Markedshandel, jagt og fangst.

Markedshandel, jagt og fangst.

Ved siden af den store handel med fiskeriets fangster
spillede også almindelig markedshandel og afsætning af mindre varegrupper en
rolle, både i monopoltiden og under den frie handel. Når det kommer til stykket
var handel på markedspladser måske den første centraliserede handel i Finnmark.
Vores kendskab til markedspladser før 1600 tallet er meget begrænset. Men
sandsynligvis har der allerede tidligt udviklet sig en slags markedshandel i
bunden af fjordene, hvor fjeldet sønner mødtes med nordmænd og andre handlende.

Den
ældste af disse købestævner som blev offentlig godkendt, var markedet i
Varanger. Netop i Varangerbugten lå fra gammel tid en stor gamme, Kongsgammen,
hvor fogden mødte op og opkrævede skat af Varangerfinnerne og hvor Vadsø
præsten prædikede en gang om året. Et stykke opover ved Vesterelv, omtrent en
halv mils vej fra Kongsgammen, opstod et årligt vintermarked, som regel i
forbindelse med skattetinget.

Amtmand
Lilienskiold, så allerede tidligt det nyttige i denne handel og foreslog
markedet godkendt, og ved kongelig resolution af 11. august 1688 blev det
fastsat at markedet skulle holdes hvert år lige efter hellig tre kongers dag.
Selve markedspladsen flyttede herefter ned til Kongegammen. Fogden Knaag
fortæller i sin beskrivelse fra 1694 at "samme marked skjer den 28. januari.
Dertil kommer købmænd og bønder fra Vadsø, Kiberg og Vardø tingsteder, samt
øvrigheden. Og da kommer da fogden tilbage fra Malmis, og holder da ting og ret
om det behøves. Så prædiker præsten  i en
gamme som kaldes Kongsgammen. Til markedet kommer Finner fra Varanger og en del
fra Arritzby og andre byer, russerfinner fra Neiden og Pasvik, russer fra Kola
by som er Malmis, og en temmelig del købmænd fra Torna by i Sverige, med nogle
hundrede rener de selv køre med og fører købmandshandel til og fra."

De
svenske og russiske vare omfattede især farvet klæde, som finnerne den dag i
dag pynter sine dragter med, desuden var der vadmel og lærred til beklædning og
hamp til fiskesnøre. Til gengæld leverede søfinnerne tørret sei, kuller og
andre fiskeprodukter. Øvrigheden holdt nøje justits på hvem som drev handel og
hvordan det foregik. Ved tinget på Kongsgammen 2. november 1691 fik almuen et
strengt pålæg om at de ingen handel eller købmandskab måtte drive med
svenskerne eller russerne, før deres ankomst var meldt gennem finne lensmanden
til amtmanden, som havde bevillingsretten til markedshandel i sin hånd.

De
politiske uoverensstemmelser med Sverige i 1700 tallet gjorde at man så med
skepsis på de svenske handlende og i perioder var markedshandlen helt gået i
stå. Efter freden med Sverige i 1720 blev forholdte til Rusland så meget mere
anspændt og der kom færre handlende derfra til Varangermarkedet. Samtidig
skaffede Københavnermonopolet efterhånden Varangerfinnerne størsteparten af det
de behøvede af tekstiler. I 1747 klager amtmand Kjeldsen over at markedet
næsten kun blev opsøgt af svensker fra Tornå, som for det meste kun solgte
"brændevin":

"Noget
med sirup sødet sælger de under navnet akvavit, potten til 2 á 3 skilling,
hvilket en del af Vadsø almuen gerne betaler, måtte de med deres familier siden
krepere af sult." Så snart handelsmændene havde fået finnerne drukket godt
fulde af dette "brændevin", snød de dem efter alle kunstens regler med dårlige
varer og falsk vægt.

Senere
i 1750 årene begyndte de svenske borgere også at rejse rundt i distriktet,
under påskud af at søge nye markeder. Daværende amtmand i Finmarken, etatsråd
Hans Hammer, klagede til regeringen over "hvorledes det sammesteds årligt
afholdtes Varanger marked var så vel almuen som den finnmarske handel til megen
skade, idet de svenske fra Tornå, under dække af at søge markeder, rejste rundt
i landet og forførte almuen til at købe brændevin og mange unyttige ting".
Klagen førte da også til at Varanger marked blev ophævet ved kongelig
resolution af 16. juni 1760.

Markedet
var nu nedlagt indtil det blev genoptaget i 1831. Fra da af blev det afholdt i
slutningen af november eller begyndelsen af december. Produkter var nu helt
andre en i gamle dage, det var væsentligt fjeldfinvarer, sul og vildt, omtrent
som på Bossekop. Allerede i 1855 rapportere amtmanden at markedet gik tilbage,
men dog endnu så sendt som i 1896 blev der købt varer for hen imod 15.000 kr.
Det var 12.500 kg. Renkød, ca. 2600 stk. renskind, 1400 par skinskaller, 730
kg. Renhorn, 140 kg. Smør, 1400 ryper, en del ræveskind og husdyrskind, 110 kg
renhår og 350 kg. Senegræs til finne sko. Herefter tabte markedet sin
betydning. Handelsstederne Mortensnes og Nyborg overtog mere og mere af handlen
sammen med Vadsø by.

