Melbu Handelssted

Melbu

Melbu Handelssted

 

Tilbage fra Lofotodden er det sikreste at sejle tilbage i
ly af Lofotvæggen og ind i sundet ,mellem Aust- og Vestvågøya. Her løber den
stærke Gimsøy strømmen forbi Sundklakken, som var et gammelt jekteleje og siden
gæstgiveri. En tid får vi så det åbne hav udover i nord vest, men vi stikke
indover Hasselfjorden med de takkede Lofotfjeldene på styrbord og den lavere,
grønne Hasseløya for agterstavnen. Det bliver en helt anden natur her i
Vesterålen. Lave, lyse strande og slanke skovpartier strækker sig op mod de
forholdsvis lave fjelde på disse øer, som ligge og svømmer her ude mod havet.
Her er en fed og næringsrig jord med talrige oldtidsfund som vidner om gammel
kulturbebyggelse.

På sydspidsen af Hasseløya i et smilende landskab ligger
Melbu, som allerede i vikingetiden var en storgård og i nyere tid værdsat til 4
våder, der største brug i sognet næst efter præstegården. Her var et gammelt
skipperleje antagelig ved 1700 tallet drevet af Hans Olsen. Hans søn var den
Giæver, som 1731 opsagde borgerskabet i Trondheim og flyttede til Nordland.
Hans søn igen bar Jens Bloch Giæver, som i 1729 blev gift med Johanne Andersdatter
Brønlund, enke efter Ole Danielsen Hveding, Melbu. Jens Bloch Giæver ejede hele
Melbu og drev skipperbrug på stedet. Han var gift anden gang med Ingeborg
Margrethe Rasch. Han døde omkring 1755, og enken med øvrige arvinger blev da
ejere af gården.

Enken blev i 1757 gift med Søren Røgh Schielderup, søn af
præsten Rasmus Schielderup i Skjervøy. Ingeborg Rasch omkom på havet i 1763, og
fire år senere blev han gift med Sara Røst Grønbech, vel en datter af
Trondheimsborger Christopher Grønbech på Stokkmarknes, og havde i dette
ægteskab 9 børn. Efter hendes død blev han i 1795 gift tredje gang med Jonette
Andrea Moursund (fra borgerslægte fra Moursund i Skjervøy). Han drev fra
starten af som bondehandler og jekteskipper på Melbu, men fik så 1. april 1775
gæstgiverbevilling på stedet. Han fortsatte jektebruget og ejede bl.a. den
store gård Guldstad på 2 våger 1 pund, som tidligere havde været
sorenskrivergård.

Han boede endnu i 1801 på Guldstad - 75 år gammel  - med sin 42 yngre kone og to piger, ligeså
sønnen Jon Røst Schielderup, som havde overtaget jektebruget og var blevet
skipper.

Den ældste søn Rasmus Andreas Schielderup havde overtaget
gæstgiveriet på Melbu, hvor han fik bevilling 6. februar 1796. Afgiften var da
12 rdl, så omsætningen må have været af en vis størrelse. Desuden drev han
jektesejlads så længe han levede. Ved folketællingen 1801 boede han på Melbu
med sin hustru Fredericha og to børn, og desuden var der i huset en mængde
mennesker – i alt 24 personer!

I 1830 blev gården med handelssted købt af Erich Leganger
Coldevin, søn af godsejer og krigsråd Hans I. Coldevin på Dønnes. Han fik
gæstgiverbevilling på stedet 1, februar 1833 mod 15 spd. I årlig afgift.
Coldevin var en dygtig og fremdriftsmand. På Melbu hovedgård var der dengang
efter gammel tids byggeskik en mængde større og mindre huse, som han lod
nedrive for at skaffe plads til sin nye hovedbygning, som i lange tider gik for
at være den største nord for Trondheim. Han forbavsede også sin samtid ved at
lægge en vandledning indtil gården, noget som dengang var et ukendt fænomen i
hele Nordland. Vandindtaget lå et stykke oppe i fjeldet, og ledningen måtte
føres over en slette og op på den forhøjning hvor hovedgården ligger. Men
naboerne kunne ikke fatte hvordan vandet kunne rende opover bakken til huset.
Coldevin måtte være i forbund med hemmelige magter.

Coldevin døde i 1847, og hans enke Sara Berg fra Svolvær
styrede da handelen og landbruget med god hjælp af sine tre døtre. Det var
under dette "interregnum" at den engelske rejsende Frederick Matcalfe i 1855
besøgte Melbu, han har givet en fornøjelig skildring af livet på stedet. Den
ene af disse tre huslige døtre blev siden gift med A. Frederiksen fra Røros. I
hans tid var landbruget overladt til Nordlands Amts landbrugsskole, som senere
flyttede til Bodin.

Efter A. Frederiksens død i 1883 gik Melbu handel over til
sønnen Christian Frederiksen, hvis navn er uløseligt knyttet til stedets
fremdrift i de sidste menneskealdre. Han var kun 17 år gammel og allerede
farens fuldmægtig da denne døde, i 1891 overtog han forretningen for egen
regning, og nogle år senere også landbruget. Frederiksen havde et åbent blik
for stedets muligheder og forstod at udnytte dem. Det vil føre for langt her at
give en detaljeret skildring af hans virke.

Han startede en række industrielle anlæg på Melbu eller
ledet derfra, som: mejeri, uldspinderi, konfektionsfabrik, sæbefabrik med
blikkenslagerværksted, smørfabrik og olieklædefabrik, foruden at han hjalp
mange andre i gang. Han anskaffede en hel flåde af moderne fiskedampere og
mortorkuttere, og fik moderniseret havne og kajanlæg. Frederiksen virke i det
offentlige liv er også velkendt.

På Melbu hovedgård står der stadig i 1940 meget af den
gamle bebyggelse fra Coldevins tid. Den store hovedbygning er et toetagers
laftet hus, et såkaldt dobbelt hus med rummene fordelt på begge sider af en
midtervæg på langs i huset. Det har lodrette plankebeklædning og et tegltag med
en lille kvist mod havesiden. Vinduerne er høje og udstyret med empire-rammer,
ligesom portalerne på huset. Havefacaden er symmetrisk udformet og ligger
ualmindeligt smukt med sine faste vinduesgrupper bag de store træer i haven.
Coldevin skal selv have været arkitekt for dette byggeri. Gårdspladsen danner
en åben firkant, begrænset af hovedbygningen, stabburet og andre sidebygninger,
alle hvidmalede med lodrette planker. Længere bag de store udhusbygninger og
nede ved havnen ligger firmaet havneanlæg, af alle slags bebyggelser.

Ellers bærer Melbu præg af et moderne og velbygget samfund
med hovedvægten på fiskeri og industri. Sildeoliefabrikken "Neptun" er let
synlig ude på holmen og inde på land ligger industrianlæg og boligkvarterer i
smukke omgivelser. Mens så mange gamle handelssteder er gået bagud af dansen,
høre Melbu til de heldige som har alle muligheder for en moderne udvikling.

Her er et stort opland med gode og veldyrkede gårde, rigt
fiskeri og frem for alt en god infrastruktur. En god ringvej føre hele vejen
rundt om Hasseløya, og ved hjælp af hurtigruten, lokalbåde og kystruter har
stedet de bedste forbindelser med sit nærmeste opland og de fjerneste fiskerier
i Lofoten og Vesterålen.

 

Melbu