Munkehavn 1

Munkehavn 1

Da beslutningen om overvintring blev truffet, havde Jens
Munk opholdt sig ti dage på det nye sted og danner sig et foreløbigt indtryk af
det omgivende land. Han kaldte det Nova Dania, og ved første øjekast mindede
landskabet omkring ham med de lave, fjerne horisonter da også mest af alt om en
øde dansk fjordmunding som de fandtes på hans tid. Mod øst fortabte blikket sig
over den brune tundra, fra "Enhiørningen"s mærsekurv kunne man se
fjorden ende i en bred flod, der som et lysende bånd snoede sig ind i
sydlandets tætte nåletræsskove, og kun mod vest var landskabet kraftigere
profileret. To forbjerge bestående af lave, afslebne klipper skød her ud i
fjorden med brede vige imellem sig. Jens Munk var kommet tilbage til
trægrænsen, og i modsætning til de nøgne stenmarker ved Rensund og Haresund var
landskabet præget af frodighed, tætte buskadser af dværgpil kravlede op ad
klippesiderne, på højere liggende banker i land groede der lærk og enebær, og i
hver en klippesprække viksede der et mylder af multebær, revling, blåbær og
tyttebær. Den sne, der kom i begyndelsen af deres ophold, var smeltet igen,
fjorden lå blå og smilende i solskinnet og strakte sig i brede buer ind mod de
grønne enge mellem forbjergene, et indtryk af friskhed og fred forplantede sig
gennem den klare, arktiske luft. Men sådan var det kun ved højvande. Når ebben
kom, skiftede landskabet karakter og åbenbarede sit spaltede sindelag. På
mindre end en time trak fjorden sig tilbage fra vige og forbjerge, indtil den
knap var bredere end det dyndede flodleje, og hvor krappe bælger kort forinden
havde blinket i lyset, bredte der sig nu endeløse mudderbanker, oversået med
tusinder af store sten. Den lave sol forstærkede med sine kraftige
skyggevirkninger konturerne i det trøstesløse kaos, billedet af  friskhed og fred var forvandlet til et
billede af vrede og undergang, og i stedet for at føle sig hensat til en
beskytter dansk fjordmunding kunne man få det indtryk, at de to skibe var
ankret op ved den fjerne kyst, hvor kyklopen Polyfemos engang i raseri og
smerte havde slynget sine sten efter den flygtende Odysseus.

Dette vekselspil gentog sig to gange i døgnet og
tidevandsstrømmen, som forårsagede det gjorde snart fjordmundingen uegnet som
ankerplads. Samme dag, som Munk bekendtgjorde beslutningen om at overvintre,
blev de to skibe sejlet længere ind og lagt for anker ud for det sydligste af
de to forbjerge på den vestlige kyst. Nattefrosten var allerede streng og næste
morgen kunne Munk se, at "den nye drivis havde skaaret sig vel to Fingersbred
ind udi bægge Siderne på Skibet og Jagten" Nu blev der travlhed om bord.
Skulle skibene reddes, måtte de snarest bringes uden for isens herredømme. Da
højvandet indfandt sig, lykkedes det at føre "Lamprenen" ind over
stenene til sydsiden af forbjerget, en ringbolt forsynet med en talje blev
mejslet i klippen, halvtreds mand blev sat til at hale, og snart lå
"Lamprenen" i sikkerhed i en sænkning skærmet mod nordvestenvinden af
forbjerget og lige ved siden af en høj, der også lå i læ af klippesiden, men
som i øvrigt havde frit udsyn til alle andre sider.