Foruden
det store Varangermarkedet fandtes i ældre tid et mindre marked i Bugøfjord i
begyndelsen af februar, som blev forsøgsvis oprettet og kom i gang 1860. Det
bestod endnu i 1870, men var af mindre betydning. Et marked på Kirkenes blev
forsøgsvis oprettet fra 1858, kom i gang i 1860, men havde kun en lille søgning
og blev nedlagt i 1871.

I
fjordene længer vest på havde der fra gammel tid været tuskhandel mellem
søfinner og Torne-borgere. Et lignende finne marked blev i ældre tid holdt på
Kistrand, som af den grund fik navnet Kjøbstranden. Et vidne ved tingsrette i
Kjelvik den 3. juli fortæller at kvener fra gammel tid en gang hver vinter
søgte ned til Porsanger med handel for øje. Der havde det år været 5 borgere,
alle fra Tornå. Finnerne havde ikke lov til at handle med dem, men gjorde det
alligevel da de manglede tekstiler, vadmel og ko huder til skosåler. De betalte
varerne med renskind.

Da
krigen med Sverige kom 1709-20, vågede Torne borgerne sig ikke ned til fjorden,
men i 1715 blev det oplyst på tinget at Porsangerfinnerne og andre havde kørt
til fjelds og trods kongeligt forbud havde handlet med svenskerne og købt
økser, svovl, gryder og i sær salt, som de ikke kunne få hjemme. De fik strengt
påbud om at de ikke måtte handle eller have den mindste omgang med de svenske
købmænd så længe krigen varede.

Stort
set var denne handel af mindre betydning, ligeså en handel som skulle have
været i Laksefjord bunden. Disse handelspladser ophørte sandsynligvis af sig
selv, så snart der fra slutningen af 1700 årene kom flere handelssteder til,
både ude langs kysten og indover i fjordene.

Et
slags marked var der også i Kautokeino, som før 1751 var under fælles
norsk-svensk overhøjhed. Præsten Hans Dahl, som selv var i Kautokeino 1755 –
1759, fortæller at der hvert år i februar blev afholdt et marked ved
præstegården. Her mødte svenske borgere fra Tornå frem og af finnerne købte
renskind, køreskin, handsker, støvler og sko af renskind, i bytte med vadmel,
kersei og andre varer, især da tobak og brændevin. Ifølge beretninger fra Paus
fandtes her , foruden kirken og præsteboligen, også to små tømmerhuse som
brugtes af fogden og skrivere, foruden nogle små træhytter ved kirken for
"kramborgere". I 1790 årene blev der ikke længere afholdt ting på kirkestedet,
men "Kautokeino og Afjuvarre Ting" blev afholdt i Alta om vinteren,
sandsynligvis fordi markedshandelen naturlig nok var flyttet dertil.

Også
i Karasjok blev der i gamle dage afholdt et stort marked i forbindelse med
tinget. Fogden kom dertil for at opkræve skat og præsten fra Kautokeino mødte
frem for at døbe børnene, afholde altergang og vie folkene. Ofte var det den
eneste kirkegang som de havde henover året, og der selvsag rigtig mange folk
til stede. Mange handelsmænd og "borgere" kom dertil, både fra Finmarken og fra
Finland især fra Tornå-dalen. Folk samlede sig for at møde slægt og venner,
eller for at deltage i de kirkelige handlinger og ikke mindst for at købe og
sælge. Det var en meget travl tid for alle, de 14 dage markedet stod på.

Det
største af alle stævnerne, og det eneste som lige til vore dage eksisterer, er
markedet i Alta. Der var naturligt at der allerede i meget gamle dage opstod en
byttehandel i fjordene, mellem kysttegnene og de store fjeldmarker inde i
landet. Den gamle søfinnby her i Alta var Eggeskall, og her blev da helt
naturligt den første markedsplads. Når så mange kvener i tiden efter 1700
bosatte sig netop i Alta, var det nok fordi de fulgte en århundrede gammel og
vel indarbejdet handelsvej. På tingsretten i Talvik den 15. juli 1726 blev der
klaget over denne markedshandel. Hvert år ved nytårstid blev der afholdt et
stort marked på Eggeskall, hvor kvenske borgere drev en handel som man mente
kun udpinte finnerne. Det blev da forbudt for almuen at deltage i sådanne
købestævner, fordi markedet var ikke autoriseret af øvrigheden.

Men
behovet for et marked i området var alt for stort til at det hele kunne
standses ved et forbud. I 1737 blev der fremsagt på tinget at de norske finner
nu i stedet rejste på i fjeldet (til Kautokeino?) til de svenskerne, hvor de
solgte der varer og drak sig herlig fulde. Nogle år senere havde seks Tornå
borgere igen drevet handel på Eggeskall. De blev stævnet til ekstra tingsret i
Talvik den 8. februar 1740 men mødte ikke op. De havde, drevet handel på
Eggeskall fordi de ikke viste at et var forbudt, og fordi svenskerne havde
handlet der gennem ca. 200 år.


denne tid havde amtmand Kjeldsen taget bopæl i Alta og han prøvede for alvor at
bringe markedshandelen til ophør. Amtmanden mente at han med
oktroj-forordningen i hånden var i sin gode ret til at gribe ind, da han den 3.
februar 1740 greb ind og forhindrede Torne-borgene i at sælge deres medbragte
varer. Men almuen i Alta rottede sig sammen mod øvrigheden. De bad Torne
borgene om at komme tilbage og forsøgte at forhindre at de blev arresteret.
Handelsmændene fandt det alligevel klogest at holde sig oppe i fjeldet, og
dertil drog hele almuen, finner og kverner, og så blev der handlet og købslået
som tidligere, før de rejste tilbage til Sverige. Forbuden mod handelen på
Eggeskall stod stadig ved magt da Schnitler i 1744 besøgte Alta.

