskiold selv fulgte med stor intelligent nysgerrighed - spænder i begge skrifter over ni håndskrevne sider. Mens han bruger i gennemsnit en side på hver af de 80 andre trolddomssager i Finnmarkens beskrivelse, alle disse er sametrængt til et koncentrat på kun to sider i Speculum.

Grunden til denne forskel er nok at Speculum Boreale var primært ment som en redegørelse for økonomiske og udenrigspolitiske forhold i det høje nord. Afhandlingen skulle dernæst retfærdiggøre amtmandens egne synspunkter og handlinger. Forsvarsskriftet skulle læses af de vigtigste men i den dansk-norske centraladministration i København. Som vi har set havde Lilienskiold dedikeret skriftet til den nye enevældskonge Frederik IV, som havde overtaget kronen da Christian V døde i september 1699.

 

 

                        

Frederikrik IV

Lilienskiold kan have ment at en for detaljeret gennemgang af hekseri og djævelskab i forbindelse med retsprocesserne ville vække anstød og væmmelse hos de høje herre i København. Selv skriver han måske et svar som retfærdiggør denne tolkning.

I Speculum skriver han i sammenhæng med de nylig gengivende eksempler op ondskabs udøvelse, at der findes menge flere vederstyggeligheder "som pennen væmmis ved at anrøre" Han tillægger så at Satans menge gøremål i Finnmark vil vække afsky. Her, i de afskrev hekseprocesser, bliver alle "vederstyggelighederne" lagt frem uden nogen selvcensur.

På denne baggrund mener man at den forskel mellem de to skrifter nå det gælder trolddoms kriminalitet ligge i Lilienskiolds ønske om ikke at lade en sådan beretning kaste mørke skygger over andre dele af hovedværket. Han var ret og slet ræd for at fornærme sine læsere med at skrive for udførligt om al troldom på Vadsøhus på 1600 tallet.

At skrive mere om "slike udyders høye last" kunne gøre det som var ment som et ærbødigt pragtværk til et usømmeligt skrift.

Trolddoms studierne i Finnmarkens Beskrivelse afsluttes med Poulsen-sagen. Så følger et uskrevet afsnit på et par sider. Den ledige plads kunne tyde på at Lilienskiold havde til hensigt at afrunde kapitlet med en slags konklusion, f.eks. en formaning om at undgå trolddom. En sådan afrunding finder man i Speculum. Umiddelbart efter omtalen af runebommen i hovedværket kommer nogle almene betragtninger om samernes fordømmelige videnskab. Udbredelsen af hekseri i nord fører til "Guds vredis grumhed" skriver Lilienskiold, og formaner folk om ikke at lade sig friste til slige synder og hellere søge hjælp, trøst og velsignelse i Guds Ord. "Lad fornuftens være den utidige viljes overmand" hedder det til slut.

Lilienskiold om årsagerne til udbredelse af trolddom og afguderi i Finmark.

Trolddoms afsnittet både i Finmarkens Beskrivelse og i Speculum Boreale starter med en historisk indledning, som med få undtagelser er identiske i de to skrifter. Den indledning siger noget om hvilke årsags faktorer Lilienskiold selv lægger vægt på for at forklare almuens udbredte trang til trolddom i Finnmark. Ifølge hans indledning til proces akterne er der flere grunde til at trolddom har fået lov til at blomstre i Finnmark. Her peger han på geografiske, religiøse og genealogiske faktorer.