Langt vakseligere var det at få fregatten ind over
mudderbankerne, der på dette sted var over 900 favne eller næsten 2 km. brede.
Skønt Munk ved ebbetid havde afmærket de største af stenene med bøjer, undgik
han ikke at "Skibet blev hægendes på en Sten og blev hel lak, at alle
Tømmermændene havde nok at gøre med at tætne det ved lægest Vand, før Floden
kom igen." Efter fire dages slæb fik mandskabet endelig det tunge skib så
langt ind, at det var nogenlunde beskyttet mod drivisen.
"Enhiørningen" stod nu kun 120 favne fra det sted, hvor
Lamprenen" var halet på land, ved ebbe kunne man gå tørskoet fra det ene
skib til det andet, ved flodtid stod vandet et par alen højt omkring fregattens
sider med formåede ikke at få den til at flyde. I hast blev nogle ringbolte til
fortøjningerne indmejslet og sat fast med blyforinger i de nærmeste sten. For
at skibskonstuktionen ikke skulle lide ved, at den tunge fregat hvilede på
kølen alene, fik Munk denne gravet ned i grunden og yderligere kastet ler og
sand ind mellem fjordbunden og skibssiden. Det meste af dette arbejde måtte dog
gøres om fire dage senere, da en kraftig isgang forrykkede skibe af dokken og
gjorde det så læk, at der skulle to tusinde tag med pumpen til at tømme det
igen. Så blev folkene sendt i land for at hugge tømmer, og Svend Arvedsen, Jens
Jørgensen og Peder Nyborg gik i gang med at opføre seks brokar, en firkantet
konstruktion af svære lafter og fyldt op med sten, som de lagde omkring skibet
på den side, hvor isdriften var stærkest. den 15. oktober fjernede isen den ene
af disse brokar og forrykkede på ny skibet i dokken, men skaderne blev
udbedret, og da fjorden kort efter var helt tilfrosset, led
"Enhiørningen" ikke yderlige overlast.

Under arbejdet med at lægge skibene i vinterdok var Hans
Brok vendt tilbage. Hans ekspedition mod øst havde givet samme resultat som Jan
Petersens mod vest, der fandtes ingen naturhavne på denne del af kysten. Men
turen havde været hård, Hans Brok og hans bådfolk befandt sig i åben sø, da de
overraskedes af nordøsten-stormen den 16. september, de havde forsøgt at
forankre den spinkle skibsbåd til en isflage, men ankertorvet var sprængt, og i
flere døgn havde de arbejde med årerne for at forhindre, at jollen drev ind i brændingen.
Efter ti dages fravær nåede de forkomne og elendige tilbage til Munkehavn.
Årerne havde holdt, det var mændene der var knækket, og værst stod det til med
Hans Brok selv. Han havde set for længe ind i tilintetgørelsen, dag for dag gik
det tilbage med ham, og snart var den stærke styrmand fra Kildin kun en skygge
af sig selv.

Hans Broks tilstand virkede som en advarsel, og næppe var
skibene reddet, før Munk med sædvanlig omhu gik i lag med at organisere
overvintringen for mandskabet. Hans førte "Lamprenens" besætning over
på "Enhiørningen", så de for fremtiden kun behøvede et køkken, og gav
kokken og kældersvenden ordre om spisetider og rationer. Fregattens kanoner
blev afmonteret og sænket ned i lastrummet, hvor de tung e bronze stykker ikke
ville skade træskonstuktionen det grundsatte skib, og samtidig kunne der gøres
ryddeligt på batteridækket, som i de kommende måneder skulle være mændenes
opholdssted. Kanonportene blev spigret til og tætnet, alt overflødigt gods
førtes i land, der uddeltes "Skjorter, Sko og Støvler, blandt mændene og
blev opført tre store fyrsteder, det ene foran masten, det andet bag den, og
det tredje på styrepligten om agter. Mandskabet blev inddelt i tre skytteler på
nærved tyve mand i hver og fik anvist pladser ved fyrstederne. Munk vidste,
hvor vigtigt det var at holde hver enkelt beskæftiget og "forordinerede,
hvorled med Vagt, Vedhenten og Kulbrænden skulle takteres, og hvem om Dagen
skulle smelte Sne til Vand, så at enhver vidste, hvad han skulde bestille, og
hvorledes han sig skulle forholde".

Vinen om bord var rationeret, men øllet gav han fri. Når
Gosch i den anledning undskylder ham og mener, at han ikke kunne vide, hvilken
"katastrofal virkning" øllet skulle få på de syge, er det overflødigt
og det andet forkert. Munk vidste ikke, at "øllet i høj grad forværrede
tilstanden blandt de syge", nej han vidste, som alle søfarende i hans
samtid, at øl havde en forebyggende virkning på skørbug, en kendsgerning, der
også bekræftes af moderne undersøgelser, omend de tillige har vist, at denne
virkning kun holder sig nogle få måneder efter brygningen.