Men
amtmand Kjeldsen, som af kvernerne fik øgenavnet "den onde amtmand" var ikke
heldig med sin nidkærhed i denne sag. Kjeldsen fik en reprimande for sin
behandling af kvenene, og sådan fik markedet lov til at fortsætte sin hidtil.

Efter
at handelen i Finmark var blevet frigivet, forsøgte man også at fremme
markedshandelen. I en periode ser det ud som om at den har været drevet i
Talvik, som nævnes som markedsplads både hos Skjødebrand omkring 1800 og hos
Leopold von Buch i 1807.

Amtmand
Ole Hannibal Sommerfeldt har i sin Finmarkbeskrivelse fra ca. 1798 fortalt om
markedshandelen på den tid. Eneste lovlige marked var dengang i Alta, hvor
Sommerfeldt selv boede og kunne iagttage handelen på nært hold: "Til Finmark ankommer
hver vinter, fra fjeldene, i februar borgerne fra Tornå i Sverige med deres
rensdyr, de medbringer stangjern, gryder, rifler, rævesakse, låse, dørbeslag,
jernstaurer (fiskeredskab for sei)økser, øser, søm men også finere forarbejdet
isenkram, som forarbejdet kobber, messing og tin. Derudover var der masser af
lærred, kulørte linned tørklæder, en salgs grov vadmel kaldet hårs, som fjeld
finnerne bruger til deres telte, samt alt muligt småkram. Alle disse vare
sælger de finmarske købmænd imod tørret torsk og sei, saltet laks og kveite
(helleflynder), rensdyrskind, uld og uldtæpper, ræve, ulve og bjørneskind. Der
er værd at bemærke at svenskerne modtager fiskene uden at vælge eller sortere
dem, og da de sælger der jernvare for billige penge, anser man den
svenskehandlen som ganske fordelagtig for Finmarken. De finmarske købmand
bringer tillige med i november og december dybfrossen torsk, kveite og  rødfisk til markedet ved Kingis jernværk i
Tornå-Lappmark og sælger den med stor fordel.

Denne
handel får vi også bekræftet genne fogedregnskabernes lister over udførte fisk.
Eksempelvis solgte assistent Nørager fra Talvik handel i 1785 til de svenskerne
252 våger gråsej og 6 våger lange og senere som handelsmand på Bossekop 1791
leverede han 150 våger råskjær (tørfisk to og to) og hele 630 våger sei. (våge
= 18,52 kg) Året efter solgte købmand Dam på Tana handel 100 våger råskjær til
svenskerne og købte i stedet laks af den svenske almue. Også i Vardø-Vadsø
området, hvor nu Varangermarkedet var blevet ophævet, blev der stadig leveret
fiskeprodukter til "det svenske marked" (i Kingis?). Fra Vadsø handel blev der
i 1790 leveret 250 våger sei og i vinteren 1791 – 92 200 våger tørsej og 100
våger tørrhyse (tørret rødfisk) til de svenske købmænd Hiulberg og Brunius.
Samme vinter solgte agent Ludvig Lem ved Vardø magasin 50 våger råskjær og 170
våger gråsej til svenske handlende. Hos Leopold von Buch nævnes det at Tornå
borgerne undervejs normalt standsede i Kautokeino, hvor også en del af
købmændene i Alta handlede i en periode om vinteren. Alta var stadig det
vigtigste også på 1800-tallet. Det fulgte med sig konservatisme i det gamle
spor, også selv om der blev vedtaget andre tiltag. Således skriver Rode fra sin
præsteperiode 1826-34 at de offentlige markeder mere eksistere på papiret end i
virkeligheden. Efter almanakken skulle der afholdes marked på Elvebakken i Alta
hvert år i marts måned, men dette marked så man ingenting til. Derimod
fortsatte det som fra arilds tid havde været tradition, at fjeld finnerne fra Kautokeino
og Karasjok ved vinterens begyndelse, normalt sidst i november, kom ned til
Alta, og hos de der boende kvener og andre fra almuen fra de tilstødende
distrikter tuskede sig til uld, vadmel og andre varer til gengæld for renkød.
Men, siger han "også denne commerse synes i senere tider at have aftaget,
efterhånden som brændevinsudskænkningen er blevet indskrænket".

Det
var utvivlsom fra de ældre tider at Bossekop var blevet det naturlige
samlingssted. Allerede i 1744 bemærker Schnitler om Bossekop at "norske kvener
og finner, som bor i skoven og på fjeldet, har deres fiske boder i Bossekop."
Stedet


også fint for trafikken mellem hav og indland. Men konsekvensen af dette blev
først taget da markedet ved kongelig resolution af 17. august 1844 blev flyttet
fra Elvebakken til Bossekop. Markedet blev da afholdt to gange om året, et
høstmarked i november og et forårsmarked i marts. Alle disse købestævner måtte
lægges på den tid hvor man kunne opnå den fulde nytte af vinterføret.

Allerede
på de første 10 år voksede Bossekop markedet sig til en betydelig størrelse.
Amtmanden skrev 1855 at markedet i de senere år havde rigtig mange besøgende.
Det som primært blev omsat af varer fra fjeldet var renskind, ren kød og vildt,
især ryper, udover fjer og smør – det såkaldte "kvensmør" fra Nordsverige og
Finland. På den anden side blev der solgt manufaktur og kolonialvarer, især
sukker og kaffe, de sidste år også mel og gryn. Det var dengang især købmænd
fra Hammerfest som handlede på markedet.