Trolddomskunst og afguderi har dybe rødder og gennem lang tid fået et solidt fodfæste i Norden. Med støtte i skrifterne i den danske krønike forfatter Saxo (1150 - 1220) og ikke mindst til den svensk præst Olaus Magnus (1490 - 1557) viser Lilienskiold hvordan mange konger i de nordiske lande gennem tiderne har søgt viden i finnekunsten. Med eksempler hentet fra Olaus Magnus viser Lilienskiold også til at kvinder længe har drevet udstrakt hekseri. I Lapland har sortekunsten lange traditioner. Svenske konger både på 15 og 1600tallet har forsøgt at bøde på dette ved at rejse kirker og sende præster til svensk Lapland. Alligevel lever forfædrenes ondskab videre. Blandt søsamer i de norske fjord områder er også forfædrenes gamle uskikke de rådende. Disse har fundet behagelighed i den fordømmelige trold- og rune kunstens brug ved afgudsofringer og hedenske gravsteder, skrive Lilienskiold . Han har selv besøgt og set rester fra sådanne hedenske steder både inde i Vararger og i Kjøllefjord. Gang på gang understreger Lilienskiold at samerne imiterer forfædrenes hedenske skikke, og at det er vanskeligt at vende dem af med at dyrke deres forfædre. Samerne er altså i en vis forstand arvelig belastet med trolddom. Synspunktet om den kraftige og uheldige forfædre dyrkelse blandt samerne skulle vise sig at blive helt centralt for missionærerne udover 1700 tallet.

Finnmark er den mest afsidesliggende del af Norden, skrive Lilienskiold, og mener at geografisk beliggenhed har betydning for hvorfor både nordmænd o samer driver djævelkunst og trolddom. Satan havde i høj grad frit spillerum i nordområderne. Forsøg på at kristne befolkningen i nord kom sent i gang. Det tog lang tidfør der blev bygget kirker og ansat præster i Finnmark. Ja, i de fjorde hvor søsamerne for det meste holder til, findes fortsat ingen kirker, konstaterer amtmanden. I stedet for at høre Guds ord, får samer børnene ondskaben ind med modermælken. Dom det fremgår af indledningen, nævner Lilienskiold videre at enkelte præster er mere interesserede i at lave profit på at udskænke og drikke samerne fulde, end at undervise dem i kristendoms lære. Præsternes øltapning opfordre samerne til druk, noget som medføre endnu mere ondskab. han peger videre på at mange i Finnmark bruger hellige symboler, som messevin og dåbsvand, til signing, manelser og åndemaneri. Desuden er han inde på at enkelte får sine udåds tanker gennem russisk lærdom, mange samer er i sin ungdom blevet oplært af russerne i ondskab. Selv om det ikke kan siges direkte, virker det som om Lilienskiold tilskriver samerne og deres trolddoms kyndighed som den væsentligste årsag til det store omfang af trolddoms kriminalitet i Finnmark. Det var imidlertid ikke primært samerne, men kvinderne fra de norske fiske steder som kom i rettens søgelys for trolddomsvirksomhed. Skulle vi følge synspunktet fra amtmanden, ville det betyde at de norske kvinder kan have lært trolddom hos samerne eller på anden måde taget samisk trolddomskunst til sig. Lilienskiold siger desværre kun lidt om forholdet. I enkelte sager fortæller norske kvinder at de har lært kunsten hos samerne. Blandt gejstlige og verdslige embedsmænd i hele Norden var det almindeligt at tillægge samerne skylden for troddoms kriminalitetens udbredelse. I et brev fra 1669 lagde eksempelvis den svenske biskop Laurelius udtrykkelig skylden på samerne for djævlens raseri i Dalarna.

Når man ser på alt hekseriet, ondskab og djævelske kunststykker som har udviklet sig gennem 1600 tallet, kam man ikke undre sig over af Kong Christian IV ville udrydde dette uvæsen, skriver Lilienskiold. Han afslutter så sin indledning med at referere forordningen fra 1609 og den dansk-norske trolddomslovgivningen fra 1617. Forordningen er vigtig for at kunne forstå proceshyppigheden i Finnmark. Det gælder i særlig grad afsnittet om samisk magi i 109 brevet som en del af en omfattende dansk-norsk samer politik i nord. Kongens befaling fra februar 1609 om at samisk trolddomskunst skulle forfølges uden nåde, udgik til de to lensherre i Nordnorge, d.v.s. i Nordland og Vardøhus. I den trykte version i Speculum har man valgt at borttage forordningen til fordel for en lov henvisning.