Den nye ordning blev etableret i begyndelsen af oktober, i
løbet af en måned var vinterhavnen bygget færdig og mandskabet, så godt det
kunne lade sig gøre, sikret mod kulden, der for hver dag blev strengere.
Omsider kunne Munk tage sig en fridag og hellige sig den sag, som fortsat havde
hans store interesse: kontakten med landets indfødte. "Den 7. octobris var
det smukt Vejr. Thi rejste jeg selv op ad floden, at forsøge, hvor højt jeg kunne
komme op med en båd. Men noget hen ved halvanden Mile op i samme flod var der
fuld med Sten, så at jeg ikke kunne komme længere og måtte vende tilbage igen.
Og havde jeg samme Tid allehaande Kramvarer med mig, udi den Agt og Mening, at
dersom jeg havde fundet nogle af Landsens Folk, at ville give dennem noget til
Foræring, paa det jeg kunde komme med dennem udi Kundskab" Det punkt, hvor
Munk måtte vende om, var vadestedet ved det nuværende Mosqueto Point, som netop
ligger halvanden dansk mil syd for vinterhavnen. Han så ingen indfødte, men
flere steder langs bredden fandt han spor efter deres sommerpladser. Noget
tilsvarende gentog sig, da han en måned senere forsøgte en ny ekspedition,
denne gang over land, og sammen med tyve mand af besætningen nåede tre mil væk
fra vinterhavnen. "Men fordi en stor Sne saa hastigt paakom, og var for
meget tung af komme frem udi, måtte vi vende tilbage igen. Men dersom vi havde
haft Skier, som udi Norge brugelig er, og Folk, som derpaa havde kunne løbe,
var det vel muligt, at man havde kommet så langt, at man havde truffet Folk.
Ellers er det umuligt, at man på de steder kan komme frem om Vinteren."

Heller ikke denne gang havde han set noget til de indfødte,
men turen havde påvist den mangel på ski, der ved siden af mangel på skindtøj
snart skulle vise sig at være den fejl i hans udrustning, som fik de
alvorligste følger. Så indtraf der en lille begivenhed, som tilkendegav, at de
indfødte, Jens Munk søgte efter, ikke kunne være langt borte: "Den 14.
novemdris om Natten kom der en stor, sort Hund til skibet på Isen. Da blev en
af Folket, som gik Vagt, hannem va´r og vidste ikke andet, end det var en sort
ræv, hvorfor han straks skød hannem og kom saa med hannem slæbendes, ind udi
Kahytten med stor Glæde, menendes han havde en stor Bytte bekommet. Men om
Morgenen vi saa os fore, var det en stor Hund, og uden Tvivl var han afrettet
på Dyr at fange, thi han havde været bunden om Næsen med smalle Liner, saa
Haarene vare der afgangne, og var han kløftet udi højre Øre, og kanske hans
Ejermand havde ikke gærne mistet ham. Jeg havde gærne selv set, at jeg kunde
have faaet hannem levendes fattet. Da vilde jeg straks have gjort en
Løbekræmmer af hannem og ladet hannem gaa hjem igen, did som han var kommen
fra, med Kramvarer". Når danskerne ikke havde held til at komme i
forbindelse med de indfødte, var det da heller ikke, fordi der ingen var. Egnen
besøgtes allerede dengang af både eskimoer og indianer, de krigeriske folk af
Chrpewyan og Cree-stammen holdt til i netop dette nabolag, og det er givet, at
de fra skjult hold har iagttaget danskernes færden omkring de store skibe, som
synede milevidt i landskabet. De har blot ikke vovet at komme nærmere. Det
skulle siden blive anderledes.