Senere
blev tiden for høstmarkedet ændret til begyndelsen af december, mens
forårsmarkedet stadig var i marts. Det første markedet blev besøgt af begge
parter for at skaffe sig vinterforsyning og ikke mindst for "juleindkøb". Til
forårsmarkedet kom de bedste vinterskind af ren og vildt. Omsætningen dengang
gjaldt især ren skin, renkød, ryper og andet vildt, vildtskind, smør, færdige
skindvarer som pelse, skaller (lappisk sko af rensdyrpande skin eller kohud) og
handsker. På den anden side var det især manufaktur, kolonial og en del fisk
som var det foretrukne. De kendte firmaer fra Hammerfest og Tromsø havde deres
faste handelsboder/pladser på markedspladsen, handelsmænd fra Finmark og
Nordtroms mødte op, samtidig med af der kom langtvejsfarenden handelsmænd fra
Sverige og Finland. Omsætningen på Bossekop marked var i årene lige efter 1900
beregnet til ca. kr. 50.000 på forårsmarked og ca. 64.000 på efterårsmarkedet.

Markedspladsen
på Bossekop er næsten som en hel landsby, med handelsboder og andre huse på rad
og række, kun lidt øst for handelsmandens bygninger. Om vinteren og foråret
står boderne i månedsvis låst og lukket med skodder for vinduerne. Men når
markedsdagene nærmer sig, bliver der liv i de til sneede butikker og gader på
markedspladsen. Uden på havnen ankommer fartøjer fulde af handelsmænd, betjente
og købmandsvarer. Jekter og tendringer, bomsejlere og på det seneste dampskibe,
kaster anker eller ligger til kaj. Oppe i boderne bliver dørene slået op,
skodderne kommer fra vinduerne og flagene hejses. Så trilles og køres varer fra
havet, store kasser, tønder og fad, brændevinskagger (dunk) og rom anker. Alt
er nu rede til at tage fjeld almuen.

Oppe
fra bakkerne og skoven høres det høje og glade råb, finnebjælderne klinger og
snart svinger de første rækker af rener med pulke og slæder ned mod
markedspladsen. Indkørslen kan forme sig som den rene kapløb. Fjeld finnerne og
deres koner i pragtfulde skindpelse, med farverige huer og glitrende sølvstads
vælter ud på pladsen under velkomsthilsen og gensynsglæde. De udkørte rener lægger
sig ned mellem køretøjerne, som holder med sin last af skind og kød, ryper og
ræveskind. Sø søger hver og en af finnerne sin købmand og snart er
markedshandlen i fuld gang.

Det
er et ejendommeligt liv som udfolder sig her mellem de grå tømmerboder. En
hærskarer af mennesker strømmer til, dels for at handle, dels for af høre og se
stemningen. Foruden de fremmede købmænd, som nogen gange har medbragt kone og
børn, ser man fjeld finner og sjø finner med familie, nordmænd og kvener af
alle aldre og køn fra Alta og tilstødende områder. Her tales en blanding af
alle tre sprog, norsk, kvensk og finsk. Men det vigtigste er at man forstå
hinanden.

Imens
går handlen sin gang i boderne. Der tales og pruttes, vejes købes og sælges. Og
på de tider hvor det er tilladt, får tørstige sjæle sig en dram ved disken.
Især for fjeldfinnerne bliver det ofte en tår over tørsten, men hvem tør laste
dem for det. Markedet er jo deres store fest, den som både mænd og kvinder har
set frem til med længsel, men de sad i telte inde på vidderne og samlede og
syede alle de smukke skind og skinvarer som de her på markedet tilbyder. Derfor
har de jo også taget deres fineste tøj på, og går stolte og selvbevidste
omkring, disse fjeldets frie børn med gode og fine slægtsnavne, bærere af viddernes
urgamle traditioner.

En
del af handelsvarerne og mindre partier i eksporten fra Finmark, var produkter
af jagt, fangst og indsamling. Store mængder af disse vare blev forbrugt i
byerne, på handelsstederne og ude blandt almuen. Det kan derfor være på sin
plads at kigge lidt på denne del af næringslivet.

Noget
af det som tidligere havde lokket nordmænd nordover langs Finmarkskysten, var
jagten på hval og hvalros. Udover i nyere tid drev især hollænderne på
1600-tallet både lovlig og ulovlig fangst af hvaler langs kysten, og en tid var
hvalfangsten bortforpagtet til københavnere og andre. Hvalfangerne lå især ved
Hasvik, Sørvær, Ingøy, Rolfsøy, Kjelvik og andre steder omkring Norkapp, til
dels i Busseundet ved Vardø, hvalkogningen foregik i land på disse steder.

Indbyggerne
selv drev ikke selv større hvalfangst, dog kan man af et notat fra Francesco
Negri, som rejste i Finmark 1664, se at nogle få modige mænd drev hvalfangst
fra båd med harpuner. Dette bekræftes af fogden Knags matrikkel og beskrivelse
fra 1694. "inde i Varangerfjord er et rev over eb halv mil ude. Over dette rev
jager vandhundene (spækhugger) hvalen, mest om vinteren. Når det er lavvande må
hvalen blive indenfor revet og jages af vandhundene på land, som her er ler
grund. Nu kan vandhundene bide spæk af hvalen i store stykker og når de kommer
ind til kødet, brøler hvalen højt og det kan høres en mindst en halv mil. Når
finnerne høre dette sejler de ud med bådene og lanser og dem som ikke har
lanser, tager et langt stykke træ og tilspidser det, så de kan stikke det i
hvalen og dræbe den.