Vinteren var imidlertid nu blevet så streng, at Munk måtte
opgive yderligere eftersøgninger. I stedet kastede han sig over andre felter,
foretog observationer af forholdet mellem springfloden og månens stilling,
anstillede målinger af isens tykkelse, undersøgte isdriften, opstillede teorier
om dannelsen af isbjerge, baseret på iagttagelser, han havde gjort i Davis
strædet, og da der den 10. december opstod måneformørkelse, fik han for alvor
travlt med sin jakobsstav, vel vidende at en nøjagtig måling af eklipsen senere
kunne danne grundlag for en beregning af den længdegrad, de befandt sig på. Munk
fandt, at "Klokken halvgaaen otte, der den første Formørkelse begyndte,
var Maanen 15½ Grad over min Østhorisont, men den Tid Formørkelsen fik Ende var
Månen 47 Grader over min Sydhorisont, og der var Klokken 10". Det siger
sig selv, at han med de primitive instrumenter, der stod til hans rådighed og
uden at være i besiddelse af et ur, som gik nøjagtigt, ikke havde mulighed for
at gennemføre de vanskelige observationer med den fornødne præcision, og en
beregning foretaget på basis af hans angivelser giver da også en længde, som
ligger betydeligt vestligere en hans faktiske position. Men han skød
udelukkende skylden for det usikre resultat på sig selv: "Dette er min
korte og enfoldige Beskrivelse om den foreskrevne Formørkelse, som jeg på
foreskrevne Sted haver set og observeret, forhaabendes at den gunstige Læser,
som derpaa haver Forstand, jo tager alting med mig i den bedste Mening, om jeg
endskønt ikke saa lige haver beskrevet hver Circumstantie, som det sig burde."
Selvsikker blev den mand aldrig.

Mens kaptajnen gjorde sig hæderlige anstrengelser i rollen
som videnskabsmand, fik folkene tiden til at gå med at fælde træer, brænde
trækul og drive jagt. De mange mennesker havde sat præg på det øde landskab.
Alle vegne sås de som sorte prikke i sneen, mellem "Enhiørningen" og
højen inde på land havde de nedtrampet en bred sti, der dagen igennem var
livligt befærdet af folk, som gik frem og tilbage med deres redskaber på
skulderen eller kom trækkende med slæder med brænde og trækul. Inde fra land
lød i regelmæssige rytmer de klangfulde hus fra skovøkserne, nu og da iblandet
et pludseligt musketskud fra jægerne længere borte.

Efteråret igennem gav jagten godt udbytte. Folkene opsporede
dyrevekslerne og stillede fælder op eller byggede små skjulesteder i skoven,
lagde lokkemad ud og stillede sig på lur efter vildtet, og næsten daglig kunne
de komme hjem med friske ryper, sneharer, korsræve og sobler som et velkomment
tilskud til kokkens evige saltmad. Var der overskud, blev det hængt op i riggen
og sparet sammen til festlige lejligheder. jens Munk havde i sine unge år selv
kendt det sure liv på batteridækket og vidste hvilken betydning det havde at
skabe afveksling i folkenes daglige tilværelse.

De måtte holdes beskæftiget fra morgen til aften, men også
med mellemrum have mulighed for at slå sig løs og tænke på noget andet. Hver
søndag blev markeret med en gudstjeneste, nogle fromme ord af hr. Rasmus og en
ekstra ration brændevin, og da det den 10. november blev mortensaften, greb han
taknemmelig anledningen til at holde fest om bord: "Folket havde skudt
nogle Ryper, med hvilke vi udi Steden for Sankt Martins Gaas os maatte
behjælpe. Og jeg lod jeg give Folkene udi hver Skyttel en Potte spansk Vin over
det, som dennem ellers daglig var forordineret, hvormed det ganske Skibsfolk
var vel tilfreds, derhos og lystige og glade, og af Skibsøllet gaves dennem saa
meget, dennem lystede". Kridtpiberne kom frem, Erik Hansen fortalte historier
på fynsk, sangen og latteren buldrede under dæksplankerne, og et par
skibsdrenge fornemmede nok, at "Enhiørningen" pludselig begyndte at
hæve og sænke sig faretruende, som om isen havde sluppet hende og sendt hende
ud på det åbne hav. Kaptajnen gik rundt og slog sig ned snart i den ene kreds,
snart den anden, alle måtte få det indtryk, at han følte sig hjemme iblandt
dem, ingen anede, at han midt i den højeste morskab vedblev med at bekymre sig
om dem, hvorvidt alting nu også var gjort å godt som muligt. Han vidste at
"Enhiørningens" øl havde været frosset i tønderne, og han havde
derfor bedt om at få det sydet om efter optøningen. Men han vidste også, at det
meste af det øl folkene nu sad og hældte i sig, kun var blevet optøet, ikke
sydet om. "Men dog lod jeg dennem her udi deres egen Vilje, fordi den jævne
Mand er dog saa til Sinds, at den Del hannem mest forbydes, snige han sig dog
til at gøre tvært imod og ikke anser, hvad heller det kan være hannem  enten gavnligt eller skadeligt".