Er
det den rigtige vinter kan der opnår 5 – 10 hvaler.

Kødet
og spækket fra disse hvaler spises til dels fersk, og til dels saltes det, og
sælges på stedet til nordmænd og andre finner.

De
fleste steder lader man sig nøje med det spæk og kød som bliver tilbage på
hvalstationerne, således bl.a. Lilienskjold nævner det. Enkelte gange kunne det
udarte sig mere eventyrligt, som i denne historie fra fogden Knags jordebog fra
1894:

"For
nogen tid siden ud i fogden Nils Fiils skete på Ingøy at Petter Lauritzen som
nu bor på Reinøy og kaldes Haltepetter fordi han er halt, var med tvende andre
mænd ude på havet for at fiske. De ser en stor hval komme flydende, en hval som
Grønlands farerne havde dræbt, de ror hen til den. De kunne ikke bringe det
store bæst til lands og Petter satte sig op på den og tog masten fra båden de
sejlede og satte den hvalen blæse hul og satte sejl. De tre andre mænd ror til
lands efter flere både og folk. Imidlertid kommer der en kraftig tåge ind over,
så de kunne ikke finde tilbage til hvalen med Haltepetter, han fortsatte
nordover med strømmen. Da han havde sat mast og sejl på hvalen var han blevet
sejler. Han kommer mod Grønlands farerne og straks nedtager ha sin mast og
lægger sig ned på hvalen. Da skibet var passeret og de ikke havde fået øje på
ham, satte han atter sejl og mast. Omsider bliver han fundet af dem som søgte
efter ham, langt ude og nordvest for Norkapp. Da var han nær sultedøden, de
bragte hvalen til lands. Med fogden undte ham intet for hans umage, hvilket han
ofte ankede på."

Schnitler
skriver i 1744 om den mængde af hval som søgte ind mellem Norkapp og
Kinnarodden, uden at nogen drev fangst på dem. Men stadig hændte det at en
selvdød hval blev fundet drivende i havet, eller at hvalerne grundstødte under
stormene eller når de holdt festmåltid i lodde og sild, så kan det nok være at
alle kom af hus med alverdens redskaber for at hente bytte. På tingstederne var
der altid et almindeligt "quæstioner" om der var fundet i land dreven hval. Det
var da blevet ordnet bedre end i Haltepetters tid, for nu fik findere
findespæk, grundejeren sin part og kongen fik sin hval tiende.

Det
var især når store stimer af lodde og sild nærmede sig land at forventninger om
hvalfund var størst. Amtmand Hammer fortæller at pinseaften 1761 kom der to
store hvaler op i Talvik bugten. Her svømmede de op og ned et par timer og
jagede sild i kirke almuen påsyn, "en ren prise for en harpuner", siger Hammer,
men igen havde midler til at fange dem. Da var de heldigere i Varanger, efter
hvad Rathke fortæller fra 1802. Her skete det ofte at en død hval drev ind,
enkelte år siger historien skulle man havde fået 15 store hvaler. Alene i 1801
var der drevet 7 hvaler i land på 9 til 15 favners længde. Men de fleste arter
var vanskelige at harpunere fra datidens båd. I Vestfinmark begyndte man at
drive hvalfangst med håndharpun i 1816 og i 1818 stak man i Altafjord alene 8
store hvaler.

Man
ser da også, under oktrojen og senere, at hvalspæk og hvalbarder figurerer på
listerne over udførte varer. Men meget hvaltran blev brugt på lokalt. Rathke
fortæller fra Varanger at en mængde spæk blev solgt til købmændene på

Mortensnes og i Vadsø, men desuden blev en stor del fortæret af finnerne, som
spiste hvaltran og anden tran til tørfisken når de spiste.

Netop
fra Mortensnes har vi en morsom historie, som giver en målestok for finnernes
interesse i hvalfundene: En søndag i Nessby stod præsten Aall på stolen og
skulle vie et brudepar. Men så kom en løbende ind i kirken og råbte: "Hvalen er
kommet på næsset, hvalen er kommet på næsset" og dermed strøg brudgom og brud
og hele kirke almuen af sted, mens præsten stod alene tilbage i kirken.

Hvalros
fangsten spillede især i ældre tid en hvis rolle. Endnu på Lilienskjold tid
blev hvalrossen fanget på land, men senere var det sjælden at disse dyr viste
sig på Finmarkskysten. Derimod blev der drevet Ishavsfangst efter kobbe
(spættet sæl) og hvalros fra Hammerfest allerede i 1795. Det fremgår også af
Zettersteds beretning fra 1821 at handelsmanden Klerck i Bossekop havde sendt
fartøj på hvalrosfangst til Bjørnøya. Her nævnes også at isbjergene havde ført
hvalros ind til kysten og for nogle år siden var en narhval blevet "hugget" ved
kysten af Østfinmark. Men de var en sjældenhed.

Af
dyrene til havs var kobben nok den mest eftertragtede. Den kunne skydes eller
fanges og slåes ihjel. Fogden Knag beretter i 1694 om hvordan nordmænd fra
Vadsø og Vardø tingstæder drog til Henøyene ved Karelstranda på Russer siden,
hvor de "har fast årlig jagt på kobbe og om sommeren sanket edderdun." Ligeså
fortæller han om fangsten i Kongsfjorden vest for Makkur. Her ligger nogle øer
som kaldes Kongsøyene og på dem blev nedslået kobber om vinteren. Lilienskjold
fortæller at kobber fangsten på Henøyene da var gået over til ruserne, skønt
det havde været en herlighed som tilhørte Vardøhus slot og blev forpagtet.
Foruden fangsten på Kongsøyerne nævner han et lignende på vest siden af
Rolvsøy. Der "vet finnen kobberne så mesterlig at oppasse". Men den bedste
fangst var på Sørøya, som helst foregik Andersmess – tiden(30 november).

Om
dette fangststed fortæller han at det før havde været bedst på indersiden, men
efter som øen blev bebygget, måtte der søges stadig mere mod havsiden, med de
store fare som det indebar. "Andersmiss er den rette tid da kobben yngler, og
dette bruk haves udi akt." I 1671 og senere år havde almuen kunnet få 400
kobber, hvor man nu 1698 knap nåede mere en hundrede. Det var mest ungerne, men
også en del voksne. Store dyr blev betalt med 2 – 3 våger fisk, unger ned til 1
pund. En våg fersk spæk kostede 2 våger fisk, saltet spæk 3 våger, skroget med
kød fik man 1 pund for og det samme for skindet.

Til
fangststedet på Sørøy udrustede man 8 mand på to både, med 1½ tønde mel, en
kande brændevin, ½ våg ærter, 2 pund gryn, ½ tønde øl, alt efter oktrojens
takst. Leje af 3 både kostede 6 våger, og hyren løb op i omtrent 17 våger, hvis
man ikke brugte tjenere og egne folk. Dertil kom den årlige forpagtningsafgift
af stedet. Denne kobbe fangst på Sørøya fortsatte udover 1700-tallet, kød og
spæk var nemme at afsætte og skindene fik man en god betaling for. Der blev
også drevet storkobbe fangst på Russer siden og på Murmansk kysten i december
måned når kobben fødte. Nogen steder i Finmark brugte man sælgarn, andre steder
kroge som blev skjult i stranden hvor dyrene krøb i land. Udførelsen af sælskind
i årene 1765 – 88 var ca. 72 skind i gennesnit om året. Men en god del blev
brugt på stedet til rejsekufferter, skotøj og lignende.

Også
senere var der periodevis stor sælfangst. Keilhau beretter at man omkring 1825
i Tana på en 8 dages klapjagt havde fanget 240 sæler.En lignede fangst nævner
Stockfleth. Han fortæller at Tanna-finnerne drev sælen sammen og lukkede for
den i elven, så den ikke kunne undslippe. Siden blev dyrene under klapjagt
stukket med spyd på lange skafter. Også Fellmann fortæller hvordan sælen i
efteråret bliver lukket inde og fanget i garn eller slået ihjel. Den største
fangst, men denne metode var 120 sæler.

Foruden
sælfangst var der også fangst på pelsdyr som vildren, bjørn og ræv, bæver og
odder, lækat/hermelin og egern, hare og fuglevildt. Som tidligere omtalt, var
det især finnerne som var ivrige jægere og normal altid færdedes både på land
og til havs med deres gevær. Forsåvidt er det betegnede nok at størsteparten af
de geværer de rådede over i "kystvernet", var
"finnerifler". Men også armbrøst var længe i brug blandt finnerne, og
til bjørnejagten brugte de i lang tid kun jagtspyd, bjørne jagtspyd kan i dag
ses på Tromsø Museum. Det var en 15 - 2o cm lang jernspids, sat på en kraftig
birke stik på ca. 1½ meter. Kunsten var at få bjørne til at angribe, så den i
raseri kastede sig mod manden og fik spyddet i brystet. Også mange bjørnefælder
blev i tidens løb afsat til finmarks handelen.

Bæveren
var udbredt i store dele af Finmarken og fandtes i Alta, Lakelv, Tana og
Varanger til midten eller slutningen af 1800 tallet. En del bæverskind blev
udført under oktrojen, men også mange blev brugt til stads huer hus finnerne,
eller solgt til russerne. Odder var der mange af, ikke mindst ude på øerne, og
russerne var særlig ude efter odderskind. Lækat/hermelin blev der også fanget
en del af  og der udførtes mange
hermelinskind i oktroj tiden. Finmarks skovene var meget rige på egern, især
den hjemlige slags som har et lyst og fint skind. Haren fnadtes for det meste i
store mængder. I Kautokeino kunne en enkelt mand fange 450 harer på en vinter.
Der blev også tidligt udsat hare på passende steder. Paus fortæller at
købmanden i Hammerfest havde udsat hareunger på den utilgængelige Håja, og de
havde formeret sig så man nu kunde skyde en hel del hare fra båd, mens man
roede rundt om øen.

Af
ræv blev der fanget og skudt forskellige racer, flest af den røde ræv og
ræveskind var en vigtig vare i markeds og russer handelen. Af og til fangede
man også den kostbare sølvræv, som var et smukt sølv ræve skind blev i Alta
betalt af russerne med 150 måske op til 200 rigsdaler. Sølv ræve skindet blev
brugt af kongelige personer til pelse. Zetterstedt, som fortæller dette nævner
også at handelsmanden Klerck på Bossekop havde en levende sølvræv. Jægeren
havde skamskudt den i foden og fanget den som unge. Siden blev det sjældne dyr
sendt som en gave til Grev Engeström i Stockholm, og til sidst udstoppet og
overladt til naturraliekabinettet ved Lunds Univrsitet.