Indtil nu var overvintringen forløbet langt bedre end
ventet. Begge skibe var i sikkerhed og ville let kunne bringes flot, når
foråret vendte tilbage, jagten gav godt med føde, det skortede ikke på brænde i
skoven, og stemningen blandt folkene var præget af munterhed og godt humør. Dog
mærkedes det, at vinteren strammede sit tage om Nova Dania og dets lille
befolkning på 64 mennesker. De fik nogle dage med snestorm fra nordvest, alt
udendørs arbejde måtte indstilles. luften var så tyk af piftende iskrystaller,
at man ikke kunne se en alen for sig. Da stormen stilnede af, og det blev klart
vejr igen, sank temperaturen til en kulde, ingen om bord havde troet mulig.
Selv vildtet syntes fortrængt fra de kendte veksler, men det værste var, at
jægerne i mangel på skindtøj ikke kunne udholde kulden længere tid ad gangen,
ligesom de i mangel på ski efterhånden måtte opgive at røgte deres fælder
endsige nå frem til de fjernere liggende glughuse i skoven.

I denne situation indtraf der en begivenhed, som mere end
noget andet gav Munk bekymringer for fremtiden. Den 21. november, kun en halv
snes dage efter den store fest mortensaften, døde den ene af bådsmændene på
"Enhiørningen". Skibstømreren lavede en kiste og et trækors til den
døde, der blev begravet inde på højen. Begivenheden vakte sorg, men ingen
bestyrtelse, når alt kom til alt, havde man også i Karmsund og Haresund måtte
sige farvel til en bådsmand, det var den slags, der hændte overalt. Kun Jens
Munk kredsede i sine tanker om årsagen til dette dødsfald, der indtraf nøjagtig
seks måneder efter deres afrejse, men foretrak af hensyn til stemningen om bord
at holde sine bange anelser for sig selv. Man måtte se tiden an. Måske var
bådsmanden død kun et isoleret tilfælde, og der var ingen grund til frygt.

Dagen efter begravelse sank temperaturen igen. "Den 27.
Novembris var det saa skarp en Frost, at alle Glasflasker, vi havde ombord,
frøse udi Stykker" Den 3. december målte Jens Munk isens tykkelse i midten
af fjorden, hvor tidevandsstrømmen var stærkest, til syn sjællandske
kvarter  eller over en meter. da han ved
solnedgang begav sig hjemad, stod hele vesthorisonten i flammer bag
"Enhiørningens" overisede rig, rødere og rødere lyste frosthimlen
over den hvide jord, næsten en time gik hen, før mørket indfandt sig med
blafrende nordlys og en kulde, der syntes at fryse selv stjernerne fast på
himmelbuen. Ude i fjorden hylede Minotauros og snedriverne lå med skarpe rygge
som hvide delfiner om "Enhiørningens" atævn. Men delfinerne var
stivnet midt i deres spring, de var ikke levende, ingenting var levende her, og
det var, som om naturkræfterne derfor kunne udfolde sig med større pragt og
frihed end noget andet sted, flammer og kulde i et begreb, og mennesket kun en
kortvarig misforståelse.

En uge senere døde bartskæreren fra "Lamprenen", David Volske.

Munkehavn

"Enhjørningen2 og "Lamprenen" i Munkehavn.
Ën sammenligning med det moderne kort side 301 viser at fjordkystens konturer er
nogenlunde korekte, ligesom fremstillingen af mandskabets arbejde med at fælde træer,
svie kul og jage isbjørne og rensdyr nøje følger skildringen i dagbogen. Skibene ligger
grovt sagt på det rigtige sted, men de er alt for store til det omgivende landskab, og det er
igen den traditionelle fremstillingsform. Løvtræerne passer dårligt med stedet virkelige
bevoksning af nåletræer, og de de to sælsomme bygninger svare hverken i udseende,
anbringelse eller indretning med vinduer og skorstene til de faktiske forhold.
Bortset fra et par glughuse i skove, der benyttedes af jægerne, opførte Munk i det højeste
et træskur eller to,  og de lå inde på højen i land, som her er skjult bag skibene


Kort-kontur           


Untitled-1