Foruden
at drive jagt og fangst på dyr son nævnt, førte finnerne en stadig kamp mod
deres arvefjender Ulv og Jerv. Her var gevær det vigtigste våben.

Jerv

Men
en mængde dyr som odder, lækat, ræv hare og store fugle som rype og ænder, blev
fanget i fælder, sakse og snarre. Finnerne havde et stor udvalg at
udspekulerede fangst redskaber, fremstillet på hundrede af års erfaringer med
dyrenes liv og vaner.

Som
man ved, så er sælfangsten på Sørøya en kongelig rettighed, som oftest blev
bortforpagtet. Det samme var tilfælde med jagt og fangst på en række af øerne
langs kysten.

Sørøya

Sørøya

Allerede
under oktroyen var det ofte købmanden ved handelen som havde forpagtet
fangstretten, således havde Jacobæus i Måsøy og Esbensen i Vardø i 1786 mange
forpagtninger. Og under frihandelen fortsatte handelsmændene med at forpagte
sæl, odder og fuglefangst på øerne, som regel for 3 år ad gangen Fra mikæli
(mikkelsmesse 29 sept.) til samme tid 1794 var Hjelmsøy forpagtet af Jacobæus,
Ingøy og Stappene af gæstgiver A.C. Foss, sydsiden  af Magerøy og Reinøyene af købmand Cort Buck.
østsiden af Magerøy og Altesula af købmand Falck, Trantvik og Kjøllefjordneset
af Købmand Jens Buck.

Et
par mindre fangststeder. Loppa med Loppakalven og Silda, var betegnende nok
forpagtet af finner for en billig penge.

Der
også tale om fugle fangst pladser. Ude på øerne var der selvsagt en himmelsk
hærskare af fugle, nogle land fugle men mest af alt havfugle. Mange steder i
Finnmark er der rige fuglefjeld, men er utal af arter som måger, krykkje, alke,
lunde og lomvig. Andre steder er det lavlandsfugle med indsamling af æg og dun,
med edderfuglen som den mest værdifulde art. Man drev jagt og fuglefangst for
kød og fjer, samlede æg og dun i mængder. Allerede i slutningen af 1600 tallet
blev en række af disse fugle fangst pladser fredet til fordel for kongen. Mange
steder var der og så vældige multe moser. De største af dem var Vardøya med
Reinøy og Tamsøy i Porsanger. Disse var forbeholdt amtmanden og gav somme tider
en stor indtægt. Siden gik Vardøy over til kommandanten på fæstningen og Tamsøy
blev bortforpagtet og siden solgt. Tamsøy vil blive nærmere omtalt under de
enkelte handelssteders historie.

Fuglefangsten
på fuglefjeldet var ofte en farlig bedrift. Jægeren måtte ofte hænge i tov udenpå fuglefjeldet
og samle æg, tit under rasende angreb fra fuglene, Mange mennesker fadt ned fra
højderne og slog sig ihjel. Især var lundefangsten forlig. Den foregik med i
Loppe-skaget (odde,næs) , hvor lunden var efterstræbt for kødet og de
værdifulde lunde fjer. Francesco Negri fortæller fra sin rejse i 1665 at man
drev lundefangsten med hund, det skildres også hos Petter Dass:

Når hunde nu napper den lunde
ved hals,

som forantil ligger, hvis liv
er tilfals,

Begynder han fluks til at
drage.

Straks griber den lunde, der
bagved sa,

Den fremste ved stærten og
følges så ad,

Alt medens der en er tilbage.

Hvorover det sker, at en eneste
hund

udslæber med engang af mørkeste
grun

Tolv tretten, ja fjorten og
flere,

og skaffer sin hosbond, som
passer derpå

så meget bytte, som han kan
formå

hvorved hans gevinst kan
florere.

Senere
er denne fangst metode ikke længere benyttet. I Lilienskiolds dage fangede man
lunden ved at udsætte fiskenet på havet og dels ved at udspænde net udover
fjeldskråningen hvor lunden rugede i huler og sprækker. Men aligevel så brugte
mange stadig tov, til at kravle ud på de store fjeldsider. På 20 år er mindst 5
mand omkommet bare på Loppa Fjeldet. Schitler fortæller i 1744 om fangsten i
Loppa at lundefuglen her graver sig ind i fjeldet, hånd ellers dybe strækker.
Og fra disse trækkes de ud af bønderne ved hjælp af en lang stang med
rektangel  påsat. Dette svare til
fangstmetoden på et billede hos Pontoppidan fra 1750 årene.

For
almuen spillede disse bi erhverv en stor rolle, og allerede i slutningen af
1600 tallet blev fuglefjer, multebær, fisk og hvalfangst gjort skattefrit for
at opmuntre til samling og fangst. Endnu i forrige århundred og op til vore
dage har fangst og samling været af stor betydning, ikke mindst for mange af
handelsstederne. Amtmanden skrev i 1835 at jagt, æg og dun indsamling var
"ikke ubetydelig", men mange af fugle fangstpladserne gik tilbage
fordi de lå for afsides. De kunne ikke fredes, og både finner og tilrejsende
fiskere drev rovdrift ved at indsamle for mange æg og skyde fugle i yngletiden.

i 1860
hedder det at sanking af vilde bær, især multe, måske blev drevet i større
udstrækning en tidligere, fordi dampskibsfarten gav bedr afsætning. Der var
gode priser på fugleæg både i byerne og på landet, og dun samlingen lønnede sig
rigtig godt. Dun prisen var højere end nogensinde. I 1870 meldes der fra Tamsøy,
Reinøy, Hornøy og Loppa at der blev solgt 18 - 19.000 æg. Og Tamsøy, Vardøy og
Reinøy gav gennemsnitlig tilsammen ca 100 kg dun. Derforuden var der mange
andre fangstpladser.

For
man handelssteder blev æg og dun en vigtig og betydelig indtægtskilde ved siden
af hovednæringen. Og ikke bare det. Fugle fangst og dun samling var en kilde
til glæde og afveksling i familiernes daglig dag. Her havde de en
"hønsegård" som var så stor og levende som man kunne ønske sig. Og
det var en fryd for store og små af færdes blandt den store fjerklædte flok og
samle æg i spandevis og dun i sækkevis, for så at transportere det hjem til
brug på handelsstedet eller til salg.

Bossekop marked

Markedsliv
på Bossekop

Rensdyr
og vildt skind på Bossekop

Søsamer
ved Bossekop

Pomorhandel
og Russerne

Pomorhandel
(af russisk: поморье, pomorje; po «ved» og more «hav»; «området ved havet»,
samme ord som ligger til grund for Pommern) eller russerhandel er benævnelsen
på en handelsforbindelse mellem pomorerne i Nordvestrusland og folket langs
kysten af Nordnorge så langt sydpå som til Bodø. Denne handel foregik fra 1740
og frem til den russiske revolution i 1917.

Pomorhandelen
var i udgangspunktet en byttehandel mellem folk i nordområderne, med kornprodukter
fra Rusland mod fisk fra Nordnorge som hovedhandelsvare. Efterhånden udviklede
dette sig til at blive en pengehandel, og faktisk blev rubelen brugt som valuta
flere steder i Nordnorge. Pomorhandelen var af stor betydning både for nordmænd
og russere. Handelen foregik ved, at russiske pomorer fra Hvidehavsegnene og
Kolahalvøen kom sejlende til fjordbygder og handelspladser langs kysten af
Nordnorge. Pomorerne var dygtige handelsmænd og søfarere, og de udforskede også
områderne omkring Hvidehavet. I tillæg til at de sejlede vestover med
handelsvarer, etablerede de også en handelsrute østover forbi Uralbjergene til
Nordsibirien.

Handel
mellem landene siden vikingetiden

Handel mellem russere og nordlændinge har en
lang historie, og den er kendt helt fra vikingetiden. Via fyrstedømmet i
Novgorod drev russerne handel med søsamerne i Nordnorge fra middelalderen og
frem til begyndelsen af 1600-tallet. Jektefarten (en jekt er en stor, bred
sejlskude uden fast dæk) fra Nordnorge til Bergen og Trondheim foregik i
forsommeren, hvor produkterne fra vinter- og vårfiskeriet (hovedsagelig tørfisk
af torsk) blev opkøbt og sendt sydover. De seks uger fra 10. juli til 20.
august blev kaldt «makketid», fordi fisken i denne periode ikke var så holdbar,
og i sommermånederne havde fiskerne ikke afsætning på fisken sydover. Dette var
noget russerne fandt ud af at benytte sig af. De kom vestover i makketiden og
købte fisk; enten færdigtilvirket tørfisk eller saltfisk, eller også nedsaltede
de fisken selv i lasterummet på deres lodjer (russiske jekter). I Rusland var
der stor efterspørgsel efter fisk på grund af den russiske kirkes hyppige
fastedage, hvor det kun var tilladt at spise fisk og vegetarmad. Fisken blev
fragtet til Arkhangelsk, som også var udskibningshavn for kornprodukterne, som
blev fragtet til Nordnorge. I tillæg til skuderne fra Arkhangelsk blev der også
drevet pomorhandel med skuder fra andre hvidehavshavne som Kem og Onega, og
også fra mindre steder som Suma, Kolisma, Solotiza, Mudjunga, Saroka og Sjuja.

Fra
1740 bredte pomorhandelen sig i Nordnorge, og fra ca 1770 kom pomorerne årligt
til landsdelen med billigt rugmel («russemel») og hvedemel. Kornet blev dyrket
i området ved Volga og fragtet til købmændene ved det Hvide Hav. For folk i
Nordnorge var pomorhandelen i perioder afgørende for overlevelse. I 1700-tallet
var der mange uår og dårlige tider for befolkningen i Norge, og rugprisen i
Bergen femdobledes i løbet af 30 år. Pomorhandelen var en vigtig faktor for
madtilførsel på denne tid; fiskerne fik købt billigt korn og mel, og de fik
solgt fisken fra sommerfiskeriet til en god pris. Det var muligt at prutte med
pomorerne, handelen havde ingen fordyrende mellemled, og der blev heller ikke
betalt skat eller told til Norge for varerne. I tillæg til rug- og hvedemel,
havde pomorerne også anden mad med som havregryn, salt, ærter, kød og
mejeriprodukter. De førte også andre nyttige varer, som jern, tømmer, tjære,
talglys, gryder, hampefibre, tovværk og lærred. I lodjerne fandtes også
luksusvarer som sukkertøj, sæbe, porcelæn og træskærearbejde. På tilbagevejen
fyldte pomorerne lastrummene med fisk af forskellig slags, hovedsagelig sej.

Markedsplassen
på øya Kildin. Vi ser samer, vest-europeere og russere bytte varer på slutten
av 1500-tallet, mer enn et århundre før den virkelige pomor-handelen hadde
begynt

Jekt
med tørret fisk

Rekonstrueret jekt